Læsetid: 3 min.

Er RUCs nye rektor en akademisk Cæsar?

Universitetsloven fra 2003 blev lanceret som udtryk for styrket ledelse. Rammerne for ledelse er der, men hvordan udnyt-ter man dem? Man opfø-rer sig som en Cæsar, der redder universiteterne via et strategisk brug af et samarbejde, der skaber fornyelse af universitetet
23. september 2009

Så fik RUC en ny rektor. Professor Ib Poulsen er valgt til at løse en meget sammensat ledelsesopgave. For at gøre det skal han være lidt af en linedanser, der er i stand til at afbalancere en strategisk ledelsesindsats med evnen til at samarbejde og lytte til alle parter. Og det skal helst skabe legitimitet og gennemslagskraft i omverdenen, samtidig med at de ansattes og studerendes interesser ikke må knægtes. Men spørgsmålet er, om RUCs nye rektor - og resten af landets universitetsrektorer - er sat til at lede på to modstridende måder, en gammelkendt og en ny?

Den amerikanske universitetsforsker Steve Fuller sammenligner universiteters udvikling med det gamle Roms udvikling. Ligesom Athen i sin klassiske periode behandlede det republikanske Rom sine borgere ud fra en lighedsforestilling: Alle borgere var i princippet lige og involveret i republikkens vé og vel. Det indebar en antagelse om, at alle borgere i det store hele var villige og egnede til at påtage sig diktatoriske beføjelser, hvis der var brug for det i forhold til en fælles fjende. Disse situationer var ekstraordinære - og når de var overstået, så kunne diktatoren genoptage sit liv som almindelig borger. Imidlertid udviklede Rom sit imperium og diktatorens rolle forvandlede sig fra en rolle, enhver borger kunne træde ind i, til en rolle, kun personer med specielle kvaliteter kunne bestride. Det vil sige, at da den romerske republik blev et imperium, så blev diktatoren en Cæsar.

Hvor er Cæsar?

Det er ikke svært at se, at universitetets republikanske fase svarer til den situation, hvor en institutleder, en dekan og for den sags skyld en rektor var aktører, som højest blev de første blandt ligemænd. Der er heller ikke tvivl om, at vi stadig kan genfinde længslen mod denne ledelse. Dansk Magisterforenings (DM) formand, Ingrid Stage, har for eksempel udtalt, at hun mener, at DM skal sætte fokus på lederens legitimitet nedad, og at reel medindflydelse skal lovsikres ved, at institutledere igen vælges og ikke udpeges ovenfra.

Til gengæld kan det være lidt sværere at finde tilhængere af en ny akademisk Cæsar-ledelse. Cæsarisme henviser til Julius Cæsar, der var valgt til diktator for at redde - eller var det for at ødelægge? - den romerske republik.

Gør det Helge Sander til den danske Cæsar? Og i givet fald i hvilken forstand? Måske er Sander ikke noget dårligt bud. Og dog: Direktør Lars B. Goldschmidt fra Dansk Industri og professor Ove Kaj Pedersen, CBS, har slået til lyd for, at politikerne med Helge Sander i spidsen godt nok havde givet universiteterne nye rammer for ledelse, men ikke ladet dem udfolde sig inden for disse.

Helge Sanders kandidatur til en uofficiel Cæsar-pris lider altså under, at han ikke for alvor har givet universitetsledelserne betingelser for forandring, kreativ ødelæggelse og fornyelse. Den fornyelse, som ellers var det erklærede formål, da Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og Kristeligt Folkeparti 11. oktober 2002 indgik aftale om den nye universitetslov under overskriften: 'Tid til forandring for Danmarks Universiteter - en styrket ledelse, øget frihed, stabil økonomi'.

Men hvem kandiderer så til denne uofficielle pris ved de danske universiteter? Hvis der ikke er nogen oplagte, så kan det være fordi, at den ledelsesstil, det kræver, måske er lidt udansk. For hvad skal der til for at blive en akademisk Cæsar? Det giver Steve Fuller os også en idé om, når han fortæller, at en tidssvarende rektor er en slags universitetspræsident, der ser sig selv som administrerende direktør for en virksomhed med principper og grupperinger, som han selv er hævet over. Denne magtposition kræver, at han skaber og drager nytte af det magttomrum, akademikeres normale splittelse efterlader. Det klarer en universitetsleder ved at spille institutledere eller dekaner ud mod hinanden; eller ved at forme deres interesser på en måde, så de ikke blander sig i universitetspræsidentens ledelse.

Claus Holm er prodekan for formidling på DPU, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu