Læsetid: 1 min.

Minister afviser at skære ulands-bistand

Danmarks BNI falder højst sandsynligt i 2009, og dermed falder det beløb, som skal gå til udviklingsbistand. Men udviklingsministeren afviser indtil videre at sænke bistanden
5. august 2009

Selv om Danmarks bruttonationalindkomst, BNI, er faldet i 2009, afviser Ulla Tørnæs, at der vil blive skåret i udviklingsbistanden for i år.

Den danske udviklingsbistand udgør 0,82 procent af Danmarks BNI, og ifølge finansloven for 2009 svarer det til 15,2 milliarder. Men finanskrisen betyder, at BNI'en i år falder, og derfor vil det samlede beløb til udviklingsbistanden i virkeligheden udgøre et lavere beløb, end det Udenrigsministeriet budgetterede med i 2008, da finansloven for 2009 blev fastlagt. Alligevel afviser udviklingsminister Ulla Tørnæs, at der skal skæres i bistanden.

»Finansloven 2009 er jo allerede vedtaget, og der styres efter de tal, der fremgår af finanslov 2009,« siger hun.

Katastrofale følger

Ulla Tørnæs vil derimod ikke afvise, at der bliver skåret i udviklingsbistanden for 2010, men hun vil først kommentere beløbet for næste års udviklingsbistanden, når det nye finanslovsforslag bliver fremlagt i slutningen af august.

Dansk Folkeparti har meldt ud, at de helst ser, at bistanden bliver sænket til 0,7 procent af BNI, som FN anbefaler. Venstres udviklingsordfører, Karsten Lauritzen, har tidligere sagt til Information, at det kan blive svært at finde pengene til udviklingsbistanden i 2010. Det gælder ifølge ordføreren også, hvis bistanden skal blive på det nuværende niveau.

Folkekirkens Nødhjælp har blandt andet udtrykt bekymring for en faldende udviklingsbistand, som ifølge international chef Christian Friis Bach vil få katastrofale konsekvenser for modtagerlandene. Om ca. tre uger fremlægger udviklingsminister Ulla Tørnæs sit finansforslag til næste års fordeling af den danske udviklingsbistand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu