I dag er der gallapremiere på filmen The Age of Stupid af den prisbelønnede, britiske instruktør Franny Armstrong. Filmen er en science fiction-dokumentar, der spinder virkelige nutidshistorier fra katastrofen i New Orleans i 2005 sammen med fremtidshistorier, som alle er baseret på anerkendt forskning.
I fremtidsscenariet er året 2055 i en verden, hvor vi ikke har gjort nogen særlig indsats for at bremse klimaforandringerne. Hovedpersonen, der spilles af Pete Postlethwaite, er arkivar på det 'globale arkiv', en kulturel og historisk Noahs Ark, hvor han gennemser gamle tv-klip. Ensom og kun omgivet af computerservere og uddøde dyr på flaske stiller han menneskehedens vigtigste spørgsmål: Hvorfor gjorde vi ikke noget, da vi endnu havde muligheden?
Filmen blev ved premieren i Storbritannien modtaget med begejstring af publikum og presse. I dag har filmen simultan verdenspremiere i 700 biografer i 45 lande, hvorefter Kofi Annan, tidligere generalsekretær for FN, og instruktøren Franny Armstrong vil komme med deres kommentarer til klimaforandringerne. Deres samtale kommer også til at kunne ses på filmens hjemmeside: www.ageofstupid.dk, hvor man også kan bestille billetter.
Greenpeace er vært for premieren, der foregår i Tycho Brahe Planetariet i København klokken 18.00.