USA stod bag privat dansk spionage

Det var i virkeligheden USA, der stod bag. Sådan forklarer PET-Kommissionen i sin beretning en serie sensationelle presseafsløringer, der i slutningen af 1950'erne var med til at splitte det danske kommunistparti, DKP.

Især dagbladet Information kunne gengive DKP-toppens inderste overvejelser om den strid, der førte til, at DKP's formand, Aksel Larsen, stiftede sit eget parti: SF - Socialistisk Folkeparti. De hyppige avisafsløringer nedbrød DKP's selvtillid og sammenhold. Og det var just meningen, fremgår det af PET-beretningen. For oplysningerne var sivet til pressen som et led i en privat antikommunistisk krigsførelse, som blev betalt af USA og store danske erhvervsvirksomheder. Oplysningerne kom fra en aflytning, som et privat foretagende - med dæknavnet 'Firmaet' - foretog af den lejlighed i København, der beboedes af DKP's næsteformand Alfred Jensen og hans hustru, Ragnhild Andersen, der begge var folketingsmedlemmer.

Allerede i 1946 forlangte USA, at den danske regering accepterede en amerikansk-ledet organisation til infiltration af danske kommunister og indsamling af oplysninger om dem.

Det krav modstod de danske myndigheder i fem år, inden de gik på forlig: Amerikanerne opgav kravet om selv at selv at lede en efterretningsorganisation på dansk jord.

Privat psykologisk krig

Til gengæld gik den danske regering med til at oprette en amerikansk finansieret, men dansk ledet organisation til 'psykologisk krigsførelse' mod kommunister. Som modydelse fik Danmark udleveret vigtigt radioudstyr og lov til selv at stå for den undergrundshær, der skulle træde i funktion, hvis landet blev besat af Sovjetunionen.

Det private firma til 'psykologisk krigsførelse' var så hemmeligt, at end ikke PET blev orienteret om det. Det blev lederen af FE - Forsvarets Efterretningstjeneste - oberst Lunding, heller ikke. Hans souschef - kommandør P.A. Mørch - holdt oplysningerne tættest mulig. Dog blev en inderkreds af socialdemokratiske og borgerlige politikere indviet, men ikke mere, end at de bagefter kunne benægte ethvert kendskab.

Den, der med sit pæne navn stod inde for 'Firmaet', var det tidligere medlem af Frihedsrådet, lægeprofessor Erik Husfeldt, men han overlod den daglige ledelse til én, han kendte godt fra modstandskampen, nemlig Arne Sejr, der under besættelsen havde arbejet for Studenternes Efterretningstjeneste, hvorfra han også havde været i forbindelse med kommandør Mørch.

Til at indsamle og registrere oplysninger ansatte Arne Sejr sin gamle makker Niels Frommelt, som ved et tilfælde flyttede ind i lejligheden under Alfred Jensen og Ragnhild Andersen. Fra Socialdemokraternes private efterretningstjeneste, AIC, fik 'Firmaet' et tip om, hvem overboerne var.

Med på en lytter

CIA hjalp med lytteudstyr, og fra maj 1952 til januar 1959 var Sejr, Frommelt, amerikanerne og ind i mellem briterne og kommandør Mørch med på en lytter. Alle de konspirerende kommunister gæstede Alfreds & Ragnhilds lejlighed, og aflytningen gav ifølge en senere PET-vurdering: »et væld af oplysninger ikke blot om udviklingen inden for såvel det danske kommunistparti og den internationale kommunisme, men også om forskellige fremtrædende politikere m.v.«

'Firmaet' brugte oplysningerne til i kommunistkredse at udsende 'sorte breve', der gav sig ud for at være skrevet af nogen i DKP-toppen, og som hensatte modtagerne i bestyrtelse. Med Ragnhild Andersens egne, aflyttede ord: »Jeg er rædselsslagen over det brev. Det er frygteligt.«

Siden blev brevene fulgt op af avislækagerne, der drev kommunisterne til forfølgelsesvanvid.

At den succesrige operation blev bragt til ophør i 1959, skyldtes, at dens bagmænd konstant var i strid. Amerikanerne med hinanden og med briterne, Mørch med alle de andre, og til sidst Sejr med Frommelt. Så lukkede CIA for kassen.

Når 'Firmaet' overhovedet er endt i PET's arkiver, skønt det var påhit under Forsvarets Efterretningstjeneste, skyldtes det, at FE-chef oberst Lunding i 1963 blev bekendt med operationen og blev aldeles rasende på kommandør Mørch, som han i forvejen afskyede. Lunding krævede en 'uvildig' undersøgelse, som PET kom til at stå for.

PET gav Sejr skylden og meddelte ham, at »hans autorisation til psykologisk krigsførelse var bortfaldet«.

Sådan besked fik Frommelt ikke, for han var i mellemtiden overgået til at arbejde direkte under CIA.

Den senere præsident for Sø- og Handelsretten, Frank Poulsen, var i 1960'erne en central skikkelse i efterretningstjenesterne. Han oplyste i 1998 over for Information, at PET videredrev 'Firmaets' aflytning af kommunistlejligheden. Det afviser PET-Kommissionen som en fejlhuskning. Og det erklærer Frank Poulsen sig nu enig i over for Kommissionen.

PET-Kommissionen, der gennemgår sagen i Bind 5 af sin beretning, finder ikke, at 'Firmaets' virksomhed giver anledning til kritik.