Læsetid: 5 min.

Socialdemokrater i historiens narrespil

'Bevægelsen er alt, målet intet', sagde en af socialdemokratismens fædre, Edouard Bernstein. Og sandt er det, at socialdemokratismen i stedet for at nå de oprindelige mål har flyttet sig med historien. Det danske socialdemokrati blev stiftet med baggrund i fagbevægelsen
Socialdemokraternes nuværende ledelse, Helle Thorning-Schmidt og ordføreren Henrik Sass Larsen, som de seneste uger har stået for skud og fået kritik for at have for lidt gennemslagskraft i forhold til verserende sager, som især belaster Lars Løkke-regeringen.

Socialdemokraternes nuværende ledelse, Helle Thorning-Schmidt og ordføreren Henrik Sass Larsen, som de seneste uger har stået for skud og fået kritik for at have for lidt gennemslagskraft i forhold til verserende sager, som især belaster Lars Løkke-regeringen.

Keld Navntoft

27. juli 2009

Det var et internationalistisk og socialistisk arbejderparti, der af Thorvald Stauning blev gjort til et nationalt folkeparti, som arbejdede for planøkonomi.

Men i efterkrigstiden bøjede socialdemokratierne sig for markedsøkonomi, kapitalisme og internationalisering af økonomien, herunder også vægten fra det, der nu hedder EU.

Akademikere med samfundsvidenskabelige uddannelser erstattede arbejdere som socialdemokratiske ledere. Disse ledere var det vanskeligt for de ikke så vel- uddannede at identificere sig med. Nye partier blev dannet og begyndte ofte ekstremt liberalistisk som Fremskridtspartierne i Danmark og Norge. De udfordrede den socialdemokratiske orden.

Det danske Socialdemokrati var autoritativt ledet, indtil Anker Jørgensen blev leder. Da forplantede et voksende skisma mellem parti og fagbevægelse sig ind i partiet. Den socialdemokratiske presse faldt fra hinanden. Partiet hærgedes af fløjkrige.

Mellem socialdemokrater og borgerlige opstod til gengæld en konsensus om hovedlinjerne i strukturpolitik, den økonomiske politik og i forvaltningspolitikken hen mod markedsgørelse og mere konkurrence.

Alle gik i princippet ind for velfærdsstaten. Det afpolitiserede økonomiske fordelingsspørgsmål og skabte grundlag for borgerlige arbejderpartier. Socialdemokraternes ambition om gennemdemokratisering af samfundet fra Anker Jørgensens tid var droppet.

Mindskelsen af den økonomiske ulighed ophørte, tværtimod vokser den økonomiske ulighed fra 1990'erne. Det nye parti, Dansk Folkeparti (DF), kører nu knaldhårdt på værdipolitik fremfor økonomisk politik og fremstår som nationens forsvarere mod en truende indtrængen af horder af fremmede. De tager vælgere fra Socialdemokratiet.

Da socialdemokratiske og socialistiske politikere ser, at det nye borgerlige arbejderpartis fremgang, splittes de i to retninger: Nogle strammer op for flygtninge og asylansøgere for at stoppe vælgerflugten. DF svarer hver gang igen med at kræve endnu hårdere tiltag. Andre forstærker den værdipolitiske mobilisering mod intolerance og kristne mørkemænd for at vinde stemmer hos de pæne og politisk korrekte på midten.

Herved forstærker de bare den værdipolitiske fokusering til gavn for de nye borgerlige arbejderpartier.

»I bliver aldrig stuerene,« sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1999 til DF. Vælgere, der vaklede mellem S og DF, følte sig talt ned til.

Nyrup-regeringerne havde fået gang i vækstøkonomien. Men som daværende finansminister, Mogens Lykketoft, siden erkendte det, manglede evnen til at kommunikere med vælgerne. Helt galt gik det, da et stort flertal mente, at statsministeren svigtede et løfte om ikke at ændre på efterlønnen.

Embedsmænd tog têten

Socialdemokratiet vendt derefter som regeringsparti den parlamentariske styringskæde helt på hovedet ved at lade embedsmænd udarbejde politikken. Det var dette professor i Statskundskab, Jørgen Grønnegård Christensen, i år 2000 var inde på, da han kommenterede den socialdemokratisk ledede regerings forsøg på at forny Socialdemokratiets idégrundlag.

