I nat skete der noget, der måske vil få lige skæbnesvanger betydning for os danskere, som det vil for de irakere, vi nu sender tilbage til et land i opløsning. I nat gjorde vi vold på det bedste i os selv. Fra nu af er det ikke kun irakere på flugt, der nægtes asyl i vores land. Også begreber som anstændighed, generøsitet, hjælpsomhed, retfærdighed nægter vi opholdsret.
Der skete en skilsmisse i Danmark i nat: Det var skilsmissen mellem lovens ånd og dens bogstav. Vi har loven for at beskytte mennesker mod overgreb. Nu misbruger vi loven til at øve overgreb mod mennesker.
Mænd i uniformer beskyttet bag visir og skjold brød ind i en kirke fyldt med sovende familier. Børn så deres fædre og storebrødre blive lagt i håndjern og ført bort. Børn har ingen lang hukommelse, og de irakiske børn har aldrig kendt andet end trådnettet om asyllejren og lejrlivets sløvende rutiner. Derfor ved de ikke, hvad det betyder, når far bliver ført bort om natten af skulderbrede mænd. Deres mødre har en længere hukommelse, så de ved det. Sådan var det også i det Irak, de flygtede fra, og det var derfor, de flygtede.
I dag spørger de irakiske børn: »Hvad har far gjort?«
Og mødrene svarer: »Far har gjort sig skyldig i den mest forfærdelige forbrydelse, man kan begå i Danmark: Han har bedt andre mennesker om hjælp.«
Ikke nogen stor hjælp, bare en håndsrækning, så han kunne komme i gang, et pas, et sted, hvor der ikke kom nogen og slog døren ind midt om natten.
»Hvad sker der nu?« spørger børnene.
Mødrene slår ud med armene og vender ansigtet bort: »Nu er det forbi.«
Er det så forbi?
Kun så længe varer håbet. Der er grænser for, hvad selv det stærkeste sind kan holde til, og jeg tror, irakerne nåede deres grænse, da familier blev skilt fra hinanden i nat og fædre og brødre taget som gidsler, mens børn og mødre sad alene tilbage med den angst, som gennem de sidste mange år er blevet den alt overvældende konstant i deres liv.
Vi har forsøgt med det gode, siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i dag i TV2 News. Vi har været langmodige, siger hun med denne klæbrige sprogbrug, der lugter af misbrug af hendes så ofte påberåbte kristendom. Hun vil sende irakerne tilbage i ro og orden, tilføjer hun. Jo, hun vil have ro og orden på dødsgangen, ingen klynken, ingen rusken i tremmerne - hjem til bomberne med jer!
Det var ved at blive hverdag i kirken for dem, siger Pia Kjærsgaard. Det går jo ikke, siger hun. Nej, det går jo ikke, at de begynder at håbe. Tryghed, et sted at vokse og gro er ikke for dem. Tilbage til et ødelagt land, hvor der med garanti ikke er nogen hverdag, men blot angstens slalomløb mellem bilbomberne.
Er det så forbi for irakerne?
Det er for nemt at sige, at det afhænger af os. Vi ved nemlig godt, at nu tæller hver eneste time. Det er derfor, alt afhænger af Christiansborg, og der har flertallet i opportunismens navn indgået en djævlepagt med den blinde og døve umenneskelighed. Men der findes jo også denne mærkelige uhåndterlige tingest, som er omtalt i vores grundlov, hvori der står, at hvert enkelt folketingsmedlem ikke er underlagt sit partis diktatur, men er fri til at stemme i overensstemmelse med noget andet og større: sin egen samvittighed. Findes den endnu, samvittigheden på Christiansborg, eller tæller den også blandt dem, der er blevet afvist og sendt bort i håndjern på et fly?
Jeg tror, samvittigheden findes, jeg tror, den findes i hvert eneste parti, og jeg håber så inderligt, at det er samvittigheden, der vinder den indre magtkamp mellem karriere og anstændighed, som i disse timer uundgåeligt må finde sted i nogle politikere.
Ellers ved jeg snart ikke, hvorfor jeg skal kalde mig dansker.
Hvad har vi kært
De kom om natten og hentede de irakiske asylansøgere. Men de kom også på et andet, mere iøjnefaldende tidspunkt: De kom lige præcist, da skoleferien sluttede, og børnene begyndte i skolen igen. Første skoledag. Og hvilket syn byder vi vores unge arvtagere som velkomst, når de vender hjem fra sommerens glade ansvarsløshed: fortvivlede, forfulgte mennesker, der arresteres, fordi de har bedt om vores hjælp. Er det det samfund, vi vil introducere børnene til?
»Jamen far, jeg troede, vi var så rige i Danmark?«
»Det er vi også, men det er kun, fordi vi ikke deler med andre.«
Er det sådan en verden, folkeskolens lærere skal opdrage børnene til?
Hvad med de danske soldater, der kæmpede i Irak, og som havde mod og selverkendelse nok til at forlange asyl til de tolke, der loyalt havde arbejdet for dem, fordi de godt vidste, at det ikke var et blomstrende demokrati, de lod bag sig, men et lovløst, ødelagt land? Var det det her, I kæmpede for?
Soldater i Afghanistan: Se jer tilbage over skulderen og spørg jer selv, hvad der sker i Danmark lige nu. Er det sådan et demokrati, I sætter livet på spil for på den anden side af kloden?
En plads i hevede
Der findes en koreansk myte om livet i det hinsides, i helvede og paradis. I helvede sidder alle bænket rundt om et veldækket bord, men de sulter alligevel, for spisepindene er tre meter lange, og ingen kan nå deres egen mund. I paradis sidder de også rundt om et veldækket bord. Også her er spisepindene tre meter lange. Men alle er mætte og tilfredse. I stedet for forgæves at søge efter deres egen mund med de umulige spisepinde, har de fundet ud af at made hinanden.
Danmark lignede engang koreanernes paradis. Nu har vi frivilligt spærret os inde i deres helvede.
Vi roser os af vores tolerance. Og jo, vi er faneme tolerante. Tolerante over for afstumpetheden, kynismen, den blinde selvtilstrækkelighed, det mest infame menneskesyn. Dem har vi givet plads ved vores bord, dem giver vi taletid igen og igen. Indskrænkethedens repræsentanter har vi stemt ind på landets højeste poster, og i den kuede opposition finder vi mest deres sjælløse eftersnakkere.
Hvad vi trænger til i Danmark er ikke blot besværlige spørgsmål og de nu så sjældne, uregerlige gemytter, men en stor, rensende samvittighedskrise.
For de irakiske asylansøgeres skyld - og for vores egen.
Marxist, Max Halder, er det sidste, man kan beskylde mig for at være. Jeg har ingen tiltro til dogmatik af nogen slags.
Ole Gerstrøm, nu må du holde inde med dit usmagelige socialdarwinistiske tankespind. Mennesker har valget mellem civilisatorisk og dyrisk adfærd.
Sikke nogen liberalister - og nyliberalister. Fy da føj!
Sikke en dejlig debat :-)
Det er godt med dig, Ole Thofte.
@ Peter Hansen
Tag dig dog sammen. Den eneste der hader mennesker, især danskere, er dig selv. Du må have store problemer med din identitet. Hvorfor forlader du ikke bare Danmark?
Jeg har ingen problemer med min identitet, jeg ved, at det er mig, der holder fast i de danskeste danske værdier og jer andre, der forplumrer dem grundet et mærkværdigt selvhad.
Hvis man har det godt med sig selv, har man det godt med andre - måske blot ikke så godt med dem, der ikke har det så godt med sig selv og lader det gå ud over andre.
PS.: nu har jeg måske også svært ved at se, at det skulle være en særlig kvalitet, at værdier er specifikt danske.
@ Peter Hansen
Et ynkeligt tankespind der ikke rokker ved at du føler dig hævet over andre, og netop af den grund føler du dig i stand til at definere hvad der er danske værdier. Din udlægning af de danskeste danske værdier skal vi alle acceptere for ellers er vi ikke humanister.
Vi kan jo også bare forandre det danske demokratur til et vaskeægte totalitært diktatur.
Fy for pokker!
Max Halder: din kritik af Peter Hansen rammer præcist dig selv. Du ser dig tydeligvist i stand til at være dommer ud fra det korrekte sæt af værdier - hvad pokker det så ellers er. Men hævet over andre føler du dig bestemt...Din argumentationsevne ligger derimod meget lavt. Kom igen med mere kød på!
I øvrigt Max, måske 30% af danskerne har lyst til at forlade DK nu... jeg ku snakke meget længe om hvorfor jeg vægter tallet på den måde, men vil forskåne dig og andre for det. Lad det være nok at nævne, at svenskerne seriøst diskuterer hvordan de undgår en udvikling svarende til den danske. Og at nordmændene er sig bevidst at de har alvorlige demokratiproblemer - hvilket er helt tabu i DK...
Måske er du ligeglad med at 30% forlader landet - jeg gør det ikke men kun fordi mine børn har brug for mig lidt endnu - men mon ikke der vil opstå en række alvorlige problemer hvis disse 30% gjorde alvor af disse tanker? DK er et afskyeligt land at opholde sig i for tiden - det bliver værre og værre og politikerne ved magten evner hverken at se problemerne eller gøre noget ved dem! Fornemmer du slet ikke at stemningen bliver mere og mere hadsk og polariseret mellem forskellige dele af befolkningen?
Tak, Ole Thofte, og jeg er iøvrigt enig med dig. Havde jeg ikke sikret mig et ønskejob, ville jeg søge til udlandet - og hvis jeg ikke bliver forlænget i stillingen, gør jeg det med garanti. Ingen med bare et par brikker at flytte med forstår udviklingen i Danmark.
@ Peter Hansen
Det lyder godt! Kan du så tage Ole Thofte med dig til udlandet. Så kan vi blive fri for jeres ækle selvforherligelse.
@Ole Thofte
Uhh. Jeg kan ikke finde på andet så må jeg hellere beskylde moddebattøren for det samme. Det viser bare din ringe evne til at argumentere. Prøv en talepædagog.
@ Ole Thofte
I øvrigt kan jeg også slynge nogle tal uden nogen form for belæg.
Sammenlagt er Danmark vist oppe på noget nær rekord angående kriser, efter "liberalisterne" har frigjort sig selv, og lagt alle udenfor deres forståelse i spændetrøje.
Et godt foreslag, kunne være at frigøre resten af befolkningen igen, og tage et par kurser i empati, og hvordan man undgår mindreværd.
Max Halder: det var vist en mini max, der kom der. Du virker lidt bitched. Men la det ligge. I stedet får du et link for at rykke lidt ved din opfattelse af at alt er skønt i DK og for at fortsætte CJ: Vi har loven for at beskytte mennesker mod overgreb. Nu misbruger vi loven til at øve overgreb mod mennesker.
Se på dette link der handler om politiets fremfærd i et demokratisk land: http://homannlaw.dk/uploads/media/rydning_af_ungdomshuset.pdf
Max Halder skrev: 'I øvrigt kan jeg også slynge nogle tal uden nogen form for belæg'...
Ja, det tror jeg på. Det har du da givet flere eksempler på. I øvrigt: hvorfor skal Peter Hansen og jeg forlade landet? Du og dine meningsfæller ku vel lige så godt ta og skride, så her blir til at være.
Man kan godt debatere uden nødvendigvis at bringe masser af statistikker i sving. Det handler om tendenser og følelser som kan fornemmes, hvis man har en vis empati. Nogle fokuserer på indvandringen, angsten og volden, som bestemt kan være meget ubehagelig, især i København - andre fokuserer andre steder som fx beskrevet af Curt Sørensen i hans indslag i Politiken for et års tid siden: ‘Det forgiftede samfund’: http://politiken.dk/debat/kroniker/article486413.ece
@ Ole Thofte
Der er en tendens til at danskerne er blevet fede af velfærd. Men det er ikke bare følelser. Det er virkelighed.
Og, Thomas Ole Brask Jørgensen, hvad vil du sige med det? Danskerne er jo ikke raceheste eller whippets - de ønsker blot, at det er godt at leve i Danmark, for alle.
Tak til ole thofte for et link til en udsædvanlig god kronik. Det er især tankevækkende, når Curt Sørensen skriver:
."DF er ikke den klassiske fascisme, som havde en anden karakter og helt andre forudsætninger, men partiet og tilsvarende partier rundt omkring i Europa er det tætteste, vi er kommet det, der kunne blive en potentiel fascismemodel i det 21. århundrede."
Egentlig har Danmark vel mest af alt brug for et wake-up call!
Og når man læser debatter med alle de nye indignerede debattører, kan man godt få den tanke, at det er indtruffet!
Gæt engang, Peter Hansen.
Thomas Ole Brask Jørgensen, jeg kan slet ikke svare dig, for den nye taktik går ud på at skøjte henover xenofoberne og blot bære vidnesbyrd om sit ønske om en human politik, vi kan være bekendt.
Jeg fornemmer en gætteleg fra Brask Jørgensen, hvor man skal finde ud af hvad der mon gemmer sig bag kryptiske stikpiller. Det er har jeg på ingen måde lyst til.
Den oprindelige problematik 'DK har brug for en samvittighedskrise' er særdeles relevant og højaktuel. Vi har brug for et etiks opgør med indholdet i den politik, der bliver ført i dette land.
Det er jo så tydeligt, at folketingsflertallet definerer demokrati som flertallets ret til at lovgive præcist som det passer det uden nogen som helst skelen til etiske aspekter. Og derefter slår flertallet mindretallet i hovedet med 'loven skal holdes ellers er I ikke demokratiske, men kriminelle'. En cirkelslutnng af rang. Og en overordentlig klodset måde at undgå diskussion af lovgivningens indhold, fornuft, etik, konsekvenser osv. Og på det psykologiske plan en fortrængning af disse besværlige aspekter, der nok kan berøre samvittigheden hos een og anden, uafhængig af partifarve i øvrigt. En fej og lusket måde at lukke af for mulige samvittighedskvaler osse i egne rækker (og vel vidende, at der skal ikke mange samvittghedsreaktioner til i det spinkle flertal, før det forsvinder).
Med andre ord: for flertallet helliger målet med lovgivningen midlerne, uanset konsekvenserne. Og denne opfattelse har vi set mange gange i historien både på venstre- og højrefløjen. Og den er lige forkert hver gang.
Samvittigheden presser sig mere og mere på - osse på højrefløjen, hvor der dog findes (nogle) anstændige mennesker, som osse ser på indhold og konsekvenser af lovgivningen. Og parolen om demokratiet som flertalsdiktatur klinger mere og mere hult, så mange bliver klar over, at vi osse har brug for et opgør med og en justering af demokratiopfattelsen i DK.
Ja, fordi venstrefløjen har jo åbenbart patent på anstændighed og humanisme, Det er nærmere hykleri.
Thomas Ole Brask Jørgensen
Du vil vel ikke kalde det der foregår i Danmark i dag, for anstændighed og humanisme, eller hvad???
Peter Hansen: måske er det ikke en god ide at lade dialogen forstumme. Det gælder måske osse om at forstå, hvorfor så mange mennesker i DK er stivnet moralsk. Hvad er det eentlig der er galt?
Jeg tror det hænger sammen med angst. Angsten for at erkende, at verden trods den fremgang vi troede, der var efter murens fald og som kunne mærkes på den materielle velstand - at denne fremgang var et dække over en stigende elendighed i verden. Chile, Argentina, junta og folkemord, atomkrig efter Cuba?, Sarajevo, Rwanda, 9/11, Sudan, Eritreia, Falklankrigene, massakren på Den Himmelske Freds Plads, sunamierne og det der fulgte efter af overgreb på de katastroferamte, terrorangrebene, klimaproblemer og katastrofevisioner i stor stil....osv, osv, Hvor meget elendighed kan man rumme, og i hvor høj grad kan man tage til sig at meget ofte er det de samme aktører, der står bag på verdensplan - enten direkte, ved indirekte indgriben eller ved undladen at handle...
