Sådan omgik PET kontrollen med sit virke

Tillid er godt, kontrol er bedre ... Dette valgsprog, som traditionelt tillægges bosjevikføreren Lenin, har sandelig ikke været gældende for PET, fremgår det af PET-Kommissionens beretning bind tre, der handler om registreringer i efterretningstjenestens kartotek i perioden 1968-89.

Selv om regeringen så tidligt som i 1964 nedsatte et særligt udvalg (kaldet Wambergudvalget efter sin første formand, amtmand Arne Wamberg) netop for at kontrollere PET, så fandt tjenesten hurtigt ud af, hvordan man kunne omgå udvalgets kontrol.

Det skete især i forbindelse med de stikprøvekontroller, hvor udvalgsmedlemmerne bad om at få adgang til de oplysninger, som PET havde registreret om forskellige navngivne personer, eller ved at bede om tilfældige sagsnumre fra arkivet.

I mindst 20 tilfælde har Kommissionen kunnet sandsynliggøre, at PET bevidst har vildledt kontroludvalget: Det er enten foregået ved, at PET i strid med sandheden har oplyst, at en ønsket person var helt »ukendt« i PET's register, eller ved at meddele udvalget, at registreringerne om vedkommende for længst var makuleret, >selv om makuleringen i virkeligheden først fandt sted den selvsamme dag, som Wambergudvalget skulle holde møde for at se de ønskede personregistreringer. I andre tilfælde blev sagen aldrig makuleret. Endelig har PET i en række tilfælde, hvor udvalget har bedt om at se bestemte sagsnumre, simpelthen sprunget det pågældende nummer over og i stedet givet udvalget en helt anden sag til gennemsyn.

De røde sedler

Kommissionen påviser, hvordan der i PET's kartotek blev placeret en rød seddel, hvis Wambergudvalget var blevet snydt. Den røde seddel kunne f.eks. have følgende tekst:

»B.67.301

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Udvalget har den 21/1-70 til et møde bedt om at se denne sag. - Man ville se: [navn på vedkommende], men han blev på det foreliggende grundlag meldt ukendt. sagen skal bibeholdes. (...) Skal ligge forrest i sagen.

========================«

Ifølge Kommissionen lå den røde seddel i denne mappe, helt frem til at den registrerede person mange år senere afgik ved døden.

Det har kun været muligt for Kommissionen at sandsynliggøre vildledningen af Wambergudvalget i en begrænset årrække. Listerne over de sager, som udvalget ønskede at kontrollere i perioden 1971-75 og 1983-89, umuliggør en nærmere undersøgelse. Om der i disse år er sket en lignende vildledning af udvalget, er derfor et åbent spørgsmål.

Kommissionen har heller ikke »med den fornødne sikkerhed« kunnet fastslå, om denne vildledning af kontroludvalget skete med Justitsministeriets vidende og velsignelse. Ministeriets daværende departementschef Niels Madsen var nemlig afgået ved døden, da Kommissionen så sent som i 2007 fik kundskab om snyderiet. Andre centralt placerede personer som f.eks. de embedsmænd fra Justitsministeriet, der fungerede som sekretærer for Wambergudvalget, var alle ramt af svigtende hukommelse om netop stikprøvekontrollerne, da de blev afhørt af Kommissionen.

At ministeriet ikke altid blev lige tæt informeret af PET, fremdrager Kommissionen et illustrativt eksempel på: I januar 1970 oplyste den daværende PET-chef A. Nielsen således til Justitsministeriet, at tjenesten efter regeringserklæringen i september 1968 havde makuleret ikke færre end 173.000 personregistreringer, hvoraf de 93.500 var »kendt af forskellige grunde, herunder politiske«. Kommissionen vælger forsigtigt at karakterisere A. Nielsens oplysning om de makulerede sager som »urealistisk højt« sat. I stedet regner Kommissionen sig frem til et meget lavere antal makulerede sager, nemlig 'kun' 19.339 personregistreringer.

Så ikke 14/9-notatet

Ifølge Kommissionen har Wambergudvalget - i strid med retningslinjerne for udvalgets kontrolarbejde - heller ikke set det hemmeligholdte notat, som Justitsministeriet udarbejdede den 14. september 1968 med en fortolkning af den berømte regeringserklæring om ikke længere at registrere danske borgere »alene« på grundlag af lovlig politisk virksomhed. Udvalget »burde« ganske vist have set notatet, fastslår Kommissionen, men tilføjer derefter, at udvalget trods alt ikke var »uvidende« om PET's konkrete registreringspraksis.

Hvorfor ikke? Jo, fordi den blev jo på møde efter møde forsvaret af PET og ministeriet i diskussioner med udvalgsmedlemmerne.

Kommissionen beretter, hvordan PET i årevis forsøgte at få kontroludvalget nedlagt, men da det ikke ikke lykkedes, valgte man i stedet at snyde udvalget. Kommissionen kommer også med et bud på, hvorfor PET ikke bare nægtede udvalget indsigt i sager, som tjenesten opfattede som meget sensitive:

»Problemet var snarere, at man i stedet for gang på gang at nægte adgang til sager, hvilket kunne føre til en uoprettelig konflikt mellem udvalget og Justitsministeriet, tilsyneladende fandt det hensigtsmæssigt at forholde sager og samtidig give urigtige oplysninger.«

Hvis udvalget havde fået den rigtige besked: Den her sag må I ikke se, heller ikke den og den og den sag ... så havde der været betydelig risiko for, at en eller flere udvalgsmedlemmer havde forladt udvalget i protest. Med den førte praksis fik udvalget i stedet akkurat så lang snor, at den risiko ikke opstod.

På den baggrund virker det næsten deprimerende at læse, hvordan medlemmerne af kontroludvalget gang på gang opfordrede justitsministeren til om ikke andet så dog orientere Folketinget om, at PET's konkrete registreringspraksis gik langt videre, end regeringserklæringen fra 30. september lagde op til. Et ønske, som en lang række justitsministre af skiftende partifarve lige så stille lod gå ind ad det ene øre - og ud af det andet.