Sådan omgik PET forbud mod politisk registrering

I 1976 har PET samlet alle sine medarbejdere i provinsen til et to dages seminar på Fjordgården ved Ringkøbing. Mens PET-chefen Ole Stig Andersen holder tale for sine medarbejdere, står en båndoptager i hjørnet og optager. Derfor er det ifølge PET-Kommissionen ubestrideligt, at Ole Stig Andersen på seminaret opfordrer sine medarbejdere til kreativt at omgå det forbud mod politisk registrering af danske statsborgere alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed, som VKR-regeringen havde vedtaget i september 1968,

»På given foranledning giver politimesteren udtryk for, at vi ikke kan forvente at få lavet regeringserklæringen fra 1968 om. Den er der nu og giver en vis ro. Så må vi bøje og strække den, så vi kan udføre vores opgaver alligevel,« formaner Ole Stig Andersen sine medarbejdere, mens båndoptageren snurrer.

Takket være PET-Kommissionen ved vi nu, at tjenesten udtænker i hvert fald tre måder at omgå forbuddet mod at registrere borgere, der alene udfører lovlig politisk virksomhed som f.eks. at skrive læserbreve, arrangere møder eller være stiller til kommune- eller folketingsvalg: Den første måde er kun at anse en registrering i PET's centrale kartotek - kaldet 'tromle'-kartoteket - som en egentlig registrering. Den anden måde er brug af såkaldte arbejdskartoteker, der såvel centralt hos PET som i regionerne hurtigt svulmer op og bliver mere omfattende end tjenestens 'tromle'-kartotek. Den tredje måde er at lægge navnelister med detaljerede personoplysninger ind i de emnesager, hvor PET samler oplysninger om organisationer (i modsætning til personer, som regeringserklæringen fokuserer på).

Arbejdskartotekerne

Indtil 1985 er der så godt som ingen regler, der begrænser PET's brug af arbejdskartoteker, som i regionerne går under forskellige betegnelser som efterforskningskartotek, fiduskartotek, NB-kartotek mv. Hver enkelt PET-medarbejder må til brug for sin »løbende efterforskning« lave sine egne lister/kartotek med personnavne og oplysninger, også selv om de her opførte personer ikke er subversive nok til at blive registreret i det centrale 'tromle'-kartotek.

Disse særlige kartoteker har PET udarbejdet siden slutningen af 1940'erne, hvor især et 'kommunistkartotek' med navne og bopæl opdelt efter politikredsene har været omfattende. Også de 6-7.000 polske jøder, der i slutningen af 1960'erne flygtede til Danmark, blev noteret i et særligt 'polakkartotek', lige som alle, der i starten af 1960'erne talte i telefon med en østambassade eller som bare havde en bil parkeret i nærheden af en sådan, kom i et særligt kartotek.

Fordelene for PET med disse arbejdskartoteker er ikke mindst, at tjenesten har undgået at skulle stå til regnskab over for Wambergudvalget, som siden 1964 netop har haft til opgave at føre tilsyn med PET's registreringer. En anden fordel har været, at PET i vidt omfang har flyttet oplysninger fra 'tromle'-kartoteket, som skulle slettes efter regeringserklæringen, over i arbejdskartotekerne, således at de fortsat har været til rådighed.

Efterhånden blev hver enkelt PET-medarbejders private arbejdskartotek sammenlagt med kollegernes kartoteker til ét stort kartotek, eller også blev der udarbejdet nøgler, så der kunne søges på tværs af arbejdskartotekerne, som alle medarbejdere i en region derefter kunne få adgang til.

Da PET's centralafdeling i 1986 gennemførte en revision af arbejdskartoteket, bestod det således af 13.500 kort. Dertil kom, at arbejdskartotekerne i regionerne i alt bestod af godt 11.000 kort, altså har arbejdskartotekerne i midten af årtiet i alt udgjort knap 25.000 kort. Det skal sammenholdes med, at antallet af personer, der var såkaldt belastende registreret (dvs. politisk registreret) på 'tromle'-kartoteket i 1985 var knap 12.000. Med andre ord var arbejdskartotekerne - >som altså ikke blev kontrolleret af Wambergudvalget - mere end dobbelt så store som 'tromle'-kartoteket.

Myreflittige PET-folk

PET-Kommissionen nævner adskillige eksempler på, at danske borgeres lovlige politiske virksomhed omhyggeligt er blevet overvåget og noteret i arbejdskartotekerne. Et ud af mange eksempler drejer sig om en arbejdsmand, der i 1984 deltog i et møde i Holstebro med partiet Fælles Kurs Klubben (FKK). Om ham havde de lokale PET-medarbejdere i forvejen noteret, at han i 1979 og 81 var stiller for VS til folketingsvalget, at han i 81 var stiller for SF ved kommunalvalget, at han i 81 sad i bestyrelsen for FKK, at han i 82 var initiativtager til en lokal fredsgruppe, at han i 82 også var med i det lokale VS, og at han i 83 var med i bestyrelsen for oplysningsforbundet SFOF. Ingen af disse oplysninger ville hverken hver for sig eller tilsammen kunne danne grundlag for en registrering i 'tromle'-kartoteket, fastslår Kommissionen.

Et andet eksempel - >igen ét ud af mange - er, at navnene på samtlige stillere i Nordjylland forud for folketingsvalget i 1984 noteres i et arbejdskartotek. Desuden havde den lokale PET-region knyttet bemærkninger til en del af personerne, f.eks. om en, at der havde været afholdt et SF-medlemsmøde på vedkommendes bopæl. Om en anden, at han havde haft et læserbrev om arbejdsløshed i Frederikshavns Avis.

Fra arbejdskartotekerne kunne en lang, lang række personoplysninger, som ikke kunne registreres i 'tromle'-kartoteket på grund af regeringserklæringen fra 1968, vandre videre til centralafdelingens såkaldte emnesager om organisationer på venstrefløjen.

Vage konklusioner

Da regeringserklæringen fra 1968 kun drejer sig om registreringer af personer, har PET hele tiden arbejdet ud fra, at erklæringen ikke dækkede organisationer. Dernæst har PET argumenteret for, at registrering af organisationer ikke giver mening, uden at i hvert fald også navnene på personer i bestyrelser og andre ledelser bliver noteret. I første omgang dog med det forbehold, at disse personnoteringer ikke måtte være systematiseret, men dette forbehold gled snart i baggrunden for en praksis, hvorefter PET stort set kunne notere navne på såvel ledelser som menige medlemmer, bare det skete under dække af den ene eller anden organisation. PET-Kommissionen mener i sin retlige vurdering, at det i sig selv ikke kan kritiseres, at PET-medarbejdere har udarbejdet arbejdskartoteker. Men i den udstrækning, at disse kartoteker er systematiserede og gjort søgbare, eller hvor oplysningerne har været noteret i op til 15 år uden enten at føre til en egentlig registrering eller blive slettet, stiller sagen sig anderledes: »De samme hensyn, der har begrundet reglerne om registrering i PET, gør sig hermed gældende også i forhold til disse kartoteker,« lyder den vagt formulerede konklusion fra Kommissionen. Meningen er selvfølgelig, at regeringserklæringen også burde have været gældende for den slags registreringer.

En anelse mere skarpt udtaler Kommissionen sig om den udbredte praksis med at lægge lister med navne og tilknyttede personoplysninger ind i emnesagerne: »En sådan systematisering og individualisering af personnavne indebærer efter Kommissionens opfattelse, at der er sket en registrering svarende til en notering på tromlerne, men uden at de om registrering gældende regler i alle tilfælde er iagttaget.«