Læsetid: 3 min.

Retten afviser fogedforbud mod Jæger-bog

Bogen er allerede tilgængelig på nettet og i Politiken, så derfor er et fogedforbud nytteløst. Det vurderede fogedretten i går. Forsvaret anker ikke dommen
Retssagen om den omstridte jægersoldats (yderst tv.) bog blev afgjort af Fogedretten i København i går. Kendelsen fra retten siger, at Thomas Rathsack må udgive bogen, men samtidigt også at den indeholder oplysninger, der er til fare for landets sikkerhed.

Retssagen om den omstridte jægersoldats (yderst tv.) bog blev afgjort af Fogedretten i København i går. Kendelsen fra retten siger, at Thomas Rathsack må udgive bogen, men samtidigt også at den indeholder oplysninger, der er til fare for landets sikkerhed.

Christian Als

Indland
22. september 2009

Der bliver ikke nedlagt fogedforbud mod jægersoldat Thomas Rathsacks bog Jæger - i krig med eliten. Det afgjorde fogedretten i går. Ifølge retten vil det ikke give mening at nedlægge forbud mod en bog, som allerede findes på nettet og i en tidligere udgave af Politiken.

Det gør rettens afgørelse til en sejr for forlaget People's Press, som nu vil udgive bogen inden for et par dage. Alligevel er forlagsredaktør Jakob Kvist ikke helt tilfreds.

»Vi har vundet sagen og fået lov til at udgive bogen. Det er vi enormt tilfredse med. Der står dog i præmissen, at retten betragter det som sandsynliggjort, at bogen indebærer en sikkerhedsrisiko. Det er ikke tilfredsstillende, og vi overvejer, om vi skal kærre den præmis til landsretten«, siger han til Ritzau.

Tavshedsbelagt

Selvom fogedretten afviser at nedlægge fogedforbud, skriver dommer Bodil Toftemann dog i kendelsen, at »Forsvarsministeriet har sandsynliggjort, at Thomas Ratsacks bog indeholder fortrolige og tavshedsbelagte oplysninger om blandt andet Jægerkorpsets og allierede styrkers operationsmetoder og udstyr, som skal hemmeligholdes af militære og sikkerhedsmæssige årsager.«

Dermed anerkender retten altså, at forsvaret har haft god grund til at kræve et fogedforbud. For forsvaret kan det være et argument for at gå videre med sagen - evt. i form af et sagsanlæg mod forfatter Thomas Rathsack. Det vurderer chefjurist i Cepos Jacob Mchangama.

»Når retten når frem til det, er der noget, der tyder på, at det ikke har været en overreaktion fra Forsvaret, når de har krævet at få nogle afsnit ud af bogen,« siger han og tilføjer, at det i sidste ende kan betyde, at forfatter Thomas Rathsack kan blive dømt i henhold til den militære straffelov.

Jacob Mchangama vurderer dog, at en eventuel straffesag stiller større krav til Forsvaret.

»I fogedretten skal man sandsynliggøre, at man får ret. Det er ikke ensbetydende med, at man vil få ret. Straffesager kræver en stærkere bevisbyrde, og det er ikke til at sige, om de beviser, som forsvaret har fremlagt for fogedretten, vil være stærke nok,« siger han.

Forsvaret har endnu ikke gjort det klart, om de er klar til at lægge sag an mod forfatteren. I går udtalte forsvars-chef Tim Sloth Jørgensen til Ritzau, at han var ked af afgørelsen, fordi han mener, at bogen udgør en sikkerhedsrisiko. Men efter samtaler med forsvarets juridiske rådgivere var forsvarschefen dog nået frem til, at forsvaret ikke kan komme længere i sagen ved at kære til landsretten.

»Det ændrer dog ikke ved, at bogen i forsvarets øjne udgør en sikkerhedsrisiko, som vi på anden måde må søge at imødegå,« sagde Tim Sloth Jørgensen.

Han forholdt sig ikke til, hvorvidt forsvaret vil lægge sag an mod Politiken og chefredaktør Tøger Seidenfaden. Men hvis det sker, vil det formentlig ske efter paragraf 152d, siger Jacob Mchangama.

»Det er den samme paragraf, som blev brugt imod Berlingske Tidendes journalister i forbindelse med Frank Grevil-historien. Men i Grevil-sagen blev Grevil dømt, mens journalisterne og redaktøren blev frifundet. Derfor er det heller ikke sikkert, at Tøger Seidenfaden vil blive dømt,« siger han.

Ifølge Jacob Mchangama adskiller sagen om Frank Grevil sig dog fra sagen om Thomas Rathsacks på ét punkt.

»Grevils formål med at lække oplysninger til Berlingske Tidende var at udstille den danske politik omkring masseødelæggelsesvåben i Irak. Thomas Rathsack derimod har ikke haft noget ønske om at skade det danske forsvar. Derfor handler det også om, hvorvidt Forsvaret vil straffe en af sine egne mænd, som sandsynligvis har været en loyal soldat,« siger han.

Mens forsvaret overvejer sit næste træk, har forlaget People's Press til gengæld gjort det klart, at de er klar til forhandle med Politiken med henblik på at undgå en retssag.

»Vi lever ikke af at føre retssager. Jeg vil i stedet lægge op til en samtale med Politiken. Vi er klar til at finde en rimelig løsning på det her,« sagde kreativ direktør Jakob Kvist til politiken.dk i går. Sidste gang Politiken trykte en bog, som avisen ikke havde rettighederne til, kom det til at koste avisen 1 million og 20 dages betinget fængsel til chefredaktøren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En sjælden sejr for den sunde fornuft, som kun blev mulig takket være de mange piratudgivelser.
Efter "lovliggørelsen" er PDF-udgaven ikke længere tilgængelig via WikiLeaks, da der ikke længere er noget fortrolighedsspørgsmål omkring bogens tekst.
PDFen nåede at runde 15.000 downloads, men bogen er hentet i langt større mængder. WikiLeaks lækkede også en ren tekstudgave, og dertil kommer de utallige andre versioner, der fortsat ligger til download andre steder på nettet...