Læsetid: 8 min.

Ikke for at sige noget dårligt om Frederikshavn ...

Frederikshavn er gået fra værftsby til værtsby. Værfter og fiskeri er byttet ud med palmestrand og kendisbesøg. Byen er ikke, hvad den har været. Men et og andet kan den da
Driftige Frederikshavnere i færd med at indrette den gamle værftsby til turistmekka i 2004 - hvilket dengang affødte nogen skepsis fra Informations eksilerede frederikshavner.

Driftige Frederikshavnere i færd med at indrette den gamle værftsby til turistmekka i 2004 - hvilket dengang affødte nogen skepsis fra Informations eksilerede frederikshavner.

Henning Bagger

9. juli 2009

Da jeg var barn, syntes jeg, det var synd for alle de børn, der ikke voksede op i Frederikshavn. Københavnerbørnene især havde min anselige medlidenhed. For de boede jo i lejligheder uden have og måtte ikke lege 'spark-til-bøtten' på vejen, fordi der var for meget trafik. De kunne ikke bare springe på cyklen og i løbet af fem minutter være ved stranden, skoven, skolen eller hos legekammeraterne. Det, syntes jeg, var en skam.

Jo, jeg har nu altid været glad for at bo i Frederikshavn. Ja, og man kunne jo altid tage på koloni eller ferie til Københavnstrup, hvis der skulle ske noget. Men hovedstaden brød jeg mig nu ikke meget om. Alle de busser, neonskilte, kæmpemæssige vejkryds, sirener og mennesker gjorde mig utilpas. Hvordan mon børnene havde det her, det spekulerede jeg meget over.

Nej, så var jeg mere rolig i 'Frshaun'.

Her var der dét, man havde brug for, hverken mere eller mindre. Man kunne gå til spejder, til klaver eller sport. Man kunne fiske krabber ved stranden, fodre ænder i skoven, pjaske i badebassinet i haven og gå fra dør til dør og spørge, hvem der kom ud og legede. Eller måske lavede man en bod på vejen og solgte æbler, saftevand eller legetøj, som alligevel var i stykker, eller som man var blevet for stor til. Sådan var der så meget.

Som teenager tog man en tur i Svømmeren, i Klubben eller sov hos hjerteveninden. Så hang man ud i bowlingcentret 'Funny Planet', hvor man spillede pool eller cool - eller konkurrerede om, hvem der kunne spise mest ta'-selv-is.

Eller man tog måske til fest i Elling. Der boede nogle fyre, der havde deres egne knallerter, og de røg cigaretter og holdt nogle fede fester.

Endelig en dag blev man gammel nok til at komme ind på Buddy Holly. Så gjorde man det, drak mængder af Hot 'n' Sweet hos en eller anden veninde og blev så kørt på 'Buddy' af de gamle. Om mandagen talte man meget om weekendens hændelser. Og også om tirsdagen, og farmor fattede aldrig, hvorfor man absolut skulle på det der 'Holly Polly'.

Men det skulle hun nu ikke bestemme, for det var megafedt. Og alle vennerne var jo samlet der på ét sted. Hvis de ikke var på 'Buddy,' var de i hvert fald på 'Backyard', der lå i diskotekets baggård. Så gik man dér, frem og tilbage mellem de to steder i sine stramme jeans og festtop købt i tøjbutikken Anthon. Og man var sikker på, at ens tøj var pissemoderne, for pigernes toppe var ofte magen til hinanden. Så det da klart, at vi var rimelig begejstrede for, at både Anthon og Vero Moda havde så god forstand på mode.

Udlængsel

Og ikke for at sige noget dårligt om Frederikshavn, men det er ikke sådan lige at få sig en uddannelse der, hvis man da ikke vil være håndværker, maskinmester, søfarer eller pendle til Hjørring for at studere til lærer eller sygeplejerske. Det ville jeg og mine venner ikke. Vi flyttede til Aalborg, København og Århus. Jeg selv til sidstnævnte for at begynde på Journalisthøjskolen. Og det var godt nok noget af en omvæltning sådan at flytte til en storby.

