Læsetid: 2 min.

Avis søger immunitet

Kristeligt Dagblad frygter Herrens vrede - og beder myndighederne om særbehandling til vaccine mod svineinfluenza
Det pæne dagblads pæne medredaktør, Michael Ehrenreich, har ikke været på medietræningskursus i, hvordan man tumler pågående journalister

Det pæne dagblads pæne medredaktør, Michael Ehrenreich, har ikke været på medietræningskursus i, hvordan man tumler pågående journalister

Bjarke Ørsted

18. september 2009

Flot motto, de har på Kristeligt Dagblad: »Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger hærskarers herre«. Problemet er, at avisen ikke selv tror på det. Mottoet burde snarere lyde: »Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved sprøjtens kanyle.«

I frygt for den skæbne, som forsynet måtte have tiltænkt avisen i forbindelse med en svineinfluenza, har det kristelige dagblad søgt Sundhedsstyrelsen om at få tildelt vacciner fra den særlige pulje, der er forbeholdt personer, som er afgørende for, at samfundet kan opretholdes.

I ansøgningen til Sundhedsstyrelsen har Kristeligt Dagblads medredaktør Michael Ehrenreich udstødt dette angstskrig:

»Med et redaktionssekretariat med kun syv ansatte er der en oplagt risiko for, at vi under en influenzaepidemi ikke kan opretholde udgivelsen. Hvis blot halvdelen af disse ansatte må gå hjem, vil vi ikke kunne producere avisen i fuldt omfang under en vedvarende epidemi af to måneders varighed.«

Fagbladet Journalisten har spurgt medredaktør Ehrenreich, hvorfor Sundhedsstyrelsen skulle tage særligt hensyn til hans avis.

Ehrenreich svarer:

»Det må du spørge dem om. Det er jo ikke mig, der tager stilling til det. Jeg sidder ikke i Sundhedsstyrelsen.«

Frække spørgsmål

Det frække fagblad insisterer:

- Men hvorfor ønsker du, de skal imødekomme jeres ansøgning?

»Det er jo ikke noget, jeg afgør.«

- Nej, men det er noget, du beder om?

»Ja, det står jo i brevet,« siger medredaktør Ehenreich, der ganske åbenbart ikke har været på medietræningskursus i, hvordan man tumler pågående journalister.

Man skulle tro, at medredaktøren allerede var influenzasvækket, når man hører hans afkræftede svar på næste spørgerunde:

- Ville der ikke være andre medier end Kristeligt Dagblad - som for eksempel radionyhederne - der var vigtigere for samfundets opretholdelse?

Den arme medredaktørs svar lyder:

»Det har jeg ingen mening om. Det må du spørge Sundhedsstyrelsen om.«

For at føje spot til spe har fagbladet Journalisten spurgt i Informations Hus. Her oplyser bladdirektør Hesseldahl, at Information stoisk vil affinde sig med den skæbne, som der måtte følge af sygdommes hærgen.

Hesseldahl giver Kristeligt Dagblad dette trøstens ord med på vejen: »De har da ellers Vorherre med på deres side.«

Måske kan Kristeligt Dagblad efter disse prøvelser relancere sig selv under slagordet: »Den guddommelige sprøjte.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu