Læsetid: 4 min.

Thorning har et mærkevare-problem

Helle Thorning-Schmidt har det næstdårligste 'brand' blandt partilederne på Christiansborg, konkluderer ny bog. Kun Margrethe Vestager ligger lavere
Helle Thorning-Schmidt har det næstdårligste 'brand'  blandt partilederne på Christiansborg, konkluderer ny bog. Kun Margrethe Vestager ligger lavere
15. august 2009

Var der nogensinde en tid, hvor top-politikere bare var velargumenterende borgere med deres meningers mod, er den for længst forbi. I dag er hver politiker en mærkevare i det politiske stormagasin - og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, har sammen med de radikales Margrethe Vestager et langt dårligere 'brand' end de andre partiledere på Christiansborgs hylder.

Det konkluderer forfatterne Mads Christian Esbensen og Bo Bredsgaard Lund i deres nye bog 'Det politiske superbrand'. Med udgangspunkt i seks parametre - synlighed, strategisk kommunikation, politisk håndværk, visioner, troværdighed og karisma - uddeler bogen karakterer til en række af Christiansborgs mest markante personer.

Bruger man alene denne karaktergivning som målestok for S-formandens chancer for at erobre Statsministeriet ved næste valg, så bliver det en kamp op ad bakke.

Hvor Villy Søvndal (SF) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) deles om førstepladsen blandt partiformænd, og Lene Espersen (K) og Pia Kjærsgaard (DF) er fælles om andenpladsen, så indtager Helle Thorning-Schmidt med en samlet pointsum på 18 ud af 30 mulige en næstsidste-plads - kun undergået af Margrethe Vestager (R).

Karismatisk og synlig ...

Thorning tildeles nydelige firetaller for både karisma og synlighed, og hun har også vist evner for den strategiske kommunikation. Dem viste hun især i forbindelse med sin valgkamp til Europaparlamentet i 1999, hvor hun opnåede optimal omtale ved at allierere sig med Ritt Bjerregaard, hvis periode som kommissær var ved at udløbe. Og også en række kendte danske kvinders fremmøde ved en Thorning-mediebegivenhed på en københavnsk cafe giver point.

Thorning brændte mere igennem hos de socialdemokratiske medlemmer end Frank Jensen ved formandsvalget i 2005 - og ved valget i 2007 formåede S-formanden at duellere lige op med Anders Fogh Rasmussen. Men Venstre genvandt som bekendt magten, og Thornings løfte, »Jeg kan slå Anders Fogh«, resulterede som bekendt ikke i et magtskifte. Dét trækker gevaldigt ned på troværdigheden i hendes 'brand'.

Som politisk håndværker får Thorning ros for at rykke Socialdemokraterne »en smule til højre« ved at tilslutte sig regeringens skattestop. Det har godt nok udløst kritik af, at »det er svært at se forskel på Venstre og Socialdemokraterne«, og at skattestoppet øger uligheden i samfundet. Men tilslutningen var »stort set det eneste fornuftige at gøre for at genvinde terræn«.

Også Thornings fingeraftryk på velfærdsreformen fra 2006 viser hendes duelighed som håndværker. Og størst ros får hendes stadigt tættere parløb med SF og Villy Søvndal for at skabe et klart regeringsalternativ.

»Men for nuværende har hun endnu ikke vist tilstrækkelig mange politiske resultater med afgørende socialdemokratisk præg,« konkluderer bogens forfattere.

Svage visioner

Ifølge bogen står det sløjt til med Thornings socialdemokratiske visioner. For på trods af, at S-formanden f.eks. i en kronik i Politiken sidste år ridsede en ny tids socialdemokratiske udfordringer op »for enden af den tredje vej«, så er løftet om at slå Fogh stadig »den mest markante vision, Socialdemokraterne er kommet med« siden formandsskiftet, lyder dommen.

Nu skal Thorning vise, om hun kan leve op til sit gamle løfte, blot denne gang med Lars Løkke Rasmussen som sin modstander.

»Taber hun, vil hun betragtes som en socialdemokratisk overgangsfigur i en patetisk tid i partiets historie,« skriver forfatterne, der endda giver flere samlede point til Thornings partifælle, næstformand Mette Frederiksen.

Endnu hårdere er de dog ved Margrethe Vestager, der især glimrer ved en mangel på karisma. Hun minder mest om en embedsmand uden personligt islæt, hvilket i bedste fald får det hende til at fremstå saglig:

»... og i værste fald til at fremstå kølig, distanceret, arrogant ... og endda som en person, der ikke er personligt engageret i det, hun taler og kæmper for.«

Men når det kommer til troværdighed og detailkendskab til sagerne, scorer den tidligere undervisningsminister maksimum point. Dermed ender Margrethe Vestager med kåringen som bogens mest troværdige politiker.

SF's formand, Villy Søvndal, er derimod oppositionens sejrherre, målt på sit brand. På synlighed tildeles han topkarakter og scorer næsthøjest på både kommunikation og politisk håndværk. Helt i top er også hans karisma. Hans personlighed er en blanding af seriøs kritik af regeringens vej mod den sociale massegrav og en munter mand, der er hurtig på aftrækkeren: »Denne kombination af to forskellige karismatiske træk ... kan ikke overvurderes,« lyder det.

Svaghederne ved Søvndals brand findes i mangel på troværdighed og visioner. Hans kovendinger i Muhammedsagen samt løsagtige omgang med antallet af besøgte plejehjem sikrer et skidt 2-tal på troværdigheden, mens visionerne primært karakteriseres ved regeringsiver samt den række af hellige SF-køer, Søvndal har slagtet på især integrationsområdet.

Lidt uden for kategori ligger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt Nielsen. Hun blev først valgt ind i Folketinget forrige år og er derfor stadig er et nyt og uprøvet mærke blandt de politiske hyldevarer. Men hendes 'brand' har fremtiden for sig, for hun beskrives som en »usandsynligt lovende politisk håndværker« med »stor gennemslagskraft«.

Hos VKO-flertallet kan alle formændene med forskellige styrker og svagheder lune sig ved fine karakterer - men 'superbrandet' over dem alle har klimaminister Connie Hedegaard (K).

Og måske er det tvivlsomt, om mærkevaremålestokken er den mest korrekte rettesnor for, hvem der vinder næste valg. Trods tre partiskift og fiaskoen med Ny og Liberal Alliance får Naser Khader (K) stadig en brand value på 19 point - højere end både Thorning og Vestager.

Bogen 'Det politiske superbrand' er skrevet af Mads Christian Esbensen og Bo Bredsgaard Lund og udkommer 27. august på Børsens forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Jeg forstår ikke denne anmeldelse af denne bog. Dels beskrives bogens konklusioner for næsten den rene sandhed. Dels er der ingen undring over at fx Søvndal overdrivelse med plejehjemsbesøg svækker hans troværdighed, når ikke Løkke Rasmussens forbrug af offentlige betalingskort og hotelbesøg under falsknavn mv. ikke trækker ned i troværdigheden for ikke at nævne Løkke Rasmussens overbetaling til privathospitalerne og hans beskyldninger mod den uafhængige Rigsrevisions rapport.
Mht. politiske håndværk kan jeg ikke forstå at Lene Espersen kan få høje point efter hendes politireform mv. Ligeledes er Løkke Rasmussen håndtering og udformning af Strukturreformen heller ikke noget at prale af. Den eneste undskyldning jeg kan finde på Løkke Rasmussens forhastede makværk er, at reformen også blev trukket ned over hovedet på ham af Fogh Rasmussen., da Løkke Rasmussen sagde ca. en måned før Fogh Rasmussen nedsatte Strukturkommissionen, at en omlægning i de kommunale strukturer skulle komme med krav nedefra. Jeg kunne også nævne hans håndtering med Skattereformen, hvor alle blev smidt ud før de var kommet ind af døren i Finansministeriet, men det er måske det der kaldes et godt politisk håndværk,. Hvis ja så kan jeg godt forstå at Thorning og Vestager ikke kunne få så høje karakterer i bogen.

Lennart Kampmann

Helle T-S har fanget tidens ånd og er begyndt sammenkoblingen med SF.

SF har fanget tidens ånd og er begyndt på tilnærmelsen til DF

Vent og se, en dag bliver det SF-S-DF.

Hvis man er gammel SF'er (det er jeg ikke, men det ved I godt) må det være en hård opvågen til en ny tid.

Med venlig hilsen
Lennart

Søren Kristensen

Dorte Sørensen

Det er nu engang oppotitionens opgave, som aspiranter, at blive målt med en anden målestok. Aktuelt er det arbitrære nulpunkt for regeringens vedkommende flyttet, således at der skal noget helt ekstraordinært til før der er noget at komme efter. Eksemplerne er ad libido. Det hele hviler på en kollektiv kontrakt, indgået med vælgerne, som tak dels for at regeringen påtog sig at rode op i Irak efter 11. september og dels for at begrænse det socialpolitiske tag-selv-bord (også kaldet velfærdsstaten) som socialdemokraterne efterlod.

Bare for at sige at Lars Lykke har en meget længere snor end Helle T.S. Selv om det kan synes uretfærdigt.

Umiddelbart lugter bogen lidt af forfatternes egen politiske tilhørsforhold.

At Lene Espersen kan ligge så godt til, det virker ret iøjefaldende. Og hvis brandet er så godt, så kunne man undre sig over, at De Konservative stadig er så stilestående i meningsmålingerne. Det jo ikke fordi, at hun ikke prøver at profilere sig selv nok.

"Med udgangspunkt i seks parametre - synlighed, strategisk kommunikation, politisk håndværk, visioner, troværdighed og karisma - uddeler bogen karakterer til en række af Christiansborgs mest markante personer."

Mads Christian Esbensen og Bo Bredsgaard Lund overser imidlertid de tre aller vigtigste parametre, nemlig - charme, selvtillid og lækkert hår.

Findes der overhovedet et emne, de smarte fyre fra handelsskolen ikke kan lave en (b)analyse om, og få trykt i Dagbladet Information?

Niels-Holger Nielsen

"Mads Christian Esbensen og Bo Bredsgaard Lund overser imidlertid de tre aller vigtigste parametre, nemlig - charme, selvtillid og lækkert hår."

Per Thomsen har helt ret. HTS har hverken charme, selvtilled eller lækkert hår, så hun ligger som hun har redt (det ikke-lækre hår).

For så vidt sker retfærdigheden fyldest.

Hvad HTS behøver er en(dnu) ny stylist, en(dnu) ny psykoterapeut og en(dnu) ny frisør.

Vil du ikke, Dorte Sørensen, fortælle os hvad Socialdemokraternes bidrag til afhjælpningen af den hele misere egentlig er, når de får ømmet sig færdig over regeringens mopning? Gu' er det synd for Sosserne, men hvad vil de???????

Der er ingen ny tid, kære Lennart Kampmann, tværtimod er der tilbagegang til de mest snudskede og gustne sider af den gamle. I det hele taget er al denne snak om en ny tid jo overdrevet - alle væsentlige værdier er intakte, men undergraves af en sær og helt unødvendig kynisme, som ikke klæder nogen.
Umærkeligt er vi gået fra en solid rod i kontinentet til en tilnærmelse til den angelsaksiske verdens mere overfladiske værdier.
Imidlertid er alt det, vi har hugget fra engelsk lovgivning, blevet implementeret uden de forløsende og borgerimødekommende elementer. I Danmark har vi fået politikere, der mener, deres opgave er at drive befolkningen, fremfor at repræsentere befolkningen. Så kommer brudfladerne og hadet. Desværre går det så ydermere ud over uafvidende grupper af flygtninge og indvandrere, der bliver fanget midt imellem de to grupper med hhv. kynisk egoisme og empati og åbenhed på programmet.

Hanne Christensen

Dorte Sørensen har fuldstændigt ret i, at pege på det besynderlige i, at Søvndals troværdighed skulle have lidt skade af, at han for temmelig lang tid siden har overdrevet et par plejehjemsbesøg, mens Lars Løkkes troværdighed åbenbart ikke skulle være sat på prøve af hans overbetaling til privathospitalerne og hans beskyldninger mod den uafhængige Rigsrevisions rapport. Og der var vist også noget om lidt bilagsrod.

Jan Madsen har derfor ret i, at .
bogen lugter af forfatternes egen politiske tilhørsforhold. Derfor kan man da også undre sig over, Informations vinkling af dette indlæg: Hele oppositionens lejr får et hak over tuden!

Måske skyldes det, Hanne, at man forventer hæderlighed på venstre, men ikke på højre side af det politiske spekrtum?
Det er i hvert fald et faktum, at ingen socialdemokratisk eller radikal minister var sluppet helskindet fra de fuskerier og direkte ulovliigheder, medlemmer af den siddende regering har præsteret.

"Det er i hvert fald et faktum, at ingen socialdemokratisk eller radikal minister var sluppet helskindet fra de fuskerier og direkte ulovliigheder, medlemmer af den siddende regering har præsteret."

Jeg er enig i, at tendensen er mere end tilstede, Per.
Men samtidig må man også erkende, at oppositionen ikke er gode nok, til at udnytte politisk momentum og påpege regeringens fejl/fusk.

Det er jo ikke fordi, at der er en manglel på det, tværtimod. Irak-krigen er et passende eksempel på dette.

Dorte Sørensen

Ja det er besynderligt med en regering der taler så meget om NULTOLERANCE og så kan fx den første finansminister fifle med sin landbrugsstøtte og overtræde sin bopælspligt og den anden
finansminister har bilags rod og har besvær ved at kende forskel på eget og det offentlige betalingskort uden de må gå af.

.Jan Madsen vi kan godt blive enige om at Thornings tropper ikke har været skarpe nok, men dit eksempel med Irak krigen mener jeg nu nok, at de var skarpe i deres afvisning. Fx var Lykketoft meget klar i spyttet. Socialdemokraterne er dog blevet bedre og kommer med mange forslag, som medierne desværre ofte ikke gider beskæftige sig med, da det åbenbart sælger mere med burkaforbud ol.

Søren Kristensen

Det siger jeg dig. Nu vi taler mærkevarer kommer jeg til at tænke på GUCCI. For ligesom Schlüter aldrig slipper for sit "tæppe" og Nyrup aldrig slipper for sit "stuerene bli´r de alrig" slipper Helle aldrig for sin GUCCI-taske. Folks kortidshukommelse er måske kort, men det er den lange ikke og hvis det arbejdende folk går hårde tider imøde er GUCCI måske ikke det bedste brand at slæbe rundt på. Synd for Helle (for det var jo kun en taske) men sådan er det, når man lever i en tid hvor selv de mindste ting afkodes en betydning, mens det man faktisk siger ofte er mindre væsentligt. Så´ det sagt!

Dorte Sørensen

Søren Kristensen
Nu er du rigtigt kommet til detaljen. Men vis vi skal være der, så vil jeg da heller huskes for at købe de lovlige mærkevarer end som Anne Mette Fogh Rasmussen, der blev afsløret med en kopi taske ved et af hendes statsbesøg.

Søren Kristensen

For opbyggelighedens skyld også lige et forslag til en rehabilitetskampagne for Helle T.S. Det handler om af finde (om nødigt opfinde) den gamle GUCCI-taske og bevise der var tale om en kopi. Jamen, vil det ikke bare gøre sagen endnu værre? Nej, for en ægte socialdemokrat er det langt mere troværdigt at blive taget med en kopi af en GUCCI end den ægte vare. Det er hele pointen. Selvfølgeig vil Helle skulle stå til regnskab for sin "foreseelse" evt. med en bøde, dersom sagen ikke henlægge som forældet, men gevinsten er under alle omstændigheder langt mere værd. Nemlig politisk rehabilitering. Hvem har nemlig ikke, på et eller andet tidspunkt, købt en kopivare? Hun kunne gå hen og blive helt folkelig.

