Om Svend Auken hed det, at ’han var den bedste statsminister, Danmark aldrig fik’. Med årene blev det et mundheld hos socialdemokrater, der aldrig helt forvandt en følelse af, at have svigtet ham, men som blev ved med at holde af ham.
Og det er ganske vist: Auken var beundret for egenskaber, der gør en politisk leder: Han var hurtig i hovedet, velorienteret, veluddannet og veltalende med en ofte vittig kant, der er få politikere forundt, ikke mindst i hans eget parti. Han brændte igennem i medierne og besad såvel indenrigs- som udenrigspolitisk kompetence.
Men, som en på flere planer stor karriere viste, savnede han politisk lederskabs måske mest nødvendige værktøjer: ydmyghed, tålmodighed og sund mistænksomhed.
Den kølige kynisme var ikke et naturtalent, begavet, som han var, med et intellektuelt lys, der ikke blev sat under den falske beskedenheds skæppe, men tværtimod gav en til tider falsk tryghed. Auken gik ud fra, at nære medarbejdere også var nære venner eller i hvert fald loyale kammerater. Det var naturligvis ikke tilfældet, da det er i politik som i mafiaen: it’s never personal.
At han var sin generations mest talentfulde socialdemokrat, er hævet over diskussion. Han sendte på en frekvens, der signalerede ægte socialt engagement, og i det politiske maskinrum var han en kreativ operatør, der fik gennemført lovgivning med konkret adresse til almindelige danskere.
Svend var en Aladdin
At han måtte ’nøjes’ med posterne som arbejdsminister (1977-82) og miljø-og energi-minister (1993-2001), skyldtes både ham selv, men også firsernes omsving i politiske konjunkturer (fra socialstat til minimalstat så at sige), der faldt sammen med hans periode som partiformand (1987-92) og bidrog til at forgifte personlige og politiske relationer til samtidige socialdemokratiske profiler, Poul Nyrup, Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard.
De to første blev han reelt politisk uenig med, den sidste droppede han – eller rettere hun ham – efter en strid om forståelsen af socialdemokratisk etik. Hvor disse tre var opkomlinge, der havde stridt sig frem i forreste række, var Auken forgyldt med en let og ubesværet gangart. Som Lykketoft har sagt det: Svend var en Aladdin. Det var så meget sagt, men hans progressive, grundtvigianske ballast som søn af læge Gunnar Auken (i øvrigt medstifter af Information i 1945) og den banebrydende kvindelæge Kirsten Auken, gav en selvfølgelig selvtillid.
Stropstudenten
I Specialarbejderforbundet blev han kaldt ’strop-studenten’, og det var faktisk kærligt ment. For selv om de ufaglærtes tillidsmænd med deres røde seler og ternede skjorter plejede socialt betingede reservationer over for bevægelsens akademikere, tilgav de Auken både magistergrad og en, efter deres smag, lovligt løsagtig personlig stil ved at komme for sent til møder med skjorten flagrende uden på bukserne, for de var aldrig i tvivl om hans holdning.
Som ung politiker og arbejdsminister, som partiformand og siden hen som energi- og miljøminister og ’ældre statsmand’ var han både afholdt og respekteret af dem, det handlede om, og på hvis vegne han handlede: de ufaglærte, de arbejdsløse, kort sagt de uheldige. Og var nogen i tvivl, skulle de bare drikke en bajer med ham på en folkelig knejpe i et af bro-kvartererne, hvor han lige satte sig for at forklare nogle økonomiske sammenhænge til en journalist: Værtshusgæsterne hilste ham i øjenhøjde, men også som et næsten to meter højt håb.
»Bliv ved Svend, du gør det skidegodt,« lød det fra billardbordene.
Det er ikke det værste eftermæle for en socialdemokratisk politiker, slet ikke én, der ikke havde sat sine ben på et værkstedsgulv eller en byggeplads, før han gjorde sin entré i Folketinget som 28-årig cand. scient. pol. og universitets-amanuensis i Århus.
