Baggrund
Læsetid: 4 min.

Maniitsoq drømmer om aluminium

En af verdens største aluminiumsproducenter vil anlægge en kæmpe aluminiumssmelter ved den lille by Maniitsoq i Vestgrønland. Projektet har sat gang i drømmene i den nedkørte fiskeriby, selv om projektet formodentlig skal bygges af 2-5.000 kinesere og polakker
Udsigten over Manitsoqs havn (tv.) og borgmester Karl Lyberth (billedet nedenfor), der sejler sin båd ud til stedet, hvor værket efter drømmen skal ligge.

Udsigten over Manitsoqs havn (tv.) og borgmester Karl Lyberth (billedet nedenfor), der sejler sin båd ud til stedet, hvor værket efter drømmen skal ligge.

Tim Whyte

Indland
28. september 2009

MANIITSOQ - Karl Lyberth har en drøm. Jeg sidder over for ham på øverste etage i kommunebygningen i Maniitsoq, som i Danmark er kendt som Sukkertoppen. Mellem os er der et borgmesterbord og et kort over Maniitsoqøen. I løbet af samtalen tilbagelægger han store distancer i det uvejsomme fjeldområde med fingrene.

»Når folk tænker på Grønland, skal det første de tænker på være Maniitsoq,« siger Lyberth, som er den lokale erhvervschef, landstingsmedlem og vice-borgmester.

Maniitsoq har ry for at være en sovende by i Grønland, så man kunne tro at en lokalpolitiker her var ude på et branding-overdrev. Men det projekt, Karl Lyberth taler om, kræver store gloser. Det vil tegne nye streger, ikke bare på kortet over Maniitsoq, men på hele Grønlandskortet og måske på fremtidens internationale handelskort. Det her er stort.

Grønland leverer strøm

Alcoa har en plan. De vil udvinde stenarten bauxit i Brasilien, raffinere den til aluminiumoxid og fragte den over Stillehavet og halvvejs op ad Grønlands vestkyst, hvor der skal anlægges to 1,2 km lange smeltehaller på fjeldet. Her smeltes aluminiumoxiden om til aluminium, som så sejles tilbage sydpå til de store bilproducenter og flyfabrikker.

Selvom det kan virke grotesk at placere et produktionsled i et uvejsomt fjeldterræn tæt på polarcirklen, giver det god forretningsmæssig mening. Grønland ligger strategisk placeret mellem de to største markeder for aluminium, Nordamerika og Europa. Og Grønland har et stort, og nærmest ubrugt, vandkraftpotentiale.

»Lad mig give dig et lille eksempel på, hvad der driver sådan en smelter,« siger Karl Lyberth.

»Nuuk har lige nu et lille vandkraftværk på 65 MW. Det kan dække hele vores hovedstads behov for strøm til boliger og erhverv. For at drive smelteværket skal vi anlægge to nye vandkraftværker, der tilsammen vil producere 650 MW. Det er mere end dobbelt så meget som Grønlands samlede energiproduktion i dag.«

Det her er stort

Greenland Development anslår, at de samlede anlægsudgifter for smelteren og vandkraftværket ligger et sted mellem 19 og 23 milliarder kroner. Det er mange penge i en dansk sammenhæng - omtrent en Storebæltsbro - men i grønlandsk sammenhæng er det enormt.

Smelteren og vandkraftværkerne skal bygges af udenlandsk arbejdskraft - sandsynligvis fra Polen eller Kina. Men det er ifølge Alcoa målet, at selve driften skal køres af lokale - dette mål er imidlertid ikke skrevet ned nogen steder.

Industrisamfund

Maniitsoq betyder 'det ujævne' på grønlandsk og når man kommer hertil, er man ikke i tvivl om hvorfor. Byen består af en serie af fjeldrygge, som er dækket af et løst spindelvæv af trapper, huse og afløbsrør på det uvejsomme terræn.

I dag samler den sig omkring havnen, der huser den hedengangne fiskerifabrik, en strandet hval af en bygning, hvis grå nuancer falder i et med de omkringliggende granitklipper.

Maniitsoq er på mange måder et godt billede på de udfordringer, Grønlands økonomi står overfor. Sidst i 1970erne lukkede fiskerifabrikken, der leverede en stor del af indtægterne til de 2800 indbyggere i den lille by. Private ejere har forsøgt at genstarte fabrikken i et lavere gear, men det er svært.

»Den er simpelthen for stor, og fiskene er ved at forsvinde,« siger Karl Lyberth.

Vi har forladt borgermesterkontoret og sidder nu i hans båd for at se, hvor Maniitsoq skal vokse hen i fremtiden. Der er ingen veje ud af byen endnu, så man sejler. Med os ombord har vi Tønnes Bertelsen, formand for infrastruktur-borgergruppen, der har lavet planer for, hvad der skal ske med Maniitsoq, hvis værket kommer til byen.

»Jeg overvejer at åbne et diskotek der, når der kommer gang i byen igen,« siger han og peger på nogle af de gamle fiskeribygninger ved havnen.

Kæmpe smeltehaller

Planerne om smelteren har sat gang i fantasien i Maniitsoq.

Byen bliver mindst dobbelt så stor, hvis værket og alle de tilhørende arbejdspladser kommer til.

Der skal bygges huse og graves veje. Sygehuset skal udvides, og der skal laves nye skoler og børneinstitutioner. Borgergrupperne har lavet skitser, der indeholder alt fra busser og bedre afløbsforhold til en svømmehal, en idrætshal og et kulturhus.

»Alcoa vil selvfølgelig være interesseret i, at de, der arbejder på værket, er glade for at bo i byen,« siger Karl Lyberth og fortæller, at Alcoa har bidraget en hel del til fritidslivet i Østisland, hvor de har bygget en ny smelter.

Vi runder kysten, og det gamle Maniitsoq er væk. Vi kigger ind på klipperne, hvor den nye bydel skal bygges.

»Med smelteren får vi vedvarende energi fra de store vandkraftværker helt ind til øen. Hvorfor skal vi ikke kunne udnytte det til at gøre Maniitsoq fuldstændig grøn? >Vi dropper det oliedrevne elværk og oliefyrene i husene og forlanger, at al almindelig trafik skal være med eldrevne biler,« siger Karl Lyberth.

Efter en sejltur på omkring 20 minutter når vi rundt på den anden side af øen.

»Det er fladt som en pandekage,« siger Karl Lyberth og ler.

Han navigerer båden så tæt på klipperne, som bølgerne tillader, og Tønnes Bertelsen, og jeg hopper af og kravler op ad det stejle fjeld.

»Her skal smelteren ligge,« siger han.

Vi kigger ud over fjeldområdet og prøver at bedømme, hvor meget fjeld der skal sprænges væk for at få plads til de 1,2 kilometer lange smeltehaller.

Tønnes Bertelsen kender kun stedet fra Alcoas tegninger. Han kigger rundt og udpeger hvor han tror, vejen til byen skal ligge.

På sejlturen tilbage til Maniitsoq fortæller han, at han har boet i udlandet i flere år mens han tog sin ingeniøruddannelse.

Nu overvejer han at flytte til Nuuk for at finde et arbejde, der passer til hans kvalifikationer. Men hvis aluminiumsværket bliver bygget, er han ikke i tvivl:

»Så vil jeg gerne hjem til Maniitsoq og arbejde for Alcoa,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her