Kommentar
Læsetid: 3 min.

Arbejd til blodet sprøjter

Det rammer samfundets svage, hvis Arbejdsmarkedskommissionens anbefalinger bliver til virkelighed. Tvang og mistillid får ikke flere i arbejde
Indland
20. august 2009

Det er med harme, at jeg læser om endnu et opstramningsforslag fra Arbejdsmarkedskommissionen i Information (13. august).

Blaska Orlovska er slidt op efter 26 år som rengøringsassistent, og alligevel sidder hun nu i en situation, hvor hun er for syg til at arbejde, hendes sygedagpengeperiode er sluppet op, og hun kan ikke komme igennem nåleøjet for at få tildelt en førtidspension.

Som følge af det nye arbejdsmarkedsforslag fra kommissionen bliver situationen kun værre. Der skal nemlig skaffes 14 milliarder kroner inden for sektoren, og målgruppen bliver de sygemeldte, arbejdsløse og studerende. Man kan undre sig længe over, hvorfor valget ligger på de i forvejen svage i samfundet. Svaret kunne være, at vi har en arbejdsliderlig regering, som slynger om sig med slogans a la »Arbeit macht frei« og »Ledighed er roden til alt ondt.«

Denne påstand stemmer godt overens med den følelse af mistillid, som arbejdsløse og sygemeldte mærker under et fravær på arbejdsmarkedet.

På aktiveringskursus

Blaska Orlovskas historie ligner til forveksling den historie, som bliver fortalt blandt sygemeldte deltagere på AOF's Center for Sundhed og Livsstil. Kurset er arrangeret i samarbejde med kommunen og fokuserer på livsstilsændringer i form af sund kost, motion og vejledning om arbejdsmarkedet.

Jeg mødte hold x for nylig og lyttede til flere af de historier, der har ført til længerevarende sygemeldinger. Et hurtigt blik ud over klassen på ca. 20 personer viser et udsnit af den danske befolkning, som stemmer fint over-ens med de fakta om sygemeldte, der blev oplyst i Informations artiklen om Blaska Orlovska.

Der er et overtal af kvinder i alderen 40-60 år. Disse kvinder er ofte slidt ned efter adskillige år i servicebranchen. Mange kæmper med tydelige fysiske smerter, og ofte er en depression stødt til i opløbet og uvisheden om, hvad fremtiden bringer.

Sygemeldte med fysiske skavanker venter ofte længe i køen til det offentlige sygehusvæsen på at få en afklaring eller blive opereret. I mellemtiden er de så på sygedagpenge. De få yngre kvinder mellem 25 og 40 år, som også findes på holdet, fortæller om deres erfaringer med udbrændthed, stress og for høje krav mellem arbejds-, familie og det sociale liv. Flere stiller usædvanligt høje krav til sig selv, mens andre har været igennem fødselsdepressioner eller mobning på arbejdspladsen.

Som Duracell-kaniner

Fælles for kursisterne er et brændende ønske om at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Fælles er også en stor skam over at være sygemeldte. Flere nævner den mistillid for deres sygdom, som findes i systemet. Samtidig påpeger andre paradokset i denne mistillid, da sygemeldte jo er under konstant overvågning af eller i kontakt med læger, psykologer og socialrådgivere.

Desuden nævner en af lærerne på kurset, hvordan kursisterne ofte lever for deres jobs. Hun sammenligner dem med små Duracell-opladede kaniner, som ikke ved, hvor grænsen går mellem arbejde og fritid. Den udlægning stemmer absolut ikke overens med retorikken, som vi konsekvent bliver bombarderet med i pressen og fra regeringens side, om hvordan sygemeldte skal presses i arbejde. Jeg tvivler dog på, at kommissionens arbejdsmarkedsforslag om merarbejde vil gavne denne gruppe, da det jo blot er en højere dosis af det, som førte til sygemeldingen i første instans.

Arbejdsmarkedskommissionen foreslår, at sygemeldte skal arbejde, samtidig med at de modtager behandling. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre, at sygemeldte arbejder samtidig med en behandling på f.eks. 25 timer om ugen? Vil politiet i sidste instans komme og tvinge syge på arbejde med knipler og tåregas, som vi så forleden ved Brorson kirken?

Forslaget til merarbejde kan kun stamme fra en mistillid om sygdommens art, for hvis folk er syge, så kan de ikke arbejde. Det er vel en fysisk umulighed, at folk med ryg-, arm- eller ben-problemer skal gøre rent, stå i butik eller køre lastbil.

Så er der selvfølgelig de psykiske problemer, som er sværere at bedømme. Alligevel må man gå ud fra, at folk har deres grunde til ikke at arbejde, og at ingen mener det ønskværdigt eller værdigt at havne i systemets hule hånd både økonomisk og aktiveringsmæssigt. Skammen er for stor, og overvågningen for intens. Lysten til arbejde syntes da også altdominerende blandt kursisterne på hold x, hvis blot de kunne.

Kathrine Lassen er cand.scient. soc. i Udviklingsstudier og tidligere FN-udsendt i Burkina Faso

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Carstensen

Ja, det er sku ikke sjovt, at være nederst i fødekæden. Det er jo en stressfaktor i sig selv. Jeg formoder at det primært er ufaglært arbejdskraft, korte videregående uddannelser som befinder sig i de nedslidtes rækker~om det så er fysiske eller psykiske årsager til, at de er endt der - f.eks dårlige arbejdsforhold, så er det aldrig godt at havne hos disse segmenter i 2009. Stop mistænkeliggørrelsen og lad de arbejdsløse og nedslidt få mulighed for, at give et bud på, hvad de har brug for og vil bidrage med fremover. Uddanelsessystemet må kunne skrues sammen til, at tage en del af gruppen her -
de som vil noget nyt ,altså såfremt, de vurderes til, at kunne stå distancen og finde nyt arbejde.Giv dem dog muligheden for at uddanne sig og opnå reelle kompetencer,nye evner og lad dem erobre selvtilliden tilbage. Ja, og nogle mennesker er bare færdige på arbejdsmarkedet på grund af nedslidning mm.
Giv dem dog en pension, så de kan få et værdigt liv, hvor de kan være noget for deres nærmeste f.eks børnebørnene og deltage på frivillig basis i samfundslivet og fortsætte med at forbruge ;) holde omsætningen oppe ! Hvem læser egentlig avisen Information, giv dem et abonnement ! ;)

Mads Kjærgård

Ja man under sig over at disse forslag altid er de samme! Folk der er syge kan squ da ikke arbejde.
Min far fik kemoteapi og han brugte det meste af tiden uden for hospitalet med at kaste op og gå på das. Hvad glæde skulle en arbejsgiver have af det?.
Måske skulle man fokusere på at lade kommisionsmedlemmer og andre bidrage med noget fornuftigt som gav udenlandsk valuta i kassen. Alt alt for mange der bare sidder og klipper håret på hinanden.

Søren Kristensen

Jeg plejer ikke at bruge min egen situation som eksempel, da det meget vel kan se ud som jeg udnytter kommentarboksen til "egne formål", men i denne diskussion vil jeg gøre en undtagelse.

Jeg har pga. kroniske rygsmerter beviseligt ikke kunne arbejde i femten år. Jo, jeg har prøvet, både som aktiveret i diverse projekter og ved selv at finde arbejde - som jeg ikke har kunnet fastholde (selv om jeg faktisk er dygtig til mange ting).

Inden for de seneste ti år har jeg ikke haft "normalt" arbejde i sammenlangt mere end fire måneder. Kommunen ikke give pension, med den begrundelse at der "bør" kunne findes et job, fleks- eller andet, hvor en ikke nærmere defineret arbejdsevne kan bringes til udfoldelse. Jeg har min egen læges skriftlige udtalelse om at dette "nok ikke vil ske".

Når man samtidig hører fra en kommune at 50 % af en bestemt indvandrergruppe er på førtidspension, begynder man så småt tvivle på systemets duelighed. (Ikke for at starte en evt. indvandrerdebat).

Samtidig har jeg kendskab til flere personer, som har fået pension på meget tvivlsomme diagnoser og hvis helbred tillader dem f.eks. at rejse flere gange om året.

Min pointe er at hvis kommunerne ikke er i stand til at forvalte førtidspensionerne bare nogenlunde retfærdigt, var det måske på tide at afskaffe dem helt? Det kræver selvfølgelig at kontanthjælpsloftet højnes til f.eks. niveauet for førtidspension.

Lovændringer kan gøre en forskel, men de kan altså ikke gøre syge folk raske.
.

Mads Lundgård

Var det ikke Jacob Haugaard der engang sagde -

"Hvis arbejde var sundt, skulle man give det til de syge."

Søren Kristensen

Jo, og problemerne i Jacob Haugaards politiske karriere opstod da også samtidig med at politikere over en kam, og ikke mindst daværende beskæftigelsesminister og nuværende finansminister Klavs Hjort Frederiksen, begyndte at tage entertainerens forslag alvorligt. Men ligesom mere medvind på cykelstierne (også et Haugaard-forslag), alt andet lige, vil være en væsentlig samfundforbedring, lider det af den samme indlysende uladesiggørlighed. Jeg er bange for at både Hitler og Haugaard, uden sammenligning iøvrigt, tog fejl. Arbeit macht, i mange tilfælde, krank.

Inger Sundsvald

Søren Kristensen

Jeg synes det er fint at bruge sin egen situation som eksempel.
Det kan godt være svært at vurdere hvorvidt andre har ”fortjent” en førtidspension, ikke alle sygdomme kan ses umiddelbart. Som regel skal der flere ekspertudtalelser til, og ikke kun ens egen læges, men det er lægens ansvar og pligt at sende videre i systemet.