Firebanden
Talentet kunne ikke holdes nede og i 1977 fik han den på det tidspunkt vigtige post som arbejdsminister. I 1981 kom Mogens Lykketoft i Folketinget og ved valget i 1988 kom Poul Nyrup Rasmussen ind som partiets nye næstformand. Nu blev ’fire-banden’ en kendsgerning i Folketinget – med Auken som den første blandt ligemænd.
’Fire-banden’ havde ambitioner, politisk vilje og socialt engagement til fælles, men hvor Nyrup og Lykketoft var pragmatiske i deres bestik af vejrhanerne, og hvor Ritt Bjerregaard var en konstant vagtsom magtspiller, faldt det sjældent Auken ind, at folk ved deres fulde fem kunne betvivle kvaliteten og oprigtigheden i hans arbejde for at gøre landet til et bedre sted for de uheldige.
Auken ’lavede politik’ og var dygtig til sit fag, også ind imellem lidt for dygtig. Og i de situationer lugtede modstandere kristenblod. Han undgik med nød og næppe en rigsretssag, da han som arbejdsminister forgyldte Arbejdernes Landsbank (og i øvrigt Privatbanken) med forudbetalinger til a-kasserne, der medførte rentetab for statskassen.
Karaktermordet i 1992
Auken havde kappet sin alliance med Ritt Bjerregaard i 1991, da hun ikke ville flytte fra en pamperlejlighed i Københavns city samtidig med, at hun hævede boligtilskud som fynbo. Bjerregaard havde som gruppeformand dækket Aukens ryg, og uden hende var han prisgivet – og hun sagde det til ham: »I dag er det mig, nu går de efter dig«. Det gjorde de, og årsagen var, at han trods en gevinst på 14 mandater ved valget i 1990 ikke kunne danne regering – de radikale og Erhard Jakobsen (der styrede Mimi) afviste at gøre ham til statsminister.
Han så ikke katastrofen komme og begik taktiske brølere, da Poul Nyrup stillede op mod ham. Han accepterede, at opgøret ikke måtte fokusere på den politiske uenighed, hvor han ville have stået stærkere i den socialdemokratiske forsamling, ligesom han godkendte, at partiets apparat, som han kontrollerede, ikke måtte arbejde for ham. Men han kunne ikke bestemme, hvem LO og Dansk Metal måtte arbejde for, og Nyrup kunne gå ud i en valgkamp med finansiel og logistisk støtte fra de to tunge drenge i fagbevægelsen, Max Bæhring og Finn Thorgrimson.
Da Auken indså, at slaget var tabt, rejste han sig. I Vejle kongrescenter 11. april 1992 sad gamle kampfæller som guillotinens strikkekoner – grånende veteraner, Erling Olsen, Knud Heinesen og Svend Jakobsen, de yngre og magtsultne bag Nyrup og Lykketoft, bl.a. Ole Stavad, som Auken med typisk troskyldigt fejlskøn havde ført frem. Det var ikke så kønt.
Blodsporene
I sin generation vil Auken blive husket for de forspildte muligheder, der gjorde hans fem år som partiformand til i en tragedie, der også nu trækker blodspor i det plagede lønmodtager-parti.
Men mands minde er kort, og på den lange bane vil Svend Auken blive husket som den sidste rigtige socialdemokrat, og som den politiker, der med magt og minister-indflydelse satte vor tids eksistentielle trussel (udover kernevåben) på den politiske dagsorden. Han øgede miljø-investeringerne fra knap 2,9 mia. til 4,7 mia. og når FN’s klima-konference holdes i København, er det formelt Connie Hedegaards show, men det politiske bagtæppe er Aukens, ikke den nuværende regerings.
Hans succes som miljøminister – både med konkrete resultater og i form af at tale den vigtige miljø-sag op ad dagsordenen – vil blive stående. Han kaldte det selv, og man er tilbøjelig til at tro ham, ’en personlig lykke’, at han endte som miljø- og energiminister frem for at fortsætte som partileder.
Det var dog indignationen – den sociale og menneskelige, som da han kritiserede både regering som eget parti for kynisme i sagen om irakerne i Brorson-kirken – der var hans mest ægte og sympatiske træk.
Nu må partiet klare sig selv. Også af den grund vil han blive hårdt savnet.
Læs hele Lasse Ellegaards nekrolog i avisen i morgen
