Nyhed
Læsetid: 3 min.

Forsvarsordførere kan ikke finde farlige oplysninger i Jæger-bog

Forsvarsordførerne fra oppositionen har svært ved at pege på passager i den tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks bog, der skulle kunne skade Danmarks sikkerhed
Indland
17. september 2009

John Dyrby Paulsen har læst hele Thomas Rathsacks bog Jæger - i krig med eliten, men selv om han har været socialdemokratisk forsvarsordfører siden november 2007, har han svært ved at forstå, hvilke dele af den omstridte bog, som Forsvarskommandoen mener kan skade Danmarks sikkerhed.

»Jeg er ikke under min læsning stødt på et eller flere afsnit, hvor jeg har tænkt: Hold da op, det er virkelig nyt for mig,« siger Dyrby Paulsen.

Hvis han alligevel skal pege på noget, ender han efter et øjebliks betænkningstid med at sige: »Det eneste kunne måske være der, hvor forfatteren skriver om, hvordan soldaterne træner op til et topmøde. For vi skal jo snart selv have et par topmøder her i København ... Eller måske der, hvor han skriver om deres kommunikationsudstyr. Men det er altså ikke noget, jeg selv har hæftet mig ved under læsningen.«

Heller ikke Niels Helveg Petersen (R) er faldet over farlige oplysninger: »Jeg er godt nok først begyndt at læse bogen i morges, da jeg fik Politiken, og jeg savner for så vidt militære forudsætninger. Men når det er sagt, så har jeg endnu ikke set oplysninger, som skulle være voldsomt farlige,« siger den tidligere udenrigsminister og bemærker stilfærdigt, at »jeg er slået over, at Politiken udgiver en hyldest til jægersoldaten. For det er jo det, det er: En glad soldat har skrevet en begejstret hyldest.«

'Totalt uacceptabelt

SF's Holger K. Nielsen mener nok, at læsning af bogen har fortalt ham meget, som han ikke vidste i forvejen:

»Jeg er altså ikke enig i, at alt i bogen er kendt i forvejen. Men jeg har ikke tilstrækkelig indsigt til at vurdere, om en eller anden detalje kan afkodes og bruges af andre efterretningstjenester. Det er svært at svare på.«

Han mener derfor, at forsvaret må konkretisere deres kritik, hvis andre skal tage stilling til det. For bare at argumentere med bogens helhedsindtryk, som forsvaret hidtil har gjort, holder ikke:

»Det er totalt uacceptabelt, hvis forsvaret med så generel en argumentation kan stoppe en bog.«

- Forsvaret afviser at konkretisere deres kritik, fordi de så selv ville være kilden til de farlige oplysninger?

»Jeg kan godt se forsvarets problematik, men det burde kunne håndteres. Når forsvaret ikke gør det, så efterlader det en fornemmelse af, at de ikke står med en stærk sag,« siger Holger K. Nielsen.

Enhedslistens Frank Aaen har læst bogens centrale afsnit, og han mener, at der kun kan være tale om det kapitel, hvor Rathsack beskriver, hvordan han sammen med nogle jægerkolleger har eskorteret agenten 'Eric' på vej til og fra hemmelige forhandlinger i Afghanistan:

»Den mission, som må have fundet sted i 2006, mener jeg ikke, at Folketinget har hørt om,« siger Frank Aaen, der derfor har stillet spørgsmål derom til forsvarsministeren.

- Var der ikke andet, der overraskede dig?

»Jo, der er da en masse detaljer, f.eks. om hvordan man beskytter en udkigspost med fjernbetjente miner og den slags. Men efter otte års krig tror jeg ikke, at det er viden, der kommer bag på taleban, selv om jeg ikke var klar over det. Jo mere, man hører fra regeringens og forsvarets side, jo mere fremgår det, at det drejer sig om at sikre forsvaret et monopol på oplysninger om operationerne,« siger Frank Aaen efter i går at have deltaget i et møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor også statsministeren var til stede.

Hvorfor ikke vente?

Formanden for forsvarsudvalget, H. C. Thoning (V), har slet ikke læst i bogen, da Information kontakter ham: »Men hvis der er noget, der kan skade soldaternes sikkerhed, så har jeg meget modstand mod det,« som udvalgsformanden formulerer sig.

- Du ved bare ikke, om det er tilfældet?

»Nej, men det er der da noget, der tyder på, med alle de udtalelser.«

Forsvarsordførerne for henholdsvis Dansk Folkeparti og Konservative har heller ikke læst bogen.

»Politiken er ikke en avis, vi holder herude vestpå. Men for mig at se er det en samlet vurdering fra forsvarets side, at det kan være til fare for Riget og for soldaterne, så hvis forsvaret har den holdning, så bakker jeg 100 procent op. Specialstyrkerne er underlagt tavshedspligt, og det er der en grund til,« siger Ib Poulsen (DF).

»Jeg kan af gode grunde ikke vurdere indholdet, men jeg synes, det er forkasteligt, at Politiken prøver at lege overdommer og mener, at de kan vurdere hvad Riget har bedst af. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de ikke kunne vente på rettens afgørelse,« lyder det fra Helge Adam Møller (K).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er det sådan generelt, Helge Adam mener, at aviserne ikke skal trykke noget før det er blevet godkendt?

Enhver politiker med bare en smule operativ og taktisk militær forståelse kan efter læsning af oversergent Thomas Rathsacks bog ”Jæger – i krig med eliten” konkludere, at manden under ingen omstændigheder røber noget som helst følsomt eller hemmeligt omkring danske specialoperationer i Afghanistan med hensyn til kampmidler og metoder, som Taleban-krigerne ikke kender til i forvejen efter otte års krig mod specialstyrkerne fra NATO, også selvom forsvarsledelsen nu af uransagelige grunde påstår det modsatte.

Balladen omkring udgivelsen af oversergent Thomas Rathsacks bog drejer sig formentlig udelukkende om, at forsvarsledelsen vil gøre alt for, at politikerne og almindelige danskere ikke skal vide noget som helst om den barske sandhed, at man bruger nationens militære specialstyrker, Jægerkorpset og Frømandskorpset, til at gøre det beskidte arbejde bag fronten i Afghanistan med at opspore Taleban-styrkerne og deres baser.

Disse soldater er højt uddannede kampspecialister, og det er dem af samtlige danske styrker i Afghanistan, der virkelig sætter livet på spil hver dag, når de arbejder dybt inde i Talebans områder. Enten individuelt eller som team. Bare èt fejltrin betyder den sikre død. Ingen tvivl om at jægerne og frømændene har skudt hovederne af mange talebanere, og dræbt endnu flere ved at dirigere amerikanske og engelske fly ind til bombninger af fjendtlige objekter med deres målsøgende laserudstyr.

Men ...

Udadtil ønsker forsvarsledelsen at opretholde en illusion over for danskerne om, at vi kun har defensive og fredelige militære opgaver i Afghanistan gående ud på, at forsvare civilbefolkningen i deres landsbyer og hjælpe dem med genopbygning. Imidlertid glemmer man at fortælle danskerne, at når mørket falder på er hele bataljonen af ordinære soldater i sikkerhed på basen, mens Jægerkorpsets og Frømandskorpsets kampspecialister arbejder om natten med opsøgning og eliminering af Taleban-mål.

På grund af deres indsats kan langt de fleste ordinære soldater i bataljonen føle sig rimeligt sikre i hverdagens opgaver, når de arbejder ude i landsbyerne. Specialstyrkerne får i nattens løb ram på de talebanske snigskytter og sprængstofeksperter, der er skyld i de mange vejsidebomber, som indtil nu har kostet danske soldater livet og såret mange.

Det var forsvarsledelsen selv med admiral Tim Sloth Jørgensen i spidsen, der for måneder tilbage beordrede Jægerkorpsets og Frømandskorpsets kampspecialister til Afghanistan igen på grund af flere sårede og dræbte soldater inden for kort tid, hvilket som bekendt vakte stor opstandelse blandt politikerne og befolkningen.

