Kan Pakistan mon bedre lide finansministeren end forsvarsministeren? Det fremgår ikke af de nye oplysninger, ministerierne som følge af den nye åbenhedsordning fremover lægger på deres hjemmesider. Men tilsyneladende har Søren Gade måttet nøjes med fem mangofrugter fra den pakistanske repræsentation i Danmark, mens Hjort Frederiksen har opgjort sin gave til hele seks stykker af den eksotiske frugt.
I Statsministeriet har man fundet grund til at veje frugtgaven: 2 x 2 kg. mango.
Af Forsvarsministeriets opgørelse fremgår det, at mango-foræringen sker i forbindelse med en årlig mango-festival. Det kan derfor give anledning til endog stor undren, at videnskabsminister Helge Sander på samme tidspunkt er den glade modtager af syv stk. papajafrugter.
Undervisningsminister Bertel Haarder er blandt de, der tilsyneladende har måttet se langt efter en frugtgave fra ambassaden. Han har til gengæld andre venner, eksempelvis Bellahøj Skole. Herfra har man doneret ministeren en kikkert - af pap. Den har ministeren næppe haft med på sine officielle repræsentative opgaver i maj, hvoraf hele tre fandt sted i Parken til fodbold.
Melmiks og røgede fisk
Statsministerens gaveliste er lang og rummer med hele 12 bøger gode muligheder for, at Løkke kan læse sig klog i sommerens løb.
Film kan han også se - for i maj måned fik han en dvd. Hverken titel eller genre fremgår dog af listen, hvor også et silketørklæde fra selveste Dalai Lama figurerer. På sin ferie fra Kulturministeriet kan Carina Christensen kaste sig over kogebogen '365 hverdagsretter'.
Også i Klimaministeriet angiver man titler på boggaverne - Connie Hedegaard kan i øvrigt pryde sit håndled med et armbånd af muslingeskaller og sin væg med et silkemalet billede af en kat.
I Statsministeriet kommer lykønskninger til den nye regeringschef stadig til. Heriblandt en enkelt flaske vin fra partifællen, forhenværende forsvarsminister Svend Aage Jensby - bedre sent end aldrig.
Også forsvarsministeren er blandt de store gavemodtagere. I maj kunne Gade stille hele syv gaver til skue i reolen - herunder et kompas og en kuglepen, mens juni bød på otte erkendtligheder. Til sammen kastede de to måneder hele 16 flasker vin af sig.
Mindre sjovt må det være at bestride posten som fødevareminister. Således har Eva Kjer Hansen måttet lade sig nøje med blot tre gaver i maj - et krus, et fad og en omgang melmiks, som tak for et virksomhedsbesøg på Langeland.
Men hun har lov at håbe, at juni bliver bedre. For som i flere andre ministerier har Fødevareministeriet endnu ikke opgjort hverken udgifter, opgaver eller gaver for sidste måned. Det har man heller ikke gjort ovre i Miljøministeriet hos Troels Lund Poulsen. Men her var maj til gengæld god - >hele 13 gaver af varierende karakter. Udover den traditionelle vin kan Troels Lund Poulsen nyde både honning og røgede foreller. Eventuelt iført en spritny t-shirt fra Jelling Musikfestival.
FCK-AaB
Blandt de ministre, der værdsætter musikken og tilsyneladende er dygtige til at få forretning og fornøjelse til at gå op i en højere enhed, er Bertel Haarder og Brian Mikkelsen.
Førstnævnte var igen i Parken 30. juni, hvor det engelske orkester Depeche Mode gav den gas, og i dag skal justistministeren efter planen ankomme sammesteds for at nyde det amerikanske popidol Britney Spears.
Integrationsministeren deler tilsyneladende ikke sine to kollegaers musiksmag. Som det ses af åbenhedsordningen foretrækker hun græsk kammermusik.
I hvert fald når hun er inviteret af den græske præsident. Maj var med nul gaver en fattig måned for Rønn, men sommeren kunne hun indlede med at nyde de købmandsvarer, der gemte sig i en kurv fra Vordingborg Rotary Klub.
Velkendt er det, at sundhedsminister Jakob Axel Nielsen har sat sig selv på en streng kur og med vægttab til følge. Selvdisciplinen bliver dog heftigt udfordret af ministerens gode venner fra Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet. Som tak for en tale ved selskabets årsmøde indkasserede Jakob Axel Nielsen rekorden for en enkelt optræden: hele 12 flasker vin.
Ligesom undervisningsministeren var også Jakob Axel Nielsen til fodbold i Parken i maj. Mens Haarder er inkarneret FCK-fan, heppede sundhedsministeren, der har til huse i det nordjyske, sandsynligvis på modstanderne fra AaB. Det fremgår ikke af den nye åbenhedsordning, men som bonus kan vi oplyse, at københavnerklubben løb med sejren.
Fremover kan journalister og interesserede borgere altså se, hvis Per Stig Møller har fået flere teskeer fra Cypern eller endnu et smykkeskrin fra sin ministerkollega i Spanien.
Både udgifter til ministrenes repræsentation, deres udgifter til tjenesterejser, modtagne gaver og varetagelsen af repræsentative opgaver skal være elektronisk tilgængeligt.
Men væk er aktindsigt i de kalendere, der førhen kunne afdække mere eller mindre spegede politiske forløb og belyse diverse møder. Information nåede dog at få indsigt i en række ministres gøren og laden i 2008. Den 24. juni sidste år var forsvarsministeren til kaffemøde med Kurt Thyboe.
Det fremgår dog ikke af de ellers meget nuancerede opgørelser, hvad forsvarsministeren og den forhenværende boksekommentator og pornoredaktør havde at tale om.