Nyhed
Læsetid: 1 min.

Søvndal: SF bliver rygraden i ny regering

Det er helt "utænkeligt", at SF ikke bliver en del af regeringen efter næste valg, mener Villy Søvndal. SF er rygraden i S-SF-R-samarbejdet, lyder det nu
Det er helt "utænkeligt", at SF ikke bliver en del af regeringen efter næste valg, mener Villy Søvndal. SF er rygraden i S-SF-R-samarbejdet, lyder det nu
Indland
11. august 2009

Det er en særdeles selvsikker Villy Søvndal, der kigger frem mod næste valg.

SF-formanden er ikke kun overbevist om, at SF bliver tildelt ministerposter i en ny regering. Han vurderer også, at SF bliver omdrejningspunktet for et regeringssamarbejde bestående af Socialdemokraterne, SF og De Radikale.

- Vi kommer til at udgøre rygraden i et kommende flertal, siger Villy Søvndal på et pressemøde på dagen, hvor SF holder sit årlige sommergruppemøde.

Søvndal foretrækker en regering bestående af både Socialdemokraterne, SF og De Radikale og ser det slet ikke som en mulighed, at SF bliver holdt ude af en kommende regering.

- Det er helt langt ude og helt utænkeligt, at det parti, der på alle stræk leverer mange af forslagene og leverer fremgangen, ikke deltager i en kommende regering. Det er helt utænkeligt, og jeg vil ikke bruge min korte tid på at forholde mig til spørgsmål, der er så fuldstændigt utænkelige, siger Villy Søvndal.

Euroen er fortsat et problem

Særligt S og SF har de seneste år nærmet sig hinanden på flere områder. Også De Radikale har på det seneste markeret sig som en mere tydelig del af det politiske alternativ til VK-regeringen.

Villy Søvndal mener, at der er langt mere, der samler end skiller de tre partier, og han forventer, at S-SF-R vil præsentere det mest "velforberedte regeringsprojekt i Danmark".

Han anerkender, at synet på euroen er en knast i regeringsalternativet, men mener ikke, at det er et "akilleshælsspørgsmål".

- Men når man har som ambition at styre et land, så er det ikke småknaster, man dirigerer rundt med. Det er meget lettere at være i en vandværksbestyrelse end at regere et land, siger Villy Søvndal.

/ritzau/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her