Den gamle dame forstod det simpelthen ikke. Nok var hun 82, og nok var hun ikke nogen ørn til økonomi, men hun mente nu alligevel, at dette måtte have været til at få øje på for eksperterne.
»Hvorfor var der ingen, der så det komme? Det er jo forfærdeligt,« sagde hun.
Bemærkningen faldt den 5. november sidste år, da den globale finanskrise for alvor bragede løs. Den gamle dame, iført flødefarvet spadseredragt, machende hat og lille håndtaske, hed Elizabeth, hun var dronning af England og på besøg på den højt ansete London School of Economics (LSE), hvor landets klogeste økonomer forelæser. Med i baghovedet havde dronningen oplysningen om, at det britiske kongehus havde tabt 37 mio. pund på London-børsen på grund af aktiekursernes dramatiske rutschetur mod dybet.
»Hun var virkelig skarp. Dronningen udtrykte forbløffelse og vantro over, at ingen havde forudset, at disse risikable lån blev givet til mennesker, der reelt ikke havde nogen mulighed for at betale dem tilbage,« fortalte efterfølgende økonomiprofessor Luis Garicano, der under rundvisningen briefede dronningen om krisen.
Økonomerne fornemmede, at monarken ikke blot undrede sig på egne vegne, men nok talte for mange af sine undersåtter, og derfor besluttede de i regi af The British Academy at give en forklaring. Den 17. juni i år samledes 33 af de fineste økonomiske hoveder i Storbritannien hos akademiet, og den 22 juli havde de formuleret et brev til dronningen.
»Madam,« skrev de, »mange mennesker forudså faktisk krisen. Men ingen forudså dens præcise form, timingen og vildskaben.«
Økonomerne nævner som eksempel, at en af de største britiske banker - i dag delvist nationaliseret - havde hele 4.000 risk managers til at overvåge de enkelte lån, men åbenbart ingen, der kunne overskue den samlede, overhængende systemrisiko.
Nogle af de bedste matematiske hoveder i Storbritannien og i udlandet »tabte jævnligt overblikket af syne«, hedder det i brevet. Man nærede tiltro til »finansielle troldmænd«, som mente at have kloge strategier til håndtering af risikoen ved usikre lån, himmelstigende boligpriser og galoperende spekulationsfeber.
»Det er vanskeligt at genkalde sig et større eksempel på ønsketænkning kombineret med hybris,« fastslår økonomerne.
»Politikere af enhver art lod sig besnære af markedet« og af økonomiske modeller, der kunne sige noget om små, kortsigtede risici, men meget lidt om hvad der ville ske, hvis hele systemet løb ud af kontrol.
Alle - finansfolk, husholdninger og politikere - levede på en »feel-good factor« om, at det hele gik fint og nok skulle blive ved at gå fint, noterer brevet.
»Dette var dømt til at skabe en fornægtelsens psykologi. Det var en cyklus, der i afgørende grad blev stimuleret - ikke af indsigt, men af selvbedrag.«
For myndighederne var udfordringen at »fjerne punch-bowlen, mens festen var på sit højeste«, og det havde man hverken mod eller redskaber til.
»Der var en bred konsensus om, at det var bedre at håndtere eftervirkningerne af boblerne på aktie- og boligmarkedet end at forsøge at tage luften ud af dem på forhånd,« skriver Akademiets eksperter.
»Så hvor lå problemet? Alle syntes at gøre deres eget job ordentligt på dets egne betingelser. Og ifølge normale succeskriterier gjorde de det ofte fint. Fejlen var at indse, hvordan dette kollektivt hobede sig op til en serie af indbyrdes forbundne ubalancer, som ingen enkelt myndighed havde ansvar for.«
»For at konkludere, Deres Majestæt,« skriver The British Academy, »var dette grundlæggende en fiasko for den fælles forestillingsevne hos mange begavede mennesker - her i landet og internationalt - til at forstå risikoen ved systemet som sådan.«
Læs hele British Academy's brev her
Det andet brev
Barske ord i juli. Men alligevel ikke nok. For nylig, den 14. august, gik således et nyt brev af sted til Buckingham Palace fra en anden kreds af skarpe tænkere.
»Vi er forbløffede over, at Akademiet ikke har forholdt sig til noget uden for det snævre emne, deres brev dækkede«, nemlig finanssektoren, hedder det i brevet fra 23 fremtrædende britiske og internationale fagfolk.
Blandt brevskriverne er professor Lord Anthony Giddens - selv ledende medarbejder ved LSE - den grønne økonomis nestor professor Herman Daly, professor Tim Jackson fra den regeringsnedsatte Sustainable Development Commission, den hidtidige formand for samme, Sir Jonathon Porrit, professor Melissa Lane fra Princeton University, Greenpeace-direktør John Sauven m.fl.
»Brevet (fra Akademiet, red.) ignorerer de fysiske grænser, der er centrale for denne boble som for de fleste andre bobler. Det taler om 'det store billede' (...), men for os at se har det en snæver horisont,« skriver de 23.
»Vores præmis er, at de aktuelle økonomiske trængsler er symptomatiske for en langt alvorligere systemfejl«, nemlig den der består i systemets manglende evne til at erkende og indrette sig på, at »økonomien er en underafdeling, der tilhører det globale økologiske system.«
»Nøglen til at håndtere vor aktuelle situation er at erkende de langt alvorligere ubalancer mellem vor umættelige hunger efter energi, dennes begrænsede natur og den miljømæssige belastning ved dens brug.«
Den eksponentielt voksende økonomiske gældssætning afspejler således en energi- og miljømæssig gældssætning, hvor kreditværdigheden - evnen til at tilegne sig mere naturkapital i takt med forbrugsvæksten - hastigt skrumper, mener de kritiske brevskrivere.
De gør indsigelser over Akademiets betoning af 'den økonomiske overophedning' uden overhovedet at registrere overophedningen af planeten som sådan. Og de minder om, hvad regeringsrådgiveren Sir Nicholas Stern har sagt om klimatruslen: 'Den største markedsfejl i vor tid.'
De 23 siger, at krisen er en konsekvens af »den snæversynede hengivelse til vækst«, en vækst, der med den bredere krise nu viser sig hverken at kunne levere økonomisk stabilitet, menneskelig velfærd eller bæredygtighed. Og med et citat gør de New York Times-kommentatoren Thomas Friedmans ord til deres egen konklusion:
»Lad os stille det radikale spørgsmål: Hvad nu hvis 2008-krisen repræsenterer noget meget mere fundamentalt end en dyb recession? Hvad hvis den fortæller os, at hele den vækstmodel, vi har skabt over de seneste 50 år, simpelthen er økonomisk og økologisk ikke-bæredygtig, og at 2008 var året, hvor vi stødte panden mod muren, og hvor Moder Nature og markedet i kor sagde: 'Ikke mere'.«
Rådgiveren
Begge breve - fra de 33 og fra de 23 - ligger nu hos Hendes Majestæt. Hun har ikke reageret.
Det kunne være fordi, hun i virkeligheden har gennemskuet det hele for længst og blot har villet fremprovokere den eksistentielle debat om vækstøkonomien. I hvert fald har hun på allernærmeste hold en rådgiver, der har set og sagt det hele klarere og i længere tid end de fleste professorer.
»I de omtrent 30 år, jeg har forsøgt at forstå og forholde mig til de mange indbyrdes relaterede problemer, har jeg bestræbt mig på at grave dybt og spørge mig selv, hvad det er i vor generelle indstilling til verden, som grundlæggende er forkert,« siger rådgiveren.
Hans konklusion er, at det moderne, storforbrugende menneske ved at etablere og globalt udbrede 'Velbehagelighedens Æra' har brudt sin kontrakt med naturen om, at den kun kan vedblive med at understøtte os, hvis vi understøtter den.
»Ved at svigte Jorden, svigter vi menneskeheden,« siger han. »Naturen, den største bank af dem alle, kan også gå fallit.«
Så også han ser den aktuelle økonomiske krise som afspejling af en dybere systemkrise forbundet med selve vækstøkonomien.
»Alt i mens vi har afviklet naturværdier i jagten på det, vi kalder 'fremskridt', har det vist sig, at mange af de sociale udfordringer, som vi håbede at løse med økonomisk vækst, stadig slet ikke ser ud til at kunne finde løsninger. Erfaringen fortæller os i dag, at fattigdom, stress, sygdom og sociale spændinger ikke kan klares via den økonomiske vækst i sig selv.«
Derfor taler rådgiveren om vigtigheden af at reformere hele økonomien og ikke bare dens finansielle, vækstbesatte hjørne.
»Vore børnebørn vil ikke være særlig optaget af, om vi i det 21. århundredes første årtier præsterede at fastholde en økonomisk vækst efter det 20. århundredes opskrift. De vil være langt mere bekymrede over, tror jeg, det globale klimas tilstand, tilstrækkeligheden af vand og føde og om der er sikkerhedssystemer og økonomiske ressourcer til at håndtere millioner af miljøflygtninge. Dette vil fordre et andet og mere holistisk syn på økonomisk udvikling.«
Når man har en sådan rådgiver på allernærmeste hold, kan man godt forstå, at den gamle dame ved sit besøg på LSE sidste efterår måtte ryste på hovedet og udbryde: »Hvorfor var der ingen, der så det komme? Det er jo forfærdeligt.«
Rådgiveren? Han hedder Charles. Prince Charles.
Staklen har tabt 37 millioner £. Bizar baggrund for denne artikel, da hendes tab jo ikke truer hendes livssituation sådan for alvor, og da andre gennem et (eller flere) liv jo ikke engang kan nærme sig at indtjene 37 millioner £ - og dermed heller ikke tabe dem medmindre det var lånte penge.
Det er jo ikke lige dem, der har råd til at formøble 37 millioner £ af egne (eller lånte) penge, der kommer til at stå forrest, når der skal uddeles tæsk som følge af klimaforandringer og andre truende situationer ved sammenbrud af bæredygtigheden. Men i længden slipper de selvfølgelig ikke.
Spørgsmål til JSN.
Hvor er de åbne breve, der henvises til i en fodnote til artiklen og som efter det nævnte skulle ligge på www.klima.dk?
Det er jo lige til at blive royalist af...
En monark der stiller åbne spørgsmål, og kongerigets skarpeste undersåtter, der beredvilligt forsøger at give et korrekt og ærligt svar. Ad to omgange, tilmed.
I stærk kontrast står det danske demonokrati, anno 2009.
Her dikterer herskerne svarene. Landets klogeste forskere o.a. bruges godt nok også til at komme med forslag som falder i herskernes smag, typisk via kommissioner med et politisk defineret mandat, men til forskel får landets klogeste konsekvent den besked, at deres forklaringer og forslag ikke kan bruges til noget som helst.
Hej Erik,
Der er henvist til brevene i teksten, du skal blot klikke på de indlejrede links (den fremhævede tekst i sætningen "Læs hele British Academy’s brev her" og "Læs det andet brev her" kort før første og anden underrubrik)
Med venlig hilsen,
Mikkel
information.dk
Endnu et af de utallige forsøg på at "rehabiliterer markedet":
"mange mennesker forudså faktisk krisen. Men ingen forudså dens præcise form, timingen og vildskaben"
Vi vil blive bombarderet med den slags påstande de næste mange år, indtil vi anfalder i en kollektivt demens og tillader deres casino-økonomi en gang til..
men ingen i hele verden kunne eller ville stoppe det store sammenbrud - og Elizabeth, hun vil få sin 37 mio pund mange gange igen ... over tid.
Taberne er skatteborgerne, de pensionister, der skal bruge deres penge nu, finansfallenterne, samt de der mister deres arbejde ...
Og dem vil ingen løfte en finger for tvært imod - de er byttedyr!
Hej Mikkel
Selvfølgelig. Tak.
Tak til Jørgen Steen Nielsen for en rigtig god artikel.
At et tilsyneladende stort flertal af økonomer og analytikere ikke for alvor kunne se krisen komme skyldes måske, at deres intellekt tilsyneladende ikke rækker til at forstå, at uendelig er større end ethvert nok så stort endeligt tal.
Tag nu bare følgende udsnit fra artiklen "Falling out of love with market myths", New Scientist 25. juli 2009, http://www.newscientist.com/article/mg20327181.200-falling-out-of-love-w... :
"The economists' most bizarre theory is that of "perfect markets". It is also their most important theory: the authoritative New Palgrave Dictionary of Economics states that "no set of ideas is so widely and successfully used by economists as is the logic of perfectly competitive markets".
But perfect markets are bizarre indeed because they postulate an infinity of producers who produce an infinity of objects for sale. An infinity - not just a trillion trillion trillion (all on your doorstep, by the way) but even more than that. There is also an infinity of consumers. Oh, and all those producers and consumers are supposed to know everything."
Noget sådant sludder - uendeligheder i en endelig verden, vores planet - kvalificerer i mine øjne ikke engang til at blive kaldt en teori. Det er i bedste fald en fantasi. Hvis naturvidenskabens ligninger var af samme kvalitet, så ville vores civilisation have været foruden for eksempel store broer, radio, fjernsyn, computere, mobiltelefoner, hospitalsscannere, etc., og intet menneske ville have vandret på Månen.
Så hvorfor tillader vi disse mennesker at bemægtige sig en så dominerede plads i vore medier? Er det mon, fordi paradigmet om ubegrænset økonomisk vækst, der netop er kompatibel med de perfekte markeders uendeligheder, passer som fod i hose til vores civilisations tilsyneladende umættelige materielle grådighed?
John Fredsted:
”Så hvorfor tillader vi disse mennesker at bemægtige sig en så dominerede plads i vore medier?”
Rigtig godt spørgsmål, og et rigtig godt forsøg på et svar.
Jeg har savnet dig ;-).
Mht. noget der er til at blive royalist af, sender DR TV, DR1, søndag den 7.sept. en udsendelse om tre mennesker der gør noget for klimaet; alle tre er de tronfølgere - og kommer fra Norge, Sverige og Danmark.
Ang. hvorfor nogen ikke så det komme, tjah, det ved jeg ikke, udfordringerne for økonomien altså. Men her i Europa kunne man have gjort noget, før år 2009, da finanskrisen så småt begyndte i USA i 2007.
Inger Sundsvald: Det glæder mig at høre, at der er nogen, der har savnet mig, for så kan jeg da ikke have gjort mig helt utilbens :-).
Jeg har været fraværende i et stykke tid, fordi jeg - måske ikke overraskende for dig - er ved at resignere godt og grundig med hensyn vore fremtidsudsigter, og specielt med hensyn til, hvorvidt fornuften og kærligheden vil sejre. Jeg tror ikke længere på sidstnævnte, desværre. Det gør selvsagt rigtig ondt, for hvordan skal man finde oprigtig håb i en verden, som man ikke længere anser for at have nogen rar fremtid? Bare et retorisk spørgsmål, som du altså ikke behøver at prøve at svare på.
Det forekommer mig, at langt de fleste afgørende pejlemærker for verden bare bliver værre og værre. Det forekommer mig, at det hverken er fornuften eller kærligheden, der driver verden, men frygten og den deraf afledte aggression og grådighed. For handler materiel grådighed til syvende og sidst ikke om et forsøg på at beskytte sig imod det, som man er bange for? Igen et retorisk spørgsmål, som du ikke behøver at prøve at svare på.
John Fredsted
Jeg er selv ved at miste modet, og er efterhånden blevet lidt ”klima-træt”. Når jeg ikke har resigneret helt og er gået helt i ”sarkasme-mode”, i hvert fald m.h.t. miljø og klima, så er det fordi jeg stadigvæk har kunnet læse fornuftige og vedkommende indlæg fra debattører her på Information. Alt håb er ikke ude for fornuften.
Jeg kan godt lide (visse) retoriske spørgsmål. De har jo svaret i sig selv ;-)
Hej John Fredsted.
Det er da altid noget, at der er nogle behjertede mennesker, der har fundet det nødvendigt at skrive til dronningen af den fhv. stormagt og endnu med London som verdens finanscenter og gøre hende opmærksom på, at den forklaring det økonomiske præsteskab giver på finanskrisen ikke er hele forklaringen på den krise, vi så småt bevæger os ind i.
Det er lidt lissom at skrive til Gud - eller hva?
Majestætens søn er et fornuftigt menneske, men også han må gøre sig klart, at en del af den fremtidige løsning på den økologiske krise OGSÅ indebærer en mere retfærdig fordeling af de ressourcer, menneskeheden har til rådighed. I fremtiden vil han og hans familie derfor ikke kunne komme i en situation, hvor de ved spekulation kan miste (eller tjene) 37 millioner £.
Man må takke de behjertede personer, der forsøger at gøre det klart, at økonomien er et delsystem inde i det samlede biofysiske system, som Jorden udgør. Og som du skriver, så er det endeligt. Et delsystem indeholdt i et endeligt system kan selvfølgelig ikke vokse uendeligt. Det er logik, men man skal være forsigtig med præsteskaber. De interesser sig ikke for logik, men for penge, magt og prestige. Det er - i vor oplyste tidsalder - en sjælden grad af troværdighed, der tillægges udtalelser fra det økonomiske præsteskab, hvor enhver kritisk tanke syntes at flygte fra dem som et åndesyn.
De tager nok heller ikke mod den invitation, som de får om at indgå i en dialog med de økonomer, der så rigtigt påpeger grænserne for økonomisk vækst og at fremtidige handlinger - på klimaområdet, det økonomiske område og på alle andre områder - skal tilrettelægges på basis af denne erkendelse.
På alle områder er fornægtelsen massiv, men der er også meget på spil og kravene til ændringer er ikke så ligetil og nemme at acceptere.
Men det er såmænd ikke nemt at bevare optimismen - særligt hvis man også iagttager de andre tegn, som er synlige på den tilstundende økologiske krise.
Men kendsgerningerne er jo ligeglad med de stemninger, vi gribes af, når vi i debatten møder personer, der enøjet er konge i de blindes land.
John Fredsted:
"Det forekommer mig, at langt de fleste afgørende pejlemærker for verden bare bliver værre og værre."
Når britiske økonomer tager deres aldrende første-hattedame alvorligt, og skriver flere ærlige og detaljerede breve for at forklare hende om verdens aktuelle tilstand, er det trods alt stadig håb for, at fornuft og kærlighed til medmennesker kan findes frem fra skuffen ;-)
Der skal åbenbart blot lidt motivation til for at aktivere sådanne værdige karaktertræk hos mennesker. F.eks. en portion almen beskæmmelse over, at have været med til at ignorere faresignaler, og selv at have handlet uansvarligt?
Det er meget svært at være optimistisk, men det nytter som bekendt ikke at være opgivende. Er vi alle forpligtede til at være tossegode? Altså insistere på, at der kan ske forbedringer, at vores omgivelser kan motiveres til at deltage, på trods af de meget svære odds for at det lykkes?
Også herfra et velkommen tilbage til debatten.
@Inger Sundsvald: "... så er det fordi jeg stadigvæk har kunnet læse fornuftige og vedkommende indlæg fra debattører her på Information. Alt håb er ikke ude for fornuften."
Jeg synes så bestemt også, at der er fornuftige indlæg fra debattører her på Information. Min vanskelighed består dog efterhånden i, at det er ved at dæmre for mig, at det i det store og hele ikke vil forandre noget som helst. At tro det svarer sådan lidt, forekommer det mig efterhånden, at tro på, at man kan få en orkan til at lægge sig ved at slå en fis imod vindretningen.
@Heinrich R. Jørgensen: "... men det nytter som bekendt ikke at være opgivende.": Det har du naturligvis ret i.
"... er det trods alt stadig håb for, at fornuft og kærlighed til medmennesker kan findes frem fra skuffen ;-)": Jeg er ikke stærk i den tro længere. Der er og har altid været mennesker, der mere end gennemsnittet agerede fornuftigt og kærligt. Det afgørende er dog, forekommer det mig, i sidste ende antallet af mennesker, eller rettere brøkdelen af mennesker, der opfører sig således, specielt i demokratiske samfund.
@Erik Rolfsen Nissen: "... en mere retfærdig fordeling af de ressourcer, menneskeheden har til rådighed."
Enig. Jeg vil gå så langt som til at sige, at ressourcerne simpelthen skal omfordeles. Men det kommer naturligvis ikke til at ske på fornuftig eller fredelig vis, for som du korrekt skriver:
"På alle områder er fornægtelsen massiv, men der er også meget på spil og kravene til ændringer er ikke så ligetil og nemme at acceptere."