Kommer det befolkningen ved, hvad det har kostet at lade tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen rejse i fast rutefart mellem NATO-landenes hovedstæder for at køre sig i stilling som kommende generalsekretær for forsvarsalliancen?
»Ja, selvfølgelig,« mener Morten Bødskov, socialdemokraternes finansordfører, og SF'eren Meta Fuglsang svarer: »Naturligvis ...«.
Men Statsministeriet siger nej.
»Statsministeriet ønsker ikke at oplyse, i hvilket omfang spørgsmålet om udnævnelse af ny generalsekretær for NATO har været drøftet i forbindelse med udlandsrejser«, skriver specialkonsulent Charlotte Krüger fra ministeriets juridiske kontor i et brev til Information.
Det er nemlig kernen i ministeriets afslag på en aktindsigt, hvor Information den 1. april begærede offentlighed i »ministeriets udgifter i forbindelse med statsministerens rejse- og anden aktivitet i relation til den mulige udnævnelse til generalsekretær for NATO« inden for det seneste halve år.
Blot tre dage senere blev Anders Fogh Rasmussen valgt til ny generalsekretær på NATO-topmødet den 3. og 4. april.
Lars Løkke må svare
Statsministeriets begrundelse for afslaget er, at »det er en helt afgørende forudsætning for, at regeringen eventuelt kan køre en dansk kandidat i stilling til en international toppost, at indledende sonderinger og forberedelser kan foregå i fortrolighed - en fortrolighed, der nødvendigvis må opretholdes også efter en udnævnelse.«
Et sådant synspunkt forstår Morten Bødskov ikke:
»Jeg kan ikke se, at det principielt adskiller sig fra andre ministres brug af offentlige midler,« som han udtrykker det.
Meta Fuglsang vil nu spørge statsminister Lars Løkke Rasmussen, hvordan en sådan generel tavshed kan være i overenstemmelse dels med offentlighedsloven, dels med den forpligtelse til at oplyse om bl.a. ministrenes rejseudgifter, som følger af den såkaldte kalenderlov, som Folketinget vedtog før sommerferien.
»Befolkningen har krav på at få at vide, hvad regeringen bruger offentlige midler til. Ellers kan man jo ikke forholde sig til, om det er i orden eller ej,« siger Meta Fuglsang .
Professor i statskundskab ved Københavns Universitet Tim Knudsen ser Statsministeriets afslag som endnu et tegn på »en voksende arrogance især i Statsministeriet« i forhold til aktindsigt: »For jeg har svært ved at tro, at de ikke kender lovgivningen,« som han tilføjer.
175.000 kr. pr. rejse
Af et bilag Forsvarsministeriet fremgår det, at Flyvevåbnet 24 gange fløj Challenger-jet for Statsministeriet i 2008 til en samlet udgift på 4,06 millioner kr. Indtil i maj i år har Statsministeriet rejst seks gange med Challenger-jet til en pris på 1,19 million kr. Det svarer til en gennemsnitspris på godt 175.000 kr. pr. rejse for Anders Fogh Rasmussen på knap halvandet år.
Statsministeriet giver afslag på Informations henvendelse uden at angive hvilke undtagelsesbestemmelser i offentlighedsloven, der ligger til grund for afslaget. Det følger ellers af såvel forvaltningsloven som af god forvaltningspraksis, at en afgørelse altid skal være retligt begrundet.
Men ifølge ministeriets forklaring 'uden for blokken' har ministeriet opfattet Informations aktindsigt ikke som en aktindsigt , men derimod som et spørgsmål . Og der eksisterer ifølge ministeriet ingen pligt for en offentlig myndighed til altid at besvare spørgsmål.
Selv om Information tydeligt flere gange har brugt ordet 'aktindsigt', er det ikke tilstrækkeligt for Statsministeriet. Der er nemlig ingen konkrete dokumenter i ministeriet, der bærer overskrifter i stil med 'Udgiftsbilag for Anders Fogh Rasmussens NATO-kampagne', og derfor er der intet at søge aktindsigt i, lyder forklaringen. Naturligvis kan man begære aktindsigt i ministerens samlede rejsebilag, men ikke alene i udgifterne til de rejser, hvor den tidligere statsminister promoverede sig.
