Nyhed
Læsetid: 2 min.

Oppositionen: Regeringen svigter førtidspensionister

Både eksperter og politikere er enige om, at reformen af førtids-pensionen har været en fiasko. Alligevel vægrer regeringen sig ved at tage hul på ændringer. Forligspartier raser
Indland
4. september 2009

Hos oppositionen stiger utilfredsheden nu over, at regeringen afviser at tale om reformer af førtidspensions- systemet.

Hos SF havde socialordfører Özlem Cekic en klar forventning om, at beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) her til efteråret ville indkalde forligspartierne bag førtidspensionsreformen for at diskutere, hvordan man kan rette op på systemet. Men invitationen er udeblevet.

»Vi har ventet i næsten halvandet år nu, men regeringen nægter at tage fat på det. Det er en total disrespekt over for forligspartierne - og det er at gøre nar med alle de 250.000 mennesker, der er på førtidspension i dag,« siger hun.

Fleksjob

Blandt både politikere og eksperter har der længe været en erkendelse af, at reformen fra 2003, der indførte fleksjobordningen, er en fiasko. Antallet af førtidspensionister er ikke gået ned, påpeger professor Per Kongshøj Madsen fra Aalborg Universitet.

»Håbet havde været, at fleksjob for nogens vedkommende kunne erstatte førtidspensionen, sådan at vi ville se et fald i antallet af førtidspensioniser. Men det har man ikke set. Det har været noget overraskende,« siger han.

Netop derfor var en reform af førtidspensionen noget af det, som regeringens Arbejdsmarkedskommission foreslog i sin rapport i august. Kommissionens arbejde var den direkte grund til, at regeringen udskød forhandlingerne om en ændring af førtidspensionssystemet. Men allerede inden rapporten blev offentliggjort, skød finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) dens konklusioner ned. Inger Støjberg erklærede senere, at der ikke bliver nogen reformer af førtidspensionen, »mens den internationale krise buldrer«. Den melding står stadig ved magt, og derfor er forligspartierne ikke blevet indkaldt, oplyser Beskæftigelsesministeriet.

Mere fleksibelt

Men førtidspensioner har ikke noget med krisen at gøre, siger Arbejdsmarkedskommissionens formand, Jørgen Søndergaard.

»Desuden er en reform af førtidspensionen ikke udtryk for, at folk, der er uarbejdsdygtige, ikke længere skal forsørges af det offentlige. Jeg kan ikke se, hvordan dét skulle kunne skabe utryghed,« siger Søndergaard, der blandt andet foreslår en mere fleksibel indgang til førtidspensionen, så mennesker i en periode har mulighed for at blive behandlet og genoptrænet i stedet for at blive parkeret på førtidspension.

Han henviser til en nylig SFI-undersøgelse, hvor man geninterviewede en stor gruppe førtidspensionister, der også blev undersøgt i 1995. Knap halvdelen kan i dag mere end dengang - og en femtedel meget mere.

»Det er udtryk for, at det er meget svært bare på et givent tidspunkt at sige, at det her menneske har ingen arbejdsevne nogensinde mere,« siger han.

'Bagstræberisk'

Heller ikke de radikales nye socialordfører, Anne Marie Geisler Andersen, forstår, at regeringen tøver.

»Vi er blevet lovet, at hvis der ikke skete en ændring i antallet af mennesker, der ender på førtidspension, så skulle der laves en reform. Men regeringen er i det hele taget ret bagstræberisk når det kommer til reformer,« siger hun.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Inger Støjberg, der i går var til regerings- seminar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her