Læsetid: 5 min.

Justitsministre så ikke afgørende notat

Ingen af de forhenværende justitsministre, som Information har spurgt, kan huske at have set det hemmeligholdte notat fra 14/9-68, selv om det var 'retningsgivende' for PET's politiske registreringer under resten af den kolde krig
16. september 2009

»Jeg har ikke set eller hørt om det notat, du spørger til,« svarer Pia Gjellerup i en rundspørge, som Information har gennemført blandt landets tidligere justitsministre.

Pia Gjellerup var i en kort periode i 1993 socialdemokratisk justitsminister, og heller ikke hendes forhenværende ministerkolleger Karl Hjortnæs (justitsminister i 1973), Ole Espersen (1981-82), Hans Engell (1989-93), Erling Olsen (1993-94) eller Frank Jensen (1996-01) har set eller hørt om notatet. Bjørn Westh (1994-96), Lene Espersen (2001-08) og Brian Mikkelsen (2008-) har ikke ønsket at svare.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak til Information fordi I forsat forfølger sagen.
Det er uhyggeligt at Kommissionen ikke fandt det nødvendigt at undersøge om de forskellige justitsminister var blevet informeret om PETs ”rigtige” arbejdsgrundlag .

Heinrich R. Jørgensen

Dejligt at høre, at Karl Hjortnæs, Ole Espersen, Hans Engell, Pia Gjellerup, Erling Olsen og Frank Jensen alle fortsat har velfungerende hjerner, og ikke udviser tegn på senildemens eller lignende.

Hvis man lider af senildemens, bør man vel henvende sig til egen læge, som kan iværksætte undersøgelser, og måske hjælpe den sygdomsramte til at opnå førtidspension, eller et beskyttet job af en slags?

Man må håbe, at de pårørende til Bjørn Westh, Lene Espersen og Brian Mikkelsen vil drage omsorg for deres kære.

Til Dorte og Heinrich: Det er jo netop spørgsmålet!
At diskussionen er blevet et spørgsmål, om kommissionen har gjort sit arbejde, forekommer en udenforstående at være en afledning. Heller ikke sammenhængen mellem og indholdet af erklæring/notat i sept.68 synes at være en større diskussion værdig. Så sent som i dag må Morten Heilberg i et læserbrev her i avisen og Ditlev Tamm i en aktikel i Berlingske atter klargøre kommissoriet. Derimod trænger PET til et eftersyn, ikke specielt for det juridiske (Vedsted-Hansens mindretalsudtalelse), men for den gensidige påvirkning mellem jura/ret og politik.

Hvis de skiftende justitsministre og flertallet i oppositionen mente, at PET arbejdede godt og grundigt og var i overensstemmelse med deres egne intentioner, ja, så findes intet grundlag for at få forelagt sagsakter og forvente forespørgsler fra PET. Kun, hvis man mente, at Tjenesten ikke har fulgt notatet, eller PET har været i tvivl om instruksen. Det er den indforståelse, som man i første omgang kan angribe, hvilket de overvågede altid har gjort. Venstrefløjen var jo ikke enig i beslutningerne, flere venstrefløjspolitikere (især VS'ere) har derfor nu rejst sagen om den politiske registrering som en retssag, Per Clausen som forespørgsel i Folketinget.
Også i demokratier følger retten magten, og mindretallet får ofte ulige vilkår at leve med. Når man dertil lægger, at institutionerne PET og FE er tilkendt så vide beføjelser, at ingen kan diskutere med dem, så er sagen lukket for offentligheden. PET og FE skal til enhver tid kunne hævde deres ret og vise deres eksistensberettigelse ved at sandsynliggøre tilstedeværelsen af kriminalitet og krig og jævnt hen advare en befolkning om den truende og lurende fare.
Det er en såre enkel parlamentarisk banalitet, som imidlertid har fundet sted i årtier over for den samme det af befolkningen. Processen har gentaget sig hen over adskillige regeringer og kommissioner, i hvert fald siden Besættelsen. Hvor blev retsopgøret i 45 af? Hvorfor skjulte kommissionen sin viden om belastede indflydelsesrige kredse og personer fra krigen i stedet for at åbne arkiverne, og hvorfor blev Carl Madsen på en banal færdselssag frataget retten til undersøgelse af landsforrædersager? Hvordan kunne til gengæld Gørtz og Buhl og reigpolitichef føre sig frem som anstændige personer? En række spørgsmål, som den danske historie aldrig har villet fortælle, fordi det allerede i 1943-45 var blevet 'et aftalt spil', politik og ikke jura, et skift fra modsætningsforholdet til nazismen til et af flertallet foretrukkent misforhold mellem amerikansk og sovjettisk levemåde. 1945 havde ingen mere brug for kommunisterne. De aktive Kopa/Bopa-grupper havde næsten ingen våben fået udleveret og 4.maj havde man ingen 'frihedskæmperarmbind' til dem, fordi de nu íkke var 'frihedskæmpere', bare modstandsfolk, man havde noget på dem, der havde brugt kriminelle terrormetoder. Til gengæld var folk fra 'den forkerte side' kommet på 'den rigtige side'.
De belastende arkiver fra dengang bliver aldrig åbnet eller er allerede matrikulerede - af hensyn til den pæne danske borgerlighed, der i virkeligheden kun har sin egne kapitalistiske revolutioner at frygte, men i i tres år har vænnet sig til at råbe 'ulven kommer' om kommunister og socialister. Derfor kan ingen vel forvente, at de senere tiders kommissioner kommer en sandhed nærmere. Til gengæld kan man måske forstå, hvordan et lands forsvar, der havde været så betydningsfuldt i 1940 og under Beæsttelsen, blev syet om af Nato til at føre angrebskrig mod frmmede folk, og at det netop med en VC-regering skete på et falsk grundlag.
Magten over falskhed og naivitet.....