Læsetid: 4 min.

PET-vidner led af udbredt hukommelsestab

Flere end 60 gange måtte PET-Kommissionen notere sig, at afhørte vidner ingen konkret erindring havde om det, de blev udspurgt om...
8. september 2009

Hvorfor kan Justitsministeriets tidligere departementschef Niels Madsen ikke erindre sagen om PET-agenten Anders Nørgaard? Hvorfor kan PET's tidligere chef Skat-Rørdam ikke genkalde sig, om han så de røde sedler i PET-kartoteket, der var tegn på, at kontroludvalget var blevet forholdt oplysninger? Hvorfor kan en tidligere PET-medarbejder ikke huske, om han uden retskendelse var med til at bryde en aflåst dør op? Hvorfor...

At blive ramt af 'Viggo Fischer-syndromet' har siden Tamilsagen været synonymt med et akut hukommelsestab under en afhøring, så man ikke bringer sig selv yderligere i fedtefadet. Ikke færre end 107 gange måtte den daværende konservative udenrigsordfører Viggo Fischer mumle: »Det har jeg ingen erindring om,« da han under vidneansvar i 1991 blev udspurgt af undersøgelsesretten om skandalen mod tamilernes familiesammenføring.

Syndromet har også vist sig under de afhøringer, som PET-Kommissionen har gennemført. Tidligere ministre, departementschefer, afdelingschefer, politimestre og andre centralt implicerede embedsmænd har således haft svært ved at genkalde sig fortiden, når Kommissionen spurgte ind til emner, som kunne være mere betændte.

Mindst 60 eksempler

En opgørelse, som Information har samlet på basis af en gennemgang af hele PET-Kommissionens beretning på 16 bind, viser således flere end 60 tilfælde, hvor et tilsyneladende hukommelsestab har blokeret for Kommissionens afhøringer.

Historikeren Poul Villaume fra Københavns Universitet har set Informations opgørelse:

»Den bekræfter helt generelt, hvor usikre interviews med historiske vidner er, og hvor vigtigt det samtidig er at støtte sig på skriftlige kilder, hvad Kommissionen jo i stort omfang har haft mulighed for,« siger han.

Kommissionens vidneafhøringer - der nærmest har haft karakter af domstolslignende forhør, der bl.a. har haft til formål at udpege eventuelle ansvarsforsømmelser hos de implicerede embedsmænd - har ifølge Villaume heller ikke været den heldigste: »Det er utrolig nærliggende at forestille sig, at denne specielle form yderligere har blokeret for vidnernes hukommelse,« som han siger.

Han vurderer, at Kommissionen var nået længere, hvis Folketinget - i stedet for en hybrid mellem en juridisk og en historisk undersøgelse - havde iværksat en traditionel historisk undersøgelse.

Også den tidligere PET-chef Ole Stig Andersen - >der selv optræder ni gange i Informations opgørelse over hukommelsestab - har tidligere i Politiken slået til lyd for en sandhedskommission efter sydafrikansk forbillede: Embedsmændene løses fra deres tavshedspligt samtidig med, at der ikke gøres et retligt ansvar gældende mod dem.

»Der ville have været mere fremdrift i en sådan form for sandhedskommission,« mente Ole Stig Andersen.

Glemsomme Ninn

Antallet af tilfælde, hvor den afhørte »ingen konkret erindring« har, er så stort, at Kommissionen selv har måtte gøre sig nogle overvejelser herom.

Kommissionen bemærker således, at afhøringerne drejer sig om forhold, der dels ligger mange år tilbage, dels måske af den afhørte dengang er blevet opfattet som en almindelig rutine, som den afhørte ikke specielt har hæftet sig ved.

Derudover henviser Kommissionen til nødvendigheden af at være på vagt over for de afhørtes motiv- og årsagsforklaringer, subjektive vurderinger, erindringsforskydninger samt »defensoriske attituder«.

Ganske mange tilfælde af hukommelsestab drejer sig om det reelle omfang af PET's kartoteker, efter at VKR-regeringen med en berømt erklæring i september 1968 i hvert fald officielt afskar tjenesten fra at registrere danske borgere alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

Tidligere forsvars- og justitsminister Erik Ninn-Hansen, der er blandt topscorerne på Informations opgørelse, kunne således slet ikke huske at have set Justitsministeriets omstridte fortolkningsnotat af 14/9 1968 om registreringen. Ej heller, at han til et møde med embedsmændene på en varm sensommerdag i 1968 havde smidt jakken, smøget ærmerne op og sagt: I fortsætter bare med at registrere, som I altid har gjort...

Flere glemsomme mænd

Tidligere PET-chef Skat-Rørdam kunne ikke genkalde sig, at han i august 1974 havde givet ordre til at ophæve en instruks om automatisk at registrere alle medlemmer på ledelsesposter i en række venstreorienterede organisationer.

Hans efterfølger som PET-chef, Ole Stig Andersen, havde heller ingen erindring om, hvor vidt han så eller ikke så en instruks fra justitsminister Ole Espersen om ikke at anholde forfatteren Arne Herløv Petersen. Eller om han havde forlagt sagen om PET-agent Anders Nørgaard for justitsministeren eller ej.

Tidligere operativ chef i PET Per Larsen kunne ikke huske, at han havde forsøgt at plante 'en snavset sag' i pressen i 1980'erne. Tidligere PET-chef Hanne Bech Hansen kunne ikke genkalde sig konkrete eksempler på, at PET plantede personer i BZ-bevægelsen, mens hun var ansvarlig for tjenesten. Justitsministeriets tidligere departementschef Niels Madsen kunne ikke huske »enkelthederne« bag, hvorfor han kontaktede landsdommer Frank Poulsen, da denne var leder af den Kommissionsdomstol, der i 1977 undersøgte Forsvarets Efterretningstjeneste.

Frank Poulsen kunne på sin side ikke erindre, om Niels Madsen begrundede, hvorfor han var så interesseret i en bestemt fortolkning af regeringserklæringen fra september 1968.

Ingen af de syv embedsmænd, som i Justitsministeriet arbejdede med sagen om de to PFLP'ere, der ovenpå Blekingegadebandens bankrøveri i Lyngby i 1983 blev fængslet i Paris med seks millioner ubrugte danske kroner indsyet i en jakke, havde nogen som helst erindring om sagen.

Se listen med flere end 60 eksempler på 'Viggo Fischer syndromet' blandt PET-Kommissionens afhørte på www.information.dk/files/fakta/eksempler-hukommelse.pdf

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forglemmelse og Fortolkning er hinandens forudsætning.
Som informationskilde må kommissionens publikationer dog være at foretrække for ingen oplysninger, og det undrer, at så mange kritiserer kommissionens frem for PET's materiale.
Ekstrabladet og Bent Jensen var tidligt ud med den negative kritik, hvortil vel også hører Jens Gregersen, Bent Blüdnikow, Bjørn Svensson og Poul la Cour. Man kan næppe heller forestille sig, at PET havde undersøgt K(C) og S(A) med samme ildhu. Man valgte tidligt politisk side og har elsket den teknokratiske form for frihed, som USA (CIA) kunne give et forbrugersamfund.
Mange andre har udtalt sig. Thomas Wegener Friis og Poul Villaume, Hans Davidsen-Nielsen, Peer Henrik Hansen, Anders Bøgh, Jesper Vind Jensen og Jacob Mchangama/Cepos foruden nogle PET-chefer samt "de overvågede (Preben Wilhjelm, Søren Søndergaard, Jens-Peter Bonde, Ib Christensen m.fl.)
Flere er kritiske over for PET's problematiske forhold til folkestyret, men alligevel virker kritikken forudfattet, når den retter sig mod kommissionen frem for mod PET. Enhver hændelse indeholder dog adskillige aktører, der virker sammen over tid, selv uden aftalt spil. og PET selv havde politiske motiver, omend ordregivet.
Alt sammen forudsætninger og begrundelser, der må række tilbage til Besættesen og de politiske konflikter forinden, som efterkrigens sager ikke kan forstås foruden. Politiets hemmeligge undersøgelser var kendt lang tid før Den kolde Krig og gjaldt ikke mindst DKP i 30'erne og partipolitisk betydningsfuldt var dog Thune Jakobsens udnævnelse til rigspoltichef og siden til justitsminister i Stauning-regeringen (der foranstaltede en slem sammenblanding af lovgivende, udøvende og dømmende magt).
Skal man dømme ud fra PET-kritikken på de borgerlige blade, må de gamle partier, nu med tilslutning af SF, åbenbart fastholde billedet af højre-venstre-blokke med en egen definition på demokrati og frihed vendt mod socialisternes opfattelse af samme. Måske derfor retter kritikken sig fortrinsvis mod kommissionens arbejde (i Jørgen Dragsdahl-sagen dog på diskussionen om arkiv-ordlyden), men det samme fremgår af Preben Wilhjelms lange samtaler og kronikker i Information, Politiken, Berlingske og Jyllandsposten (PET-kommissionen svækket, PET-kommissionen skal ud af busken, Taskespillerkunst, Dybt betænkelig redegørelse o.lign.)

Heinrich R. Jørgensen

"en sandhedskommission efter sydafrikansk forbillede: Embedsmændene løses fra deres tavshedspligt samtidig med, at der ikke gøres et retligt ansvar gældende mod dem."

Det er den måde, der burde ske på i et demokrati.

Heinrich R. Jørgensen

Stig Larsen:
"Men nu står der jo ingen steder at Danmark er et demokrati."

Næh, netop min (uudtalte) pointe.

Da Danmark ikke er et demokrati, må vi jo følgelig finde os i en kommission med besynderlige politiserende mandat, en efterretningstjeneste der destruerer selektivt i deres arkivet, embedsmænd med kollektivt hukommelsestab, en kommission der beslutter at bedrag og forstillelse var ret og god skik, og andre absurditeter.