Læsetid: 3 min.

'Jeg blev overladt til mig selv'

Da Signe fyldte 18 år, blev hun bedt om at flytte fra sit anbringelsessted, og derefter ophørte al kontakt med kommunen. Hun stod alene, og de efterfølgende år var en lang kamp
Da Signe fyldte 18 år, bad kommunens kontaktperson hende om at flytte fra sit anbringelsessted med beskeden om, at hun ikke længere var en del af anbringelsessystemet, og pludselig stod hun helt alene på gaden uden penge og social opbakning.

Da Signe fyldte 18 år, bad kommunens kontaktperson hende om at flytte fra sit anbringelsessted med beskeden om, at hun ikke længere var en del af anbringelsessystemet, og pludselig stod hun helt alene på gaden uden penge og social opbakning.

Kristine Kiilerich

16. september 2009

Som 16-årig blev Signe anbragt i en lille lejlighed på 13 kvadratmeter. Hun fik tilknyttet en kontaktperson fra kommunen, der skulle hjælpe hende med at få en dagligdag op at køre.

Da hun fyldte 18 år, bad kommunens kontaktperson hende om at flytte fra lejligheden med beskeden om, at hun ikke længere var en del af anbringelsessystemet.

Nu skulle hun ud og stå på egne ben. Og det kom hun til.

»Jeg fik 3.000 kroner fra kommunen i 'starthjælp', og derefter hørte jeg faktisk ikke mere fra dem. Der var ingen, der fulgte op på, hvordan jeg klarede mig, og der var slet ingen, der fortalte mig, at jeg faktisk havde ret til mere hjælp. Jeg var helt overladt til mig selv,« fortæller Signe, der ønsker at være anonym. Hendes identitet er redaktionen bekendt.

Efter flere år i anbringelse med økonomisk støtte fik Signe det svært de efterfølgende år.

»Den bratte overgang fra hjælp til ingen hjælp spændte virkelig ben for mig, selv om det faktisk var begyndt at gå bedre, de år jeg var i anbringelse.«

»Jeg fik pludselig ingen penge, og jeg arbejdede derfor hele tiden for at få det til at løbe rundt. Jeg kæmpede med psykiske kriser og havde det generelt rigtigt dårligt,« fortæller hun.

Signe var som 16-årig begyndt på gymnasiet, og da hun flyttede for sig selv, fik hun, som alle andre unge, SU, men ydelsen blev nedsat til 3.300 kroner, fordi hendes forældre tjente for mange penge.

»Det var helt grotesk, for jeg havde jo papirer på, at jeg var tidligere anbragt, og at jeg derfor ikke havde kontakt til mine forældre. Jeg tog ned på kommunen og fortalte, at jeg var helt nede og skrabe bunden, men de ville ikke hjælpe mig,« fortæller hun.

Misbrug

Signe er vokset op i en meget religiøs familie, hvor hun gennem sin opvækst har fået at vide, at hun var en af 'Guds udvalgte disciple'.

Alligevel blev hun kontinuerligt slået af sin far og seksuelt misbrugt af sin bror. Da hun blev 14, blev livet i familien for meget for hende, og hun valgte at flygte hjemmefra, hvorefter hun boede i en kuffert hos forskellige venner.

Signes tidligere sanglærer fra folkeskoletiden kontaktede kommunen, som derefter begyndte at arbejde på at få Signe anbragt.

»Jeg havde det så skidt, og jeg vidste jo ikke, hvad der skulle ske med mig. Det endte med, at jeg tog en masse forskellige piller, fordi jeg ville vise omverdenen, hvor dårligt jeg havde det, og at jeg virkelig havde brug for hjælp,« fortæller hun.

Kommunen anbringer Signe i den føromtalte lejlighed. I gymnasieklassen er hun meget indelukket, og hun ender i et deltvist hashmisbrug.

En af hendes lærere hjælper hende, og langsomt begynder det at gå bedre, indtil hun som 18-årig i 2.g bliver bedt om at flytte.

Baglandet

Signe tager et lån i banken for at få økonomien til at hænge sammen. Hun fastholder den tætte kontakt til sin lærer, og han er ifølge hende en af grundene til, at hun gennemfører gymnasiet.

»Kommunen var der ingen hjælp fra, og jeg husker, at jeg tænkte: Er de bare ligeglade med, at de kan tabe mig på gulvet? Er jeg ingenting værd i samfundets øjne?« fortæller hun.

Ved et tilfælde hører Signe om Baglandet, der er et center, hvor tidligere anbragte unge frivilligt kan komme og få vejledning og hjælp af projektarbejdere. Her finder Signe dét, hun leder efter.

»Det er nærmest blevet en familie. Jeg ved, at jeg aldrig er helt på den, når jeg kan komme der. Det er den hjælp, jeg burde have fået fra starten af,« siger Signe, som i dag er 20 år.

Baglandet har en sagsbehandler tilknyttet, der nu har overtaget Signes sag. Hun hjælper Signe med at få hjælp fra kommunen.

»I dag fungerer det bedre, for nu har jeg den støtte, som jeg hele tiden har haft brug for, men jeg er vred og bitter over de situationer, der kunne have været så meget nemmere, hvis jeg havde haft støtten fra kommunen,« siger hun.

Serie

Seneste artikler

  • Staten spilder milliarder på anbringelser

    16. september 2009
    Staten bruger årligt tocifrede milliardbeløb på at anbringe børn, men det er spildte penge, fordi kommunerne overlader de unge til sig selv, når de fylder 18 år. Det mener eksperter og fagfolk, der peger på, at en tredjedel af de unge i fængslerne er tidligere anbragte børn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Signe var som 16-årig begyndt på gymnasiet, og da hun flyttede for sig selv, fik hun, som alle andre unge, SU, men ydelsen blev nedsat til 3.300 kroner, fordi hendes forældre tjente for mange penge.

Grotesk at omsorgssvigtede børn skal have nedsat ydelsen, når de er udeboende og er flygtet fra deres uduelige forældre. Loven bør laves om!

Man bør lade dem blive boende og støtte dem også efter det fyldte 18. år, så de kan nå at få en ungdomsuddannelse, som Bertel Haarder jo har sat som mål, at flere unge får.

Forældrene burde retsforfølges for incesten og hun burde have retshjælp og erstatning.

Gratis psykologhjælp til et menneske med en så vanskelig start, som er offer for en forbrydelse!

S Maia

Men når borgeren søger at få ret mod systemet, har systemet som regel alle kort på hånden. Men du har ret!

Når en læge begår fejl, kan vedkommende tillægges et personligt ansvar.

Men hvilken person i kommunen bør stilles til ansvar? - Borgmesteren, som er øverste leder? Eller sagsbehandleren, som svigter?

Og hvem skal tale den forurettede borgers sag? her behøves nok professionel hjælp.

Man kan også gå mediernes vej. Men her kan kommunen anlægge sager imod læserbrevsskribenter, som kritiserer konkrete personer i kommunen.