Baggrund
Læsetid: 3 min.

Vestas får regeringsstøtte - Vestas-arbejdere slæbes i retten

Den britiske regering giver vindmøllevirksomheden millioner til nyt udviklingscenter på Isle of Wight, men det kommer ikke de opsagte Vestas-arbejdere til gode
Indland
29. juli 2009

Vestas, verdens største vindmølleproducent, får seks mio. pund - 52 mio. kr. - af den britiske energi- og klimaminister Ed Miliband til nye aktiviteter på den britiske kanal-ø Isle of Wight. Pengene betyder imidlertid ikke, at Vestas fortsætter driften af sin vingefabrik på øen, som nu på 10. dag holdes besat af 25 af de i alt 525 ansatte, der er blevet fyret efter selskabets beslutning om at flytte produktionen til USA.

De 25 er tværtimod tilsagt i retten i Newport, Isle of Wight, hvor Vestas her til formiddag søger en retskendelse om, at de skal forlade fabrikken.

De seks mio. pund er led i den britiske regerings bestræbelse på at sætte gang i vindmølleudbygningen. Til efteråret vil en milliard pund blive stillet til rådighed i form af lån til nye vindmølleprojekter på land. 7.000 nye møller vil regeringen have op at stå på land og til vands inden 2020.

Manglende efterspørgsel

I øjeblikket står udbygningen på land næsten stille på grund af et tungt planlægningssystem og lokale indsigelser mod nye møller.

Den manglende efterspørgsel på nye møller er Vestas' begrundelse for at lukke vingefabrikken på Isle of Wight, ligesom man har nedlagt 1.275 stillinger i Danmark på grund af manglende efterspørgsel herhjemme og i Nordeuropa.

Lånene, der er på vej fra regeringen, synes ikke at være nok til at give Vestas tro på en hurtig opblomstring af salget af landvindmøller. Regeringens bevilling til Vestas går til det forsknings- og udviklingscenter for havmølleteknologi, som Vestas har under opbygning på Isle of Wight, uafhængigt af vingefabrikken.

150 job

Ed Miliband siger, at udviklingscenteret vil give job til omkring 150 personer, men ifølge Vestas vil det hovedsagelig være folk med andre kvalifikationer, end de opsagte på vingefabrikken besidder.

Miliband sagde i går til BBC, at han »har stor medfølelse med de mennesker, der kan miste deres job på Isle of Wight.«

Samtidig afviste han dog forslag fra Vestas-arbejderne og fra en række britiske fagforbund og miljøorganisationer om en statslig overtagelse eller videreførelse af fabrikken.

For retten

Retten i Newport afgør i dag, om Vestas-arbejderne skal beordres til at forlade fabrikken, hvor de har opholdt sig siden sidste mandag. Forud for retsmødet var der i går aftes bebudet demonstration foran Energi- og Klimaministeriet i London, ligesom der er bebudet et protestmøde uden for retten på Isle of Wight i dag. I retten repræsenteres de 25 af det britiske transportarbejderforbund RMT.

»Det er skandaløst, at virksomheden truer med fysisk at trække arbejderne ud af fabrikken. Vestas-arbejderne er ikke kriminelle. De kriminelle er de selskaber, som mener, de kan slagte arbejdspladser uden hensyn til de langsigtede skader, de påfører vore lokalsamfund,« siger RMT's generalsekretær Bob Crow.

De aktionerende arbejdere er genstand for en støttekampagne, der ikke blot vokser hastigt i England, men også breder sig uden for landets grænser. En dansk støttegruppe, Bevar Vestas-arbejdspladser, holdt offentligt møde i København i aftes med deltagelse af en talsmand for de aktionerende britiske arbejdere.

»Hvis Vestas-arbejderne efter retsmødet beslutter at fortsætte aktionen, vil vi diskutere, hvordan vi her i landet kan fortsætte og udvide støttearbejdet,« siger Jørn Andersen, talsmand for den danske støttegruppe og medlem af Klimabevægelsen i Danmark.

I aftes meddelte Vestas i en pressemeddelelse, at man har besluttet at »bortvise« 11 ansatte, som man »positivt har identificeret som deltagere i besættelsen af fabrikken«.

Det betyder formentlig, at de 11 foruden at miste jobbet også mister retten til de aftrædelsesordninger, som Vestas tilbyder de fyrede medarbejdere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her