Søren Kristensen

Inger Sundsvald

Siden din egen læges udtalelse flankeret af speciallægeerklæringer, med revision af socialloven i 2003, er devalueret til kun at være en sideordnet del af det puslespil der udgør den samlede arbejdsevnevurdering, er denne heller ikke nogen garanti for en retfærdig behandling. Jeg giver dig ret i at det er endog meget svært at vurdere andre menneskers eventuelle og aktuelle arbejdsevne og jeg er glad for at det ikke er mig der har jobbet. Meget glad.

Hanne Christensen

Jeg er enig i Kathrine Lassens beskrivelse af de syges forfærdelige vilkår og i hendes harme mod en arbejdsmarkedskommission, der reelt foreslår, at denne gruppe skal forfølges endnu mere, end det sker i dag.

MEN jeg er også harm over Kathrines generalisende forenklinger, hvor hun nærmest giver udtryk for, at sygdm kun rammer middelaldrende kvinder i lavtlønsfag. Det er simpelthen forkert. Påstanden er på linie med at påstå, at der kun findes kvinder og ingen mænd i Danmark. For kvinder er jo i et lille overtal. På samme måde gælder antallet af sygdomsramte. Det rammer lidt oftere middelaldrende, lavtlønnede kvinder, men det rammer så sandelig også andre grupper. Der er masser af mænd og højtlønnede, der også må igennem et forløb, som de oplever nedgørende, ydmygende og udsigtsløst, og tilmed ofte også betyder en økonomisk og social deroute, som vi simpelthen ikke kan være bekendt i et rigt samfund som det danske.

Så lad os favne alle syge, og ikke en speciel gruppe lavtlønnede middelaldrende kvinder, og så være ligeglad med resten.

Denne kommentar kan også rettes mod Søren Kristensen, når han beskriver sin egen historie og sætter den op imod andres sygdomsbillede. Jeg kan godt forstå, at Søren er frustreret over egen situation. Men det klæder dig ikke, Søren, at du så begynder at pege fingre af andre syge, som om du mener, at I burde bytte plads. Du sku' ha, de andre ikke! Det er simpelthen uklædeligt, og du ved intet om folks sygdomshistorie, uanset om de kan tage turen sydpå nogle uger. Det vil nogle grupper kunne gøre, uanset at de faktisk ER livsvarigt invalide.

Syge mennesker bør have bedre vilkår, både økonomisk og mentalt. Vi må stoppe denne hetz, og jeg kan godt forstå, at Kathrine undrer sig, når regerngen udstiller dem som mennesker, der nasser på samfundet og slet ikke gider arbejde, og i andre sammenhænge udstiller store dele af de syge, nemlig stress- og/eller depressionsramte, som personer, der ikke forstår at sige fra og er alt for flittige og pligtopfyldende.

Der er ingen logik i den måde vi behandler syge mennesker på, ud over den, der ligger i, at gentager man paroler ofte nok, så tror vælgerne på dem og stemmer derefter. Men det gør ikke gentagelsen mindre usmagelig, tværtimod.

Hanne Christensen

Inger Sundsvald skriver:

"Som regel skal der flere ekspertudtalelser til, og ikke kun ens egen læges, men det er lægens ansvar og pligt at sende videre i systemet."

Jeg kan forstå, at man ofte må have en speciallæges udtalelse. Men hvorfor flere? Er een ikke nok?

Selvfølgelig kan man godt forestille sig personer, der er ramt af flere uafhængige sygdomme, men det må da være ganske få. F.eks. er rigtig mange af de syge ramt af psykiske lidelser, hvor een ekspertudtalelse må være nok. Eller hvad? Du skriver, som 'regel' er det nødvendigt med flere udtalelser. Hvorfor?

Kan du give et par eksempler.

Søren Kristensen

Jeg vidst jeg ville få ballade! Men ikke desto mindre er det min mistanke, at det ikke er helt uvæsentligt hvor charmerende man selv er, når man sidde overfor sin sagsbehandler og søger pension - med mindre selvgølgelig at man er så dårligt formuleret, at man får pensionen udelukkende på baggrund af manglende sprogkundskaber. Men tillad mig, som en anden kujon, at melde mig ud af diskussionen. Mine formodninger bygger, som sagt, kun på indicier og jeg har intet udstående med mine venner på førtidspension. Vi har alle vore grunde.

Inger Sundsvald

Søren Kristensen:
”… jeg er glad for at det ikke er mig der har jobbet”.

Jeg kunne nu godt tænke mig tjansen. Så skulle du se bevillinger, som retter sig efter hvad lægefaglige eksperter vurderer, og ikke efter hvad en eller anden sagsbehandler mener ;-)

I samme ombæring blev alle nedgørende og ydmygende spørgsmål, der ikke har en pind med sygdommen at gøre fjernet.

Hanne Christensen
Jeg er helt enig.

Inger Sundsvald

Hanne Christensen

Jeg forstår heller ikke at der skal flere til. Men samfundet stoler som regel ikke på den ekspert som ens egen læge har valgt. Derfor vælger de ofte selv en anden, som måske/måske ikke er betalt for at komme med en anden vurdering. Hvad ved jeg. Men tåbeligt er det, og sikkert dyrt.