Læsetid: 4 min.

Birthe Rønn Hornbech hemmeligholdt aftalebrud

Integrationsministeren lever ikke op til sit ministeransvar, lyder det fra flere sider, efter det er kommet frem, at Birthe Rønn Hornbech har brudt hjemsendelsesaftalen med Irak og har hemmeligholdt den del af aftalen, som Danmark ikke overholder
Integrationsministeren lever ikke op til sit ministeransvar, lyder det fra flere sider, efter det er kommet frem, at Birthe Rønn Hornbech har brudt hjemsendelsesaftalen med Irak og har hemmeligholdt den del af aftalen, som Danmark ikke overholder
19. september 2009

Den 14. maj brød Danmark den hjemsendelsesaftale med Irak, der var blevet indgået dagen før. Det blev imidlertid hemmeligholdt for Folketinget. Medlemmerne af Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik fik ganske vist en kopi af hjemsendelsesaftalen, men den del af aftalen, som integrationsministeren valgte at bryde, var udeladt.

»Det er helt utroligt. Jeg må indrømme, at jeg slet ikke kan forstå, at Birthe Rønn Hornbech, der selv er jurist, kan finde på den slags. For mig at se har hun svigtet sit ministeransvar,« siger juraprofessor Eva Smith.

Enhedslisten havde forud for et åbent samråd onsdag med udenrigsminister Per Stig Møller og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech bedt om en kopi af den originale hjemsendelsesaftale mellem Danmark og Irak. En time før samrådet modtog de dokumentet, og til oppositionens overraskelse viste det sig, at aftalen indeholder fire sider mere, end ministeren hidtil har oplyst.

Aftalen indeholder således også et bilag, der bekræfter, at Danmark vil fortsætte hjælpen til de afviste irakiske asylansøgere, der rejser frivilligt hjem. En hjælp, der ifølge aftalen består i uddannelse og økonomisk støtte.

Torsdag den 14. maj, hvor integrationsministeren forelagde den ufuldstændige aftale for Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik, meddelte hun imidlertid i modstrid med aftalen, at det ikke længere er muligt for afviste irakere, der rejser frivilligt hjem, »at indgå kontrakt om økonomisk støtte og opkvalificering«.

'Meget mistænkeligt'

Eva Smith er ikke i tvivl om, at Danmark bryder den bilaterale aftale med Irak, selv om beslutningen om ikke at yde støtte til irakere, der frivilligt vender tilbage, ikke i sig selv er i strid med dansk lov.

»Det fremgår klart, at bilaget er en integreret del af aftalen. Og her fremhæver man, at de irakere, der vender frivilligt tilbage, kan modtage uddannelse og økonomisk støtte, men samtidig vælger ministeren altså at indstille den støtte,« siger hun efter at have set den fulde hjemsendelsesaftale.

»At man bryder aftalen og samme dag vælger at tilbageholde den del af aftalen, man bryder, virker meget mistænkeligt. Og under alle omstændigheder lever Birthe Rønn ikke op til sin forpligtigelse til at holde Folketinget informeret,« tilføjer hun.

Lektor i Jura ved Københavns Universitet, folkeretsekspert Jens Elo Rytter, er enig:

»Det er helt klart, at en minister ifølge ministeransvarsloven skal orientere Folketinget fyldestgørende. Det har man pligt til. Hvis et udvalg beder om en aftale, skal man selvfølgelig sende hele aftalen. Det er der slet ikke nogen tvivl om,« siger han.

Den vurdering deler også tidligere justitsminister for Socialdemokraterne, professor emeritus Ole Espersen, der er formand for Forum for retssikkerhed:

»Det kunne lyde, som om Birthe Rønn Hornbech har bøjet sig for et politisk pres. Men det ændrer ikke på, at hvis man ikke orienterer Folketinget om en væsentlig del af en aftale, er det i strid med ministeransvarsloven,« siger han.

Mystificeret minister

Under det åbne samråd onsdag kritiserede en enig opposition Birthe Rønn Hornbech for ikke at have orienteret Folketinget fyldestgørende om aftalen med Irak. Flere hæftede sig ved, at hun sendte kopier af hjemsendelsesaftalen til udvalgsmedlemmerne uden at medtage den del, der siger, at Danmark forsat skal støtte de irakere, der rejser frivilligt tilbage - og samme dag informerede om, at Danmark indstiller støtten til de frivillige hjemsendte.

Ministeren kunne imidlertid ikke se, hvordan man kan brokke sig over den ene oplysning og samtidig være utilfreds med ikke at have fået den anden:

»Hvis man synes, det er forkert, sender jeg da gerne noget mere en anden gang. Jeg mener ikke, det er det store problem. Men oppositionen skal jo selvfølgelig varetage den slags interesser. Så er det bare mærkeligt, at man er sur over, at man har fået bilaget om at stoppe den økonomiske ordning. Det forstår jeg ikke,« sagde hun.

Ministeren henviste også til, at annekset til aftalen blev publiceret i Lovtidende midt i august. Hertil svarede medlemmerne af oppositionen, at man må forvente, at ministeren ikke vælger kun at fremlægge en halv aftale for Folketinget og publicerer resten flere måneder efter, hvor man ikke kan forvente, at folketingsmedlemmerne leder efter dokumenter, de ikke er blevet orienteret om.

»Den undskyldning er helt absurd,« siger Henrik Dam Kristensen til Information og kalder det »meget, meget kritisabelt, at udvalget er blevet ført bag lyset i så alvorlig en sag«.

Endnu mere forarget er Line Barfod fra Enhedslisten.

»Det er helt klart, at ministeren ikke lever op til sit ministeransvar. Det er ren bananrepublik, når den danske regering indgår en aftale med den irakiske regering den ene dag for så straks at bryde aftalen dagen efter og forsøge at dække over problemet ved at vildlede Folketinget« siger hun.

Nu er det op til Irak

Direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, ønsker ikke at forholde sig til selve teksten i aftalen i forhold til den danske regerings dispositioner. Men han understreger, at det er »den irakiske regering, der må afgøre, om den danske regerings beslutning skal få betydning for den tvangsmæssige hjemsendelse.«

Det har ikke været muligt for Information at få en kommentar fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.

Leder side 2

Serie

Seneste artikler

  • Enl. og R: Et umenneskeligt system

    10. april 2010
    Myndighedernes behandling af 72-årige Hassan Gardi viser, at loven bliver brugt til at forhindre asylansøgere i at få hjælp, mener Enhedslisten og De Radikale
  • Så fik dement iraker lov at blive

    10. april 2010
    Integrationsministeriet afviste at få foretaget en hjernescanning af den svært demente 72-årige irakiske asylansøger Hassan Gardi, og Rigspolitiet fængslede ham. Efter læger udenom ministeriet foretog scanningen, har han nu - efter års ventetid - fået humanitær opholdstilladelse
  • De er flygtninge i deres eget land

    25. januar 2010
    Vinterkulden har lagt sig over Qalawa-flygtningelejren i Kurdistan. Her lever en lille del af de mange internt fordrevne irakere fra Kirkuk
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Til Birthe Rønn Hornbech

Jeg har aldrig stemt borgerligt, men der var en gang hvor du vandt min respekt, ved at være et reelt og troværdigt menneske, der holdt den juridiske fane højt. Du argumenterede for at overholde retsprincipper og ikke mindt loven, hver gang der var nogen i folketinget der balancerede på kanten.
Men så blev du minister og aldrig har jeg da oplevet en så fatal menneskelig deroute, som hos dig.

I dagens Information nedgør du de politikere, der er rystede over dit seneste seen stort på love og regler.
Samtidig udtaler du dig totalt sort - her i betydningen uforståeligt. Jeg citerer fra artiklen ovenfor: ""Hvis man synes, det er forkert, sender jeg da gerne noget mere en anden gang. Jeg mener ikke, det er det store problem. Men oppositionen skal jo selvfølgelig varetage den slags interesser. Så er det bare mærkeligt, at man er sur over, at man har fået bilaget om at stoppe den økonomiske ordning. Det forstår jeg ikke." sagde hun."

For mig er din udtalelse totalt uforståelig og et forsøg på at snakke uden om en væsentlig kritik og affeje den som uvæsentlig og selvmodsigende.

Hvordan har du det, når du kigger dig selv i spejlet?

Det er jo helt bizart at BRH er vild med at sætte prædikater på os andre som autonome og kriminelle; jeg synes også det er på tide ministeren finder et spejl frem!

Det er jo intet mindre end fuldstændig vanvittigt.. Hvordan kan en minister på nogen måde tro at en sådan møde at opføre sig på, på nogen måde kan føre noget godt med sig.
I min verden lyder det som en sag der burde sendes direkte til politiet!

Socialdemokraterne burde bruge dette politisk. Man burde gå ind i retorikken, please kære Helle og SF Villy, brug dette til at vise at "hjemsendelse" ikke er "hjem" sendelse men en politisk studehandel, som lederne af regeringen endog fusker med!
Tak til Eva Schmidt, fortsæt på samme måde!
Tak til Information: Bliv ved med at skrive om det.
Websitet hjælper både abonenter (som mig) og andre med at finde forløbet, som vi ellers ikke har en chance for at kommentere!