Læsetid: 3 min.

'Vi ringer med alarmklokken'

Det nye udspil fra EU-Kommissionen om klimapenge til de fattige lande er så lavt, at det risikerer at låse de igangværende forhandlinger helt fast. Udspillet svarer til at give drikkepenge, mens man løber fra regningen, siger Greenpeace
Det nye udspil fra EU-Kommissionen om klimapenge til de fattige lande er så lavt, at det risikerer at låse de igangværende forhandlinger helt fast, siger Greenpeace
11. september 2009

EU-Kommissionens nye forslag til finansiering af de fattige landes udvikling væk fra fossile brændstoffer og tilpasning til klimaforandringerne er langt lavere, end det udviklingslandene vurderer som rimeligt.

I går offentliggjorde Kommissionen, at EU's »rimelige bidrag skal være to til 15 milliarder euro årligt fra 2020,« alt efter hvor ambitiøs den samlede aftale bliver.

»Det er så lavt, at det ikke får u-landene til at rykke sig i forhandlingerne,« siger Jon Burgwald, Greenpeace, der mener, at udspillet svarer til at give drikkepenge, mens man samtidig løber fra regningen.

Fra Friends of the Earth Malaysia lyder samme besked:

»Kommissionens finansieringspakke er overordentligt skuffende. Den skulle have brudt det nuværende dødvande, men låser i stedet forhandlingerne fast,« siger Meena Raman fra Friends of the Earth.

Kommissionens forslag kommer samme dag, som den danske udenrigsminister holdt krisemøde med fire kolleger herunder britiske David Miliband.

Til tonerne fra den svenske popgruppe Europes sang 'The Final Countdown', gik de fem ministre på scenen i festsalen på Københavns Universitet. De advarede om, at Københavnermødet i december risikerer at blive en fiasko:

»Vi giver ikke udtryk for, at det ser opmuntrende ud. Vi ringer med alarmklokken,« sagde den britiske udenrigsminister David Miliband.

Sammen med udenrigsministrene fra Danmark, Finland, Sverige og Frankrig forsøger han nu at mobilisere landenes diplomatiske netværk, herunder 800 ambassader i forsøget på at få en ambitiøs klimaaftale i København.

»Tiden er inde, og hvis vi ikke griber denne mulighed, så vil den forsvinde. Budskabet er, at verden er nødt til at nå en global aftale. Det er nu eller aldrig,« sagde Per Stig Møller (K).

Ingen penge, ingen aftale

Selv om udenrigsministrene advarede mod fiasko, så var der ingen kritik af Kommissionens udspil. Tværtimod understregede samtlige ministre, hvordan EU har lagt sig i førertrøjen, når det gælder forhandlingerne, og David Miliband lagde vægt på, at også lande som Kina og Indien skal forpligte sig.

Den danske klimaminister Connie Hedegaard virker mindre begejstret og i sit skriftlige svar på Kommissionens udspil, skriver hun, at det er »på høje tid«, at EU forholder sig til finansiering og mere generelt, at »til EU's internationale lederrolle i klimaforhandlingerne hører også at spille offensivt ud i forhold til at få finansiering på plads.«

Når EU's regeringschefer mødes i næste uge, er den uofficielle dagsorden at diskutere netop finansiering af tilpasningen og omstillingen i de fattige lande. Spørgsmålet har længe blokeret forhandlingerne, fordi både Kina og Indien samt G77-landene, der er en sammenslutning af fattige lande, nægter at bremse deres udslip af drivhusgasser, hvis ikke der kommer økonomisk hjælp.

Deres argument er, at den vestlige verden har skabt problemet og samtidig er blevet rige ved at bruge billige fossile brændstoffer og andre naturressourcer. Hvis udviklingslandene skal vælge en dyrere og sværere vej til at løfte deres befolkninger ud af fattigdom og samtidig stå med de værste konsekvenser af klimaforandringerne, så skal vesten hjælpe økonomisk. Det var udsigten til manglende økonomisk hjælp, som for nyligt fik Etiopiens præsident og repræsentant for Den Afrikanske Union Meles Zenawi til at sige:

»Vi er parate til at gå fra forhandlingerne, hvis de truer med at blive endnu en voldtægt af vores kontinent.«

En pct. af verdens BNP

EU-Kommissionen regner med, at de samlede omkostninger for de fattige lande vil beløbe sig til 100 milliarder euro årligt i 2020, og heraf skal de 2-15 milliarder altså komme fra offentlige midler i EU. En lang række lande, FN institutioner og NGO'er har vurderet det samlede behov højere.

Kina har tidligere sagt, at omkostningerne bliver omkring en procent årligt af verdens BNP, og det samme siger FN's afdeling for økonomiske og sociale anliggender, UNDESA.

»Vi taler om en ny Marshall-plan,« konkluderer UNDESA i deres nye rapport. En procent af verdens BNP svarer til omkring 380 milliarder euro, og er altså næsten fire gange så meget, som Kommissionen regner med.

På området for energi og industri, der handler om at finansiere u-landenes udvikling hen mod energibesparelser og vedvarende energi, mener Kommissionen, at det vil koste 33 milliarder euro årligt i 2020. Af de 33 milliarder foreslår Kommissionen, at de industrialiserede lande skal betale de tre-seks milliarder, hvilket pålægger udviklingslandene 80-90 procent af udgifterne ved at skulle omstille deres økonomi.

Selv om den engelske udenrigsminister undlod at kritisere Kommissionens forslag, så var det næppe den byrdefordeling, han tænkte på, da han i går på Københavns Universitet sagde, at »de rigeste lande skal gøre mest.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

De vestlige landes klimaindsats risikerer, at blive et nyt imperialistisk redskab i hænderne på de vestlige landes uforpligtigede og uregulerede virksomheder...