Nyhed
Læsetid: 3 min.

Kommunalt skattehop er en umulig sag for regeringen

Regeringen er havnet i en svær kattepine, efter at kommunerne har varslet, at de vil hæve skatten med 2,1 milliarder kroner. Eksperter vurderer, at der ikke findes nogen nem udvej: Enten får regeringen oppositionen og kommunerne på nakken, eller også bryder aftalesystemet endeligt sammen
Indland
9. september 2009

Kommunerne står i kø for at hæve skatten. Da fristen for at søge om dispensation fra skattestoppet udløb i går, var status, at 42 ud af 98 kommuner havde søgt om at sætte skatten op med i alt 2,1 mia. kroner. Det store antal ønsker om skattestigninger kolliderer med regeringen og Kommunernes Landsforenings (KL) aftale fra juni om, at 10-12 akut vanskeligt stillede kommuner kunne få del i en skattestigningspulje på i alt 500 millioner kroner. Og uanset hvordan regeringen håndterer konflikten mellem skattestoppet og de trængte kommunale budgetter, står den til at tabe, lyder vurderingen fra flere eksperter.

»Regeringen har nu to valgmuligheder. Den kan lade aftalen køre videre og håbe på, at kommunerne retter ind. Men det gør kommunerne næppe. Det medfører nogle ubehagelig valg mellem, om man skal straffe kommunerne eller skride til handling nu med ny lovgivning. Begge dele vil ende med at ramme regeringen selv i sidste ende,« siger Poul Erik Mouritzen, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet.

Kommunalforsker og lektor ved Danmarks Journalisthøjskole Roger Buch har også svært ved at se en nem udvej for regeringen.

»For regeringen er det her et valg mellem pest og kolera. Står man fast på aftalen, resulterer det i en masse sure borgmestre og vælgere. Giver man efter, signalerer man endnu engang, at regeringen ikke tør være konsekvent, når der er et valg i sigte,« siger han og henviser til, at regeringen i 2007 satte en streg over en del af kommunernes budgetoverskridelser.

Samme år var der også valg til Folketinget.

Varm kartoffel

Kommunernes store behov for skattestigninger kommer på et meget uheldigt tidspunkt for regeringen, mener Jens Blom-Hansen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet:

»Dels er der ikke så længe til et folketingsvalg, dels er kommunalvalget lige om hjørnet. Vælgerne glemmer ikke, hvis regeringen er skyld i besparelser, og det kan skabe stor uro i baglandet. Så det er noget af en varm kartoffel, regeringen har fået smidt i hænderne nu.«

Men netop udsigten til valg har ifølge Roger Buch haft stor indflydelse på kommunernes lyst til at hæve skatten.

»Det er tydeligt, at borgmestrene hellere vil være uvenner med regeringen end med vælgerne. Med et forestående kommunalvalg er det endnu lettere at vælge. Når man skal stå og forsvare besparelser i en valgkamp, kan man give regeringen ansvaret.«

Han understreger, at kommunekasserne er hårdt presset. Valget er blot en god anledning for kommunalpolitikerne til at markere, at de ikke kan løse deres opgaver tilfredsstillende inden for de stramme budgetter.

»Det har været hårdt med skattestoppet for kommunerne, og nu begynder det at gøre rigtig ondt. Efter otte-ni år med skattestop er der ikke flere lette besparelser tilbage. Desuden har man haft en dyr kommunalreform, en udligningsreform og en dyr arv efter amterne på det sociale område,« siger han.

Hans Blom-Hansen vurderer, at regeringen sandsynligvis vælger at stå fast på aftalesystemet.

»Hvis ikke man straffer kommunerne, dræber man hele aftalesystemet. Så har kommunerne endnu engang fået deres vilje, og hvad skal man så bruge aftalesystemet til?« spørger han.

Indenrigsministeriet offentliggør den 23. september, hvilke kommuner der får lov til at sætte skatten op. Poul Erik Mouritzen spår, at det vil blive startskuddet for en hård periode for regeringen, mens det bliver til gavn for oppositionen.

»Oppositionen vil i ugevis kunne slå på, at mange kommuner har behov for penge, uden at regeringen hjælper. Så mens jeg har svært ved at få øje på selv den mindste gevinst for regeringen, ville jeg sove godt, hvis jeg var oppositionen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her