Nyhed
Læsetid: 4 min.

Talebanskoler lærer børn at blive selvmordsbomber

Drenge helt ned til niårsalderen er i Swat-dalen blevet udsat for systematisk indoktrinering i særlige træningslejre, hævder den pakistanske hær
Indland
3. august 2009

ISLAMABAD - Den pakistanske hær oplyser, at den har reddet 20 ud af hundredvis af drenge, som Taleban skal have rekrutteret og hjernevasket til fremtidige selvmordsbombemissioner i en hemmelig indoktrineringslejr.

Drengene, hvoraf de yngste blot er ni år, har under afhøring fortalt deres redningsmænd, hvordan de blev narret til at blive del af Talebans jihad-hær i Pakistan. Over 1.000 andre børn skal have været under uddannelse i speciallejre i Swat-dalen.

Afsløringen, som er kommet frem i forbindelse med den pakistanske hærs fremrykning i provinsen - en offensiv, der nu er nået ind i sin afsluttende fase - understreger både, hvor stor magt Talebans har over fattige pakistanske lokalsamfund og hvor langt bevægelsens ledere er rede til at gå for at nå deres mål.

Tilbage hos forældrene

De befriede børn blev holdt indespærret i en træningslejr i Swat-dalens Charbargh-område, hvor de skulle gennemgå et indoktrineringsprogram af mere end en måneds varighed. Nogle af dem blev reddet under hærens fremstød, mens andre blev udleveret til hæren af deres bekymrede forældre.

»Da vi afhørte drengene, fortalte de, at de var blevet kidnappet med magt af Taleban. Nogle var dog blevet overtalt til at melde sig til lejren af deres venner,« oplyser major Nasir Khan, en militærtalsmand i Swat-dalen.

»De blev udsat for massiv indoktrinering. Da jeg spurgte dem, hvilke budskaber de blev indprentet, sagde de: »At Pakistans hær er allieret med den vestlige kapitalistiske verden og er fjende af islam. At kampen imod hærens soldater er retfærdig.«

Drengene kom til lejren ad forskellige ruter. Nogle familier var med skydevåben for panden blevet truet til at udlevere deres børn til at »udkæmpe jihad« under Talebans kortvarige brutale herredømme over Swat. Nogle drenge blev kidnappet under mystiske omstændigheder, mens andre blev narret ind i Talebans klør ved venners overtalelse.

De præcise antal af drenge, som er blevet tilbageholdt og trænet af Taleban, er uvist, men der menes at være tale om et trecifret antal i den høje ende. En af de 20 drenge, som nu er blevet reddet, har fortalt major Khan, at der var »omkring 1.200 andre drenge« på træningslejren i Charbargh. Hæren har mistanke om, at Taleban har drevet eller driver flere andre lignende lejre andre steder, deriblandt i den militante højborg, Piochar.

Had til Vesten

Drengene, som nu er i hærens hænder, er begyndt at røbe enkeltheder om den træning, de måtte gennemgå i lejrene. Fremfor alt bestod den i ideologisk indoktrinering, hvor de bl.a. blev vist videooptagelser af grusomheder begået i den muslimske verden - fra Palæstina til Tjetjenien og Mellemøsten.

»De fik forevist disse billeder for at de skulle udvikle et had til vestlige lande,« siger major Khan.

Talebans militante målte herefter deres intelligens og fysiske styrke, hvorefter drengene blev inddelt i tre adskilte kategorier. Den første gruppe blev uddannet til at være lokale informanter, som skulle afpatruljere gaderne og dalen og indsamle informationer. En af de afhørte drenge fortæller, at han blev udstyret med en pistol og fik ordre til at holde øje med den pakistanske hærs troppebevægelser.

Da hæren begyndte at slå til mod Talebans kommunikationsinfrastruktur, ødelagde bevægelsens evne til at kommunikere ved hjælp af satellittelefoner og tilfangetog lokale informanter, greb de militante til simplere metoder: Drenge blev posteret på gadehjørner, og når en hærkonvoj satte sig i bevægelse i en given retning, skulle drengene sende signaler herom ved hjælp af tegn med hånden og spejle.

Mens informanterne blev udvalgt blandt de drenge, som ansås for mest intelligente, blev dem med størst fysisk styrke håndplukket til at indgå i den næste generation af Taleban-krigere og instrueret i at udføre de mini-guerilla-angreb, hvormed Taleban har generet den pakistanske hær under dennes to måneder lange fremstød i dalen. Endelig blev de mindre intelligente og lettest manipulerbare udpeget til at slutte sig til Talebans reserver af selvmordsbombere. Ifølge de drenge, som hæren har afhørt, blev denne gruppe holdt adskilt fra de øvrige og lovprist for dens evne til at påføre hæren store tab.

Forandrede børn

Efterhånden som Taleban har lidt stigende svære tab og er begyndt at sprede sig under indtryk af hærens fremstød, er det lykkedes for flere af drengene at vende tilbage til deres forældres hjem i dalen - men med Taleban-indoktrineringen intakt i deres sind. Mange forældre meldes at være forfærdede over de forandringer, deres børn er undergået. »De militante havde fortalt drengene, at de havde ret til at dræbe deres forældre, hvis disse stod dem i vejen,« siger major Khan.

Hæren har appelleret til forældre over hele dalen om at udlevere sønner, som har opholdt sig i Talebans lejre. En specialskole er oprettet i Swat-dalen for at rehabilitere børnene, omskole og rådgive dem og give dem små stipendiater, som kan sikre dem en uddannelse eller et job, når de har genvundet deres mentale sundhed.

Hæren hævder at have ryddet dalen for Taleban-krigere, bortset fra enkelte modstandslommer. Men skønt over 1.500 Taleban-krigere skal være blevet dræbt, er Talebans kommandant i dalen, Maulana Fazlullah, stadig på fri fod. En fjerdedel af de to millioner, som flygtede under kamphandlingerne, er nu vendt tilbage til deres hjem. Men mange andre tøver af frygt for et styrket Talebans tilbagekomst.

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her