Læsetid: 3 min.

'Det onde gøres altid i det godes navn'

Kun et lille mindretal lader sig lede af moralisme og idealisme i klimadebatten. Hvis man vil bevare sin optimisme, må man derfor sætte sin lid til andre strategier - og holde igen med forargelsen over Lomborg
22. september 2009

I 1972 oprettede jeg et kursus i biosfærisk kemi, som jeg kaldte det. Kurset indgik som et element i biokemistudiet på Københavns Universitet, og hensigten var at give de studerende en forståelse for, at kemien inde i organismen (den traditionelle biokemi) var uadskillelig fra den kemi, der forbinder alle organismer på Jorden. Jeg var amatør på området, men også ung og entusiastisk, så jeg gav mig ufortrødent til at udarbejde et kompendium, der kunne tjene som grundlag for undervisningen, og fem sider i dette kompendium blev viet til spørgsmålet om menneskeskabte klimaforstyrrelser (senere udvidet til 21 sider).

I afsnittet citeres beregninger, der forudser en general temperaturstigning på fire-fem grader som følge af den stigende CO2-koncentrationen, og dette tal sættes i perspektiv af en dyster prognose: »Frygten for en generel temperaturstigning må forstås på baggrund af beregninger, der viser, at vandstanden i havene ville stige 120 meter, hvis al den antarktiske is smeltede, hvilket ville kunne ske i løbet af 400 år.«

Hvad der mest slår mig, når jeg nu - 37 år senere - genlæser disse sider, er, at scenariet trods alt forekom temmelig teoretisk dengang. I dag opleves den globale opvarmning anderledes nærværende. I 1972 støttede målingerne imidlertid endnu ikke teorien, og jeg diskuterede derfor muligheden for, at den stigende partikelforurening skulle have en afkølende effekt på Jordens overfladetemperatur: »I så fald oplever vi allerede nu en klimatisk terrorbalance, om hvis udfald vi intet ved.«

Økofascisme

Jeg forestillede mig vist dengang, at miljø- og klimakrisen måtte ende med at gennemtvinge en socialistisk forandring af samfundet. For hvordan skulle et kapitalistisk samfund kunne stoppe den uhæmmede vækst i energiforbruget? 10 år senere - i min bog Samfundets naturhistorie fra 1982 - er denne naive analyse blevet sat ind i en mere dyster øko-historisk samfundsanalyse. Den magelige tro på, at socialismen ville redde os, er blegnet, og jeg ser nu truslen om et økofascistisk samfund som en mere sandsynlig konsekvens af udviklingen: »et videnskabeligt planlagt samfund, hvor ekspertisen er vokset sammen med statsapparatet til en over klasserne stående statsfornuft (...) Med edb-registre og et batteri af adfærdsstyrende teknikker til rådighed, vil overvågning og kontrol blive en langt mere diskret og umærkelig affære.«

'Økofascisme' kaldte den østrigskfødte samfundsanalytiker André Gorz denne fremtid i bogen Økologi og frihed fra 1979.

Sprogbrugen kan virke anakronistisk, men truslen er vel reel? Efterhånden som katastroferne hober sig op, vil staten være tvunget til at gennemføre upopulære indskrænkninger af den frie livsudfoldelse - og venstrefløjen bør vel støtte op?

Problemet er dybest set, at den del af befolkningen, der lader sig lede af idealistiske forestillinger, næppe nogensinde har overskredet fem-10 pct. Den moraliserende tone i artikler om klimaproblemerne begejstrer måske disse 10 pct., men preller af på resten. Det skyldes vel at mærke ikke, at befolkningsflertallet ikke vil lide afsavn for andre menneskers skyld, blot lader de fleste sig ikke bevæge af abstrakte argumenter. Og måske godt det samme, siger mit livs erfaring mig, for alt for ofte har idealisterne - som jeg selv - taget fejl. Man bør vel heller ikke glemme den franske filosof André Glucksmanns advarsel:

»Det onde gøres altid i det godes navn« - fra heksebrændingerne til al Qaeda. Idealisme er ikke ufarlig.

Hvis man skal bevare sin optimisme, er man nødt til at sætte sin lid til andre strategier. Dette er en af grundene til, at vi bør holde igen med forargelsen over Lomborgs reformforslag. Der ligger enorme potentialer for CO2-reduktioner i udviklingen af nye teknikker til energibesparelse.

Og en ting til: Forskningens indre dynamik beror på uenighed og tvivl. Når man taler om konsensus blandt 'alle' verdens klimaforskere, er der grund til uro. Hvad er der mon på færde her?

Jesper Hoffmeyer er dr. phil og lektor ved Biologisk Institut, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu