Læsetid: 3 min.

Støt velfærdsuddannelserne

Meget tyder på, at de unge vil vælge velfærdsuddannelserne, men vil politikerne støtte dem og gøre efterårets forhandlinger om globaliseringsmidlerne til et velfærdsspørgsmål med uddannelses- politisk nerve
4. juli 2009

Engang talte man - navnlig danskere - med selvfølgelighed om verdens bedste uddannelsessystem, verdens bedste folkeskole, verdens bedste kunstfondslov. Institutioner, vi havde, og som andre eftertragtede. Tidligere undervisningsminister Ole Vig Jensen konstaterede engang, at nu havde OECD endelig opdaget Grundtvigs idé om Skolen for Livet, da de vestlige landes samarbejdsorganisation udarbejdede en politik for lifelong learning. Verden kunne lære af Danmark og ikke mindst vort uddannelsessystem og dets rige traditioner. Det synes de stadig i Sydøstasien er lidt rigtigt på voksenuddannelsesområdet, men ellers har konjunkturerne de sidste 10 år vendt den anden vej. Alle glor på Finland. Bevisbyrden er skiftet. Vi har ikke verdens bedste uddannelsessystem. Vi skal have uddannelser og rigtigt meget andet i verdensklasse.

Hvad vælger de unge?

På mandag kan man tage temperaturen på, hvorvidt de unge også synes, det er verdensklasse at investere ungdomsår i de danske videregående uddannelser, og ikke mindst får vi et fingerpeg om, hvilke uddannelser de finder attraktive. Et af de store spørgsmål er, om de unge vælger de såkaldte velfærdsuddannelser: Uddannelserne til lærer, pædagog, socialrådgiver, sygeplejerske, radiograf, bioanalytiker, fysioterapeut, ergoterapeut etc. Tendensen var forsigtig positiv ved kvote 2-ansøgningerne tidligere på året, og de første tegn tyder på fortsat medvind ved kvote 1. Det kunne Undervisningsministeriet i al fald meddele for læreruddannelsens vedkommende i denne uge. Det særlige ved velfærdsuddannelserne og de unges prioritering af dem er, at de er uløseligt forbundet til de professioner, som løser opgaverne i velfærdsdanmark og de vilkår, som disse professioner er underlagt og giver sig selv. Søger man ind på læreruddannelsen, gør de fleste sig en forestilling om at undervise elever i den danske folkeskole. Søger man ind på ergoterapeutstudiet, har man formentlig gjort sig forestillinger om rehabilitering. Det samme kan ikke nødvendigvis siges om universitetsstudier, hvor langt de fleste ikke er bundet til en bestemt organiseret praksis og profession. For velfærdsuddannelserne betyder det, at problemer i sundhedsvæsenet, i folkeskolen, i kommuner og andre velfærdsinstitutioner også er deres problem. Og har velfærdsuddannelserne problemer med at tiltrække kvalificerede ansøgere eller sikre kvaliteten i uddannelserne, har velfærdsdanmark ikke alene mangel på arbejdskraft, men også udfordringer med at løfte kvaliteten i mødet med syge, ældre, børn, udsatte og elever. Se, det er jo temmelig banalt. Eller rettere det er enkelt, men desværre ikke simpelt. Enkel fordi sammenhængen er ubetvivlelig, men alt andet end simpelt, fordi der ingen stærk politisk bro er mellem at ville fremme velfærd og følge det op i uddannelsespolitisk aktion.

Følger politikere trop

Velfærds- og sundhedspolitik, som den formuleres i stat, regioner og kommuner, styres nemlig af meget andet end uddannelsespolitik. Det er der ikke noget mærkeligt i. Men skal kommunalreformen undgå at blive en ren administrativ reform og kvalitetsreformen mere end politisk fastfood skal de ledsages af et markant uddannelsespolitisk fremstød. Det mangler i dag, hvor selv statsministeren som fornyer af velfærdssamfundet end ikke i en af sine mange taler endnu har nævnt de professionshøjskoler, der uddanner til velfærd og som blev skabt i den største institutionspolitiske reform i Undervisningsministeriets nyere historie. Skal ambitionerne om afbureaukratisering eller frihedsreformen som vicestatsministeren omtaler i det seneste nummer af DJØF-bladet, blive mere en politisk hakkelse i døgnets rejsestald, skal de institutioner og professioner, som skaber velfærd i mødet med borgerne løftes. Egentlig en folkelig sag, da befolkningen har stor tillid til velfærdsprofessionerne. Og nu bakker de unge øjensynligt også op om velfærdsuddannelserne og deres nye forankring i professionshøjskoler. Spørgsmålet er, om regeringen og dens forligsparter følger trop og gør efterårets forhandlinger om globaliseringsmidlerne til et velfærdsspørgsmål med uddannelsespolitisk nerve.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu