Læsetid: 4 min.

’Dem med Stein Bagger’ bukker og bakker

Danske Bank præsenterede i går et skuffende regnskab. Men det lykkedes at introducere et nyt selvudslettende image med en flagellantisk direktør i spidsen
12. august 2009

Danske Bank præsenterer deres halvårsregnskab i Kuppelsalen midt i Laksegade i det indre København. Og hvis ikke det var, fordi det er en af sprogets større klicheer, kunne man snildt sige, at fanden er løs i Laksegade denne tirsdag.

For det er i sandhed et anno horribilis, regnskabet samler op på. Alt er i år gået galt for banken, for hvem intet tidligere kunne gå galt. Og når bøger som ’Hvem Hvad Hvor 2009’ udkommer, er billedet af Danske Banks hovedsæde lige så forudsigeligt i afsnittet om finanskrisen som billedet af bankens mest eksponerede kunde, svindleren Stein Bagger.

Regnskabet viser, at banken har et dundrende underskud på opkøb i Irland og Finland, at det ser sort ud med at få mange udlån hjem i kassen, at de danske kunder flygter, og at bankens omdømme er skudt i sænk.

En gang var det tåbeligt for folk på toppen at tale respektløst om Danske Bank. I dag er det tåbeligt ikke at gøre det. Hvilket kom glimrende til udtryk tidligere på året, da Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard svarede bidende tilbage på en kritik fra banken:

»Danske Bank – er det ikke dem med Stein Bagger?« Slam. Ord smælder værre end pisken, og Danske Bank stod såret tilbage som enhver anden af de tosser og tabere, som med jævne mellemrum plopper op fra finanskrisens dynd.

Hån og spot

Offer for den særlige danske tradition for hån og spot af den, som just fortumlet er væltet ned fra piedestalen, har Danske Bank været i de seneste mange måneder. Banken har selv ufrivilligt leveret skyts på skyts.
Som da bankens slogan først lød: ’Gør det du er bedst til. Det Gør vi’, og muntre folk spurgte om ’skridt på stedet i lort til knæene’ var den aktivitet, Danske Bank var bedst til. Det fik banken til midlertidigt at trække sloganet tilbage, og de samme spøgefugle til retorisk at spørge, hvad banken nu gjorde, hvis den ikke gjorde det, den var bedst til. Og andre til at tilføje om det nye slogan skulle være en selvudslettende revers version 2.0 af det gamle, lydende: ’Gør det du er bedst til. Det gør vi ikke’.

Man kan godt se på ordførende direktør, Peter Straarup, at orkanens øje tærer, da han skridter ind i Kuppelsalen under bulder og brag, fordi døren bag talerstolens AV-anlæg binder alt for let, og knalder op i bagvæggens panel.

Staarup forsøger dog at fastholde en ydmyg attitude. Direktøren fortæller, at Danske Bank har opnået et resultat på 0,7 milliarder kroner i det første halvår af 2009. I salen opstår der en kort stille pause, hvor gæsterne ser op på power pointens 0,7. Det ser sølle ud.

»Men det er det ikke,« understreger direktøren, »I lyset af den økonomiske situation i verden er det et acceptabelt resultat. Men for en bank med Danske Banks ambitioner, er det bare ikke tilfredsstillende,« tilføjer han afdæmpet, og fortsætter med at vise nye slides. Slides der fortæller om samlede indtægter, der er steget med 48 procent og en kommende organisationsændring, hvor 220 medarbejdere skal fyres med henblik på at gøre banken mere mean – nej, lean sagde han vist – og konkurrencedygtig.

Flaggellantisk kampagne

Meget kan man sige om Peter Straarup, og meget er der blevet sagt.

Straarup er blevet kaldt gebyrgribben og sammenlignet med ’Kolde Tage’, en forgænger i direktørstolen, bare uden Tages menneskelige varme. Iskold ser Straarup også ud på talerstolen, men hans stemme er varm og venlig. Ikke på Thomas Winding-måden. Mere varm som en bedstefar – låst fast i et stift mandeideal fra 1950'erne – der gerne vil tale venligt til sit barnebarn uden rigtig at kunne finde ud af det, fordi redskaberne ikke findes i idealets værktøjskasse.

Den stemme bliver brugt til en vanskelig balancegang. På den ene side er Danske Bank slet ikke kommet dertil, hvor man ønsker at påtage sig bare en lillebitte del af ansvaret for problemerne i den finansielle sektor.

»Krisen kom til os fra vest,« siger Peter Straarup – som var der tale om en ustyrlig outlaw fra over there, der har horet og drukket sig igennem Danmark, for så at afslutte sit togt med at røve den pæne Danske Bank.

Omvendt har kommunikationsafdelingen også fortalt ledelsen, at den simpelthen må vise en form for anger.
Den må bukke og bakke lidt for at få en smule social kapital, når den nu mangler den anden kapital. Og det gør Danske Bank så. Over en periode har den kørt en flaggellantisk kampagne, hvor alle via sms og net råt for usødet har kunne fortælle deres mening om banken. Man fornemmer, at der ikke kun har været morsom læsning.

»Vi er endnu ikke helt klar over, hvordan vi systematisk vil bruge kommentarene i vores arbejde. Men det kommer vi snart med en plan for.«

Garantien hænger i luften. »Jep … ellers … okay … tusind tak for opmæksomheden,« slutter Peter Straarup af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu