Læsetid: 5 min.

Justitsministre så ikke afgørende notat

Ingen af de forhenværende justitsministre, som Information har spurgt, kan huske at have set det hemmeligholdte notat fra 14/9-68, selv om det var 'retningsgivende' for PET's politiske registreringer under resten af den kolde krig
16. september 2009

»Jeg har ikke set eller hørt om det notat, du spørger til,« svarer Pia Gjellerup i en rundspørge, som Information har gennemført blandt landets tidligere justitsministre.

Pia Gjellerup var i en kort periode i 1993 socialdemokratisk justitsminister, og heller ikke hendes forhenværende ministerkolleger Karl Hjortnæs (justitsminister i 1973), Ole Espersen (1981-82), Hans Engell (1989-93), Erling Olsen (1993-94) eller Frank Jensen (1996-01) har set eller hørt om notatet. Bjørn Westh (1994-96), Lene Espersen (2001-08) og Brian Mikkelsen (2008-) har ikke ønsket at svare.

Som Information tidligere har beskrevet, fik hverken Folketinget eller det særlige kontrolorgan kaldet Wambergudvalget kendskab til, at Justitsministeriet den 14. september 1968 havde udarbejdet et notat med hemmelige retningslinjer for politisk registrering, som var helt anderledes end den erklæring, som VKR-regeringen udsendte to uger senere, den 30/9-68. Regeringserklæringen fastslog, at registrering af danske statsborgere »alene« på grundlag af lovlig politisk virksomhed ikke længere måtte finde sted, mens det hemmeligholdte notat åbnede op for, at PET stort set kunne fortsætte sin hidtidige registrering, trods ordlyden i regeringserklæringen. Ifølge Kommissionen blev notatet godkendt i såvel regeringens som embedsmændenes sikkerhedsudvalg, hvor Justitsministeriets daværende departementschef, Niels Madsen, omtalte det som »retningslinjer« og et »udtryk for regeringens politik«.

Siden september 1968 har 16 forskellige personer været justitsministre, men ingen af de nulevende ministre er åbenbart blevet orienteret om notatet eller har fået det til gennemlæsning.

Karl, Ole, Pia & Erling

Burde ministrene have haft notatet at se? Tja, PET-Kommissionen har ikke selv gjort sig den ulejlighed at udspørge tidligere justitsministre, om de har set notatet eller fået det omtalt. Kommissionen overvejer heller ikke, om ministrene burde have set det vigtige notat, og hvorfor det i givet fald ikke skete. Kommissionen skriver dog, at det »fremgår af referaterne fra Wamberg-udvalget, at skiftende justitsministre fra K, V og S i perioden 1968-1974 kendte til og accepterede denne situation«.

De politikere, der var justitsministre mellem 1968 og 1974 er alle døde - >på nær en enkelt, socialdemokraten Karl Hjortnæs, der var justitsminister i tre måneder i 1973. Og han har i hvert fald ikke set notatet, forklarer han til Information.

Ole Espersen mener, at alle landets justitsministre siden 1968 »helt åbenbart burde have set notatet,« som han siger.

»Intet er så vigtigt for en minister som at se de retningslinjer, der arbejdes efter,« mener han.

Heller ikke Pia Gjellerup er i tvivl om, at hun burde have set notatet, da hun var minister.

»Såfremt man i PET i 1993 arbejdede på grundlag af indholdet i dette notat og ikke på grundlag af en almindelig forståelse af regeringserklæringen fra 30. september 1968, burde jeg ikke alene have set notatet, men også taget stilling til dets status og funktion,« som hun skriver i en mail til Information.

Også Erling Olsen mener, at han burde have set notatet.

»Jeg kan ikke huske, om jeg er blevet orienteret om dette notat, men hvis ikke, burde jeg nok være blevet det.«

Ambassadebesøg

At dømme efter PET-Kommissionen har 14/9-68-notatet, i forhold til registrering af danske statsborgeres politiske virksomhed, været meget betydningsfuldt.

»Notatet af 14. september 1968 var retningsgivende for PET i registrerings- og makuleringsspørgsmål i den resterende del af den kolde krig,« vurderer Kommissionen således. Andetsteds i beretningen karakteriserer Kommissionen notatet som »centralt,« og ifølge Kommissionen har PET selv i sine interne arbejdspapirer så sent som i 1987 henvist til notatet som værende tjenestens »retningslinje« for registrering og makulering af personoplysninger.

Ole Espersen, der ifølge Kommissionen var den første justitsminister, der på egen hånd blandede sig i omfanget af PET's registreringer, pålagde i 1982 PET at indstille den automatiske registrering af danskere, der havde kontakt med en østambassade eller som rejste på delegationsbesøg i østeuropæiske lande.

»For mig at se var denne automatiske registrering i modstrid med regeringserklæringen, og af hensyn til ministeransvarsloven følte jeg mig forpligtet til at gøre noget ved det,« siger han. Hvis først en østrejse havde ført til en registrering hos PET, kunne tjenesten nemlig med sindsro registrere hvad som helst, herunder også ganske almindelig lovlig politisk virksomhed som f.eks. at skrive læserbreve eller være kandidat til kommune- eller folketingsvalg. Dermed var regeringserklæringen om ikke at registrere alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed helt undergravet, mente Ole Espersen.

Han ved ikke, hvorfor han i sin ministertid ikke fik forelagt notatet, men han tvivler ikke på, at han i givet fald havde taget det med til det næste møde i regeringens sikkerhedsudvalg for at diskutere notatets betydning i forhold til regeringserklæringen.

»Og jeg tror ikke, at den regering, jeg var en del af dengang, ville have godkendt rækkevidden af 14/9-notatet,« tilføjer han.

Et gulnet papir

Partifællen Frank Jensen, der som justitsminister nedsatte PET-Kommissionen for 10 år siden, siger, at han »ingen erindring« har om at have »siddet med et gulnet papir« mellem fingrene. Jensen betoner dog, at han alligevel har følt sig »fuldstændigt orienteret« om PET's registreringer, således som han også under et samråd i 1998 tidligere har forklaret Folketinget.

Den forhenværende konservative forsvars- og justitsminister Hans Engell har en anden vurdering end Espersen og Gjellerup. Engell mener, at 14/9-68-notatet både af Kommissionen og i den efterfølgende debat har været tillagt »alt for stor betydning«.

»Det er muligt, at det i 1968 var et usædvanligt papir, men 20 år efter havde tjenesterne fundet en arbejdsform, der både af regeringen og det store folketingsflertal blev oplevet som troværdig og professionel. Alt andet er bagklogskab,« skriver Engell og fortsætter:

»Som jeg erindrer, blev jeg hverken som justits- eller forsvarsminister orienteret specifikt om notatet, men det kan være en forglemmelse. Det er imidlertid heller ikke særlig afgørende, for det vigtige var, at jeg som minister blev grundigt orienteret om de generelle retningslinjer for registreringen, og jeg fandt ingen uoverensstemmelse mellem dem og de politiske vedtagelser, der forelå.«

Tværtimod ville det ifølge Engell »have været højst usædvanligt, hvis embedsmændene var kommet rendende med et 20 år gammelt notat. Det havde virket højst påfaldende og usædvan-ligt,« >mener han og tilføjer, at »deltagelse i lovlig politisk virksomhed var naturligvis i sig selv ikke nok til at udelukke registrering, hvis andre forhold talte for det. Jeg havde fuld tillid til, at PET håndterede dette korrekt og havde i min ministertid ingen grund til at betvivle dette.«

Kun tre tidligere ministre har ikke ønsket at deltage i rundspørgen. Den første er Bjørn Westh, som var socialdemokratisk justitsminister i cirka 15 måneder under Nyrup Rasmussen.

Westh forklarer, »at han ikke kan huske noget om notatet. Og hvis jeg kunne, så ville jeg ikke fortælle det, fordi mit arbejde med PET er fortroligt«.

Den anden er Lene Espersen, hvis pressesekretær kort har meddelt, at »det bliver ikke muligt for Lene at kommentere her«. Endelig har Brian Mikkelsen slet ikke svaret på Informations henvendelse.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Erik Ninn-Hansen, der var konservativ justitsminister 1982-89.

Serie

Seneste artikler

  • Noget forbandet sludder

    2. november 2009
    Kunne drabet på betjent Jesper Egtved Hansen i Købmagergade i november 1988 være undgået, hvis PET på et tidligere tidspunkt havde delt sin viden om Blekingegadebanden med det almindelige politi? Dette kontrafaktiske spørgsmål skal Folketingets retsordførere i dag drøfte med justitsminister Brian Mikkelsen, og resultatet afventes af flere grunde med en vis spænding
  • 11 debatter, Folketinget bør tage

    3. oktober 2009
    PET-Kommissionen. Tirsdag tager Folketinget hul på et nyt folketingsår. At PET-Kommissionens beretning vil komme på dagsordenen, er der ikke tvivl om. Men endnu er det uklart, hvilke emner og og områder, som justitsminister Brian Mikkelsen vil tage op. Som en hjælp til Folketingets partier opridser Information her - på baggrund af avisens granskning af Kommissionens beretning - 11 debatter, som Folketinget bør tage
  • Justitsministeriet nedtoner behov for ny Blekingegade-undersøgelse

    30. september 2009
    Med et 22 sider langt notat læner Justitsministeriet sig tungt op af PET-Kommissionen for at afvise ny undersøgelse af PET's omstridte håndtering af den kriminelle bande, der stod bag drabet på dansk betjent
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak til Information fordi I forsat forfølger sagen.
Det er uhyggeligt at Kommissionen ikke fandt det nødvendigt at undersøge om de forskellige justitsminister var blevet informeret om PETs ”rigtige” arbejdsgrundlag .

Heinrich R. Jørgensen

Dejligt at høre, at Karl Hjortnæs, Ole Espersen, Hans Engell, Pia Gjellerup, Erling Olsen og Frank Jensen alle fortsat har velfungerende hjerner, og ikke udviser tegn på senildemens eller lignende.

Hvis man lider af senildemens, bør man vel henvende sig til egen læge, som kan iværksætte undersøgelser, og måske hjælpe den sygdomsramte til at opnå førtidspension, eller et beskyttet job af en slags?

Man må håbe, at de pårørende til Bjørn Westh, Lene Espersen og Brian Mikkelsen vil drage omsorg for deres kære.

Til Dorte og Heinrich: Det er jo netop spørgsmålet!
At diskussionen er blevet et spørgsmål, om kommissionen har gjort sit arbejde, forekommer en udenforstående at være en afledning. Heller ikke sammenhængen mellem og indholdet af erklæring/notat i sept.68 synes at være en større diskussion værdig. Så sent som i dag må Morten Heilberg i et læserbrev her i avisen og Ditlev Tamm i en aktikel i Berlingske atter klargøre kommissoriet. Derimod trænger PET til et eftersyn, ikke specielt for det juridiske (Vedsted-Hansens mindretalsudtalelse), men for den gensidige påvirkning mellem jura/ret og politik.

Hvis de skiftende justitsministre og flertallet i oppositionen mente, at PET arbejdede godt og grundigt og var i overensstemmelse med deres egne intentioner, ja, så findes intet grundlag for at få forelagt sagsakter og forvente forespørgsler fra PET. Kun, hvis man mente, at Tjenesten ikke har fulgt notatet, eller PET har været i tvivl om instruksen. Det er den indforståelse, som man i første omgang kan angribe, hvilket de overvågede altid har gjort. Venstrefløjen var jo ikke enig i beslutningerne, flere venstrefløjspolitikere (især VS'ere) har derfor nu rejst sagen om den politiske registrering som en retssag, Per Clausen som forespørgsel i Folketinget.
Også i demokratier følger retten magten, og mindretallet får ofte ulige vilkår at leve med. Når man dertil lægger, at institutionerne PET og FE er tilkendt så vide beføjelser, at ingen kan diskutere med dem, så er sagen lukket for offentligheden. PET og FE skal til enhver tid kunne hævde deres ret og vise deres eksistensberettigelse ved at sandsynliggøre tilstedeværelsen af kriminalitet og krig og jævnt hen advare en befolkning om den truende og lurende fare.
Det er en såre enkel parlamentarisk banalitet, som imidlertid har fundet sted i årtier over for den samme det af befolkningen. Processen har gentaget sig hen over adskillige regeringer og kommissioner, i hvert fald siden Besættelsen. Hvor blev retsopgøret i 45 af? Hvorfor skjulte kommissionen sin viden om belastede indflydelsesrige kredse og personer fra krigen i stedet for at åbne arkiverne, og hvorfor blev Carl Madsen på en banal færdselssag frataget retten til undersøgelse af landsforrædersager? Hvordan kunne til gengæld Gørtz og Buhl og reigpolitichef føre sig frem som anstændige personer? En række spørgsmål, som den danske historie aldrig har villet fortælle, fordi det allerede i 1943-45 var blevet 'et aftalt spil', politik og ikke jura, et skift fra modsætningsforholdet til nazismen til et af flertallet foretrukkent misforhold mellem amerikansk og sovjettisk levemåde. 1945 havde ingen mere brug for kommunisterne. De aktive Kopa/Bopa-grupper havde næsten ingen våben fået udleveret og 4.maj havde man ingen 'frihedskæmperarmbind' til dem, fordi de nu íkke var 'frihedskæmpere', bare modstandsfolk, man havde noget på dem, der havde brugt kriminelle terrormetoder. Til gengæld var folk fra 'den forkerte side' kommet på 'den rigtige side'.
De belastende arkiver fra dengang bliver aldrig åbnet eller er allerede matrikulerede - af hensyn til den pæne danske borgerlighed, der i virkeligheden kun har sin egne kapitalistiske revolutioner at frygte, men i i tres år har vænnet sig til at råbe 'ulven kommer' om kommunister og socialister. Derfor kan ingen vel forvente, at de senere tiders kommissioner kommer en sandhed nærmere. Til gengæld kan man måske forstå, hvordan et lands forsvar, der havde været så betydningsfuldt i 1940 og under Beæsttelsen, blev syet om af Nato til at føre angrebskrig mod frmmede folk, og at det netop med en VC-regering skete på et falsk grundlag.
Magten over falskhed og naivitet.....