Læsetid: 1 min.

Svindel med dansk bistand

Udenrigsministeriet er ved at undersøge mistanker om svindel med dansk bistand til et beløb på 18,7 millioner kroner i første halvdel af 2009
Disse motorcyklister i Ouagadougou kunne have fået selskab af folk på motorcykler sponsoreret af danske bistandskroner til Burkina Faso. Men et firma i Odense fik pengene til at forsvinde i en af de sager, Udenrigsministeriet i går offentliggjorte.

Disse motorcyklister i Ouagadougou kunne have fået selskab af folk på motorcykler sponsoreret af danske bistandskroner til Burkina Faso. Men et firma i Odense fik pengene til at forsvinde i en af de sager, Udenrigsministeriet i går offentliggjorte.

Jørgen Schytte

1. august 2009

Udenrigsministeriet har mistanke om, at millioner af danske bistandskroner er havnet i de forkerte lommer, og derfor har ministeriet sendt en række dokumenter videre til Rigsrevisionen.

Det drejer sig om svindel for i alt 18,7 millioner kroner fordelt på 61 sager i første halvdel af 2009, oplyser Udenrigsministeriet.

20 sager er afsluttet. Her har ministeriet mistanke om svindel for 5,3 millioner kroner, hvoraf de 2,8 millioner er gået tabt.

1,3 millioner kroner er betalt tilbage, mens der for 1,2 millioner kroners vedkommende var tale om en ubegrundet mistanke om svindel.

Konkurssag

At hele 2,8 millioner kroner er forsvundet ud af bistandsbudgetterne i år, skyldes en konkurssag, hvor ministeriet samlet tabte 2,45 millioner kroner. Det skete, da et danskstøttet baltisk mediecenter gik konkurs i starten af året.

I en anden sag fik et dansk firma i Odense en bestilling på 50 motorcykler til levering i Burkina Faso. Firmaet fik udbetalt godt en halv million kroner for motorcyklerne, men derefter viste det sig, at firmaet alligevel ikke var i stand til at levere varerne eller tilbagebetale pengene.

Svindel accepteres ikke

Svindel med danske bistandspenge forekommer jævnligt. Blandt andet i Afrika, som er stormodtager af dansk bistand.

Men blandt sagerne, der nu er gået videre til Rigsrevisionen, er også nye lande som Aserbajdsjan, Kroatien, Afghanistan og det palæstinensiske selvstyre.

Udenrigsministeriet tilbageholder oplysninger i otte af sagerne af hensyn til opklaring af eventuelt strafbare forhold og beskyttelse af enkeltpersoner.

Ministeriet skriver i en pressemeddelelse, at det »går ind for fuld åbenhed om svindel med udviklingsbistand«.

»Det er regeringens klare politik, at svindel ikke accepteres. Regeringen har systematisk orienteret Rigsrevisionen om enhver mistanke om svindel,« hedder det. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu