Læsetid: 2 min.

'Jeg blev stemplet som brokkerøv'

Helle Spanggaard blev fyret fra sit job som socialrådgiver i Samsø Kommune. Hun mener, at det var, fordi hun havde kritiseret sin chef
Helle Spanggaard blev fyret fra sit job som socialrådgiver i Samsø Kommune. Hun  mener, at det var, fordi hun havde kritiseret sin chef
19. august 2009

»Jeg følte mig fuldstændig klasket op mod bagvæggen, og jeg kunne slet ikke forstå, at de betragtede mig som 'usamarbejdsvillig'.«

Helle Spanggaard husker tilbage til november 2007, hvor hun blev fyret som socialrådgiver i Samsø Kommune. Hun stod til at overtage ledelsen af den såkaldte Familieafdeling, men i september 2007 skriver hun en mail til sin chef, som ifølge hende selv får store konsekvenser.

»Min chef havde uden om afdelingen truffet en afgørelse om et bestemt barn, og den afgørelse syntes jeg var uforsvarlig og måske lovstridig - og det skrev jeg til hende. Jeg havde aldrig kunne forestille mig, at det kunne føre til min fyring nogle måneder senere,« siger hun.

I første omgang blev Helle Spanggaard indkaldt til en 'tilrettevisning' få dage efter, hun havde afsendt mailen.

På mødet bad Helle Spanggaards chef hende om at skrive under på et tresiders dokument, som blev fremlagt som en vejledning til hendes job.

»Som jeg opfattede det, så stod der dybest set, at hvis min chef sagde hop, så skulle jeg hoppe, og hvis hun sagde spring, så skulle jeg springe,« siger Helle Spanggaard.

Fyringen

Helle Spanggaard skrev ikke under på dokumentet, og hun blev efterfølgende indkaldt til et møde mere.

»Det var blot endnu en afklapsning, og derefter gik jeg helt ned, og jeg sygemeldte mig,« fortæller hun.

Hun var sygemeldt i seks uger, hvorefter hun blev afskediget, med den begrundelse, at hun ikke er samarbejdsvillig, og fordi de gerne vil ansætte en ny.

»Jeg havde været til de møder, som var blevet arrangeret for at rede trådene ud, så for mig at se havde jeg gjort mit til at få det til at fungere, men det hele oste af, at de ikke havde et reelt ønske om at få mig tilbage, fordi de havde stemplet mig som en brokkerøv,« siger Helle Spanggaard.

Hun kørte indtil for nylig en sag mod Samsø Kommune, som i juni blev afgjort til kommunens fordel med den begrundelse, at kommunen var i sin ret til at fyre hende, fordi afdelingen i forvejen var ramt af sygemeldinger, og de havde brug for at ansætte en ny.

»Det er svært at komme igennem systemet og få ret, fordi retten til at lede vægter tungt i forhold til hensynet til den enkelte medarbejder,« slutter hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Kunden (og chefen) har altid ret. Hvis han skal kritiseres er det klogt for det første ikke at gøre det skriftligt og dernæst heller ikke når han/hun selv er tilstede. Så kan man altid lyve sig ud af eventuelle kontroverser. Endellg er der den mulighed at man gør sig så intim med chefen at man kan tillade sig at "antyde visse probelmstillinger". Men det kræver at man har en solid fornemmelse for hans grænser og ikke er så uheldig at have en psykopatisk chef. Hvis det sidste er tilfældet og man ikke opdager det i tide, er der desværre stor sandsynlighed for at tingene kører af sporet. Heldigvis er kravene til den moderne leder så store at de fleste psykopater bliver sorteret fra allerede inden de når til chefkontoret. Så altså igen: Chefen har altid ret - også når han ikke har det.

Søren Schnieber

LOL

§1 Chefen har altid ret

§2 Skulle dette ikke være tilfældet, træder §1 STRAKS i kraft.

Hvem som offentlig ansat har ikke været med til det jeg som gammel militær ansat vil kalde en "BEFALET" succes.