Har frisindet forladt Thy?

Volker Bunzendahl bor i en togvogn i Thylejren. Ib Poulsen bor på en bondegård i Kallerup. Den ene stemmer på Enhedslisten, den anden er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti. Om lidt skal de mødes for første gang. De kender ikke hinanden. Men de kender hinandens synspunkter. Og de er uforenelige. Ib Poulsen vil have Thy-lejren lukket. Det har han gentagne gange gjort opmærksom på i kritiske læserbreve i Nordjyske Stiftstidende: »Luk Thylejren« og »Thylejren er ikke udtryk for mangfoldighed«. Volker Bunzendahl har svaret på indlæggene: »Hvad med at komme på besøg?« har han spurgt, og da Information ringer til Ib Poulsen og spørger, om han vil acceptere invitationen, svarer han straks »ja«.

Vi sidder i bilen. Selv om der er kort fra Kallerup til Thylejren, er det første gang, Ib Poulsen skal sætte sine ben på stedet, siden han som barn besøgte den i begyndelsen af 70'erne. Men han er ikke i tvivl om, hvilket syn der vil møde ham. Ib Poulsen har sat sig ind i Thylejrens historie og nuværende forhold, og der er mindst tre gode grunde til at lukke den så hurtigt som muligt, mener han:

For det første er lejren ikke længere et udtryk for mangfoldighed og frisind, men for et parallelsamfund, der har lukket sig om sig selv.

For det andet er kriminaliteten ifølge Ib Poulsen helt op til seks gange så høj i Thylejren som i det øvrige samfund.

Og endelig er der hensynet til børnenes trivsel, som ifølge Ib Poulsen lider kraftigt under de dårlige sociale og sanitære forhold.

»Det, der bekymrer mig mest, er sådan set ikke, at de voksne derude lever, som de gør. Men hvis vi skal have nogle ordentlige samfundsborgere ud af de børn, der bor der, så dur det ikke, at de vokser op i et miljø, hvor langt de fleste er på offentlig forsørgelse, og hvor de sanitære forhold er under al kritik,« siger Ib Poulsen, inden vi drejer ind på Thylejrens parkeringsplads og stiller bilen.

Socialt eksperiment

Da vi ankommer til Thy- lejren, tager en kvindelig beboer imod os på pladsen og viser vej igennem lejren - forbi Svampen, et faldefærdigt fælleshus, hvor der sidder en flok og drikker øl - over en stor eng, hvor folk bor i farverige træskure - og til sidst til stien, som fører op til Volker Bunzendahls togvogn. Thylejren - eller Frøstruplejren, som den også kaldes - opstod oprindeligt som en musikfestival i sommeren 1970 efter inspiration fra Woodstock. Lejren åbnede den 4. juli, og i løbet af måneden voksede beboertallet til omkring 2.000. I midten af 1990'erne blev bebyggelserne i lejren lovliggjort, og lejren anvendes i dag til helårslejrplads for op til 75 voksne faste beboere og deres børn, der frit kan boltre sig på områdets 40 tønder land, forklarer kvinden. Ib Poulsen er i tvivl om, hvad det svarer til:

»Vi gør det op i hektar, der hvor jeg kommer fra,« siger han.

Fremme ved togvognen tager Volker Bunzendahl imod den sjældne gæst sammen med naboen Vibeke Andersen. Volker Bunzendahl er cand.psych. og arbejder som lektor og konsulent på lærerseminariet i Aalborg. Han er født i Tyskland, men som 18-årig rejste han til Danmark for at være med i det nye og spændende sociale eksperiment i Thy. Siden har han boet mange andre steder, men hans idealer har altid flugtet med Thylejrens, så da hans kone for nogle år siden foreslog, at de skulle flytte tilbage, besluttede han sig for at sige ja.

»Min eneste betingelse var, at jeg stadig skulle kunne arbejde herude, og det kan jeg. Jeg har både computer og trådløst net,« siger han og drejer sig i retning af togvognen og giver et lille nik med hovedet. Der er et stort billede af Bob Marley bag på hans grønne militærjakke. Sammen med Vibeke Andersen finder Volker øl og kaffe frem. Så viser han på plads ved et stort bord i haven. Debatten kan begynde.

Hele pakken

»I 1995 indførte man nogle meget slappe regler for, hvordan man kunne indrette sig. Derfor kan I selv bestemme, hvordan I vil bygge og bo,« begynder Ib Poulsen.

»Du bor i en togvogn, Volker. Men hvis jeg bare skal lave den mindste lille tilbygning til mit hus, så er der alverdens ting, jeg skal ansøge om, og regler, jeg skal overholde. Og det synes jeg også skal gælde for jer,« siger han.

»Når jeg hører om alle de der regler, så tænker jeg, at det hele bliver så fastlåst og kedeligt. Hvor er jeres frisind?« spørger Volker Bunzendahl.

»Jeg opfatter ikke mig selv som intolerant. Eller som én, der mangler frisind. Men når der er nogle regler, så overholder jeg dem. Og det mener jeg også, at I skal. Jeg har spurgt justitsministeren, og der er seks gange så meget kriminalitet i Thylejren, som der er udenfor.«

»Det er kun på grund af cannabis. Vi har et mere afslappet forhold til hash end udenfor,« siger Vibeke Andersen.

»Ja, men hash er forbudt,« svarer Ib Poulsen. »Jeg kan forestille mig, at I synes, det burde være lovligt at ryge hash. Det er også helt legitimt at mene det. Men så længe det er ulovligt, så er det ulovligt for alle,« siger Ib Poulsen og tilføjer: »Hvis man gerne vil være en del af samfundet, så må man tage hele pakken med. Man kan ikke sige, at den der regel - og den dér regel er jeg uenig i. Man kan ikke bare sige 'jeg vil køre 120 kilometer i timen her ude på landevejen',« siger Ib Poulsen og peger ud mod Gl. Aalborgvej: »Det gør folk sgu da ellers,« svarer Vibeke Andersen.

Børn

Ib Poulsen lufter også sin bekymring for Thylejrens børn:

»Jeg ved, at der er 20 børn, der vokser op her. I et parallelsamfund, og det synes jeg er problematisk. Især fordi, der er så mange på overførselsindkomster. I takker jo ja til alle de goder, som samfundet udenfor har. Og det dur ikke, hvis børn får den opfattelse, at det er i orden at indrette sin tilværelse på den måde.«

Og det er hans væsentligste argument for at lukke Thylejren:

»Hvis man lukkede Thylejren, så ville børnene komme ud blandt de ressourcestærke familier. Der ville de lære, at man skal yde for at kunne nyde.«

Volker Bunzendahl understreger, at der altså ikke er helt så mange på overførselsindkomst, som Ib Poulsen tror:

»Vi er efterhånden en hel del, der har fast arbejde. Men det er da rigtigt, at der er relativt mange, der er på dagpenge osv. Men det kan vi jo ikke gøre noget ved. Vi er meget åbne, og alle kan i princippet flytte ind. Og det er jo ikke, fordi de mennesker pludselig ville få et job, fordi man lukkede lejren,« siger Volker Bunzendahl.Han mener, at de lempelige regler netop er med til at gøre Thylejren til et sted, der kan rumme mange forskellige mennesker:

»Mange bliver tiltrukket af Thylejren, fordi her er så rummeligt. Vi har en del forvirrede mennesker. Blandt andet folk, der er manio- depressive. Men i modsætning til samfundet udenfor har vi plads til alle. Det er ikke så længe siden, jeg blev vækket klokken to om natten af en dame, der sagde, at jeg var Leonardo da Vinci. Så drak vi en kop te og snakkede om det. Det tror jeg ikke, man ville tolerere ret mange steder,« siger han og spørger Ib, hvad der skulle ske med de psykisk svage, hvis man lukkede Thylejren.

»Så ville der naturligvis være et offentligt system, der ville tage sig af dem, der har brug for det,« lyder svaret.

Ib Poulsen har også hørt om børn, der ligefrem mis- trives, uden at der er blevet skredet ind. Det afviser Volker Bunzendahl:

»Jeg er psykolog, og jeg ser altså børn, der trives,« siger Volker Bunzendahl og tilføjer: »Jeg forstår det ikke, Ib. I hedder Dansk Folkeparti. Det her er Thylejren. Det er det mest danske, man kan forestille sig. Når man har et stort og dejligt menneske, så må der da være plads til en lille bums på næsen.«

»Så meget frisind har vi altså også. Selvfølgelig er der plads til en bums på næsen. Men der er altså bare nogle fælles regler, I bliver nødt til at indordne jer under.«

Rundvisning

Volker Bunzendahl når også at vise Ib Poulsen rundt i sit hjem. Der er mange ting i hans togvogn. Den er ikke rodet, men proppet. Et stort billede af Bob Marley pryder væggen i stuen. Bagerst i vognen står en væv, som Volkers kæreste væver på. Midt i er der et kontor - computeren har Bob Marley som screen saver - over den hænger billeder af Voker Bunzendahls børn. Blandt andet sønnen, som netop er blevet student.

- Er det en joint, han har i munden?

»Det kan man vel egentlig godt sige.«

Et soveværelse rager ud fra stuen som en tilbygning - og ved indgangen er der et køkken. Der er ikke bad, og toilettet er et skur i haven.

»Det vænner man sig til,« siger han: »Men når jeg får solgt mit hus i Østjylland, har jeg tænkt mig at bruge pengene til at gøre lidt mere ud af det her. Man bliver jo lidt mere magelig med årene.«

Tilbage i forhaven tager de tre afsked.

Vibeke: »Nå, men det var da meget rart at møde dig, Ib.«

Volker: »Ja, jeg må sige, at jeg har respekt for, at du er kommet i dag. Sådan var det også med Mogens Glistrup og Kristen Poulsgaard. De var begge imod Thylejren, men i modsætning til alle de andre politikere, der også var imod, havde de i det mindste mod til at komme og se det med egne øjne.«

Ib: »Jeg vil da også godt indrømme, at når jeg er inde i Frøstrup, så hører jeg af og til ytringer om, at jeg skal stikke piben ind.«

Vibeke: »Tak fordi du indrømmer det. Det er flot. Det er ikke sikkert, vi andre ville indrømme den slags.«

Ib: »Men jeg vil nu stadig arbejde for at legalisere området, så beboerne kan begynde at indrette sig efter det lovsæt, som gælder i resten af samfundet.«

Volker: »Så er det bare, om det skal ske med loven i hånden eller via den langsomme dialog?«