Nyhed
Læsetid: 4 min.

72-årig dement ikke syg nok til humanitær opholdstilladelse

Hassan Gardi står til tvangsudvisning til Irak. Han kan hverken spise eller gå på toilettet selv. En speciallæge anbefaler, at han tilbydes ro og faste rammer. Men Integrationsministeriet henviser til, at hans sygdom ikke er alvorlig nok, og at hans kone vel kan passe ham
Hassan og Gulizar Gardi gemmer sig i dag for myndighederne et sted i København.

Hassan og Gulizar Gardi gemmer sig i dag for myndighederne et sted i København.

Jan Grarup

Indland
31. august 2009

Da Brorsons Kirke blev ryddet, var 72-årige Hassan Gardi en af de irakere, der blev hentet ud af politiet. Få dage forinden havde Integrationsministeriet afslået at genoptage hans sag om humanitær opholdstilladelse.

»Han blev helt chokeret, da politiet kom ind i kirken. Han kunne ikke forstå, hvad der skete, og han kunne ikke udtrykke sig,« fortæller hans kone, Gulizar Gardi, der selv er 47 år.

Hver dag mader hun Hassan, hjælper ham med at tage tøj på og vasker ham, når han har tisset i bukserne. Hassan er nemlig dybt dement. Han kan ikke tage vare på sig selv og kan ikke sige andet end ganske få elementære ord.

»Denne svære demens er at sidestille med psykisk sygdom af meget alvorlig karakter,« skriver speciallæge i neurologi Bjarne Degnbol, der undersøgte Hassan tilbage i juli, og hvis lægeerklæring blev lagt til grund for ægteparrets seneste anmodning om humanitær opholdstilladelse.

Sådan ser Integrationsministeriet imidlertid ikke på sagen.

»Ministeriet har herved lagt vægt på, at De, Hassan Mohammad Hussein Gardi, efter det oplyste ikke lider af en fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter,« lyder forklaringen på afslaget om genoptagelse af Hassans sag, og ministeriet tilføjer:

»Endvidere kan det forhold, at De, Hassan Mohammad Hussein Gardi, ikke er i stand til at klare Dem selv, og at De er fuldstændig afhængig af pleje fra andre, ikke føre til et andet resultat.«

Efterladt af politiet

I sin udtalelse understreger Bjarne Degnbol, at Hassan Gardi også har forhøjet blodtryk, dårligt hjerte og lider under posttraumatisk stresstilstand, PTSD.

Han anbefaler endvidere, at Hassan Gardi bliver hjernescannet for at præcisere demensdiagnosen, så man kan finde frem til den bedste behandlingsmulighed. Neurologen afslutter sin skrivelse med følgende bemærkninger:

»HG ville - hvis han var dansk statsborger - nu opholde sig på et plejehjem. Om man kan give ham en speciel behandling af en art - f.eks. med medicinen Aricepts el. lign. - er nok muligt. Men bare varetagelsen af ham under trygge forhold vil være en behandling i sig selv. Han vil falde til ro, få mere at spise - og alene derved få det bedre.«

Men den anbefaling valgte de danske myndigheder altså ikke at følge. Hassan Gardi fik ikke tilbudt nogen form for behandling under trygge forhold, og ægteparret så sig nødsaget til at søge tilflugt i Brorsons Kirke. Her trængte politiet ind natten til den 13. august og hentede dem ud på gaden, hvor de efterlod dem, mens de arresterede de unge mænd fra kirken.

Efter at have flakket rundt et par timer i tumulten af demonstranter og politibetjente, blev de samlet op af aktivister, og nu holder de sig skjult et sted i København, hvor Information møder parret. Hvis de melder sig til politiet, frygter de at blive anholdt og tvangshjemsendt, og det tør Gulizar Gardi ikke risikere:

»Irak er ikke som Danmark. En kvinde som mig kan ikke klare sig alene, og slet ikke hvis jeg også skal tage mig af min mand. Han kan ingenting selv. Og jeg er analfabet og har ingen uddannelse eller kvalifikationer,« siger hun og tilføjer:

»Hvis han ikke får sin medicin, kan han ikke overleve. Og hvem skal give ham medicinen? Hvem skal passe på ham? Jeg kan ikke forestille mig, at vi kan klare os i Irak.«

I Integrationsministeriet mener man nu nok, ægteparret vil kunne klare sig efter den forestående tvangshjemsendelse.