Jeg savnede min familie, og det irriterede mig, at vennerne ikke længere var samlet på ét sted, når man gik i byen lørdag aften. Og det mest tåbelige var nok, at 'Buddy' i Århus slet ikke var spor sejt. Snarere tværtimod - det var ligesom et sted for pattebørn og tabere, så der undlod jeg at komme. I stedet måtte jeg tøffe ned til de oversmarte steder ved åen for at vise omverdenen, at jeg i hvert fald godt vidste, hvad der var hot og not. Og så kunne jeg jo altid lade en henkastet bemærkning falde over for de venner, der endnu ikke var flyttet fra byen:

»Så sad jeg også lige nede ved åen forleden,« eller »jo jo, jeg hænger da ret tit ud ved åen,« alt efter hvem jeg talte med. Der skete da noget, og det var jo i og for sig godt nok.

Fra én storby til en anden

Efter halvandet år i Århus, hvor jeg langt om længe faldt til, skulle jeg starte i praktik i København. Det var rimelig grænseoverskridende alligevel. Jeg havde kun været i hovedstaden en fem-seks gange, og selv om det da var ret vildt sådan at gå en tur på Strøget eller blive fotograferet i Rundetårn, var det noget andet at flytte dertil.

Jeg havde nemlig hørt om Istedgade - et obskurt sted, hvor narkomaner og prostituerede hang nat og dag. Enhver vidste, at Nørrebro var et skummelt kvarter med kriminelle indvandrere. Og det gav sig selv, at resten af københavnerne enten var en flok vildlappere , der skyllede stoffer ned hver weekend - eller snobber, der nægtede at gå i andet end Gucci og Louis Vuitton.

Nej, det var jeg nu ikke meget for. På den anden side ville jeg jo gerne blive til noget, så jeg tog imod mit livs største udfordring og flyttede til København.

»Du får da prøvet noget,« sagde min gamle sidekammerat, der stadig boede hjemme på det tidspunkt.

»Ja,« sagde jeg, »det gør jeg godt nok.«

Og inderst inde blev jeg nok en smule stolt. Det var alligevel noget blæret at være sådan en type, der bare lige flyttede fra én storby til en anden. Og ikke for at sige noget dårligt om Frederikshavn, men det er faktisk fedt nok at bo i København.

Flytter ikke hjem

Og ikke for at tage sorgerne på forskud, men jeg tvivler ærlig talt på, at jeg flytter hjem igen til den by, jeg ellers har været så vældig tilfreds med, så taknemmelig over, og som jeg har befundet mig så behageligt i. Til den by, hvor hele min familie bor, og hvor man bare skal bevæge sig uden for døren for at få frisk luft.

Jeg ved nemlig godt, at hvis jeg skal realisere mig selv og blive til noget, så skal jeg udfordres for at udvikle mig. Det sker bare mindre end sjældent i Frederikshavn. Det ved de fleste unge frederikshavnere godt, og derfor vender få hjem. Og det er egentlig der, det går galt, for så bliver der jo hele tiden færre borgere til at få byens hjul til at dreje omkring. Når jeg tager hjem på besøg for at se familien, koble af og nyde den smukke natur, møder jeg ikke en eneste af mine gamle venner i byen længere - de er for længst flyttet og forbinder det at bo i Frederikshavn med fortid, flop og fastgroethed. Ikke for at sige noget dårligt om Frederikshavn, men for mig er byen forvandlet.

Forvandlet

I det hele taget er Frederikshavn ikke, som den engang var. Da havnen var byens omdrejningspunkt med fiskeri og to af Danmarks førende værfter, Danyard og Ørskov. Da gågaden var fyldt med fulde svenskere, der havde provianteret i tax free 'en på færgen fra Göteborg. Da Man B&W, Dafolo og lysfabrikken Martin endnu ikke havde fyret et utal af deres medarbejdere.

Nej, i dag lever frederikshavnerne ikke længere af at fange fisk. Svenskerne køber ikke længere billige øl på færgen. Værfterne er lukket og medarbejderne for længst fyret. Arbejderne har måttet brødføde sig på anden vis. Kommunen er blevet lagt sammen med Sæby og Skagen, og har næsten nu 63.000 indbyggere. Den største arbejdsplads er Flådestation Frederikshavn. De hjul, der før fik byen til at køre rundt, er punkteret nu.

