Læsetid: 4 min.

PET forstod sig ikke på Grønland

Kommunistformanden Aksel Larsen fik ikke lov at besøge Grønland, selv om han var medlem af Folketingets Grønlandsudvalg, fremgår det af PET-Kommissionens bind om Nordatlanten
1. september 2009

PET-Kommissionens bind 14 er forfattet af Henrik S. Nissen og Mogens Pelt. Den behandler perioden fra 1945-1989. PET-kommissionsloven (lov nr. 359 af 2. juni 1999) gælder ikke for Færøerne og Grønland, men hører til de love, der som så mange andre kan iværksættes ved kongelig anordning. Dette skete henholdsvis 13. august 2001 og 10. oktober 2001. Bindet er på 62 sider, hvoraf siderne frem til 49 omhandler Grønland.

Bindet er baseret på materiale fra PET, rapporter og notitser fra Forsvarets Efterretningstjeneste og PET's emnekartotek samt Gordijevskij-materialet, der omfatter oplysninger om Sovjetunionens politik og virksomhed over for Danmark og de nordatlantiske områder i 1970'erne og 1980'erne. Herudover er anvendt en række publikationer om Færøerne og Grønland.

Ved krigens slutning var forholdene i Grønland og på Færøerne meget forskellige. Grønland var et uudviklet, lukket samfund. Det krævede speciel tilladelse for danskere såvel som udlændinge at besøge Grønland, og meget få tilladelser blev givet. Færøerne havde under krigen været tæt på at blive selvstændigt, sejlede med eget flag osv. og var stærkt påvirket af udvikling i Island, som netop var blevet en suveræn stat.

Hertil kommer, at Grønland er en del af den amerikanske fastlandssokkel og dermed amerikansk interesseområde i henhold til Monroe-doktrinen, samt at Nordatlanten under og efter krigen fik en central militær og sikkerhedspolitisk rolle med baser etc. i den geopolitiske udvikling mellem Øst og Vest.

Aksel Larsen fik forbud

Det strategiske fokus at undgå, at Grønland skulle blive kommunistisk, fremgår klart som en bagvedliggende præmis i rapporten. Udviklingen i Grønland med G50 og G60 samt hjemmestyre var både en måde at stoppe en kommunistisk udvikling (»infektion«) samt et udviklingsgode for Grønland, men samtidig en betydelig vanskelighed for PET.

I 1948 instruerede Hedtoft-regeringen Grønlands Styrelse om, at ingen kommunist måtte få adgang til Grønland. Det betød bl.a., at DKP's formand Aksel Larsen blev nægtet adgang til Grønland, selv om han var medlem af Folketingets Grønlandsudvalg.

Det betød også en registrering af personer i relation til Grønland, der ansås for venstreorienterede, med tæt sikkerhedskontrol. Ved SF's dannelse i 1959 var spørgsmålet, om ikke alene medlemskab af DKP, men også medlemskab af SF, kunne hindre indrejse i Grønland. Dette var en følge af, at PET i de første år efter SF's stiftelse anså partiet som et forklædt kommunistparti, jvf. PET-Kommissionens beretning bind 7.

Samtidig betød opbygningen i Grønland, at rigtig mange danskere kom til Grønland som arbejdskraft i kortere perioder. Der var på baggrund heraf en slags administrativ og forvaltningsmæssig forskellig vurdering af, hvordan PET på den ene side og fra 1960 Ministeriet for Grønland på den anden side mente, at registrering og forvaltning skulle finde sted og om, hvordan adgangen skulle være til klassificerede oplysninger.

Læsning af rapporten efterlader et indtryk af en betydelig grad af tilfældighed i registreringspraksis og i adgang til oplysninger. Det giver en betænkelighed over, om personer med aktiviteter i Grønland kan have et klart ønske om at få at vide, om de er registrerede og i givet fald for hvad i hele undersøgelsesperioden.

To grønlændere

I rapporten er kun nævnt to grønlændere med navn, Jonathan Motzfeldt og MF Preben Lange samt en grønlænder med dæknavn Manas. Jonathan Motzfeldt er nævnt som »ubetinget amerikanervenlig« og som typisk socialdemokrat, selv om Siumut-partiet er opfattet som mere venstreorienteret.

Preben Lange nævnes i rapporten at have haft kontakt til DDR, men at have takket nej til en middag på DDR's ambassade.

I rapporten er nævnt, at »KGB dyrkede en navngiven grønlandsk politiker, at vedkommende i perioden 1978-1982 blev betragtet som en vigtig kontakt, og KGB mener at have hvervet denne i 1980.«

Nævnt med navn er derimod ikke den politiker, der var på forsiden af danske aviser i forbindelse med møde og fællesspisning med en østlig ambassadekontakt.

I perioden ønskede inuitter i verden at opbygge et tættere samarbejde med omverdenen, og med det formål blev Inuit Circumpolar Conference dannet i 1977.

Det førte til møder mellem inuitter fra Sibirien, Alaska, Canada og Grønland. Dette samarbejde, der nu i en årrække har haft NGO-form i FN, har været vigtigt for identitetsopbygning og samfundsudvikling. Rapporten nævner, at Jonathan Motzfeldt skulle have omtalt ICC som en »venskabsforening« og betegnet den med ordene »inuit fræs« og »eskimoromantik«.

Og så lidt om Færøerne

Sektionen om Færøerne er meget beskeden og anderledes. Det kan nævnes, at der blev oprettet et færøsk kommunistparti og en venskabsforening Færøerne-Sovjetunionen, uden at der blev lagt hindringer i vejen for dette. Det kan også nævnes, at der i en række år skete en betydelig reparation af sovjetiske fiskefartøjer i skibsværftet i Skala, der til tider omfattede op til 200 folk fra Sovjetunionen, typisk besætninger på fiskefartøjer.

Ligeledes har der i perioden været skjulte amerikanske anlæg på Sornfelli-stationen. Men PET's registreringsaktiviteter på Færøerne synes alt i alt at have været begrænsede.

Ud fra rapportens materiale synes alene PET's aktiviteter i relation til Grønland at påkalde sig særlig interesse. PET synes ikke at have haft forståelse for den økonomiske og politiske opbygning i Grønland, men at have haft en karakter hvor politiske tilhørsforhold og økonomisk politiske aktiviteter har dannet grundlag for en omfattende registrering, som i dag leder tanken hen på McCarthys Amerika.

Dette gør, at det for mig at se er ønskværdigt, at personer, der har haft deres virke i Grønland, får mulighed for at se, hvad der måtte være registreret om dem. Endelig skaber læsningen af rapporten en lettelse over, at den demokratiske udvikling i Grønland, senest med selvstyrets ikrafttræden juni 2009, vil muliggøre en større demokratisk kontrol med registrering.

Lise Lyck er centerleder på TCM, Copenhagen Business School

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu