Nyhed
Læsetid: 4 min.

Skååååål for mikrolån!

I år skulle festivaldeltagerne have et par alvorsord med hjem. Manden, der skulle levere, var nobelpristageren Muhammed Yunus. 'Sammen kan vi skabe en helt ny ramme,' lød budskabet fra en lille mand på den gigantiske Orange Scene
Den bangladeshiske modtager af Nobels Fredspris for sin idé med mikrolån til kvinder, Muhammad Yunus, var på Roskilde Festival i søndags. Mange vidste ikke, hvem den lille mand var, men de, der genkendte ham, måtte give ham kram og store knus. Ikke alle de hilsende var hverken ædru eller sæbeduftende.

Den bangladeshiske modtager af Nobels Fredspris for sin idé med mikrolån til kvinder, Muhammad Yunus, var på Roskilde Festival i søndags. Mange vidste ikke, hvem den lille mand var, men de, der genkendte ham, måtte give ham kram og store knus. Ikke alle de hilsende var hverken ædru eller sæbeduftende.

Kristine Kiillerich

Indland
7. juli 2009

Den unge islandske kvindes røde øjne udstråler den særlige overfølsomhed, som kommer af flere dages tømmermænd. Hun har lige mødt sin store stjerne.

Han gav hende et knus. Og han hviskede noget i hendes øre.

»Han sagde: 'Jeg ved godt, at det ikke var jeres skyld, at den islandske økonomi brød sammen',« fortæller hun med tårerne trillende ned af kinderne.

Muhammad Yunus, opfinderen af mikrolån til verdens fattige, grundlægger af Grameen Bank og modtager af Nobels Fredspris i 2006, er på tur med følge på Roskilde Festivalplads.

Foran ham løber fotografer baglæns i støvet, mens han på begge sider er flankeret af ivrige arrangørerer og journalister. Flere gange bliver karavanen stoppet af mennesker, der vil hilse på Yunus.

Han får mange krammere, der helt sikkert ikke lugter af blomster på denne, Roskilde Festivalens allersidste dag. Dr. Yunus smiler hele vejen, men hvordan har manden, der er kendt som de fattiges bankmand det med, at blive behandlet som en rockstjerne?

»Jeg tror ikke, at det er mig, men det budskab jeg har, der tiltrækker folk,« siger Yunus med et lidt forlegent grin.

Og budskabet var i hvert fald nået ud til en flok barmavede unge mænd. »Skåååål for mikrolån!,« hujer de med løftede glas.

Ny ramme

Lidt mere stille er der i haven i den famøse medieby. Vi har syv minutter med gæsten -den unge dame understreger det med at vise syv fingre. »Syv!«. Heldigvis er der tale om et drevent interviewoffer, der ikke behøver opvarmning.

»Jeg er her for at sende et simpelt budskab: Vi skal og kan ændre selve rammen for vores økonomi. Lad os lade være med at prøve at finde tilbage på vejen, sådan som det tyder på, at mange politikere verden om nu forsøger. Vi må huske dem på, at den vej, vi er gået i de seneste årtier har ført os et helt forkert sted hen. Vi skal finde en helt ny retning,« siger Yunus, der er særlig glad for, at han om aftenen får mulighed for at tale med så mange unge mennesker.

»Det, vi skal huske, er, at vi alle bærer evnen til at forandre. Vi skal starte med hver især at forestille os et nyt design. Så skal vi vende os mod hinanden og lytte. Der hvor vi mødes i dialogen, er dér, hvor vi skal arbejde for at komme hen,« siger Yunus.

Ifølge Allan Alfred Birkegaard Hansted, grundlægger af idé-virksomheden WeCollaborate Community Lab, der længe har arbejdet frem mod denne dag, har Dr. Yunus nogle helt særlige kvaliteter, der gør ham til en oplagt taler lige netop her.

»Innovation på en pløjemark,« kalder han det, som vi senere skal opleve.

»Han er helt særlig ved, at han både kan tale til erhvervs-pingerne og til en flok unge festende SFU'ere. Han går på tværs af politik med nogle stærkt indspirerende budskaber,« siger Allan Alfred, der mener, at tiden er helt klar til Yunus' tro på kapaciteten og den igangsætter kraft hos alle - fra Asiens slum til smatten på Roskilde.

»Når Stein Bagger kan låne 600 millioner kroner på sit glatte ansigt, mens unge med en god idé ikke kan låne en klink, har vi et alvorligt samfundsproblem,« fastslår arrangøren.

Bangladesh i Roskilde

Storskærme er hårde kritikere, men denne her elsker Muhammad Yunus' yogiske smil. Og selv om det nok er det britiske hovednavn Coldplay, der i år skal lukke og slukke Orange Scene, der har fået tusinder til at ligge i kø i timer, er der stor applaus, da Yunus går på scenen.

»I får mig til at føle mig meget hjemme. Jeg er fra Bangladesh. Der er også mange mennesker på lidt plads,« lægger Yunus ud. Så bliver han mere alvorlig:

»Jeg kommer fra et land, der ligger meget lavt. Vi oplever allerede oversvømmelser og orkaner. Hvad I gør her for at redde klimaet, redder vores liv,« siger Yunus, mens det cykeldrevede pariserhjul, der er det nye klima-Roskildes flagskib, minder om, at de gode viljer lever, men at der er et stykke vej endnu, før man kan sige at dette arrangement har slået ind på en helt ny vej.

Men det er handling, og handlig er nøglen.

»Jeg grundlagde en bank med 27 dollar på lommen. Jeg vidste intet om at drive bank, og det viste sig at være en fordel. Jeg sagde: De andre låner til de rige, jeg låner til de fattige. De andre låner til mændene, jeg låner til kvinderne. De andre låner til dem i byerne, jeg låner til dem på landet. I dag er det de banker, der sagde, at sådan kan man da ikke drive bank, der kollapser,« fortæller Muhammad Yunus.

Dejlig mand

Vi kan ikke alle sammen starte en bank, men Yunus leverer en simpel guide til festivalgæsterne:

»Lev efter princippet: Hvad jeg gør, må ikke skade et andet menneske et andet sted,« siger han og høster talens største bifald.

En ung mand bag mig er noget mere tilbagelænet kritisk.

»De har lige brugt 4.000 kroner på bajere og burgere. Det runger sgu lidt hult,« siger han til sin kæreste.

En flok venner fra København sidder i støvet et stykke fra scenen.

»Nå, vi burde måske have rejst os op,« griner en af dem lidt forlegen over at være blevet opdaget af en journalist. De er enige om, at det er en god idé at have en årlig taler. Og Yunus er et godt valg, synes de.

»Hans budskaber er de vigtigste. Han tager udgangspunkt i folks egne ressourcer, han spørger dem, hvad de gerne vil i stedet for de kul-tur imperialistiske projekter, vi ofte kommer til den Tredje Verden med,« siger 22-årige Bjarke Gunslev. Hans 19 årige veninde Trine Langesen er enig.

»Og så er han jo en dejlig mand.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her