Læsetid 10 min.

Den sidste socialdemokrat

Svend Auken er død, 66 år
5. august 2009

Om Svend Auken hed det, at ’han var den bedste statsminister, Danmark aldrig fik’. Med årene blev det et mundheld hos socialdemokrater, der aldrig helt forvandt en følelse af at have svigtet ham, men som blev ved med at holde af ham.

Og det er ganske vist: Auken var beundret for egenskaber, der gør en politisk leder: Han var hurtig i hovedet, velorienteret, veluddannet og veltalende med en ofte vittig kant, der er få politikere forundt, ikke mindst i hans eget parti. Han brændte igennem i medierne og besad såvel indenrigs- som udenrigspolitisk kompetence.
Men, som en på flere planer stor karriere viste, savnede han det politiske lederskabs måske mest nødvendige værktøjer: ydmyghed, tålmodighed og sund mistænksomhed.

Den kølige kynisme var ikke et naturtalent, begavet, som han var med et intellektuelt lys, der ikke blev sat under den falske beskedenheds skæppe, men tværtimod gav en til tider falsk tryghed. Auken gik ud fra, at nære medarbejdere også var nære venner eller i hvert fald loyale kammerater. Det var naturligvis ikke tilfældet, da det er i politik som i mafiaen: it’s never personal.
At han var sin generations mest talentfulde socialdemokrat, er hævet over diskussion. Han sendte på en frekvens, der signalerede ægte socialt engagement, og i det politiske maskinrum var han en kreativ operatør, der fik gennemført lovgivning med konkret adresse til almindelige danskere – efterlønnen i 70’erne og kolonihave-loven i 00’erne er to eksempler.

Oveni overkom han, hvad mange ville have forsvoret var muligt, nemlig at ’grønne’ det socialdemokratiske image med fremsynede miljø- og energi-tiltag, hvis bonus blev placeringen af EU's miljøagentur i København.

Svend var en Aladdin

At han måtte ’nøjes’ med posterne som arbejdsminister (1977-82) og miljø-og energi-minister (1993-2001), skyldtes både ham selv, men også 1980’ernes omsving i politiske konjunkturer (fra socialstat til minimalstat så at sige), der faldt sammen med hans periode som partiformand (1987-92) og bidrog til at forgifte personlige og politiske relationer til samtidige socialdemokratiske profiler, Poul Nyrup, Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard.
De to første blev han reelt politisk uenig med, den sidste droppede han – eller rettere hun ham – efter en strid om forståelsen af socialdemokratisk etik. Hvor disse tre var opkomlinge, der havde stridt sig frem i forreste række, var Auken forgyldt med en let og ubesværet gangart. Som Lykketoft har sagt det: Svend var en Aladdin. Det var så meget sagt, men hans progressive, grundtvigianske ballast som søn af læge Gunnar Auken ( i øvrigt medstifter af Information i 1945) og den banebrydende kvindelæge Kirsten Auken gav en selvfølgelig selvtillid.

Stropstudenten

I Specialarbejderforbundet blev han kaldt ’strop-studenten’, og det var faktisk kærligt ment. For selv om de ufaglærtes tillidsmænd med deres røde seler og ternede skjorter plejede socialt betingede reservationer over for bevægelsens akademikere, tilgav de Auken både magistergrad og en, efter deres smag, lovligt løsagtig personlig stil ved at komme for sent til møder med skjorten flagrende uden på bukserne, for de var aldrig i tvivl om hans holdning.
Som ung politiker og arbejdsminister, som partiformand og siden hen som energi- og miljøminister og ’ældre statsmand’ var han både afholdt og respekteret af dem, det handlede om, og på hvis vegne han handlede: de ufaglærte, de arbejdsløse, kort sagt de uheldige. Og var nogen i tvivl, skulle de bare drikke en bajer med ham på en folkelig knejpe i et af bro-kvartererne, hvor han lige satte sig for at forklare nogle økonomiske sammenhænge til en journalist: Værtshusgæsterne hilste ham i øjenhøjde, men også som et næsten to meter højt håb.
»Bliv ved, Svend, du gør det skidegodt,« lød det fra billardbordene.
Det er ikke det værste eftermæle for en socialdemokratisk politiker, slet ikke én, der ikke havde sat sine ben på et værkstedsgulv eller en byggeplads, før han gjorde sin entré i Folketinget som 28-årig cand. scient. pol. og universitets-amanuensis i Århus.

