Læsetid: 2 min.

CEPOS vil legalisere cannabis

Forbuddet mod hash er virkningsløst, det er dyrt, det skaber grobund for bandekriminalitet, og endelig er det et ubegrundet indgreb i borgernes personlige frihed, mener den liberale tænketank CEPOS
25. september 2009

Samtidig med at embedsmændene på Københavns Rådhus har planer om en forsøgsvis legalisering af cannabis i en treårig periode, melder også den liberale tænketank CEPOS sig nu på banen som tilhænger af en legalisering af det forbudte stof.

Det sker i form af et notat fra tænketankens chefjurist Jacob Mchangama, der overordnet konkluderer, at »forbuddet mod og kriminaliseringen af cannabis må siges at have slået fejl«.

Selv om VK-regeringen i 2004 og igen i 2007 har slået til lyd for en nultolerance-politik og skærpet strafferammen for besiddelse af selv en beskeden mængde cannabis til eget forbrug, så har der ifølge Mchangama aldrig været flere danskere end nu, der har prøvet at bruge cannabis. Den mest synlige effekt af forbuddet er derfor en styrkelse af de kriminelle strukturer, der profiterer af at levere det forbudte stof. Med en anslået omsætning på mere end milliard kroner har det voksende danske hashmarked, ikke mindst efter politiets rydning af salgsboderne i Pusher Street i Christiania i foråret 2004, således spillet en afgørende rolle for den bandekrig, der har udfoldet sig i det seneste års tid, vurderer CEPOS-notatet.

Ubegrundet indgreb

For CEPOS som liberal tænketank er det naturligvis borgernes personlige frihed og privatlivets fred, der står højt på dagsordenen. Her pointerer Mchangama, at hashrygere, der idømmes en betragtelig bøde selv for besiddelse af en beskeden mængde cannabis til eget forbrug, straffes, selv om de ikke skader andre med deres cannabisforbrug. Herved gør staten sig til »moralsk dommer over borgernes private, harmløse handlinger«, skriver chefjuristen og tilføjer:

»Der bør som udgangspunkt være tungtvejende grunde for at kriminalisere offerløse handlinger, da en sådan kriminalisering griber ind i den personlige frihed og autonomi. Når der henses til, at hash ikke er væsentligt mere skadeligt end alkohol, og at kriminalisering tilsyneladende ikke påvirker forbruget, synes sådanne tungtvejende grunde ikke at foreligge.«

Netop hensynet til borgernes personlige frihed har ført til, at både Argentinas højesteret, Columbias højesteret samt en appeldomstol i Brasilien har erklæret, at kriminalisering af besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug strider mod forfatningen. I Europa er der i Holland og Portugal sket en de facto afkriminalisering af cannabis.

Clinton-testen

- Når en liberal tænketank kan gå ind for legalisering, hvorfor er der især på højrefløjen så stærk modstand mod en legalisering af cannabis?

»Det er et godt spørgsmål. For værdikonservative er det vel et lov-og-ret synspunkt, fordi man anser cannabis for at være meget skadeligt, og derfor skal det også være meget kriminelt. Men i USA er f.eks. det stærkt konservative magasin National Review tilhænger af en legalisering, og det samme er i øvrigt den tidligere udenrigsminister under præsident Reagan, George Shultz,« siger Jacob Mchangama.

- Men de toneangivende danske politikere i dag er jo opvokset efter Beatles?

»Det er en holdning, man ser i mange andre land end Danmark, og den baserer sig måske på en følelse af, at hvis man legaliserer cannabis, så åbner man for sluserne og igangsætter en udvikling, som man ikke tror, man kan kontrollere.«

- Og til sidst Clinton-testen: Har du selv røget cannabis?

»I mine yngre dage, ja.«

- Jeg er nødt til at spørge: Inhalerede du?

»Det er jeg ikke sikker på... Pjat, selvfølgelig gjorde jeg det,« erkender Jacob Mchangama.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Ja, Hvis CEPOS kan se hullet i Brian Ms.(aka harry anti-potter) hoved, og ledige lejemål i Lene Es'. Så må der sgu være noget om snakken.

Jeg kan godt lide at, Jacob Mchangama, forholder sig nøgternt til spørgsmålet og ikke lader sig rive med følelser og dumhed, som synes at styrer nuv. og tidl. justitsministere.

Heinrich R. Jørgensen

Jacob Mchangama er som altid værd at lytte til, og som sædvanligt har han fat i den lange ende. I min optik, er Mchangama den eneste hos CEPOS, der rent faktisk tænker.

Bekymrende for en organisation, der påstår at være en tænketank, men som selvfølgelig blot har til hensigt at sætte den offentlige dagsorden.

Lennart Kampmann

Det er altid rart at høre et forsvar for den enkeltes frihed og rettigheder, og navnligt at få fremhævet at der findes offerløse handlinger.

Sjovt nok har vi ikke problemer med at lade folk indtage alkohol i for store mængder, men lidt plantedele i en pibe....

Forresten, så er VK jo ikke liberale, men blot administratorer af borgernes penge. Personligt så jeg gerne en liberal regering, jeg er dog bekymret da der ikke ser ud til at være nogle egnede kandidater på tinge for tiden.

Med venlig hilsen
Lennart

Heinrich R. Jørgensen

Lennart,

der er dog to liberale partier, men de er begge nær spærregrænsen, og er sat udenfor al indflydelse, og kommer næppe i nærheden af at blive deltagere i nogen regering.

Jesper Kristensen

Problemet er jo også, at man har fraveget Grundlovens ellers udmærkede ide om, at man har ret til at være fri for andres tvang, hvis man ikke gør noget.

Og den fravigelse har man brugt til at institutionalisere diskrimination og intolerance.

Man skulle ikke tro det, men det er åbenbart stadig nødvendigt at forklare folk at diskrimination er forkert.

Jeg er ikke i tvivl om, at danskerne ellers er et lykkeligt folk, fordi vi så tidligt har valgt at ligebehandle og tolerere grupper som systemkritikere, kvinder, homoseksuelle, folk i pornografibranchen, osv.

Det giver lige den tand mere tillid og mindsker friktionen mellem borgerne.

Lennart Kampmann

To liberale? Mener du Radikale eller enhedslisten ;)

Liberal alliance har jeg afskrevet - men ok virkeligheden overgår nogle gange fantasien, og miraklernes tid er ikke forbi, etc....

med venlig hilsen
Lennart

Heinrich R. Jørgensen

Lennart Kampmann:
"Mener du Radikale eller enhedslisten ;)"

Netop de to :-)

Jeg har ærligt talt ikke sat mig ind i, hvad Saxo Alliance er blevet dikteret til at have af meninger om frisind. Det er muligt, at de fortjener at bliver inkluderet i den lille klub af liberale partier ;-)

Lennart og Heinrich

Man kan vel koge det ned til, at de to partier består af mere tænksomme gemytter end resten af banden på Christiansborg. ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Niels Mosbak:
"Man kan vel koge det ned til, at de to partier består af mere tænksomme gemytter end resten af banden på Christiansborg. ;-)"

Koncentrationen og intensiteten af tænksomme gemytter er helt sikkert højest hos de to.

Der findes dog enkelte opvakte personer, spredt ud over hele feltet. På højre banehalvdel f.eks. Eyvind Vesselbo og Kristian Thulesen Dahl, som uagtet deres dårlige smag i valg af legekammerater, er ganske skarpe i ånden.

Stanley Opmann

"...Med en anslået omsætning på mere end milliard kroner..."

Til grin. Prøv med fem. Og kom til offentlig høring om coffeeshops i dag kl. 15 på Det Poetiske Bureau, Griffenfeldsgade 52, Nørrebro, hvis I ikke er bange og ryster i bukserne for konsekvenserne af forbuddet, de åh så slemme bander, vores nye folkefjende, eller rettere, den ene part i konflikten, de andre er jo sunde danske drenge, ikke sandt?

En lille dreng spurgte en gammel vismand:

Er det nogensinde sket, at en ansat ved politiet selv har taget et sug af en joint ?

Den gamle vismand nikkede.

"Hvor tit er det sket ?" spurgte drengen.

Den gamle mand tog drengen i hånden og gik ud af det lille hus. Det var stjerneklar nat.

"Kan du se stjernerne ?" spurgte vismanden.

"Ja" sagde drengen.

"Tæl !" sagde vismanden.

(for ikke at krænke nogens retsbevidsthed er dette ren fiktion).

Stanley Opmann

Jeg har personligt delt joints med op til flere betjente. Og hvor forestiller man sig i øvrigt at de mange hundrede kilo der hvert år forsvinder fra politiets konfiskationslagre bliver af? Går de mon op i røg?