Nyhed
Læsetid: 3 min.

Rekordmange unge anbringes i Danmark

Danske unge ender i højere grad på døgninstitutioner end i vores nordiske nabolande. Forskningen peger ellers på, at institutionsopholdene skader de unge og sender dem længere ned af den sociale rangstige. Vi griber for sent ind, lyder kritikken
Danske unge ender i højere grad på døgninstitutioner end i vores nordiske nabolande. Forskningen peger ellers på, at institutionsopholdene skader de unge og sender dem længere ned af den sociale rangstige. Vi griber for sent ind, lyder kritikken
Indland
11. august 2009

De fleste utilpassede unge ender i Danmark på en døgninstitution. I seks ud af ti tilfælde er en døgninstitution løsningen, når unge anbringes uden for hjemmet. Det er en markant større andel end i Sverige og Norge, hvor henholdsvis 26 og 31 procent anbringes på en døgninstitution, viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

Men opholdet på døgninstitutionerne kan være direkte skadeligt for udsatte unge, lyder det fra Mogens Nygaard Christoffersen, seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI):

»Unge, der har været på døgninstitution, har en overrisiko i forhold til at have prøvet hårde stoffer og kriminalitet sammenlignet med unge anbragt i plejefamilier. Selv om man tager hensyn til sociale forskelle mellem de to grupper, er der meget, der tyder på, at døgninstitutionerne er et sted, hvor de unge påvirker hinanden negativt.«

Konklusionerne bygger på tidligere undersøgelser, han selv har foretaget. De baserede sig på interview med unge, der havde været anbragt uden for hjemmet.

Sidste udvej

Mens størstedelen af de anbragte danske unge huses af døgninstitutioner, har de øvrige nordiske lande modsat sat spørgsmålstegn ved effekten af institutionsanbringelser. Blandt andet kortlagde man på initiativ fra Barne- og Familiedepartementet i Norge og i samarbejde med Statens Institutionsstyrelse i Sverige i 2003 den samlede forskning på området:

»Rapporten konkluderede overordnet, at institutionsanbringelser ikke er specielt gavnligt for unge. Der er to grupper unge: 'højrisikounge', altså unge der er kriminelle eller har en dårlig omgangskreds, og 'lavrisikounge'. Blandes de to grupper, så risikerer man, at de unge i lavrisikogruppen trækkes op i højrisikogruppen.« forklarer Tea Bengtsson, der er forsker og ph.d.-studerende ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). Hun står bag den nye, danske undersøgelse.

Selv om nabolandene i højere grad lytter til forskningen, understreger hun også, at de altid har haft større tradition for at anbringe unge i plejefamilier:

»I Danmark mener man, at der er nogle opgaver, som døgninstitutioner er bedre til at løse end familiepleje. I de andre lande har man et helt andet syn på døgninstitutioner, og det er noget, man vil gå meget, meget langt for at undgå. Det er simpelthen sidste udvej.«

Tidlig indsats

Det rammer i sidste ende de unge, at løsningen på deres problemer i de fleste tilfælde bliver en institutionsplads, lyder kritikken fra Peter Albæk, der er formand for Børns Vilkår. Han mener, at forklaringen på den store forskel landene imellem skal findes i, at den tidlige indsats over for unge halter:

»Vi griber for sent ind, og vi griber for lidt ind. De tilbud, unge får tidligt, er ikke omfattende nok i forhold, hvad der er behov for. Derfor ender man med en stor gruppe børn, der har fået det så skidt, at man er nødt til at anbringe dem uden for hjemmet. Så bliver de anbragt på institutioner, fordi de er de eneste, der har pædagogisk og faglig kapacitet til at kapere dem,« siger han.

Formand for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, er enig i, at der ofte gribes for sent ind over for unge, hvis man vil undgå, at de havner på en institution: »Vi har længe været opmærksom på, at anbringelserne sker for sent. Det udelukker ofte at anbringe børnene i en plejefamilie, fordi de allerede er blevet opdraget og måske nærmest har opgivet voksne, fordi de er blevet skuffet op gennem deres opvækst.«

Efterlyser forskning

Både Bettina Post og Peter Albæk er enige i, at man ikke bare kan overføre de svenske og norske forhold på anbringelsesområdet direkte til danske. De efterlyser begge mere dansk forskning på området.

Den konklusion når Tea Bengtsson, forsker og Ph.D.-studerende ved det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) også frem til:

»Der er først nu ved at være fokus på det i Danmark, hvorimod flere steder i Sverige forsker specifikt i børne- og ungeområdet. Der er simpelthen en meget længere tradition for det.«

Anbringelsesområdet har allerede sneget sig længere op af den politiske dagsorden. Til efteråret starter regeringen forhandlinger om Barnets Reform, hvis kerneområde bliver anbringelser af udsatte børn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mogens Michaelsen

"Danske unge ender i højere grad på døgninstitutioner end i vores nordiske nabolande"

Ja, det ville da virkelig også være synd hvis de endte i Sverige!

Spøg til side: en udmærket artikel, og et alvorligt emne.

Steen Erik Blumensaat

Halvdelen af danske fangere i fængslerne er institionsbørn, der har været behandlet siden de var små.

Søren Kristensen

En ting er at de unge anbringes i Danmark, når de i princippet kunne anbringes i et af de øvrige nordiske lande, men når halvdelen af dem er fangere, er det spørgsmålet om man ikke hellere skulle sende dem til Grønland :0)

Angela E. Burns

Jeg tror at vi skal se på om man kan lære unge at tage personlige ansvar, men også at sørge for at der lokale løsninger til unge, der træder over kanten, så de kan nås inden at det er for sent. I Aalborg er der problemer med anbragte unge som er på hjemmebesøg eller er stukket af. En lokal kommunal ansat beklagede sig. Jeg skrev et læserbrev til den lokale avis som lød:

---
Han har ret, men der er noget grundliggende galt med den metode som vi håndterer unges handlinger i disse dage.

Det handler om de unges identitet. Der er formentlig ingen som regner med at de unge vender hjem til kammeraterne grædende og fortæller sandheden om at de har fået tæv af pædagogerne på opholdsstedet ganske som man finder det mange steder på danske bosteder. Tæv som i nogle tilfælde kan være berettiget da der er tale om selvforsvar.

Nej, de vil ikke tabe ansigt. De vender hjem med pral om at de har siddet og har spillet computer 24/7 og har spist god mad. Ganske givet kommer nogle af disse unge fra kår, hvor selv en anbringelse under de hårdeste forhold er en forbedring, men 99% af beretningerne er lystfiskerhistorier om hvor sejt alt sammen er.
Kort sagt: De vender hjem som helte. Nogle som de mindre børn kan se op til.

Det er en mytedannelse, som forældrene landet over er med til at skabe. Vi ødelægger respekten for systemet, når vi hævder at ungdomsinstituioner og fængsler er rene hoteller. Det er de ikke kan jeg sige med en baggrund som leverandør til forsorgen og det skal forældrene til alle børn tænke alvorlig over. At så selv professionelle politikere hopper med på denne vogn, er bare for latterlig, men samtidig undergravende i en fortvivlende grad.

Det er en straf at blive spærret inde. Lad os forklare vores børn det uden at gå i detaljer. Man bliver placeret væk fra sit netværk og sin familie. Der er tale om afsavn. Færdig arbejde!

Vi skal fjerne denne helte status og vi skal minimere brugen af institutioner i det hele taget. Vi må se hvordan at de andre nordisk lande gør det. Vi må se ud i verden på hvilke løsninger at andre nationer, der har erkendt at man ikke kan indespærre sig ud af problemet, gør.

I den aktuelle situation fra Østbyen vil jeg anbefale vores politikere at se på det Amerikanske Peer Court princip. Et stort problem er at de unge baserer deres handlinger på forældrenes myter. Vi behøver ikke at læse mange sekunder i diverse debat-fora, før at man møder fustration over domstolenes afgørelser. Vi taler om løftede pegefingre, lang behandlingstid og betingede domme.

De unge tror ikke at der sker noget. De ved ikke at de går fra bøde til fængsel, når de røver nogle frem for at bestjæle nogen. Da ingen formentlig kunne finde på at straffe deres børn idag for noget de gjorde i sidste uge, så er det klart at der skal ske noget hurtigere. Al forskning peger på at hjernecentrene for ting som fortid og fremtid først etableres i en menneskehjerne i en alder af omkring 20 år, så derfor nytter det ikke at give betingede straffe.

Efter min opfattelse bør vi derfor indføre Peer Courts i Danmark, så de unge der snart skal stemme som 16 årige får viden om hvad der sker på dette område og vi giver forældrene en mulighed for at melde deres egne børn uden at skulle tænke over børnenes straffeattest.

Udgangspunktet ved en Peer Court er at børnene skal vise sig modig nok til at stå frem for et panel af almindelige unge og fortælle hvad de har gjort. De skal ligge kortene på bordet. Til gengæld får de en straf, som skal afsones i lokalområdet. Det kan være en straf som går ud på at udbedre hærværk, det kan være almindelig havearbejde i det veletablerede sti-system, man har i Aalborg Øst, men det er ikke alt. De skal også undskylde overfor deres egne forældre at de har skuffet dem og de skal ikke mindst undskylde overfor ofrene. Udføres konsekvenserne, så forbliver straffeattesten blank. Det seje ved at være lovbryder forsvinder i det sekund at konsekvensen bliver udmålt af de personer, der skulle imponeres.

Vi ved at 99% af de handlinger de unge laver første gang er ubetænksomhed. Det er ikke fordi at de er onde, men der er måske alkohol indblandet eller stoffer nu hvor at lovgivningen har gjort alkohol sværere at få fat i. Måske er de institutionaliserede og uden evner til at aktivere sig selv på en positiv måde efter at have tvangsktiverede hele livet i børneinstitutioner.

Hvorom alt er, så er det vigtigt at der gives frit lejde til at stå frem og fortælle hvad der skete, så en konsekvens kan udmåles, der så skal afsones med det samme for at få luften renset og så hvad der er meget vigtigt: At forhindre at den unge får en selvopfattelse af at være kriminel.

Det vil sende et kraftigt signal til håbefulde unge med negative ambitioner om at det ikke er sejt, når de med egne øjne ser en kammerat med kost og spand.

En forfærdelig ting med børn er netop at de har øjne. Når forældrene i en halvbrandert belærer børnene om at de ikke skal drikke, så kan barnet SE dobbeltmoralen. Derfor må de SE konsekvenserne af en kriminel handling blive udført, så de ikke baserer deres værdinormer på lystfiskerhistorierne fra de anbragte.

Derfor:

Gå til Jeres politiker og bed om at få indført Peer Courts. Vi skal nedbringe antallet af anbragte børn. Omend så for økonomiens skyld, da man kan afholde svømmeundervisningen i en mindre kommune for alle kommunens børn for samme pris som blot et anbragt barn på en lukket institution eller Solhaven koster pr. år.

---
Som supplement til ovennævnte kan jeg oplyse at kriminalforsorgen selv regner med at kun 20% består ungdomssanktionen uden at have begået ny kriminalitet. Peer Courts kan fremvise resultater der går på at op imod at 90% ikke ses i systemet igen.

Lars P. Simonsen

Peer Courts? Fremragende idé og godt indlæg!

Til Angela E. Burns.

Peer Courts er et fremragende forslag til at imødekomme unge, som kommer til at gøre dumme ting. Det er muligheden for at få renset luften, som du siger - at tage ansvar er den største glæde i livet. Så hvis vi kan komme unge i møde med ønsket om, at de tager ansvar frem for at de skal føle sig skyldige, er vi godt på vej. "Systemet" er med til at give de unge en kriminel identitet....