Ordren var enkel for Danmarks elitesoldater:

- Søg, find og dræb så mange Taleban-folk som muligt, så de ikke kan placere vejsidebomber om natten eller bruge snigskytter, der myrder vores soldater om dagen, når de patruljerer i landsbyerne og på vejene.

Nu vælger den samme forsvarsledelse så, at miskreditere en virkelig Afghanistan-helt som Thomas Rathsack med beskyldninger om en overtrædelse af hans tavshedspligt, blot fordi han med sin bog generelt afslører, at Danmark slet ikke optræder så defensivt i Helmand-provinsen, som man gerne vil give indtryk af over for befolkningen.

Kun derfor vil forsvarets top standse bogen.

Ikke alene ønsker forsvarsledelsen at bremse udgivelsen af hans beretning, men han skal i sandhed også ”straffes” ved at miste sit velfortjente arbejde i Hjemmeværnet efter sine år som elitekriger, fordi man har inddraget hans sikkerhedsgodkendelse. Forsvaret har brug erfarne krigsveteraner og instruktører som ham, og så bliver han bare smidt på gaden som en pose affald.

Med sin reaktion på bogen ”Jæger – i krig med eliten” udviser forsvarsledelsen inkompetence og illoyalitet over for en af sine egne, for de ved udmærket godt, at Jægerkorpsets og Frømandskorpsets soldater gør alt det livsfarlige arbejde i Afghanistan ved at operere i fjendeland, og deres indsats beskytter som nævnt i stor udstrækning de almindelige soldater fra den udsendte bataljon.

Måske er årsagen til den panikagtige reaktion hos Forsvarsledelsen med deres krav om fogedforbud mod bogens udgivelse, at de er under pres fra den siddende regering, der har det meget dårligt med, at danskerne nu er helt klar over, at vi også er med til det beskidte arbejde i Afghanistan sammen med udenlandske specialstyrker. Vi myrder fjenden i barske missioner om natten for at forhindre, at de ødelægger genopbygningsarbejdet om dagen, men officielt skal vi helst fremstå som en defensiv styrke.

Ikke desto mindre er der ikke noget i Thomas Rathsacks bog, der er en trussel mod rigets sikkerhed, når man tænker på de utallige bøger og tv-serier, der er forfattet om krigen i Afghanistan siden 2001. Men i den politiske korrektheds navn ”slagter” forsvarsledelsen èn af de virkelige kamphelte fra den modbydelige krig mod de religiøse terrorister fra Taleban. Udelukkende fordi bogen afslører den enkle sandhed, at vi udkæmper krigen med lige så beskidte metoder som fjenden.

Rathsack har ikke røbet noget i sin fortælling, som Taleban kan bruge til noget som helst konstruktivt. Uanset hvor mange oversættelser de får sendt ud af bogen fra deres kontakter i Danmark. Påstanden er dokumenteret med forsvarsledelsens reaktion, hvor de ikke selv vil specificere over for Rathsacks forlægger, hvad der konkret står nedfældet i hans bog, der skulle være en trussel for rigets sikkerhed i almindelighed og Afghanistan-soldaternes sikkerhed i særdeleshed.

Landets forsvarschef og forsvarsminister hylder dagligt soldaterne højt, når de skal begraves i Danmark. Men de vender deres egne specialstyrker ryggen i samme øjeblik det kommer frem i offentligheden, at de bruges til barske offensive blodige opgaver med brutal nedkæmpelse af Taleban i felten, og man vælger at knuse en tidligere oversergent i Jægerkorpset, der om nogen virkelig har ydet et personligt offer for sit land.

Forsvarsledelsen er gået fuldstændig i spåner over en harmløs bog, der blot fortæller om krigens side fra en de barske feltoperatører, mens de gang på gang lader journalist Rasmus Tandholdt fra TV 2 besøge hærbataljonen i Helmand-provinsen, og herfra bringe løbende reportager og dokumentarprogrammer om soldaternes missioner.