Men Frederikshavn er ikke sådan at slå ud, Frederikslapper ikke bare hjulet sammen. Frederikshavn er en fighter og har skam opfundet et helt nyt hjul. Det kalder politikerne for 'værtsby.' De har erkendt, at værfterne og fiskene ikke længere giver overskud. Nu satser de på overskud fra turisterne. Nu skal de også opleve, hvorfor Frederikshavn er så fantastisk hyggelig.

Det var under sloganet Værtsby, at Bill Clinton besøgte byen i 2006 og talte for dem, der havde råd. Året efter var det Al Gores tur til at lægge vejen forbi. Og det var under samme slogan, at dét, som jeg var rimelig skeptisk over for, men som endte som kanonsucces, blev lanceret: Frederikshavns egen palmestrand med ægte palmer, tangparasoller, liggestole, bar, livreddertårn, beachvolley- og håndbold. Jo jo. De unge der endnu ikke er flyttet fra byen, og turisterne også, de har det som fisk i vandet, når de lige ligger dér på en palmestrand i Frederikshavn, som var det Costa del Sol eller Mallorca. I hvert fald de dage om året, hvor vejret tillader det i Danmarks nordligste kommune.

En usædvanlig stil for en provinsby som Frederikshavn. En nytænkende, innovativ, vi-tænker-ud-af-boksen-stil, eller en populistisk, kapitalistisk og alt for surrealistisk stil. Frederikshavnerne er splittede, og det samme er de tilsvarende fremtidsplaner.

Palmeby og skibakke

På den anden side har selskabet bag palmebyen ikke kunnet stille den krævede bankgaranti, men et spinkelt flertal på 16 socialdemokrater vil nu fravige kravet, hvis Statsforvaltningen i Nordjylland da giver lov til the palmplans .

Men det skal de nok ikke regne med. For før var planen at dække et stykke af den frederikshavnske natur med et kæmpemæssigt tæppe af mosgrønt plastic for at rejse en skibakke, om end den var kunstig. Den skulle, ironisk nok, ligge på Flade Bakker, og der skulle man afholde vinter-OL, og turisterne skulle strømme dertil, og der ville blive skabt hundredvis af arbejdspladser. Det ville være godt for byen, sagde politikerne. Siden 1999 har rygterne svirret blandt frederikshavnerne - 'oh ve oh vel, nu kommer skibakken', 'nu bliver den gud ske tak og lov ikke til noget alligevel'.

Så sent som sidste år kunne borgerne læse i deres Nordjyske, at kommunen nu ville hjælpe investorerne bag skibakken.

Det skød Statsforvaltningen i Nordjylland så ned. Men lur mig, om ikke planerne snart spirer igen, så drømmene om en skibakke i den ene ende af byen og en 'Palm City' i den anden kan fortsætte. Et højhus skulle Frederikshavn også have. Det skulle være helt unikt for byen. Men også det faldt med et brag, ligesom salget af forsyningen, som man ellers havde regnet med, ville give et ordentlig skud i pengebøssen. Men det blev ikke lige til noget.

Seks timer fra Kbh.

Men når alt det er sagt, kan man alligevel godt undre sig over, at så få gider at bo i Danmarks top.

Jo jo, vist varer det 5 timer og 47 minutter i lyntoget fra København, før de magiske ord lyder gennem højtaleren:

»Og så blev det Frederikshavn. Toget her kører ikke længere.«

Men spørger man mig, er det det hele værd. For når de små 6 timer er gået, træder man ind i en helt anden verden. Min gamle verden. Hvor anonyme folkemængder er byttet ud med familie og bekendte, hvor oversmart københavneraccent er byttet ud med troværdig nordjydedialekt, hvor man kan gå en tur i skoven uden at blive kørt ned af barnevogne og børnecykler. Og hvor man kun kan have medlidenhed med de børn, der ikke vokser op i Frederikshavn - især københavnerbørnene, der må nøjes med stenbroen til legeplads.

Nej, jeg er hverken stolt eller flov over at være frederikshavner - jeg er taknemmelig. Alt er bare dejligt i Frederikshavn, i hvert fald for en stund.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu