Nyhed
Læsetid: 2 min.

Ingen tjek af moské-penge

Københavnske politikere afviser at kræve dokumentation for, hvem der støtter den kommende stormoské økonomisk
Indland
3. september 2009

En påstand om, at det er det iranske præstestyre, der står bag finansieringen af en kommende stormoské i København, gør ikke større indtryk på hverken formanden eller næstformanden i kommunens teknik- og miljøudvalg, hvor sagen er blevet behandlet.

»Jeg kan kun opfordre bygherren til at lægge de her ting frem, så vi kan få afkræftet de rygter, som der er nogen, der bringer til torvs,« siger teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R).

Den kommende stormoské - Imam Ali moskéen - er angiveligt blevet støttet med 15 millioner kroner af private iranske fonde, men ifølge professor Mehdi Mozzafari fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, som selv har en iransk baggrund, findes der ikke private fonde i Iran. Han er overbevist om, at det i virkeligheden er det iranske regime, der står bag finansieringen.

»Moskéen er en triumf for Ahmadinejad. Det bliver et stort problem for Danmark og efterretningstjenesten,« siger Mehdi Mozzafari, som frygter, at en moské i København vil blive brugt af både Hizbollah, revolutionsgardister og iranske efterretningsfolk.

Den påstand fremkalder hovedrysten hos næstformanden i teknik- og miljøudvalget, Hamid El Mousti (S).

»Jeg kender de etniske minoriteter i Danmark aldeles godt. De vil under ingen omstændigheder finde sig i at blive dirigeret af nogen som helst,« siger El Mousti. Hvor pengene kommer fra, interesserer ham ikke:

»Jeg tager alene stilling til lokalplanen,« siger han.

Ifølge Klaus Bondam kan kommunen ikke kræve dokumentation for, hvor pengene til byggeriet kommer fra. Og der er i øvrigt heller ingen grund til det.

»Arkitekten siger, at det drejer sig om iranske rigmænd, der ikke har nogen forbindelse til det iranske præstestyre, som jeg i øvrigt tager kraftig afstand fra. Og jeg ser ikke, hvorfor vi skal mistænkeliggøre folk fra Iran,« siger Klaus Bondam.

PET ind i sagen?

Mehdi Mozzafaris advarsler har fået Dansk Folkeparti til at forlange at få Politiets Efterretningstjeneste (PET) inddraget i sagen.

Partiets integrationsordfører, Peter Skaarup, opfordrer justitsminister Brian Mikkelsen (K) til at bede PET om at vurdere betydningen af, at den nye stormoské i det københavnske nordvestkvarter angiveligt er finansieret af det ekstreme, islamistiske styre i Iran.

»Jeg finder det helt uantageligt, at vi fra officiel side skulle acceptere, at en fjendtligsindet, fremmed magt, som oven i købet er udsat for FN-sanktioner, og som ikke vil tage imod egne afviste asylsøgere, får lov til at opføre en stormoské i hjertet af København,« siger Skaarup.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her