Valg i Århus i 1971

Det var i 1971, hvor han blev valgt i Århus Nord, et gammelt arbejderkvarter, efter at have forstødt den lokale parti-konge, jernbanearbejder Peter ’Blod’ Jørgensen, fra det sikre socialdemokratiske mandat. Partiets nye regler for sideordnet opstilling betød, at Aukens fodarbejde som gade-agitator kombineret med vigtige parti-alliancer og gode medie-kontakter gav gevinst i en valgkreds, som gradvist var overtaget af studerende og unge familier, der flyttede ind, hvor de ’rigtige’ arbejdere flyttede ud med parcelhus-evolutionen. Desuden råbte tiden på unge, også i en alders-tynget socialdemokratisk folketingsgruppe med en gennemsnitsalder på 57 år. Efter valget i 1971 faldt den til 43.

1960’ernes økonomiske optur gjorde politik til et populært fag og de mest prægnante politikere til medie-stjerner: Olof Palme i Sverige, Willy Brandt i Tyskland og – som vel de mest væsentlige inspirationer for den unge Auken – Jens Otto Krag i Danmark og John F. Kennedy i USA, hvor Auken studerede i 60’erne tillige med studieophold i Frankrig.

Han var som en af landets første scient. pol.er opsat på ’at lave politik’ og gik straks i gang som medlem af Ritt Bjerregaards kaffeklub, stiftet som modvægt til den ældre generations afsmag for de nye opkomlinge.

Han blev hurtigt kendt som formand for ’Socialdemokrater mod EEC’ (som EU kaldtes den gang), en fraktion, der blev tålt, men heller ikke mere, og som han allerede inden folkeafstemningen den 2. oktober 1972 overlod til Karl Hjortnæs. Han brugte ikke sin imponerende energi på nederlag, og det var en skuffelse, at Anker Jørgensen gjorde Hjortnæs og Bjerregaard til ministre allerede i 1973, hvorimod Auken, stik mod de flestes, og også hans egen forventning, stod over, da Jørgensen mente, at den unge mands hast som himmelstormer ville have godt af rettidig tøven.

Firebanden

Men talentet kunne ikke holdes nede og i 1977 fik han den på det tidspunkt vigtige post som arbejdsminister. I 1981 kom Mogens Lykketoft i Folketinget, og ved valget i 1988 kom Poul Nyrup Rasmussen ind som partiets (af Auken og LO promoverede) nye næstformand. Auken kendte dem begge godt, helt tilbage fra sin periode som Frit Fo­rum-formand i Århus, og han havde omhyggeligt holdt sig tæt på Ritts magtcirkel som kaffeklub-allieret. Nu blev ’fire-banden’ en kendsgerning i Folketinget
– med Auken som den første blandt ligemænd.

’Fire-banden’ havde ambitioner, politisk vilje og socialt engagement til fælles, men hvor Nyrup og Lykketoft var pragmatiske i deres bestik af vejrhanerne, og hvor Ritt Bjerregaard var en konstant vagtsom magtspiller, faldt det sjældent Auken ind, at folk ved deres fulde fem kunne betvivle kvaliteten og oprigtigheden i hans arbejde for at gøre landet til et bedre sted for de uheldige.

Han var den mest ’venstresnoede’ af de fire, og i årene som arbejdsminister var hans påvirkning af Anker Jørgensen evident. En samtidig økonom i bevægelsen mente således, at Auken var årsag til daværende finansminister Knud Heinesens afgang i 1979 med bandbullen om ’afgrunden’: »Hver gang Heinesen gennemførte et upopulært indgreb for at lette statens gældsbyrde på 10 milliarder, sørgede Auken for, at Anker formøblede besparelsen med tiltag, der kostede kassen.«

Det var i den periode, Auken sammen med SiD opfandt efterlønnen som middel mod ungdomsarbejdsløsheden. Den blev som bekendt dyr.

Auken ’lavede politik’ og var dygtig til sit fag, også ind imellem lidt for dygtig. Og i de situationer lugtede modstandere kristenblod. Han undgik med nød og næppe en rigsretssag, da han som arbejdsminister forgyldte Arbejdernes Landsbank (og i øvrigt Privatbanken) med forudbetalinger til a-kasserne, der medførte rentetab for statskassen.

En fodfejl i 1988, da han i sin første valgkamp som partiformand citerede en norsk udenrigsminister, Thorvald Stoltenberg, for at have bagtalt Uffe Ellemann-Jensen, blev et grundskud til hans troværdighed.
Affæren viste fligen af en brist, der ironisk nok kom af et højt intellektuelt selvværd. Aukens hurtighed på aftrækkeren syntes at bunde i sangvinsk tillid til, at finkerne – f.eks. ’Stoltenberg-skruen’ – der røg af panden i kampens hede, blev glemt som det, de også var: polemiske forbiere. Men han undervurderede den kollektive hukommelse, akkurat som han overså den misundelse, der var hans temperament fremmed.

Karaktermordet i 1992

Finkerne blev gemt, men ikke glemt, og de var slibesten, da knivene blev hvæsset til karaktermord i 1992, hvor rivalerne i ’fire-banden’ rykkede. Forhistorien var hans utilstrækkelige valgsejr i december 1990, hvor han trods en mandat-gevinst på 14 ikke kunne danne regering, da både den radikale Niels Helveg og CD's pensionerede godfather, Erhard Jakobsen, afviste at gøre ham til statsminister. Og da Tamil-sagens forløb åbnede en mulighed for regerings-skifte, var Aukens dage talte. Magten var det vigtigste, men opgøret var også i sin kerne politisk – en uenighed om, hvor dybt socialdemokraterne skulle bukke for den liberalistiske bølge efter Murens Fald – men udadtil kom det til at dreje sig om Aukens bonitet som både politiker og person.

Auken havde kappet sin alliance med Ritt Bjerregaard i 1991, da hun ikke ville flytte fra en pamperlejlighed i Københavns city, samtidig med at hun hævede boligtilskud som fynbo. Bjerregaard havde som gruppeformand dækket Aukens ryg, og uden hende var han prisgivet – og hun sagde det til ham: »I dag er det mig, nu går de efter dig«. Det gjorde de.

Han så ikke katastrofen komme og begik taktiske brølere, da Poul Nyrup stillede op mod ham. Han accepterede, at opgøret ikke måtte fokusere på den politiske uenighed, hvor han ville have stået stærkere i den socialdemokratiske forsamling, ligesom han godkendte, at partiets apparat, som han kontrollerede, ikke måtte arbejde for ham. Men han kunne ikke bestemme, hvem LO og Dansk Metal måtte arbejde for, og Nyrup kunne gå ud i en valgkamp med finansiel og logistisk støtte fra de to tunge drenge i fagbevægelsen, Max Bæhring og Finn Thorgrimson.

Da Auken indså, at slaget var tabt, rejste han sig. I Vejle kongrescenter 11. april 1992 sad gamle kampfæller som guillotinens strikkekoner – grånende veteraner, Erling Olsen, Knud Heinesen og Svend Jakobsen, de yngre og magtsultne bag Nyrup og Lykketoft, bl.a. Ole Stavad, som Auken med typisk troskyldigt fejlskøn havde ført frem. Det var ikke så kønt.
Han blev talt ud stående og sørgede dermed for, at nederlaget ikke blev forældreløst, men fik fuld projektør-belysning. Var han lusket af med en international post eller et parti-leveret ben, havde han været færdig som gårdsanger.

Nu blev han moralsk martyr med cifrene 187-359 og fik demonstreret, at en tredjedel af partiet var bag ham. Han kunne vælge sin ministerpost efter ønske i 1993 – med de bevillinger, han syntes den krævede, og Nyrup kunne ikke sige nej.