Men så stopper den alstå også her. Du sammenligner Peer Court med ungdomssanktionen. Er det ikke lige i overkanten? For at blive idømt en ungdomssanktion, skal du have begået en forbrydelse, der ville kunne give minimum 1½ års ubetinget fængsel. Det er røverier, grov vold osv. Jeg har meget svært ved at se et 'ungdomspanel' finde en passende straf for en ung med lad os sige 30-40 forhold, hvoraf halvdelen er grov vod. Også selvom den unge kun er 15-16 år gammel.

Og disse unge koster mange skattepenge. Rigtig mange!!!! Der er anbringelser, der koster over 500.000 om måneden. .... OM MÅNEDEN!!! Tænk hvor meget forebyggende arbejde, vi kunne lave for de penge.

Hvis vi virkelig skal noget, handler det ikke om at prioritere med de midler, der er. Det handler om en massiv tilførsel af midler, så alle hardcore kriminelle unge kan få ordentlig pædagogisk behandling, mentorer, uddannelse osv SAMTIDIG med at vi investerer massivt i vores folkeskole, så den bliver mere rummelig. Så den bliver folkets skole! Masser af pædagogsik personale på skolerne. Ældre mennesker ind i daginstitutioner og skoler, så der kan skabes lidt naturlig tid og ro.

Vi har store befolkningsgrupper fra ikke-vestlige lande, som ikke kan knække koden i folkeskolen, fordi den er designet til middelklassens piger. Dér starter ekskluderingen - både af forældre og børn...
Og når man er ekskluderet må man jo se sig om efter en anden karriere...

Jeg er ganske enig i artiklens påstande om, at anbringelse på intitution sjældent har positiv effekt. Desværre. Også her bør vi tænke i alternativer....

@Mads Bentzen

"Men så stopper den alstå også her. Du sammenligner Peer Court med ungdomssanktionen. Er det ikke lige i overkanten? For at blive idømt en ungdomssanktion, skal du have begået en forbrydelse, der ville kunne give minimum 1½ års ubetinget fængsel. Det er røverier, grov vold osv. Jeg har meget svært ved at se et 'ungdomspanel' finde en passende straf for en ung med lad os sige 30-40 forhold, hvoraf halvdelen er grov vod. Også selvom den unge kun er 15-16 år gammel."

Her er en af de "myter" eller vildskud i debatten om man vil.

Hvis man overtræder straffelovens § 276 - tyveri - er man hjemfalden til 1½ års fængsel. Det er nemlig ikke et spørgsmål om straffen - men om straframmen.

Røverier vil normalt medføre at man bliver varetægtsfængslet.

Voldssager søges normalt fremmet i systemet således, at politiet færdigefterforsker sagen inden for 30 dage, domstolene har 60 dage til at beramme sagen, pådømmelse og straksafsoning søges ligeledes fremmet.

Så der går altså ingen unge rundt med 30-40 forhold, hvoraf halvdelen er for grov vold - sådanne unge er i fængsel. Eller på en lukket institution, forhåbentlig, da unge under 18 ikke må anbringes sammen med voksne afsonere.

Så Peer Court og ungdomssanktioner, kan altså sagtens anvendes over for det samme klientel, idet det er de samme straframmer, der ligger til grund.

Jens Thorning

Danskerne elsker udover at ydmyge indvandrere også, når deres egne børn tvangsfjernes; helt åbenlyst at er der tale om en psykotisk, klassisk fascistisk reaktion: Når naboen får fjernet sine børn, bliver der mere til en selv. Børnelærdom fra Orwell til Ionesco. Danskerne kan oven i købet tjene penge på at passe naboens utilpassede børn fra fødslen, fremtidens kriminelle. Ingen tvivl: Vi har Verdensrekorden i Dumhed, langt foran Polen og alle de andre prætendenter. Til Lykke!