Og hvor meget er vi bevidst om vores egen indre elendighed: de 10% af os der er misbrugere af alkohol, stoffer, mad, spil, indkøb osv. De 10% der har svære psykiske og psykiatriske lidelser. De 10% der har fysiske handicaps. De mange tusinde der er voldelige i forhold til dem de er tættest på, og de mange der er voldelige på gaden, i trafikken, på arbejdspladsen. Hvor meget ved vi og hvor meget tænker vi på al denne elendighed, vi ikke vil se, når vi peger fingre af den elendighed og vold blandt indvandrerne, vi VIL se?
Fortrængning af al denne elendighed kan ikke trylles bort og har sin egen indre logik i fortsat fortrængning. Mange har set Gandhi filmen og er blevet grebet af scenerne, hvor en hel flok hvidklædte mennesker modigt gik frem og lod sig tæske sønder og sammen af 'lovens håndhævere'. Det absolut godes møde med det absolut onde! Men de samme mennesker fatter ikke at det var nøjagtig samme scene der udfoldede sig foran Brorsonskirken 13.8.09. De samme ubevæbnede, idealistiske og gode mennesker fik tæsk af de onde, overmagten der ligeglad med moral slog ned mod dem der havde brudt loven: slag på slag, flænger og blod over alt - nøjagtig som i Gandhifilmen... Og hvorfor fatter de det ikke?
Fordi det ville fremtvinge et klarsyn over det fortrængte, et pinagtigt og ubærligt klarsyn over al denne elendighed der er her hvor vi troede det gik så godt! Man fristes til at sig med en vis herre: 'tilgiv dem, de ved ikke hvad de gør!' Det vil jeg nu ikke, men jeg vil sige: bliv ved med at hente det fortrængte frem og vær i fortsat dialog om hvad der foregår bag den forlorne, blankpolerede, merkantile overflade!
Brask Jørgensen sir: 'Ja, fordi venstrefløjen har jo åbenbart patent på anstændighed og humanisme, Det er nærmere hykleri.'.....
...der præger højrefløjen sammen med uerkendt uanstændighed og inhumanisme... du fortsætter din antydningernes magre kunst... jeg ved jo du er mod selvfedhed og arrogance efter at have læst din præsentation. Men er du selv immun over for disse karaktertræk? Og er du modstander af berigelse på andres bekostning?
Det bizarre i diskussionen er, som altid, at ingen er uenige om, hvad det anstændige og gode synspunkt er - der er bare nogle, der ikke ønsker at være anstændige og gode, hvad der så end kan være grunden til det. Næppe undskab, men en malplaceret og barnlig trang til at være Rasmus Modsat.
@ Hansen & Thofte
Jeg kan kun påpege jeres selvforherligelse. Mere er der vist ikke sige om den sag.
Sikke noget pjat mr Jørgensen - det kan ikke bruges til noget som helst. Så exit med dig og din mystiske stakatostil. Den er der ikke meget grin ved! Og gemmer i sig selv en selvforherligelse selvfølgelig ... men det vil jeg nu ikke tage mig videre af. Forhold dig hellere til den faktiske mangel på moral på højrefløjens side! Eller forklar hvorfor det ikke forholder sig sådan at højrefløjen kan angribes på den måde...
@Thofte
Jeg forventede da heller ikke andet fra en moralapostel. Jeg forholder mig til venstrefløjens hykleri. Det er mærkeligt, at man ikke forholder sig til, at den tidligere socialdemokratiske regering ikke gjorde noget aktivt for at ændre lovgivningen om hvor langt tid asylansøgerne må sidde i lejrene. Det har man mærkelig nok glemt. At den nuværende regering også har glemt dette er blot et tegn på magtarrogance.
Jeg bestemmer iøvrigt selv hvornår jeg benytter udgangen.
Sider