TV 2 fortæller om hverdagens arbejdsrytmer, og der bringes fine tv-interviews med en "tapper" forsvarsminister, der lader sig udspørge under et bord i forbindelse med et raketangreb på basen. Er det ikke farligt af hensyn til soldaternes og rigets sikkerhed, hvis nu Taleban får sendt disse tv-billeder ud fra deres venner i Danmark, så de kan nærstudere dagligdagens adfærdsmønster på bataljonsbasen i Helmand-provinsen?

Man kan derfor undre sig over, hvor forsvarsminister Søren Gade befinder sig henne politisk og følelsesmæssigt i denne sag. Han rejser i tide og utide ud til basen i Helmand-provinsen for at vise sin loyalitet og støtte til soldaterne. Gade understreger gang på gang, at han er deres mand, og han er trofast gæst ved hver eneste begravelse af en dansk soldat.

Men hvor er loyaliteten for specialstyrkernes folk?

De kommende dage skal vise om forsvarsledelsen handler efter direkte ordre fra regeringen med forsvarsminister Søren Gade i spidsen. I så fald optræder forsvarschef Tim Sloth Jørgensen blot politisk korrekt som hans forgænger general Jesper Helsø, da han i 2004 accepterede Søren Gades utidige indblanding i kommandostrukturen på grund af en artikel i Ekstra Bladet om påstået tortur mod irakiske fanger i Irak.

Her suspenderede den nytiltrådte forsvarsminister efterretningsofficer Annemette Hommel og basechefen i Irak hen over hovedet på Hærens Operative Kommando. Oven i købet før rapporten om påstået tortur havde nået auditørkorpsets bord, og forsvarschefen protesterede ikke engang over sin politiske chefs tilbagetrækning i utide af hans udsendte soldater.

Annemette Hommel blev frikendt i Landsretten.

En tabt retssag mod den tidligere jægersoldat vil koste forsvaret en masse goodwill på grund af forsvarsledelsen hysteriske dobbeltmoral, og Søren Gade vil miste al sin troværdighed som Afghanistan-soldaternes mand, uanset hvor mange gange han så ellers i fremtiden besøger dem for at udtrykke sin personlige opbakning til deres indsats.

Under alle omstændigheder må den logiske konklusion på balladen med oversergent Thomas Rathsacks bog være, at det må være slut fremover med, at dansk tv og aviser nogensinde mere kan bringe reportager fra Danmarks base i Helmand-provinsen, fordi beretningerne om soldaternes livsmønster på basen jo kan sendes ud til Taleban-styrkerne fra deres venner i Danmark, og derved får de kendskab til danskernes adfærdsmønster på eget baseområde.

Det her kan forsvarsledelsen ikke være bekendt.

Marianne Mandoe

Jeg spekulere på hvordan de nævnte politikere der IKKE har læst bogen så skrpsikkert kan afgøre at der er farlige ting i den, når politikere, også forsvarsordfører der har læst bogen intet problematisk finder i den?

Det er tilgengæld ikke så nyt at en DF politiker melder klart ud at han kun læser aviser der støtter hans holdninger - måske er det samme devise der går igen i forhold til boglæsning - "hvorfor læse en bog, når man nu allerede har besluttet hvad man skal mene om den?"

- og så kan jeg i øvrigt kun være enig med Stig, konsekvenserne af at bare truslen om en retssag skulle kunne stoppe avisartikler synes ret omfattende!

."Forsvarsordførere kan ikke finde farlige oplysninger i Jæger-bog"

Måske skulle man udskrive en konkurrence blandt Politikens læsere om, hvem der kan finde de farlige oplysninger?

Heinrich R. Jørgensen

Ole Brockdorffs ovenstående kommentar er fremragende og indsigtsfuld, og fortjener ros. Således tak og ros herfra.

Ligeledes herfra skal der lyde et tak til Ole Brockdorffs glimrende indlæg

Jesper Frimann Ljungberg

Kanon indlæg fra Ole Brockdorff, du fik virkelig sat tingene i perspektiv.

// Jesper