Internt i gruppen fik han mere vægt, end han havde haft som formand i fem år. Hans nye kaffeklub, ’Aldrig mere en 11. april’, kaldte han ’en selskabelig forening’, men den var reelt en fraktion, der blev officiel ved væbneren Frank Jensens valg som politisk ordfører.
Hans vindervilje blev således for alvor eksponeret efter nederlaget, så man næsten fik ondt af hans banemand, Poul Nyrup Rasmussen. Denne forvandt da heller aldrig sin sejr, for evigt stemplet som knivstikker, hvilket kan forklare hans akavede offentlige fremtoning. Og det er en grum ironi, at han ti år senere selv gled i Aukens største resultat, efterlønnen.

Blodsporerne

I sin generation vil Auken blive husket for de forspildte muligheder, der gjorde hans fem år som partiformand til en tragedie, der også nu trækker blodspor i det plagede lønmodtager-parti.
Men mands minde er kort, og på den lange bane vil Svend Auken blive husket som den sidste rigtige socialdemokrat, og som den politiker, der med magt og minister-indflydelse satte vor tids eksistentielle trussel (udover kernevåben) på den politiske dagsorden. Han øgede miljø-investeringerne fra knap 2,9 mia. til 4,7 mia. og når FN’s klima-konference holdes i København, er det formelt Connie Hedegaards show, men det politiske bagtæppe er Aukens, ikke den nuværende regerings. Den gjorde indtil for nylig, faktisk nærmest indtil forleden, hvad den kunne for at bombe Aukens miljø-resultater tilbage til niveauet før 1992.
Hans succes som miljøminister – både med konkrete resultater og i form af at tale den vigtige miljø-sag op på dagsordenen – vil blive stående. Han kaldte det selv, og man er tilbøjelig til at tro ham, ’en personlig lykke’, at han endte som miljø- og energiminister frem for at fortsætte som partileder.
De vigtigste nøgleord for hans indsats er Kyoto-processen, hvor han talte USA midt imod og skabte megen furore. Udbygningen af vindkraft og kolonihave-loven, der sikrede folk retten til at overvintre i deres knaldhytter, er andre succeshistorier.
Han blev en autoritet på den internationale miljøscene i kraft af sine diplomatiske evner som forhandler, men også for sit høje grønne ambitionsniveau i bl.a. EU-sammenhæng.

Som energiminister – en portefølje, han fik tilføjet efter et par år – kom han i stigende grad i et dilemma.
Han betragtede det som politisk ufremkommeligt at tale imod væksten, så han vægtede en optimistisk vinkel – »vi kan gennemføre et grønt energisystem«, etc. – men meget, han sagde og skrev efter sin tid som minister, tyder på, at han var kommet i tvivl om vækst­økonomiens velsignelser.
Det var dog indignationen – den sociale og menneskelige, som da han kritiserede både regering som eget parti for kynisme i sagen om irakerne i Brorson-kirken – der var hans mest ægte og sympatiske træk.

Svend Auken havde åbne tårekanaler, og hans kristne grundsyn som medlem af valgmenigheden i Vartov var engagementets råstof og et rygstød i modgang.
Han kunne føle sig uretfærdigt behandlet af kolleger og presse, og når han kom videre i fin stil og uden synlig bitterhed, var det snarere Grundtvig end Marx og Pio, der var den mentale motor.
Og ja, han var muligvis blevet en stor statsminister. Men han blev først rigtig stor, da den mulighed var forpasset.
Nu må partiet klare sig selv. Også af den grund vil han blive hårdt savnet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Per Thomsen

"Det var dog indignationen – den sociale og menneskelige, som da han kritiserede både regering som eget parti for kynisme i sagen om irakerne i Brorson-kirken – der var hans mest ægte og sympatiske træk."

Helt enig.

Brugerbillede for Tom W. Petersen
Tom W. Petersen

Det er da bemærkelsesværdigt, hvor mange af de, der med alle midler bekæmpede ham, der nu fortæller, hvor uendeligt meget, de holdt af ham...

Brugerbillede for Pia Qu

Ikke kun en af de største og mest ægte socialdemokrater, - men også en af de ærligste politikere Danmark har haft nogensinde.