Læsetid: 5 min.

Kina udrydder kritikere

Et år efter OL fortsætter regeringen sit forsøg på at lukke munden på stadig flere selvstændige stemmer. Med den seneste arrestation af en prominent jurist, der har kæmpet for befolkningens rettigheder, er det lykkedes Beijing at skære hovedet af landets borgerrettighedsbevægelse
Med De Olympiske Lege i Beijing for præcist et år siden denne måned var der lagt op til menneskerettighedsforbedringer. Men i stedet begyndte regeringen en klapjagt på kritikere op til OL - og den jagt er blevet intensiveret efter OL.

Med De Olympiske Lege i Beijing for præcist et år siden denne måned var der lagt op til menneskerettighedsforbedringer. Men i stedet begyndte regeringen en klapjagt på kritikere op til OL - og den jagt er blevet intensiveret efter OL.

Phil Noble

3. august 2009

BEIJING - »Jeg er forberedt på, at de kommer efter mig,« sagde Xu Zhiyong for få måneder siden. Inden for det sidste år er den unge juraprofessors sammenstød med regeringen blevet stadig hårdere. Det kunne ikke blive ved. Det vidste han selv. Og onsdag den 29. juli kl. 5 om morgenen slog myndighederne til. Den 35-årige blev ført bort fra sin lejlighed i det nordvestlige Beijing af seks betjente, en i uniform og fem i civil.

Hans arrestation er regeringens seneste anslag mod advokater, der er villige til at udfordre styret i retssalene, og er et af mange nederlag for kinesiske borgerrettighedsaktivister siden OL sidste år.

Hans kollega og ven Teng Biao kalder arrestationen 'grundløs'.

»Han har altid holdt sig indenfor lovens rammer, men når man i Kina beskæftiger sig med menneskerettighedsarbejde og fortæller sandheden, som han gør, vil man blive straffet,« siger Teng til Information.

Spydspids

Xu og Teng er blandt en ganske lille skare af kinesiske jurister, der tør give sig i kast med politisk følsomme sager. De to oprettede i 2003 Gongmeng, en organisation af frivillige advokater, akademikere og aktivister.

Den blev hurtigt en af Kinas mest velkendte græsrodsorganisationer, og deres udfordring af statens og lokalregeringers korruption og misbrug har været spydspids for et stadigt mere aktivt civilsamfund.

Men Gongmeng havde tydeligvis magtfulde fjender. For 14 dage siden tvangslukkede myndighederne organisationen.

Inden da kunne man på hvilken som helst dag bevidne en strøm af kinesere, der besøgte dens kontorer i håb om gratis retshjælp.

Gongmeng har hjulpet nogle af de tusinder, der kommer til Beijing for at klage over magtmisbrug. De har kæmpet mod de såkaldte 'sorte fængsler', hvor folk holdes illegalt. De har repræsenteret systemkritikere og ofre for sidste års mælkeskandale, hvor mindst seks børn blev dræbt af inficeret mælk. Og i maj kom gruppen med en provokerende rapport, som udfordrede Beijings politik i Tibet.

»Vi etablerede Gongmeng for at bruge loven til at lægge bånd på regeringens ellers utøjlede magt, og for at stille den til regnskab,« sagde Xu Zhiyong i et interview med Information tidligere i år.

»Men for at det virkelig skal lykkes, er der brug for selvstændige domstole, der ikke er underlagt kommunistpartiet, frie medier og ægte demokrati.«

Tvangslukket

Grunden, myndighederne gav for at tvangslukke Gongmeng sidste måned, var, at gruppen ikke var korrekt registreret og ikke havde betalt skat. Gongmeng blev præsenteret for en kæmpe bøde på over 1 mio. kr.

I fredags sagde politiet, at Xu var blevet arresteret pga. skattesagen. Inden da afviste Xu anklagerne mod Gongmeng. Han mente, de var politisk motiveret, »fordi vi har fornærmet visse 'sorte magter'.«

Teng Biao siger, myndighederne i stadig mindre grad anklager 'uønskede' folk direkte for politiske forbrydelser, men i stedet lukker deres mund ved hjælp af f.eks. en fabrikeret skattesag, eller opskruede anklager om forstyrrelse af trafikken (som en kontroversiel advokat i Shandong provinsen har fået fire år i fængsel for).

»Xu Zhiyongs arrestation er en advarsel til andre advokater, om at de skal holde sig fra følsomme sager,« siger Teng. »Græsrodsorganisationer er med til at presse regeringens og kommunistpartiets embedsmænd til at følge lovgivningen, og det er der selvfølgelig nogle af dem, der bliver irriteret over. Derfor forsøger de at undertrykke os.«

OL-undertrykkelse

Arrestationen følger over et år med styrket undertrykkelse af Kinas mest fremtrædende borgerrettighedsaktivister. Med De Olympiske Lege i Beijing for præcist et år siden denne måned var der lagt op til menneskerettighedsforbedringer. Men i stedet begyndte regeringen en klapjagt på kritikere op til OL - og den jagt er blevet intensiveret efter legene.