Savner retsligt grundlag
Ifølge afdelingsforstander i mediejura Oluf Jørgensen fra Journalisthøjskolen i Århus er der ingen tvivl om, at Informations aktindsigt er en aktindsigt.
»Og derfor skal ministeriet begrunde et afslag. Og hvorfor har de så ikke gjort det? Tja, måske er forklaringen, at ministeriet har problemer med den nye åbenhedsordning, hvor netop ministrenes rejse- og andre udgifter skal oplyses,« siger Oluf Jørgensen.
Hemmeligholdelsen gælder ifølge Statsministeriet ikke bare for danske kandidater til internationale topposter. Tavsheden er åbenbart internationalt gældende:
»En tilsvarende forudsætning om fortrolighed« gælder nemlig også »i forhold til andre landes sonderinger og forberedelser i forhold til egne nationale kandidater«, skriver Charlotte Krüger og tilføjer:
»Denne gensidige forudsætning om fortrolighed er således en nødvendighed i forbindelse med besættelse af større internationale stillinger.«
Ifølge Statsministeriets afslag er det ikke muligt endnu at opgøre udgifterne til Anders Fogh Rasmussens deltagelse i NATO-topmødet i Tyskland/Frankrig den 3. og 4. april, »idet der fortsat udestår opkrævninger for hotel og fly.«
Ingen i Statsministeriet ønsker at udtale sig til citat i Information om afslaget.
Hvis det må være tilladt at viderebringe et kvalificeret gæt: Der er ikke noget at komme efter...
Naturligvis kan Danmark ikke indirekte offentliggører fortrolige dagsorder for mødeaktivitet mellem stats- og regeringsledere.
Stats- og regeringsledere må kunne mødes og diskutere forskellige emner uden det kommer offentligheden til kendskab.
Det fremgår også klart i offentlighedslovens §13 (forholdet til fremmede magter)
I øvrigt kan det også være vanskeligt at udskille udgifterne specifikt til generalsekretær spørgsmålet, da en række andre emner givetvis er blevet behandlet eller berørt i samme ombæring.
Men da Information er i besiddelse af statsministeriets samlet rejseudgifter kan et selvgjort overslag vel produceres - journalister plejer jo ikke at have problemer med kreativiteten.
Så skal vi til det igen, desværre...
»Statsministeriet ønsker ikke at oplyse, i hvilket omfang spørgsmålet om udnævnelse af ny generalsekretær for NATO har været drøftet i forbindelse med udlandsrejser«
»det er en helt afgørende forudsætning for, at regeringen eventuelt kan køre en dansk kandidat i stilling til en international toppost, at indledende sonderinger og forberedelser kan foregå i fortrolighed - en fortrolighed, der nødvendigvis må opretholdes også efter en udnævnelse.«
»En tilsvarende forudsætning om fortrolighed« gælder nemlig også »i forhold til andre landes sonderinger og forberedelser i forhold til egne nationale kandidater«, skriver Charlotte Krüger og tilføjer:
»Denne gensidige forudsætning om fortrolighed er således en nødvendighed i forbindelse med besættelse af større internationale stillinger.«
Og hvad er så i realiteten problematikken i dén sammenhæng, som 'specialkonsulenten' kredser om? Jo, det drejer sig om klassifikationen. Altså at man begrundet skulle kunne belægge oplysninger med hemmelighed også overfor offentligheden. Men der er nogle forudsætninger, som skal indløses for at sondre imellem total lukkethed og så en form for åbenhed, der tager hensyn til offentlighedens generelle indsigt i anliggenderne. Dels offentlighedslovgivningen og dels vurderingen af de "nødvendigheder", der skulle kunne fordre lukkethed.
Ellers er fortrolighed-klassifikation en art gummicheck for en administration, der handler udenom befolkningen på vilkår af, at f.eks. ideologiske, erhvervsmæssige eller partimæssige præferencer unddrages en stillingtagen fra offentligt hold. Og det vil i bred forstand sige unddrages en bred vifte af kompetencer, der ikke er taget i ed politisk. Og som med samme styrke kan hævdes nødvendige at tage i betragtning. Og disse kompetencer opholder sig naturligvis i offentligheden.
Når Statsministeriet ikke ønsker at oplyse om 'noget', rejser det naturligvis en analytisk interesse for, hvad ønsket kan være begrundet i. Og her refereres der til en 'fortrolighed', der åbenbart ikke omfatter den danske offentlighed, og som samtidig forudsættes at være nødvendig fra Statsministeriets side. Men som indbefatter udenlandske ideologisk besatte sammenhænge.
Nødvendigheden er i sig selv et ganske svagt argument, når det optræder ubegrundet. I analytisk forstand kan man ligevel forudsætte, at den modsatte nødvendighed kan stå som et stærkere argument. Altså at "nødvendigheden" blot refererer til en uvilje imod at se selve klassifikationen udfordret. Og dét åbner for en offentlighed af gode grunde for en mistænksomhed, der drejer sig om, hvorvidt klassifikationen overhovedet burde have fundet sted. Og som altså er en mistænksomhed, som hverken er paranoisk eller analytisk uformidlet, men drejer sig om demokratiets spilleregler. Og dermed en ytryghed omkring perspektiverne for hemmeligholdelse. Her er offentligheden altid såvel årsag til som objekt for hemmeligheden. Og det er med andre ord hér, at begrundelserne skal funderes.
Men det er ikke tilfældet for 'Specialkonsulenten'. Som frejdigt henviser til: tilsvarende forhold udenlands. Men dén går ikke Grønberg. Fortrolighed over grænser, hvor der dels optræder forskellig lovgivning og dels ikke er noget til hinder for, at f.eks. parter i samenhængen deler viden udenlands, fordrer ganske enkelt en ideologisk enighed i udgangspunktet. Og her har offentligheden (f.eks. den danske) sit særlige anliggende, idet en sådan enighed overskrider det folkelige mandat. Og dermed de demokratiske vilkår. Og en sådan situation behøver man ingenlunde at vente på, at historikere senere hen afdækker. Fortroligheds-klassifikationen (hemmeligheden) ér et offentligt anliggende. Rod i perspektiverne har jo gerådet PET i problemer med offentligheden. Og hvorfor skulle Statsministeriet under den siddende Regering og dens særdeles ivrige ideologiske gebærden sig ikke kunne geråde sig ud i samme suppedas? Som eksempel på det modsatte kan man jo nævne FE, der ikke har trådt i spinatbedet uden at offentligheden har rejst en berettiget tvivl, som siden er vedgået og taget til "efterretning". Det kán med andre ord lade sig gøre. Også for Statsministeriet. Såfremt viljen var til det. Men det er den åbenlyst ikke. Hellere benægte og forholde end vedgå, at man har fingrene i kagedåsen...
Men nu er det såmænd heller ikke alene jura, som bør være rettesnor for offentligheds-anliggendet. Ellers kan man nemlig snildt forestille sig, at hemmeliglighed bliver reglen fremfor undtagelsen. Og så har vi magt-arrogancen for fuld udblæsning. For så bliver klassifikationen til en magtrelation for en siddende administration. Og det kan vel ingen hævde skulle være uden for enhver given offentligheds interesse...
Det sidste ord er derfor ikke sagt i denne forbindelse heller. Og opfordringen herfra er selvfølgeligt, at Information ikke lader sig skræmme af de mangelfulde besvarelser, men snarere skærper opmærksomheden. For der ér en lunken lugt i bageriet for tiden...
Med venlig hilsen
Nåjo, lad mig lige give et eksempel på, hvor skrøbelig fortroligheds-klassifikationen kan optræde: jeg har selv været placeret i fortroligheds-belagte forhandlinger i tredieland, men var ved dén lejlighed placeret overfor det danske bistandsudvalg, i den forbindelse under Poul Nilsson, men med deltagelse af Pia K m.fl. Men sjovt nok på modpartens side af forhandlingerne. Det er ikke usædvanligt.
Altså: hvis fortroligheden alene angik politiske særinteresser, kunne man jo blot spørge mig fra tredielands-sammenhæng. Derved ville danske fortroligheds-sammenhænge være sat ud af spillet. Og i sammenhængen være langt ude af proportioner. Statsministeriets henvisning til "nødvendigheden" af fortrolighed står således hen som en relativ fantasi. Og desuden hitter vi jo nok ud af det alligevel.
Hemmelighed er ikke en gangbar befordring overfor offentligheden på sigt. Og Statsministeriet burde være opmærksom på, at man ikke kan tilsidese offentligheden, når enhver mod eller -medpart ikke kan forudsættes ikke at kontakte en dansk offentlighed.
Jeg gentager med andre ord opfordringen til en større betænksomhed og en langt mere artikuleret forholden sig, når det drejer sig om at præsentere en dansk sammenhæng, som er klassificeret. D.v.s hvad man er ude på på den lange bane. Vi er ikke så dumme herude...
Med venlig hilsen
Ville ønske Dahlin oss havde spurgt VKO's ordførere i denne sag.
Kunne være spændende at høre DF's svar, de var jo meget kritiske mens Fogh's rejseri stod på.
Nu ved vi og de at meget af Fogh's rejseri for offentlige midler var egennytigt.
Det er utroligt så mange sager som ligger for fødderne af oppositionen, lige til at samle op og lægge pres på VKO.
Denne sag er vel perfekt til at lægge pres på DF!
Sammenkædning af DF og sløseri med offentlige midler er noget DF ikke vil ku li.
Kunne være sjov at se DF i defensiven denne sommer.
Det kan godt være, at jeg er politisk naiv, men hvem har besluttet, for skatteydernes penge, at Fogh skulle positionere sig som NATO's næste generalsekretær?
Er det en beslutning, der er taget internt og i hemmelighed i regeringen (VK) udenom DF?
Nogle ser det som en stor ære for Danmark, at Fogh erobrede en stor international post, men kan det retfærdiggøre de mange millioner, som det åbenbart har kostet skatteyderne, at Fogh fik et job udenfor Danmark?
Jeg håber, at nogle af dem, der har mere forstand på den slags 'storpolitik', måske kan svare mig.
Hugo Barlach,
Åben forvaltning står og falder vel næppe med adgangen til ikke-eksisterende udspecificeret bilag for rejse- og mødeaktiviter ifm. Foghs NATO-kandidatur?
Karin Bennedsen,
Nu er Danmark jo medlem af NATO. Udgifterne forbundet hermed er følgeligt et anliggende for staten Danmark.
Hvad angår de specifikke udgifter ifm. kandidaturer afholdes disse nationalt - det gælder naturligvis også for danske kandidater.
Det er ikke ualmindeligt ude i den bare lidt større verden, at ministre med følge og top-erhvervsfolk rejser med chartermaskine - men det er stadig opfattet som "utidig luksus" i Danmark, og det er det da nok også i nogle tilfælde.
Iøvrigt bør vi være parate til at promovere danskere til så mange internationale topposter som muligt og betale det, som det koster.
Jeg er bedøvende ligeglad med de danske kandidaters parti-tilhørsforhold - det vigtige er, at få danskere placeret.
Vi er et lille bitte - men veldrevet og velordnet - land med kun 5½ mio mennesker , vi må og skal have indflydelse, og danskere (uanset partiforhold)på topposter er en af vejene.
Jeg er ikke nogen stor beundrer af AFR, men det er helt fint, at han kunne få NATO-posten og dermed markere Danmark internationalt.
Jeg synes, at skoene er ved at blive lidt for små i jagten på historier.
Jeg må indrømme at jeg ikke kan se hvordan Fjoghs personlige karriere, er relevant for fællesskabet Danmark interesser.
Hvorfor jeg ikke kan forstå at fællesskabet Danmark skal betale for rejseudgifter iforb. med Fjoghs jobsamtaler i NATO.
Normalt betales udgiften af jobansøgerne selv, eller af arbejdsgiverne. I dette tilfælde NATO.
- Det er sikkert de samme overvejelser man gør sig i statministeriet, imens man leder efter en passende juridisk formulering, der kan "retfærdiggøre" betalingen af Fjoghs rejseudgifter. Så de kan fremstå, som værende i fællesskabet Danmarks interesse, til trods for at det kun er Anders Fjogh, som personligt, har en direkte nytte af ansættelsen.
Det er nok som Per Thomsen skriver "(..) ikke noget at komme efter"
Karin Bennedsen:
”Det kan godt være, at jeg er politisk naiv, men hvem har besluttet, for skatteydernes penge, at Fogh skulle positionere sig som NATO's næste generalsekretær?”
Anders Fogh Rasmussen er en farlig mand. Anders Fogh Rasmussen er en ideologisk fanatiker og en politisk ekstremist, og derfor repræsenterer han på ingen måde den danske befolkning.
Anders Fogh Rasmussen post i NATO er derfor ikke noget der gavner danskerne som sådan, men kun personen Anders Fogh Rasmussen. At Anders Fogh Rasmussen har taget pengene fra den danske statskasse til at positionere sig selv i forhold til sin aftrædelsesstilling, kan kun betegnes som en form for legalt tyveri.
@Lars Hansen
Jeg er helt med på, at Danmark er medlem af NATO, og at vi i den forbindelse har nogle forpligtende udgifter.
Men det includerer vel ikke udgifterne til Foghs (personlige) kandidatur og promovering til stillingen som generalsekretær?
Hvem har bevilget disse udgifter, og er lovgrundlaget for disse udgifter iorden?
Ja, for det er vel ikke sådan, at regeringsmedlemmer udenom Folketinget bare bevilger flere millioner til Foghs nye stilling udenom de sædvanlige politiske kanaler?
@Per Thomsen
Indtil jeg har fået nogle lovmedholdelige forklaringer om, hvorfor danske skatteydere skulle betale Foghs jobsøgning, er jeg tilbøjelig til at give dig helt ret.
Og så kan man sige aldrig så meget, at jeg går i små sko.
Karin Bennedsen:
"Og så kan man sige aldrig så meget, at jeg går i små sko."
Det er under alle omstændgheder bedre end at falde på halen eller ligge på maven for NATO og Anders Fogh Rasmussen...
Michael Skaarup,
Som statsminister kan Fogh rejse så tosset som han vil og som et folketingsflertal iøvrigt tillader.
Om han taler med udenlandske stats- og regeringsledere om vejret, den sidste nye Woody Allen-film eller noget helt andet kan vi ikke tillades indsigt i, da stats- og regeringsledere MÅ kunne tale fortroligt sammen.
P.S
Hvis NATO skal afholde kandidaternes rejseudgifter - vil Danmarks udgifter hertil givetvis blive større end de er under den nuværende ordning, da Danmark jo kun ganske sjældent har kandidater i feltet.
Karin Bennedsen,
Fogh var Danmarks kandidat til posten - man kan ikke ansøge som 'privatist'.
Lars Hansen. "Som statsminister kan Fogh rejse så tosset som han vil" - måske i en babanrepublik..
rejser statministeren som privatperson, er udgifterne ikke dækket af statministeriet..
"og som et folketingsflertal iøvrigt tillader." - men et flertal i folketinget, er ikke samme som at det er korrekt.
- Ellers må logikken være, at det er ok at svindle, hvis alle gør det, fordi så er der ikke svindel.
"Om han taler med udenlandske stats- og regeringsledere om vejret, den sidste nye Woody Allen-film eller noget helt andet kan vi ikke tillades indsigt i, da stats- og regeringsledere MÅ kunne tale fortroligt sammen."
- samtalens indhold burde selvfølgelig have relevans for mødet, ellers spilder han jo bare tiden,
"Hvis NATO skal afholde kandidaternes rejseudgifter - vil Danmarks udgifter hertil givetvis blive større end de er under den nuværende ordning, da Danmark jo kun ganske sjældent har kandidater i feltet." - den påstand vil jeg gerne se dokumentation for...
Selv om jeg synes at det er utilstedeligt at man ikke kan få den fornødne, og lovpligtige, aktindsigt, ku' man jo osse anlægge det synspunkt at det er billigt sluppet for at slippe af med ham...
Selvfølgelig er der intet at komme efter. Det er der aldrig. Af den simple grund, at de vanen tro HAR fjernet det, inden offentligheden får adgang.
Hør nu her! At kalde det en privat ansøgning til posten er jo helt hen i vejret. Kom nu ud over parti politikken og se tilbage. Det har altid været kotyme at vores kanidater - uanset politisk tilhørselsforhold - får dækket den slags udgifter, netop fordi de er Danmarks kandidat.