»Ministeriet har i den forbindelse lagt vægt på, at det følger af sagens oplysninger, at Deres ægtefælle plejer Dem, og at Deres ægtefælle derfor efter ministeriets opfattelse ved en tilbagevenden til Irak fortsat vil kunne tage sig af Dem,« skriver den ansvarlige embedsmand, der afslutter afslaget med at præcisere, at man ikke har i sinde at følge speciallæge Bjarne Degnbols forslag om yderligere undersøgelser af Hassan: »I lyset af ovennævnte har ministeriet ikke fundet anledning til at afvente resultatet af en eventuel CT- eller MR-skanning af Deres hjerne.«

Accelererende demens

Hassan og Gulizar Gardi flygtede oprindelig fra deres hjemby Erbil i det nordlige Irak, fordi Hassans café blev sprængt i luften, og de blev truet til at forsvinde. De ved ikke, hvem der havde parkeret en bil fyldt med sprængstof ved cafeen, men Gulizar Gardi mener, det var nogle ekstremistiske grupper, der ikke ville acceptere, at cafeens fjernsyn viste europæiske satellit-kanaler og tilbød domino-spil.

Frygten fra den episode har sat sig spor i dem begge.

»Den eksisterer stadig i os, især i min mand. Om natten har han mareridt om det, vi har oplevet. Angsten har gjot ham ældre,« siger Gulizar Gardi og fortæller, at hendes mands demens er acceleret gradvist siden flugten fra Irak, mens hans kropsvægt er dalet drastisk, så han nu kun vejer 47 kilo.

Alligevel har Gulizar Gardi forsøgt at berolige sin mand:

»Jeg har hele tiden sagt til ham, at han ikke skal være bange. Vi er i et humant land, hvor menneskerettighederne betyder meget.«

Serie

De afviste irakere

Seneste artikler

  • Enl. og R: Et umenneskeligt system

    10. april 2010
    Myndighedernes behandling af 72-årige Hassan Gardi viser, at loven bliver brugt til at forhindre asylansøgere i at få hjælp, mener Enhedslisten og De Radikale
  • Så fik dement iraker lov at blive

    10. april 2010
    Integrationsministeriet afviste at få foretaget en hjernescanning af den svært demente 72-årige irakiske asylansøger Hassan Gardi, og Rigspolitiet fængslede ham. Efter læger udenom ministeriet foretog scanningen, har han nu - efter års ventetid - fået humanitær opholdstilladelse
  • De er flygtninge i deres eget land

    25. januar 2010
    Vinterkulden har lagt sig over Qalawa-flygtningelejren i Kurdistan. Her lever en lille del af de mange internt fordrevne irakere fra Kirkuk
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Set ud fra et politisk og sociologisk synspunkt er det en interessant betragtning Integrations-ministeriets embedsmænd lægger for dagen. Alle demente i Danmark som var danske statsborgere ville så vel også kunne passes af deres familie-medlemmer. Jo, en vis minimal-stat er sandelig rykket tættere på - meget tættere på endda.

Ud fra et andet perspektiv og syn på denne sag og på hele demens-problematikken handler det om, at visse folk, åbenbart også embedsmænd i det her land, stadig mener, at kvinder, alene fordi de er kvinder, og har tradition for at give omsorg til folk, kan tage sig af svært demente personer som f.eks. en dement iraker eller dansker.

Hvis det var tilfældet, hvorfor uddanner vi så SOSU-assistenter eller SOSU-hjælpere til at tage sig af dem? Hvis demente familie-medlemmer bare han plejes og passes af familien, oså de demente som er danske statsborgere, så lad os da lukke plejehjemme og fyre alle sosu-assistenterne.

Så kan drømmen om den minimale stat da endelig slå igennem (Ironi:/end ironi/)

Kvalmegrænsen er i den grad overskredet.