Solidariteten dør med Lindø

De står der ganske symbolsk. Efterladt efter frokosten på rad og række. Flere hundrede stole, tomme, i spisesalen på Lindø-værftet. Kun i det ene hjørne af det enorme rum, der normalt runger af gumlen og grove vittigheder, sidder to mænd i blå kedeldragter og stirrer ud af vinduet. Der er hamrende stille.

»Ingen siger så meget i dag. Folk går og tænker på, hvad de nu skal tage sig til. Det værste er, at man skal begynde at sige farvel til hinanden,« siger Søren Henriksen, der har svejset skibe på Lindø i 10 år.

Ved siden af ham sidder John Danielsen, der har været skibsbygger på værftet i 15 år. Han nikker.

»Hvis du har noget, du ikke kan finde ud af, så spørger man, kan du hjælpe mig, og så får man hjælp. Sådan gør vi herude, og det kommer jeg til at savne,« tilføjer han og bliver med det samme afbrudt af sidemanden:

»Man lader ikke nogen i sjakket i stikken, det gør man bare ikke.«

Det er netop 'sjakkene', der præger den asfalterede værftsplads. De her små klynger af mænd med påbudte plastikhjelme, der deler en smøg, en arbejdsopgave, deres bekymringer. Som små befolkningsgrupper i det lille samfund, som værftet udgør, med egne lyskryds, hajtænder og små huse.

Industriens solidaritet

Allerede i udgangen af august mister de første 175 af mændene deres job. Måske bliver det to eller tre fra hvert sjak, måske bliver det et helt sjak ad gangen.

Men for de to Lindø-arbejdere er det ikke kun et job og en løncheck, der forsvinder med Lindø. Det er et fællesskab. En identitet.

» Man er jo værftsarbejder med liv og sjæl. Sådan bliver det, når man arbejder her med alle de andre og sørger for hinanden. Det gode kammeratskab, det skal vi sige farvel til,« fortæller John Danielsen.

Industrihistoriker og forsker Jørgen Burchardt, der har udgivet flere bøger om sværindustrien i Danmark for Syddansk Universitet, mener også, at lukningen af Odense Staalskibsværft er et farvel til et godt dansk kammeratskab.

»Som arbejdere i sværindustrien havde man et fællesskab på godt og ondt, fordi det var den eneste måde, man kunne hamle op med de store drenge på. Et farvel til industriarbejdet er et farvel til den solidaritet og det fællesskab, som har præget Danmark gennem hele det 20. århundred,« siger han.

Nu hvor Danmarks sidste sværindustrielle flagskib lukker, ser han det som et skridt mod et andet samfund.

»Sammenholdet har vi ikke tæt på mere. I dag er mennesker sig selv nærmest. Egoismen afløser den kollektive ageren,« forklarer Jørgen Burchardt.

Klokken to bevæger alle mændene sig mod samme port. Nogle cykler på tunge 50'er cykler med små lad og titler som 'Værftets næstbedste smed' på stellet. Andre løber i de skridsikre sko, mens få vralter, som havde de slæbt metal hele deres liv. Det har mange af dem også. I hvert fald i 40-50 år.

Men de når alle frem, og de samles i flok foran maskinen med deres chipkort.

Der skal stemples ud.

»Vi gør tingene sammen her. De små, nye virksomheder, der kommer til nu, de vil ikke kunne have den solidaritet. Den store solidaritet, den forsvinder, « siger John Danielsen. For ham og kollegerne er fællesskabet en tradition. Og traditioner vejer tungt på Lindø, hvor skiltene med ordene 'giv agt' og 'her males der' tydeligt har oprindelse i det sidste århundred.

»Hvis der er blevet besluttet noget ovre i kantinen, så er det det, vi gør. Sådan har det altid været. Også selvom du ikke er enig, så er det det, du gør. Det ville sgu ikke fungere, hvis folk bare gjorde, hvad der passede dem,« siger Søren Henriksen.

Vendingen 'sådan har det altid været' går igen på værftet, hvor det mest moderne er skibsbygningsteknikken og den cordon bleu, der er på menuen til frokost. Den serveres dog med rødkål.

Udfordringen

Ifølge brancheformand for Dansk Metal Anders Laubjerg betyder fastholdelsen af traditionerne, at de store industriarbejdspladser har været med til at lære arbejderne helt elementære ting, der har gjort Danmark til et produktivt land.

»Jeg vil betegne de store industrimastodonter som opdragelsesanstalter. De har udbredt viden om samarbejde og lært folk, hvordan man i fællesskab kan skabe noget, der er større end en selv. På den måde lider den danske fagbevægelse et stort tab ved Lindøs lukning,« siger han.

Han mener ikke kun, at det er fagbevægelsen, men også det danske arbejdsmarked, der er baseret på et aftalesystem, der kommer på usikker grund med skibsværftets lukning og cirka 3.000 arbejderes fyring.

»Grundlaget for aftalesystemet er, at begge sider af forhandlingsbordet er organiseret og står samlet. På det punkt skal man ikke undervurdere den effekt, de store virksomheder har. Arbejdere i store virksomheder er organiserede i en højere grad end i små virksomheder, og de har derfor styrken til at få ting gennemført, fordi de har et bagland, der står sammen. Det er altså noget sværere at lave forhandlinger, hvor dem, der sidder på hver side af bordet, kommer fra 60 forskellige arbejdspladser og har vidt forskellige interesser,« siger han.

Finn Buus Nielsen, der er administrerende direktør på Odense Staalskibsværft, mener også, at det bliver en udfordring for det danske arbejdsmarked, at Lindø drejer svensknøglen om.

»De store industrivirksomheder har slået på stortromme i sådanne forhandlinger, og der er ingen tvivl om, at det nu bliver sværere for lønmodtagerne at kæmpe de store kampe.«

De sidste år har været en stor kamp for Lindø-værftet og de ansatte. Tallene i regnskaberne blev røde i takt med, at Kina og Fjernøsten overtog en stadig større dele af ordrerne i skibsindustrien.

I mandags blev nederlaget en kendsgerning. Siden har den sorte humor, der flyver over jernpladerne været en smule sortere, og vittighederne har kørt på, om de nu skulle uddanne sig til sygeplejersker eller hjemmehjælpere. Men det er bare vittigheder, for mange kan ikke forestille sig andet end Lindø.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave. Jeg vil ikke klemmes ind på sådan en lille virksomhed ved sådan en lille filebænk. Det er slet ikke mig,« siger John Danielsen.

Og sådan har de fleste det. Alt andet end Lindø er 'bare ikke dem'.

»Det er en anden måde at arbejde på, end jeg har prøvet nogen andre steder. Tag for eksempel bare tonen herude, det er jo den måde, man snakker på nu,« siger John Danielsen og bliver hurtigt afbrudt af Søren Henriksen:

»På nær når konerne ringer - så skifter folk sgu helt stemme!«

For dem truer fremtiden og fyringen med at påtvinge dem en ny identitet. Men som Per Andersen, fællestillidsmand på Lindø-værftet, påpeger, så er de værftsarbejdere lige indtil,deres navne står på en fyreseddel.

»Vi er stolte værftsarbejdere, og vi er ikke nogen, man kan slå ned på. Vi retter ryggen og bygger vores skibe færdige. Og så hæver vi vores sidste hyre.«