»Et parti, som savner forestillinger om, hvad det vil på lang sigt, og som ikke tør gøre det til grundlaget for kontakten med folket, står svagt. Det holdbare samfund, som nu bannerføres som Socialdemokratiets programmatiske grundlag, er i så henseende et surrogat. Det er ikke vokset ud af partiets debatter, men som opmærksomme iagttagere må have noteret endnu en gang produceret på bestilling i de ministerielle kontorer.« (Politiken, den 12. marts 2000).

Formandvalg

Nye magtkampe og nye nederlag fulgte efter et valgnederlag i 2001. For at afslutte magtkampene valgte et svækket parti for første gang en formand ved urafstemning.

Helle Thorning-Schmidt blev valgt i april 2005. Ikke så meget af politiske grunde, men fordi hun ville 'levere varen': At slå Fogh.

Valghandlingen så overordentlig demokratisk ud. Men efterfølgende stod lederen stærkt over for folketingsgruppen og partiets besluttende organer.

Hun gennemsatte selvsikkert en hel ny fordeling af ordførerskaber i folketingsgruppen, indstillede til nye næstformænd i partiet og formåede i det hele taget i den første tid at sætte partiets kompetente organer skakmat for en tid.

Alt dette skete, inden hun den 19. april 2005 for første gang stod på Folketingets talerstol og efter, at hun kun havde siddet to måneder i tinget. Overtagelsen af partiledelsen blev gennemført med kuphastighed. Partiorganisationen blev ændret. Socialdemokraterne afskaffede i 2005 hovedbestyrelsen og forretningsudvalget på samlet ca. 90 personer. I stedet satte man en 36 personer stor partistyrelse. Mindre tung, men akkurat for stor til at kunne sammentræde særligt tit. Formanden fik herved mere bevægelighed og flere frihedsgrader til topstyring.

Der kom flere DJØF'ere i partiets politisk-økonomiske sekretariat. Thorning-Schmidt omtalte i Tv-Avisen medarbejderne på partikontoret som 'mine' medarbejdere. Lederen synede af alt, partiet af intet.

Partiets svækkelse

Et problem ved valg gennem urafstemning er, at der meget vel kan være store dele af folketingsgruppen, som er imod lederen. Og det er trods alt folketingsgruppen, lederen i det daglige skal arbejde mest med. I april 2006 omrokerede hun i folketingsgruppens ledelse. Efterhånden sivede en lang række af de, som ikke var på hendes side, ud af politik.

Lederen havde skaffet ro, men havde hun også skaffet dynamik? Socialdemokraterne mangler nu stort set alt, hvad der ligner ministererfaring. Formandens nærmeste støtter mangler også vælgertække. Der har især været kritik af Henrik Sass Larsen som politisk ordfører.

Mens Thorning-Schmidt efterhånden - trods et dårligt valg i 2007 - fik en uanfægtet ledelse i folketingsgruppen, så viste der sig ved en socialdemokratisk kongres et problem med at få medlemsparti og folketingsparti til at gå i takt.

Kongressen vedtog, at det skulle være slut med den såkaldte en milliard store satspulje, der tages fra overførselsindkomsterne. Den havde finansieret sociale projekter. Kongressen mente, at der kom for lidt ud af det til de dårligt stillede. Kongressen ville have midlerne overført direkte til finansloven.

Folketingsgruppen følte sig imidlertid bundet af satspuljeforliget. Den ville ikke følge kongresbeslutningen. Forslagsstillerne pegede på, at kongressen er partiets højeste myndighed. De følte, at så kunne man snart lige så godt lade være med at holde kongres. Så også socialdemokrater kan føle, at moderne partimøder mangler politisk indhold.

Urafstemning om leder

Urafstemning kan føre til, at man ikke vælger én, som har vist sin politiske duelighed ved møjsommeligt at kæmpe sig frem til toppen. Uden skoling i praktisk politik. Uden timing i forhold til medierne. Uden parlamentarisk hukommelse om gamle forlig og aftaler.

Socialdemokraterne er ikke længere en folkebevægelse, når der kun er omkring 2.000 medlemmer af DSU - 60 pct. af antallet i SF's ungdomsafdeling.

Socialdemokraterne er et topstyret professionaliseret parti. Det personificeres af lederen og er dybt afhængige af lederens kvaliteter. Helle Thorning-Schmidt er et ordentligt menneske med stor selvtillid og udholdenhed.

Men har hun nok politisk timing, erfaring og råhed? Og har hun fundet de bedste medarbejdere?

Mange kommentatorer synes hun ofte virker som en fodboldangriber, der glemmer at skyde selv mod et frit mål - senest da Lars Løkke Rasmussen blev kritiseret af Rigsrevisionen for at favorisere privathospitaler.

Hvis ikke Thorning giver sit parti fremgang under en økonomisk krise med stigende arbejdsløshed og massive problemer i den offentlige velfærd, kan der kan komme nye fløjkrige og opgør - det viser kritikken af hende denne sommer.

Vind eller forsvind! Sådan lyder forventningen til moderne partiledere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Pyh ha, der lægges ikke fingrene imellem i nogle af Tim Knudsens partiportrætter. Faktisk er det temmelig deprimerende, sådan at få de forskellige partiers idioti beskrevet i så koncentreret form.
Men tak alligevel.

Heinrich R. Jørgensen

Inger Sundsvald:
"Faktisk er det temmelig deprimerende, sådan at få de forskellige partiers idioti beskrevet i så koncentreret form."

Jeg synes nu snarere, det er glædelig, at Tim Knudsens artikler på så fremragende vis udstiller de udfordringer de forskellige politiske partier har.

Fremragende citat fra Jørgen Grønnegård i øvrigt - det er (var) lige på kornet.

Inger Sundsvald

Heinrich R.

Sådan kan man jo også se det. Jeg glædes dog ikke over, at det står så galt til i partierne på alle fronter.

Heinrich R. Jørgensen

Jeg ønsker mig principielt samtlige politiske partier døde og borte, og således er det vel vand på min mølle, at samtlige politiske er så dybt dysfunktionelle som de fremstilles?

Men jeg nøjes dog med at glædes ved, at aktuelle og relevante udfordringer (de politiske partiers situation) behandles lødigt. Det rummer i det mindste kimen til forbedringer...

Karsten Johansen

Bildet av Helle Thornfugl sier alt: "dukkelise".

At dette protoeksemplar av kvinnen fra motekatalogene fullfører sin oppgave og derfor blir sittende er det ingen tvil om. Hun skal jo bare fullføre skandalen ved å få partiet så lite som mulig, det er hennes funksjonærbidrag til den beordra avviklingen av den skandinaviske modellen som jo som symbol med sine demokratiske pretensjoner truer den globale kapitalen, hvis idealsamfunn vi ser i den fascistiske slavestaten Kina.

Partiene i dag er "partier": i tråd med markedsliberalismen har de avviklet demokratiet og erstattet det med markedsutgaven av førerprinsippet: "ledelse".

Søren Kristensen

"Socialdemokraternes nuværende ledelse, Helle Thorning-Schmidt og ordføreren Henrik Sass Larsen, som de seneste uger har stået for skud og fået kritik for at have for lidt gennemslagskraft i forhold til verserende sager, som især belaster Lars Løkke-regeringen"

Alt andet lige, synes jeg det klæder Helle og Henrik, at de for en gang skyld ikke rider med på endnu et dødfødt felttog mod et af regeringens efterhånden mange små fejltrin, som hver for sig ikke afstedkommet andet end endnu et: "der er ikke noget at komme efter". Om det så skyldes sommerferien ved jeg ikke, men i kombination med egne selvstændige politiske udmeldinger (hvis de ellers kommer) er der tale om et fremskridt.

Tim Knudsen:

”Og sandt er det, at socialdemokratismen i stedet for at nå de oprindelige mål har flyttet sig med historien.”

Oh, That's a good vending, Günther! Maybe we can use that in another afsnit”. Som nisserne i The Julekalender plejede at sige til hinanden.

Når et parti flytter sig så gennemgribende og radikalt til højre, at det går fra at være et socialistisk parti til at være et neoliberalt parti, bliver denne forandring formuleret i Tim Knudsens terminolog beskrevet, som at partiet ”har flyttet sig med historien”.

Det er godt nok a good vending Tim Knudsen, der er kommet på. Den kan han helt sikker use in a another afsnit, i disse tider, hvor det er blevet så frygteligt populært at ”flytte sig med historien”.

Peter Hansen

Den bedste pointe i artiklen, synes jeg, er den, at socialdemokratiet aabenbart har mistet tiltroen til sine vaelgere! Det er jo temmelig tragisk, at et demokratisk parti ikke laengere udvikler sin politik paa baggrund af vaelgernes krav - bl.a. fordi formuleringen af en positiv og offensiv politik ville kunne minimere den usunde fokus paa vores lillebitte gruppe af muslimske danskere og indvandrere.
Socialdemokraterne maa igen arbejde for deres vaelgeres interesser, ikke udfra en eller anden abstrakt ide om "noedvendig politik". Hele ideen med en demokratisk regeringsfoerelse er jo, at man kan forme samfundet og udviklingen igennem udoevelse af politisk magt.