Jyllands-Posten lod sig bruge af PET

»Antagelig et af de bedst dokumenterbare eksempler på, at PET også udførte aktive foranstaltninger over for den danske offentlighed.«

Sådan skriver PET-Kommissionen i bind 10 om en pressekampagne, som PET ved hjælp af tre journalister på to store danske aviser gennemførte i sommeren og efteråret 1986 vendt mod en fredskongres, som blev gennemført i Bella Centret i København samme år i oktober. Arrangører var det Moskva-dominerede Verdensfredsråd og dets danske samarbejdspartnere, bl.a. Danmarks Kommunistiske Parti og 'frontorganisationen' Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed.

At kongressen - som den første uden for Østblokken - skulle afholdes i København, så PET som et sovjetisk forsøg på at skabe splittelse mellem Danmark og de øvrige NATO-lande, og derfor fik tjenesten byrettens godkendelse til at etablere såvel telefon- som telexaflytning »med det formål at vise offentligheden, at Verdensfredskongressens afholdelse i København var et stykke kommunistisk propaganda,« som kommissionen skriver.

PET's egen vurdering var, at den stort anlagte Verdensfredskongres trods 2.800 deltagere fra 130 lande endte med at blive en fiasko for Sovjetunionen i og med, at hverken socialdemokraterne eller de socialdemokratisk dominerede fagforbund ønskede at deltage. »I den forbindelse havde den negative presseomtale ifølge PET spillet en væsentlig rolle,« konkluderer kommissionen.

Tjenstvillige journalister

Efter at PET havde etableret aflytningen i marts 1968, kontaktede tjenesten tre journalister fra to store dagblade. Journalisterne blev udvalgt bl.a. på baggrund af »læsning af artikler, som journalisterne tidligere havde skrevet,« oplyser kommissionen.

Journalisterne »viste sig villige til at modtage oplysninger om Verdensfredsrådets og Samarbejdskomitéens historie, herunder om fremtrædende DKP'eres stilling i komitéen.« Desuden var journalisterne »indstillet på at skrive kritiske artikler om de nævnte institutioner«, herunder også »navngivne danske statsborgere, der besad tillidsposter heri«.

Og så gik PET ellers i gang med at fodre journalisterne med oplysninger, bl.a. stammende fra aflytningerne og fra materiale, som PET havde modtaget fra en udenlandsk efterretningstjeneste. PET-Kommissionen har også fundet dokumentation for, at en PET-medarbejder har hjulpet en af de tre journalister med at formulere et svar, efter en af de omtalte personer havde skrevet en replik til en af de kritiske artikler. Desuden kan kommissionen fastslå, at et kritisk interview, som en af journalisterne skrev, var baseret på oplysninger, som journalisten havde modtaget fra PET.

I den forbindelse var PET, noterer Kommissionen, »omhyggelige« med så vidt muligt kun at levere offentligt tilgængelige oplysninger: »Fordelen ved en sådan praksis var, at det ikke dermed stod klart, at journalisterne var i besiddelse af oplysninger bragt til veje af en efterretningstjeneste,« som kommissionen skriver. Et par gange fik journalisterne dog oplysninger, som ikke var offentlige, men i disse tilfælde gav PET instrukser om, at journalisterne ikke måtte anvende sin viden direkte. Alt i alt vurderer kommissionen, at omfanget af de videregivne oplysninger fra PET til journalisterne »forekommer at være betydeligt.«

Blev lovet anonymitet

En af de to store aviser, som angiveligt blev spændt for PET's vogn, var Jyllands-Posten, fremgår det indirekte af Kommissionens beretning. Journalisterne Terkel Svensson og Kent Olsen skrev f.eks. en stort anlagt feature søndag den 29. juni 1986 med forsiderubrikken 'Kreml bag fredsmøde i Danmark'. Derimod er det ikke lykkedes med sikkerhed at fastslå identiteten på det andet dagblad og dermed den tredje journalist.

Hvor godt fat Jylland-Posten havde fat i sagens kerne med sin feature, påviser kommissionen ved at citere en udskrift fra PET's aflytning af en telefonsamtale mellem to DKP'ere, som var blandt de, der »blev hængt ud i pressen«. Datoen er den 30. juni 1986, dvs. dagen efter Jyllands-Postens feature:

»A: Har du set [...] i går?

B: Nej, det har jeg ikke.

A: Det er ellers den mest 'up to date' information om kongressen. Den gir nøjagtig tingenes tilstand. (...)

B: Skal man lægge til øh øh - >med omvendt fortegn?

A: Ja - nej - det er fremragende arbejde, set fra deres synspunkt.

B: Det er svinsk hele vejen igennem...«

Journalist Terkel Svensson, som ikke længere arbejder på Jyllands-Posten, siger i dag til Information, at han i dækningen af optakten til Verdensfredskongressen talte med mange forskellige mennesker.

»Nogle af dem ønskede anonymitet, og det kan jeg ikke ændre på.«

- Blev I spændt for PET's vogn, sådan som kommissionen beskriver?

»Det synes jeg bestemt ikke, man kan sige. Jeg lægger vægt på, at vores artikler var meget rigtige. Det er det afgørende,« siger Terkel Svensson.

- Men du lod dig bruge af en efterretningstjeneste.

»Det ved du ikke, om jeg har. Sådan kan man ikke stille det op. Og igen, alt har vist, at vores dækning af kongressen var rigtig. Vi talte med alle mulige mennesker, og de, der ikke ville citeres, blev lovet anonymitet. «

- Kommissionen efterlader det indtryk, at det snarere var én PET-medarbejder, I talte med?

»Vi talte med en masse mennesker.«

- Vidste du godt, at en af jeres kilder var fra PET?

»Det siger jeg ikke noget om. Jeg siger bare helt generelt, at jeg taler med mange forskellige mennesker, også med PET, hvis de vil tale med mig.«

Det fremgår i øvrigt af de mere end 100 sider, som kommissionen bruger på at beskrive PET's overvågning af fredsbevægelserne, at PET brugte virkelig mange ressourcer på at overvåge de fredsinitiativer, som DKP stod bag. Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed blev således anset for at være den mest slagkraftige af bevægelserne, og alene til at skaffe oplysninger om denne ene organisation anvendte PET 20 forskellige kilder, som ifølge kommissionen »synes at have haft deres gang i kommunistiske eller venstreorienterede miljøer.«

På baggrund af, at PET også havde oplysninger om kontakter mellem sovjetiske efterretningsofficerer og fremtrædende medlemmer af Samarbejdskomitéen, blev komitéen karakteriseret som en 'frontorganisation', altså en kommunistisk dækorganisation, og derved fik PET opbakning til at registrere i alt 78 personer i tidsrummet april 1980 frem til juni 1991. De 78 havde det til fælles, at de alle var medlem af præsidiet eller styrelsen eller opført som kontaktperson for Samarbejdskomitéen.