Dorte Sørensen

Søren Kristensen
Man kan også se fru Fogh Rasmussens kopitaske som et symbol på Fogh Rasmussens førte politik. Så er spørgsmålet bare hvem og hvad Fogh Rasmussen egentlig kopierer eller om hans kopiering af socialdemokraternes politik ikke mere var camouflage for at få hans minimalstat indført af bagdøren.

Søren Kristensen

Fru Fogh Rasmussen hæfter ikke for sin mands politik, men hun havde selvfølgelig stået sig bedre med den ægte vare, hun formodes at være borgerlig og forventes at snobbe opad. Det modsatte gælder Helle Thorning. Ikke at der er noget i vejen med at ægte taske, men hvis man vil repræsentere arbejderklassen så er GUCCI altså et uheldigt valg, eftersom det på mange måder associeres med overklasse. Og nok er der mange utroligt rige socialdemokrater men alligevel.

Gorm Petersen

Hvis de venstreorienterede ikke er dygtige nok til at skaffe sig positiv omtale i den højreorienterede presse, må de dygtiggøre sig.

Den dag de passerer et kritisk punkt af dygtighed, må der gå en prås op for dem.

På den anden side.

Hvis der ikke går en prås op for dem, er det vist nærmest en fordel, at de holdes uden for indflydelse.

Claus Oreskov

Er denne artikel ikke et godt eksempel på en syntetisk skildring dvs. en konstruktion af en ikke eksisterende begivenhed!

Søren Kristensen

Artiklen refererer ikke til nogen enkeltstående begivenhed, den handler om "begrebet" branding og hvordan det går desangående i de enkelte partier, med særlig fokus på Helle T. S. Hun er sådan et nemt offer, fordi hun har den position hun har. Emnet kan forekomme overfladisk, men det er det ikke, alt den stund det jo er folke(af)stemningen der afgøre hvilken regering der bliver den næste. Lagde De forøvrigt mærke til at Henrik Sass klarede sig overraskende godt i Deadline 17.8, i debatten om Burkaforbud eller ej? Jeg tror det har hjulpet ham at få talt lidt om sin egen "rygsæk", selv om han holder kortene tæt til kroppen. Om det rækker til en ministerpost, vil tiden vise. Sikkert er det dog at her i landet er der (vist nok) stadig en traditon for at holde med "den lille mand" (har sikkert noget med landets størrelse at gøre), hvilket igen også er forklaringen på hvorfor det var så uheldigt med den GUCCI-taske, for selv om janteloven er gået på pension, skal man jo ikke tro man er noget. Det er noget man skal vide.

Karsten Johansen

Demokratisk innstilte mennesker har det problem med dukkelise Thornfugl (og alle hennes kloner), at hun/de ER en merkevare(r).

Den norske forfatteren Einar Økland sa det slik i 2003: Det er ikke noe håp om å gjenopplive demokratiet, før valgdeltakelsen synker under femti prosent og dermed avslører den faktiske tilstanden. Politikerforakt er t positivt ladet ord for meg.

Eller som sagt av Cornelis Vreeswijk for mange år siden:

"Nu har vårt välfärdssamhälle
nog kommit till ändstationen.
Gråt inte.
Gå hem i stället.
Och se det i televisionen!"

Søren Kristensen

Branding er et tveægget sværd. Det kan betyde alt mellem højtestimeret varemærke eller brændemærke. Lige nu indfører man chipmærkning af heste i stedet for det gammeldags og pinefulde brændemærke. Vil en lignenende gestus overgå dagens (heste som vi spiller på) poltikere? Det er svært at gennemskue, men politikken er forlængst blevet elektronificeret og du ser den i din television. Så jo, Cornelis havde bestemt fat i noget. Det vigtigste for en politiker er om han eller hun gør sig på tv eller kort sagt: Hvor stor er X-faktoren - den ubekendte faktor, som unddrager sig enhver analyse eller beskrivelse og som derfor benævnes X? Og der må man medgive at Helle T.S. har formået, med sin tilknappede stil og det lidt uudgrundelige smil og på trods af massivt punk, at opbygge en aura af noget ubekent, noget X-agtigt. Men er det ægte X-faktor? Velkommen til en ny sæson.