Læsetid: 4 min.

'Øvig hænger fast i konspirationsteori'

I 1983 gjorde Justitsministeriet, hvad der var muligt, for at få udleveret to fængslede PFLP'ere fra Frankrig, siger professor Ditlev Tamm fra PET-Kommissionen. Han kritiserer forfatteren Peter Øvig for at klamre sig til en myte og hemmelige konspirationer
19. august 2009

Forfatteren Peter Øvig har med sine populære bøger om Blekingegadebanden skabt en myte, som der ikke er belæg for, nemlig at Justitsministeriet i efteråret 1983 kun gjorde en halvhjertet indsats for at få udleveret to fængslede medlemmer af den palæstinensiske organisation PFLP. De to var netop blevet anholdt i Paris med seks millioner kroner i ubrugte danske sedler indsyet i en jakke.

Det siger professor i historie og jura Ditlev Tamm fra PET-Kommissionen som svar på den kritik, som Øvig her i Information har rettet mod Kommissionens redegørelse om Lyngby røveriet i marts 1983. Øvig har kritiseret Kommissionen for mere at producere et forsvarsskrift for Justitsministeriet frem for en kritisk undersøgelse af begivenhedsforløbet oven på det dengang rekordstore bankrøveri, som Blekingegadebanden senere viste sig at stå bag. Ifølge Øvig var holdningen i Justitsministeriet efter røveriet, at man ville græde 'tørre tårer', hvis udleveringen ikke blev til noget, fordi der var tale om farlige personer, som myndighederne helst ikke ville have til Danmark.

Det er Tamm selv, der har skrevet redegørelsen for Lyngby-røveriet i niende bind af Kommissionens beretning. Og han undrer sig meget over, at Øvig fastholder sin forklaring efter at have læst, hvad Kommissionen har skrevet.

»Min mistanke er, at han ikke helt forstår, hvad han læser. For det er ikke i orden bare at gentage det samme og det samme,« siger Tamm, der totalt afviser Øvigs udlægning:

»Gør man, som PET-Kommissionen har gjort, altså graver et spadestik dybere, så viser Øvigs historie - at der et sted i Justitsministeriet sad nogle høje herrer, som ikke rigtig gad at have med udleveringen at gøre -at være en myte,« siger han og fortsætter:

»Øvig går helt uden om grundproblemet, nemlig at Justitsministeriet ikke havde mulighed for at få de to PFLP'ere udleveret fra Frankrig. Der var simpelthen ikke et bevis, der kunne begrunde en udlevering. I stedet opfinder han en konspirationsteori, nemlig at ministeriet ikke ville fremme den sag, og at det så fik negativ betydning for Lyngby Politis muligheder for opklaring af røveriet.«

De 'tørre tårer'

I diskussionen mellem Øvig og Tamm spiller to notater fra henholdsvis november 1983 og februar 1984 en vis rolle. I november 83-notatet, som Information kunne offentliggøre forleden, refererer den danske generalkonsul i Paris, Bent Andersen, at Justitsministeriet ville græde »tørre tårer«, hvis udleveringen ikke blev til noget.

Øvig og Tamm er uenige om, hvor vidt notatets formulering om de tørre tårer afspejler holdningen i Justitsministeriet eller Udenrigsministeriet. Men notatet har ifølge Tamm langt fra den betydning, som Øvig tillægger det:

»Selv om Justitsministeriet sikkert ikke har været begejstret over udsigten til at få to fængslede PFLP'ere til Danmark, så var ministeriets embedsmænd professionelle jurister, der godt kunne skelne mellem på den ene side, hvad der ville være rart, og på den anden side at gøre det rigtige, nemlig arbejde helhjertet for en udlevering. Når udleveringen ikke blev til noget, er forklaringen ene og alene, at der ikke var et tilstrækkeligt bevis, der knyttede de to PFLP'ere til røveriet. Længere er den sag sådan set ikke,« understreger Ditlev Tamm og tilføjer:

»Men det er selvfølgelig ikke nær så spændende en historie som den, Øvig har berettet om i sine bøger.«

Det andet notat er skrevet i februar 1984 af Lyngbys daværende politimester, Søren Sørensen, umiddelbart efter, at han var blevet ringet op af en embedsmand i Justitsministeriet. Ifølge Øvig medførte opringningen, at Lyngby Politi reelt stoppede efterforskningen af bankrøveriet. Kommissionen har ikke forholdt sig til notatet, fordi det ikke længere findes i sagen. Men Tamm tror i øvrigt ikke på Øvigs udlægning af notatet:

»Kommissionen ved jo ikke, hvad der står i notatet. Min egen konklusion er, at politimesteren er blevet orienteret om, at udleveringen ikke kunne føre til noget, og det har han så ikke fået forklaret ordentligt til sine politifolk. De er derfor - ganske forståeligt - blevet voldsomt frustrerede over, at 'nogen oppe i systemet' ville lægge låg på sagen. Men fejlen er altså politimesterens, som ikke på tilstrækkelig vis har kommunikeret med sine politifolk.«

Øvig har tidligere fortalt til Information, at han har en afskrift af notatet. Læg den frem, lyder opfordringen fra Tamm, »selv om jeg har svært ved at forestille mig, at den kan have nogen betydning,« som han siger.

Det må Øvig acceptere

Øvig har også kritiseret Kommissionen for ikke nærmere at have undersøgt et biltyveri i juni 1986, hvor et medlem af Blekingegadebanden blev grebet på fersk gerning. Ifølge Peter Øvig blev efterforskningen straks overtaget af PET, der dermed fandt ud af, at banden rådede over professionelt tyveværktøj, bærbare radioer, et hemmeligt dækfirma mv. Desuden vidste PET fra aflytninger, at PFLP igen havde taget kontakt til gruppen. Alligevel sagde PET ikke noget til Københavns Politi, da de nogle måneder senere stod på bar bund i opklaringen af røveriet i Daells Varehus i december samme år. Hvorfor var PET tavse - og hvorfor har PET-Kommissionen ikke undersøgt årsagen til tavsheden, har kritikken fra Øvig lydt.

»Det har PET-Kommissionen ikke spor med at gøre. Vi blev bedt om at undersøge Lyngby-røveriet, og det har vi gjort, så det er svaret på den kritik. Vi har ikke været en Blekingegadebande-kommission. Mit indtryk er - så meget kan jeg da godt sige - at PET ikke havde nogen viden om Daells Varehus-røveriet. PET havde på det tidspunkt ikke andet end spredt viden om den politiske side af det, der senere blev kaldt for Blekingegadebanden. Det fremgår da også af Kommissionenes beretning, at PET ikke i perioden 1982-86 havde tilstrækkeligt materiale vedrørende den senere Blekingegadebande til at kunne afsløre gruppen og derfor heller ikke kunne hjælpe politiet. Det må Øvig bare acceptere« siger Ditlev Tamm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er tydeligt i Tamms redegørelse, at det gælder om at få sparket "aben" ud af justitsministeriet og over til politiet, der bare ikke har forstået noget som helst, i følge Tamm.

Ren rygsvømning, der forsøger at tilsløre, at der var tale om en politisk beslutning, uanset hvor mange ord der bruges på sagen.