PET fattede ikke modstanden mod Vietnamkrigen

»Uden dybere refleksioner lader dele af befolkningen sig tilsyneladende indoktrinere, og et faktisk misbrug af massemedierne har sået en anti-amerikansk sæd, der gødes kraftigt med andre af de sædvanlige venstreorienterede propagandamidler.«

Nix, det er ikke det fra 1960'erne kendte stærkt højreorienterede blad Reflex, der her beskriver den voksende modstand især blandt danske unge mod USA's barbariske krig i slutningen af 1960'erne mod Vietnams fattige bondebefolkning.

Ordvalget ligner, men afsenderen er PET, der i marts 1967 udarbejdede en oversigt over udviklingen i den danske Vietnambevægelse.

Det fremgår af bind 10 af PET-Kommissionens beretning, der på knap 100 sider beskriver efterretningstjenestens intense overvågning af danske modstandere af USA's krig i Indokina.

At USA voldsomme krigsførsel havde sat gang i noget, som de næste år skulle vokse sig stort, havde PET dog fattet: »Vietnam-aktiviteten er uden sammenligning det venstreorienterede initiativ, der i de senere år har vundet videst udbredelse og størst tilslutning i den del af befolkningen, der traditionelt ikke er engageret i dagens debat,« vurderede PET i 1967.

Tjenesten registrerede derfor bredt og systematisk krigsmodstanderne, uanset hvem der var tale om. Fra en demonstration foran ambassaden i august 1967 blev talerne, deriblandt den unge radikale Niels Helveg Petersen, således »efterfølgende søgt i PET's register.«

Plaprende trotskister

Kommissionen beskriver også PET's vanskeligheder med at få indsamlet oplysninger om modstanderne af Vietnamkrigen.

I starten var de fleste oplysninger såkaldt 'overskudsinformation' fra aflytningen af den trotskistiske gruppe SUF, og derudover fik tjenesten oplysninger fra den højreorienterede Henning Jensen, der havde infiltreret trotskisterne for at fodre PET. Samme Jensen blev i øvrigt senere ansat som chef for det sydvietnamesiske styres informationskontor i København.

Ifølge Kommissionen var Jensen en blandt flere kilder til en længere række af advarsler, som PET i slutningen af 1960'erne udsendte internt i politiet om nært forestående venstreorienterede angreb på den amerikanske ambassade i København i forbindelse med de hyppige antikrigs-demonstrationer.

»Det kan ikke udelukkes, at PET's kilder havde en ideologisk interesse i at overdrive faren for, at demonstranterne ville gribe til voldelige midler,« bemærker Kommissionen forsigtigt og refererer som eksempel til pinsemarchen i 1967, hvor PET på baggrund af indhentede oplysninger forventede rudeknusninger og overmaling af ambassaden.

At hærværket heller ikke denne gang blev til noget, affærdigede PET senere med, at »et kraftigt regnvejr havde lagt en dæmper på demonstranternes kamplyst,« fortæller Kommissionen.

Aflyttet Russel-tribunal

PET's manglende evne til at overskue udviklingen på venstrefløjen, som netop i slutningen af 1960'erne tog kraftigt afsæt i modstanden mod Vietnamkrigen, får næsten et komisk skær, når Kommissionen beretter om det såkaldte Russel-tribunal, der blev arrangeret i Danmark i november 1967.

Men først et par ord om selve tribunalet, hvis initiativtager var den britiske filosof Bertrand Russel. Tribunalet påtog sig rollen som en slags domstol over USA's krig, og den danske regering forsøgte - dog forgæves - i lang tid at forhindre gennemførelsen. PET var selvfølgelig også på tæerne og fik etableret aflytning af tribunalet. Tjenesten registrerede desuden, bl.a. med hjælp af en kilde, der var med i selve tribunalet, ikke bare alle de, der deltog i tribunalets arbejde, men også de mange flere borgere, der økonomisk havde støttet arrangementet. Ligeledes blev navnene på tribunalets indkaldte vidner, deres vidneudsagn og navne på de journalister, der dækkede tribunalet, noteret af PET, der derefter videregav dele af materialet til, med Kommissionens ord, »en udenlandsk efterretningstjeneste«.

Traditionelt set havde PET i årevis anskuet alle begivenheder som udtryk for Moskva-kommunistisk konspiration og undergravende virksomhed - >men lige præcis med Russel-tribunalet viste det sig, at langt de fleste af støtterne ikke var registrerede som DKP'ere. Men i stedet for at indse, at modstanden mod USA's måde at føre krig på rakte langt ind over midten af dansk politik, så holdt PET næsen i det vanlige spor. Som Kommissionen bemærker: »Således var fraværet af åben kommunistisk indflydelse på Russel-rådet ifølge PET en stærk indikation på, at tribunalet havde været kommunistisk styret.«

Derfor kunne PET uden at ryste på hånden opsummere resultatet af tribunalet som »et vel gennemført kommunistisk propagandafremstød med et klart antiamerikansk sigte« og med »en lige så klart gennemført stillingtagen til fordel for farvede folkeslags kamp mod hvid vestlig 'kapitalisme og aggression'.« Herom skriver Kommissionen, at PET »i denne fase (synes) at have overvurderet DKP's rolle, idet Russel-tribunalet nød en så bred og tværpolitisk opbakning, at det er en simplificering at kalde det en kommunistisk frontorganisation«.

Endelig modtog PET indberetninger om, at det dokumentationsarbejde, som Vietnambevægelsen udførte om amerikanske virksomheders engagement i krigen, i virkeligheden havde et andet og kriminelt sigte: Når de amerikanske firmaer blev undersøgt, så ledte krigsmodstanderne ifølge en PET-kilde efter firmaer, der havde samarbejdet økonomisk med tyskerne under besættelsen - >med det formål at udføre økonomisk afpresning. Kommissionen har således i PET-arkivet fundet en indberetning fra kilden, der betegnede to navngivne Vietnam- aktivister, der skulle stå for denne afpresning, som »'psykopater', der var i stand til at deltage i kriminelle handlinger.«