Læsetid: 3 min.

Oppositionens skatteudspil er kun lysegrønt

Socialdemokraterne og SF fremlægger i dag et samlet skatteudspil, som blandt andet skal styrke kollektiv trafik, miljørigtige biler og mindske forurening. Det er et skridt i den rigtige retning, men der er lang vej igen, vurderer eksperter
Socialdemokraterne og SF foreslår i et fælles udspil, at man indfører en betalingsring rundt om København og halvere registreringsafgiften på miljørigtige biler.

Socialdemokraterne og SF foreslår i et fælles udspil, at man indfører en betalingsring rundt om København og halvere registreringsafgiften på miljørigtige biler.

Lars Bahl

28. august 2009

Socialdemokraterne og SF vil fremme klimainvesteringer i danske virksomheder, indføre en betalingsring rundt om København og halvere registreringsafgiften på miljørigtige biler.

Sådan lyder et udpluk af det skatteudspil, som de to partier fremlægger i dag. Selv om oppositionens skatteudspil er et fremskridt i forhold til regeringens og Dansk Folkepartis indsats på området, så er der lang vej igen. Det vurderer en række eksperter på miljø- og klimaområdet.

En af dem er formand for den grønne tænketank Concito Martin Lidegaard.

»Det giver god mening at fremskynde kørselsafgifterne, indføre passagerafgift på fly og investere i bedre og billigere kollektiv trafik. Der er dog flere alvorlige knaster i udspillet,« siger Martin Lidegaard og hæfter sig først og fremmest ved forslaget om, at registreringsafgiften på miljørigtige biler skal halveres.

»Det forslag vil føre til en markant stigning i antallet af biler, og det vil udhule effekten af kørselsafgifter - også selv om det er de miljøvenlige biler, man vil lette,« siger Martin Lidegaard og understreger, at 25 procent af en bils samlede CO2-udslip sker i produktionen af selve bilen.

Men Socialdemokraternes skatteordfører afviser, at der kommer flere biler på vejene.

»Det er rigtigt, at det bliver billigere at købe en mere miljøvenlig bil, men det bliver samtidig dyrere at køre i den, fordi vi indfører en trængselsafgift,« siger han.

Formand for Det Økologiske Råd Christian Ege er dog overbevidst om, at hvis folk først har fået en bil, så kører de også i dem - uanset hvad det koster.

»Det bliver især et problem i byerne, hvor man ikke ved, hvor man skal gøre af bilerne,« siger han.

Dyrere flybilletter

Når det kommer til skatteudspillets konsekvenser for de danske virksomheder, er Concitos formand heller ikke begejstret.

»Der er lagt op til en uspecificeret klimapulje på 1 mia. kr., og det kan være fornuftigt. Men til gengæld er der også lagt op til, at dansk erhvervsliv fortsat kun skal betale 25 procent i energiafgift af det, som en almindelig husholdning betaler. Det er uforståeligt, for forurening er lige slem, uanset om det kommer fra private personer eller private virksomheder,« siger Martin Lidegaard.

Han ærgrer sig over, at oppositionen ikke lægger op til en højere grøn beskatning af erhvervslivet i stedet for at hæve selskabsskatten.

Men det mener SF's skatteordfører Jesper Petersen allerede er tilfældet.

»Vi sætter en afgift på luftforurening, forurening i landbruget og på trafik, men vi ønsker ikke at pålægge husstandene nye grønne afgifter, end dem der var i regeringens skattereform fra foråret,« siger han.

Mens husstandene bliver fredet, må flypassagererne til gengæld betale 75 kroner ekstra for en flybillet i klimaafgift. Det møder kritik fra professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere medlem af Skattekommissionen Bo Sandemann Rasmussen.

»Problemet er, at folk så bare flyver fra andre lufthavne end de danske. Vi diskuterede den problemstilling i Skattekommissionen, men vi forkastede den, fordi man i sidste ende ikke opnår en gevinst - tværtimod,« siger Bo Sandemann Rasmussen.

Det giver Socialdemokraternes skatteordfører Nick Hækkerup ham ikke ret i.

»Det ville være rigtigt, hvis der var tale om en høj afgift. Men der er tale om en pris på 75 kroner pr. billet, og hvis man tager det i betragtning, er risikoen for, at folk hellere vil rejse fra Malmø ret begrænset,« siger han.

Efterlyser afgifter

Generelt fylder trafikken meget i de to partiers udspil. Det mener professor og ekspert i miljøøkonomi ved Danmarks Miljøundersøgelser Mikael Skou Andersen, der til gengæld efterlyser mere fokus på klimaet.

»Det er især påfaldende, at de ikke har lyttet til anbefalingerne fra FN's klimapanel. Klimapanelets økonomer siger for eksempel, at prisen for at udlede C02 gradvist burde stige,« siger Mikael Skou Andersen.

De radikales miljøordfører Johs. Poulsen mener heller ikke, at skatteudspillet fra de to partier lægger tilstrækkelig vægt på afgifter.

»Vi synes godt, udspillet kunne have fået en stærkere grøn profil. Det kunne blandt andet være sket ved at indbygge flere energiafgifter til erhvervslivet - såsom elafgifter og benzinafgifter,« siger Johs. Poulsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi har snart el- og brintcelle biler med energi lavet på bæredygtig vis, og det vil sikre en individuel miljørigtig transport.

D v s, at skatter og afgifter på de "klassiske køretøjer" vil blive mindre og mindre i de kommende år.

Hvis den individuelle trafik bliver med små elbiler, så giver det en bedre udnyttelse af boligområder og erhvervsområder end kollettiv trafik - som er langsommere og meget mere tidkrævende end individuel trafik ( navnlig hvis men skal hente og bringe børn til alle mulige akktiviteter).

Kollektiv trafik har den negative virkning, at man bliver presset sammen i byområder med mange mennesker stablet oven på hinanden i høje huse - ellers kan den kollektive trafik ikke betale sig.

Lennart Kampmann

Fjern alle afgifter på køretøjer af denne type:
http://www.mdi.lu/english/airpod.php
så skal vi nok få gang i byen.

Den kollektive transport er alt for dyr i dag, i forhold til bilen. Når min familie skal fra Frederiksberg til Magasin på Kongens Nytorv er det stadig billigere at køre i bil og parkere i parkeringshusene, end at løse billet med S-tog. Der er måske 5 km i fugleflugt. Vanvid at det skal være sådan, hvis man vil have folk til at tage toget/bussen.

Elbiler er sikkert fint, fjern afgifterne så vi kan få gang i markedet.
Jo før man får fyldt vejene op med miljøvenlige biler, jo før får vi skabt et fremtidssikret eksportmarked.

Med venlig hilsen
Lennart

Søren Kristensen

Nu bliver det spændende at se om det er noget vi skal stemme om eller om regeringen når at kopiere det meste at af pakken inden da?