Delegationsbesøg kan blive afviste irakeres redning

Hvad er der foregået under den mystiske irakiske delegations afhøring af de 34 afviste asylansøgere fra Irak? Selv fortæller de afviste asylansøgere, at de er blevet truet, blandt andet med fængselsstraf.

Det får Helge Nørrung, som er advokat for flere af de irakere, der har skullet møde for delegationen, til at overveje, om han skal søge om genoptagelse af sine klienters asylsag.

»Situationen er en anden efter afhøringerne. Ifølge flere af irakernes egne udsagn er de i risiko for repressalier, når de vender hjem. Det kan vi ikke tillade,« siger han.

Og spørger man eksperter på området, kan den irakiske delegations besøg i Danmark meget vel betyde, at myndighederne nu igen må tage stilling til irakernes asylsag.

»Hvis asylansøgere, selv om det er afviste asylansøgere, bliver udsat for trusler fra repræsentanter fra hjemlandet, således som flere af irakerne hævder, det er sket, er det en alvorlig grund til at overveje, om deres sag skal genoptages,« siger ekstern lektor i udlændingeret ved Københavns Universitet, Kim U. Kjær.

Det er juridisk konsulent i menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, Claus Juul, enig i

»Hvis en afvist asylansøger siger, at han er blevet truet med repressalier, og det ikke kan afvises, så bør det efter flygtningeretlige standarder betyde, at man bliver nødt til at tage sagen op igen og eventuelt give asyl,« siger han.

Alarmklokkens ringen

Begge jurister påpeger, at irakerne er blevet sat i en position, hvor det er meget svært for dem at sandsynliggøre deres påstande om, at den irakiske delegation har truet dem. Fordi Rigspolitiet har nægtet dem advokatbistand, er der ingen, der eventuelt vil kunne bakke dem op.

Men det faktum, at det ifølge Rigspolitiet er et uomtvisteligt krav fra delegationen, at der ikke er bisiddere til stede under afhøringerne, kan meget vel siges at øge irakernes troværdighed.

»Alle alarmklokker burde ringe hos Rigspolitiet, når deres gæster kommer med det krav. Man må spørge sig selv, hvorfor de ikke vil have, at en bisidder er til stede. Hvad kan det skade? De grunde, man kan komme på, er ikke af det gode,« siger Claus Juul og tilføjer:

»Der er ikke ligefrem nogen lang tradition i Irak for demokrati og retssikkerhed. Så en almindelige sund skepsis i forbindelse med at invitere irakiske embedsmænd herop havde været på sin plads. Det eneste rigtige ville have været at sige, at i retsstater har alle krav på en bisidder, men selv om Danmark paradoksalt nok var med i Irak angiveligt for at indføre demokrati og retsstatsprincipper, skete det ikke.«

Yderligere eksponering

Kim U. Kjær understreger, at der også kan være foregået andet i forbindelse med den irakiske delegations besøg i Danmark, som er relevant for de afviste irakeres asylsager.

»Det virker ikke, som om de danske myndigheder har været særlig optaget af at sikre de irakiske asylansøgeres retssikkerhed. Så man må selvfølgelig også spørge sig selv, om Rigspolitiet har givet delegationen helt eller delvist indblik i deres asylsager, eller om delegationen kan have presset asylansøgerne til at udlevere følsomme oplysninger om dem selv,« siger han og tilføjer:

»Noget tyder i hvert fald på, at der et sket ting og sager under samtalerne. Og hvis det måtte vise sig, at delegationsmedlemmerne - eventuelt blot under bordet - har modtaget oplysninger om de enkeltes asylmotiv, kan det meget vel tænkes at have skabt lige præcis den yderligere eksponering, som gør, at de pågældende nu kan have en velbegrundet frygt for forfølgelse ved en tilbagevenden til Irak og dermed er berettigede til en opholdstilladelse som flygtning i Danmark.«