Før OL, i april 2008, blev den kendte demokratiaktivist Hu Jia dømt til tre og et halvt år i fængsel for at »opildne til statsfjendtlig virksomhed«. Huang Qi, leder af Kinas største rettighedsnetværk, har siddet et år i fængsel uden at være blevet stillet for en dommer. På onsdag skal han i retten, sigtet for besiddelse af statshemmeligheder. Liu Xiaobo, forfatter og en af hovedkræfterne bag 'Charter 08', en appel om mere demokrati i Kina, blev formelt arresteret den 23. juni, anklaget for statsfjendtlig virksomhed. Menneskerettighedsadvokaten Gao Zhisheng blev taget af sikkerhedspolitiet i februar, efter han offentliggjorde en chokerende beskrivelse af to måneders tortur, han blev underlagt i 2007 af netop sikkerhedspolitiet.

Listen af eksempler fortsætter. Og med arrestationen af Xu Zhiyong har regeringen stort set fuldendt udryddelsen af toppen af Kinas borgerrettighedsbevægelse.

Følsomme dage

Og arrestationen øger nervøsiteten for, at regeringen vil stramme skruerne yderligere frem mod den følsomme 60-årsdag for kommunisternes magtovertagelse i Kina den 1. oktober. Det følger mønstret fra dagene omkring andre ømtålelige mærkedage, som 20-året for massakren i Beijing tidligere i år, hvor adskillige aktivister blev tilbageholdt.

Kinas mere modige advokater har længe været udsat for trusler og sågar vold og fængsling. For et par uger siden tog regeringen advokatlicensen fra 53 advokater, hvoraf mange var kendt for at tage sager om korruption og civile rettigheder.

Regeringen har længe haft et umage forhold til græsrodsorganisationer, også dem der beskæftiger sig med tilsyneladende ufølsomme emner. Myndighederne har netop tvangslukket en ngo, som støtter folk smittet med hepatitis. I tidligere interviews med Information klagede Xu Zhiyong over manglen på et frit juridisk system og folkelig deltagelse i den politiske proces. Han kaldte det »en skamfuld løgn«, da Beijing ved en FN-høring i Geneve i år nægtede, at der var censur i landet.

Men han har også altid været klar til at påpege, at udviklingen i Kina, hvis man zoom-er ud og ikke kun kigger på enkeltsager, generelt er positiv. »Folks sociale liv er blevet liberaliseret, pressen er friere, og civilsamfundet er blevet stærkere,« sagde han.

»Man kan ikke sige, det går den forkerte vej, men problemet er, at det politiske system ikke har ændret sig.«

Fare uundgåelig

Xu har flere gange før prøvet at blive tilbageholdt af politiet i forbindelse med følsomme retssager.

Men det har altid ligget i kortene, at det var Teng Biao, der pga. sin meget mere direkte og højprofilerede kritik af kommunistpartiet, nu stod til at blive fængslet.

Sidste år i marts fik Teng en hætte over hovedet og blev ført væk til afhøring hos sikkerhedspolitiet. Da han blev løsladt efter 41 timer, blev han sendt afsted med en advarsel om, at det ville få alvorlige konsekvenser, hvis han ikke var mere forsigtig.

I stedet lader det nu til, at det vil blive Xu Zhiyong, der kommer til at opleve de konsekvenser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Johansen

Når Kina er blitt den globale kapitalismens motor - så å si, blir de dermed også det slett skjulte idealet for allverdens overklasser/makthavere som skjeler misunnelig til dem. Samtidig har de kinesiske mogulene lært av Vestens teknikk at TV er det mest effektive middel til å utrydde all dissidens. Det hyperkapitalistiske og reformfascistiske Kina er f.eks. blitt EUs skjulte totalitære ideal, USAs, Russlands, Irans osv. osv. osv., først og fremst fordi de er leveringsdyktige i billig slavearbeidskraft og dermed perfekt profittkilde.

Kina viser oss dermed den fremtiden vi kan vente oss som dissidenter også i den vestlige kapitalismen, som nå har forlagt sitt hjerte til de kinesiske fabrikkene og hvor arbeidskraften ellers er slavebillig og rettighetene null.

Det som skjer med alle "reformene" under den sene kapitalismen, er simpelthen en global forslumming, at "den tredje verden"s leveforhold utbres over hele kloden, natur-, samfunns- og kulturrester destabiliseres overalt, folk flest jages i flokker mot gigantiske slumbyer, mens landsbygdene avfolkes og kriminalitet og fattigdom eksploderer midt i økosystemenes sammenbrudd. Verden blir billedlig talt en forstad til mafiaens Palermo, og vi ser realiseringen av det globale fattighuset, hvor storparten av oss som overflødige kun venter på utslettelsen.

Verdigheten og innsikten i det mulige tilsier at vi som kulturens siste representanter kun kan reagere på dette som i sin tid Archimedes etter sigende gjorde, da han lot seg hogge ned av de romerske legionærene, idet han sa: forstyrr ikke mine sirkler - han holdt på å løse et matematisk problem i sanden på strandbredden.

Menneskeheten er endt opp som blind naturprosess (katastrofe). Skulle det (helt usannsynlig) finnes en redning ligger den hundre- ja sannsynligvis tusenvis av år inne i framtiden.

Det var ellers noget af en overskrift--

"Kina udrydder kritikere"

vi er enige om at Kina nok kunne trænge til noget mere deokrati--

men

"udrydder sine kritikere " ???

.