'Vidunderligt at blive gammel i Danmark'

Lejligheden er stor, lys og luftig. De franske dobbeltdøre står på vid gab, og alle vinduerne er åbnet, så lyden fra gaden summer op i den sommervarme herskabslejlighed.

I værelset, der støder op til den store stue, sidder Sonja Vesterholt foran sin bærbare computer. Hun læser en artikel om alderdom på en russisk hjemmeside.

»Tænk, at det på verdensplan er op mod 50 procent af alle ældre, der bliver demente. Det er virkelig skræmmende. Chancen er jo så stor. Det er virkelig den stille epidemi,« siger Sonja eftertænksomt. Hun ryster på hovedet og rejser sig stille. Brillerne i den ene hånd og en kop kaffe i den anden. Hun føler sig ikke gammel, men kan da godt se, at tiden går. Hun er gået på førtidspension, men livet er langt fra slut, selv om hun ikke længere går på arbejde hver dag. Hun har ingen konkrete planer for sin alderdom, men derimod masser af idéer om fremtiden. Det eneste, hun ved med sikkerhed, er, at hun ikke vil tilbage til Rusland. Hun vil leve resten af sit liv i Danmark.

Bag jerntæppet

Sonja Vesterholt blev født i Leningrad (i dag Sankt Petersborg) i 1945. Hun brød sig aldrig om at bo i det kommunistiske Sovjetunionen og drømte sig tidligt langt væk.

»Mit land var så lukket. Alting var så svært, og vi levede under trange kår. Jeg havde aldrig selv været i udlandet, men der kom tit turister til Leningrad. De var så velklædte, så næsten ud, som om de kom fra en anden planet. Jeg forestillede mig udlandet som paradis. Livet efter døden,« fortæller Sonja med et lille grin. Hendes accent er blød og rullende. Hun udtaler ordene langsomt og tydeligt.

Da hun var 25 år, mødte hun en dansk mand, som hun hovedkulds forelskede sig i. Det var dog ikke nogen let beslutning at flytte til Danmark. Hun efterlod sin syge mor hos en veninde og forsørgede dem begge fra København.

»Jeg havde det forfærdeligt med at efterlade min mor. Hun var lam og boede helt alene. Der fandtes intet sikkerhedsnet under de gamle, som der gør i Danmark. Forældrene var og er stadig afhængige af deres børns hjælp, når de ikke kan klare sig selv længere,« siger Sonja.

Frygter glemslen

Sonja har ikke umiddelbart noget problem med at blive gammel. Så længe hun er frisk og kan klare sig selv. Derfor er glemslen en af de ting, der skræmmer hende mest. Frygten for sindets forfald. Seniliteten. I den forbindelse har en bestemt hændelse bidt sig fast i hendes erindring. I en periode arbejdede hun som tolk for Dansk Flygtningehjælp og blev engang indkaldt til et plejehjem. Der sad en meget gammel russisk dame, som ikke kunne kommunikere med personalet, og man mente, hun ville have godt af at snakke med én på sit eget sprog.

»Hun sad og kiggede på mig med store øjne fyldt med tårer. Hun fortalte mig, at de troede, hun var sindssyg. Men hun havde bare glemt det danske sprog. Hun havde tilbragt 50 år i Danmark, og pludselig var hendes dansk blevet vasket væk fra hendes bevidsthed. Det var virkelig skræmmende. Tænk, hvis det sker for mig,« siger Sonja stille. Hun tager en slurk af sin kaffe og bliver fjern i blikket.

Det tveæggede plejehjem

»Jeg tror, det er vidunderligt at blive gammel i Danmark. Der bliver gjort så meget for de gamle,« siger Sonja.

Hun opfatter de danske plejehjem som en fabelagtig opfindelse. Et sikkerhedsnet, som hendes mor ikke havde. Men de er også dybt problematiske, mener hun. Måske fordi de overtager rollen som forsørger af de gamle og dermed fjerner ansvaret fra børnenes skuldre.

»I Rusland ville ingen drømme om at sende en gammel mor på plejehjem. Hun har gjort så meget for børnene, så de også føler ansvar for hende. I Danmark har staten overtaget den rolle og dermed smadret en del af denne gensidige taknemmelighed og forpligtelse i familien. Statens rolle i sikringen af de gamle fjerner forbindelsen mellem generationerne og mindsker ansvarsfølelsen.«

På den ene side kan Sonja godt lide denne selvstændighed, som hun selv har dyrket meget i sit liv. På den anden side synes hun, at familien kan være fantastisk og berigende - og hun frygter at miste den nære kontakt.

»Jeg ville opleve det som et stort savn, at min familie blev splittet på den måde,« siger hun.

Sikkerhed og ligeværd

Sonja kunne ikke drømme om at flytte tilbage til Rusland. Hun har sin datter og sit liv i Danmark, som hun sætter stor pris på. Hun bryder sig slet ikke om tanken om at blive gammel, men vil langt foretrække, at det sker i Danmark.

»Det er ikke let at blive gammel i Rusland. Både i Sovjettiden og i dag er børnene og forældrene afhængige af hinanden. Hvis man så sidder i en lille toværelses lejlighed, bliver de gamle en belastning. Selv om børnene elsker dem meget højt, kan børnene ikke lade være med at tænke på, hvor dejligt det bliver, når det ekstra værelse bliver ledigt,« fortæller Sonja.

Hun sætter pris på det store sikkerhedsnet, der er spændt ud under de gamle i Danmark. Et net, som slet ikke findes i Rusland.

»I Danmark er menneskets ligeværd meget udbredt, og der hersker en gensidig respekt, ligegyldigt hvem du er. I Rusland er alt meget lodret organiseret, og du er aldrig i tvivl om, hvem der er øverst eller nederst i hierarkiet. Du taber status i alderdommen.«

Set i det perspektiv, tænker Sonja, at det er mere værdigt at blive gammel i Danmark. Der bliver gjort så meget for de ældre. Selv om pensionen ikke er stor, kan man trods alt leve af den. Det er meget svært i Rusland.

Er hvad du gør den til

Sonja føler sig endnu ikke gammel, selv om andre måske synes, hun er det. Hun holder sig i gang og lægger planer langt ud i fremtiden.

»Jeg plejer at sammenligne alderdommen med horisonten. Man går mod den, men den fjerner sig hele tiden.«

Hun tror ikke, man behøver at nå alderdommen, så længe man tænker fremad.

»Hvis man på et tidspunkt holder op med at drømme eller tænke ud i fremtiden, så er man i øjeblikket. Det er dér, alderdommen begynder. Der er jeg slet ikke kommet til endnu,« siger Sonja.

Hun føler sagtens, hun kan lære nye ting. Det er det gode ved Danmark. Man vælger det liv, man har lyst til at leve.